Krigen i 1864

Forholdet mellem danske nationalliberale og forbundet af tyske stater havde længe været anstrengt, da krigen i 1864 brød ud. Stærke kræfter i Danmark ønskede det tysksindede hertugdømme Holsten koblet fra den danske Helstat og det dansksindede hertugdømme Slesvig indlemmet i kongeriget. Det Tyske Forbund afviste derimod enhver deling af Slesvig-Holsten. De politiske magthavere i Danmark overvurderede deres manøvrerum og fejllæste den internationale situation, så da konflikten omkring hertugdømmerne udviklede sig til regulær krig, endte det med at koste den danske stat en tredjedel af territoriet. Så ydmygende var nederlaget for staten, at der skulle gå et halvt århundrede, før dem, der havde kæmpet ved fronten, fik kompensation. I mellemtiden var fokus flyttet fra territorial ekspansion til øget produktivitet inden for kongeriget.

I marts 1863 meldte den danske regering ud, at den ville knytte det danskorienterede Slesvig til Danmark og udskille det tyskorienterede Holsten fra rigsfællesskabet. ”Danmark til Ejderen” hed forslaget om at lade floden Ejderen mellem Slesvig og Holsten danne ny grænse for nationens territorium. Idéen blev fremsat af den danske politiker Orla Lehmann i sin berømte tale i 1842 og blev siden holdt i live af landets nationalliberale (se kilder).

     ”Danmark til Ejderen” betød, at man ønskede at forhindre, at tysksindede kræfter i hertugdømmerne undergravede dansk suverænitet ved at trække i retning af Det Tyske Forbund. På dette tidspunkt var Danmark, som Orla Lehmann understregede i sin tale, et kludetæppe af kongeriget Danmark, de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg, samt Island og Færøerne og endelig kolonierne Grønland og De Vestindiske Øer. Samlet blev territoriet kaldt Helstaten Danmark.

Det Tyske Forbund protesterede mod planerne om at skille Slesvig og Holsten fra hinanden – den danske konge Christian 1. havde i 1460 skrevet under på, at hertugdømmerne skulle forblive udelt – og hermed var der lagt op til konflikt.

     Som med alle store begivenheder i verdenshistorien, er der ikke én forklaring, men flere bud på, hvad der fik uenighederne om hertugdømmerne til at eskalere og føre til direkte krig i 1864. Nogle historikere trækker tråde til Napoleonskrigene, hvor Danmark havde været placeret i en uheldig alliance med Frankrig og derfor stod svagt i forhold til stormagterne, da det kom til konflikt med Det Tyske Forbund. Andre peger pådet drukfældige venskab mellem den danske konge Frederik 7. og den svensk-norske konge Karl 15. i årene op til krigen i 1864. Efter sigende havde Karl 15. i festligt lag i den danske konges sommerhus ved Skodsborg lovet militær bistand, hvis Danmark kom i problemer, hvad der angiveligt bidrog til dansk overmod, da konflikten med Tyskland blev en realitet.

     Løftet fra Karl 15. lød på at sende forstærkninger på 22.000 soldater, men da slaget stod, kom der ingen fra den svensk-norske hær til undsætning. Karl 15. havde ikke sikret politisk opbakning fra sin regering, og Danmark stod i 1864 alene overfor en overlegen hær fra Det Tyske Forbund.

Ifølge historikeren Peter Yding Brunbech skal man tilbage til fredsslutningen efter treårskrigen 1848-50 ”for at forstå de komplicerede sammenhænge”. Treårskrigen 1848-50 brød ud, da en slesvig-holstensk oprørshær forsøgte at løsrive hertugdømmerne fra den danske krone. Danmark ønskede, at en ny fri forfatning (Junigrundloven) skulle gælde for både kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, men de slesvig-holstenske oprørere ønskede, at et samlet Slesvig-Holsten skulle tilslutte sig Det Tyske Forbund.

     ”Slesvig-holstenerne blev i forskellige faser af krigen støttet af Preussen og Det Tyske Forbund, men disse blev af de europæiske stormagter tvunget til at gå ud af krigen, og Danmark besejrede herefter den slesvig-holstenske oprørshær,” skriver Yding Brunbech (se kilder).

     På trods af sejren var hertugdømmet Holsten nu under kontrol af tyske forbundstropper, som havde overtaget kontrollen fra de slesvig-holstenske oprørere. Et andet problem for Danmark var, at kongen ikke havde sikret sin arvefølge, hvilket skabte tvivl om magtfordelingen, når Frederik 7. døde. Danmark måtte derfor indlede forhandlinger med Det Tyske Forbund. Det foregik i form af noteudvekslinger, og det var i disse aftaler fra 1851-52, at den danske regering skrev under på, at den ikke ville inkorporere Slesvig i kongeriget, og at ingen dele af det danske monarki skulle være de andre underordnede.

     De omfattende noter fra disse udvekslinger mellem Danmark på den ene side og Østrig og Preussen på den anden kunne dog fortolkes i mange retninger, hvad de også blev godt et årti senere.

I 1858 forkastede Det Tyske Forbund et dansk udkast til en forfatning for Helstaten, og mens tyskerne nu forsøgte at få trukket Slesvig-Holsten ud af den danske forfatning og indlemme hertugdømmerne under Det Tyske Forbund, forsøgte den danske regering at udskille Holsten for at beholde Slesvig.

     Den 16. november 1863, mens spørgsmålet endnu var uløst, overtog Christian 9. tronen efter sin netop afdøde onkel og dermed også den formelle magt over hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Christian 9. var ikke nær så opsat på at fastholde planerne om ”Danmark til Ejderen” som sin forgænger, men efter politisk pres skrev han to dage senere under på en ny forfatning, som betød, at Slesvig blev indlemmet i den danske stat. Den blev kendt som Novemberforfatningen.

     ”I tiden fra november 1863 til januar 1864 lagde de europæiske stormagter pres på Danmark for at trække Novemberforfatningen tilbage,” skriver Yding Brunbech. ”Den vigtigste årsag hertil var dog den helt realpolitiske grund, at de ønskede at undgå det kom til krig, og ikke fordi Novemberforfatningen stred mod Londontraktaten (for det gjorde den ikke).” Da Danmark var den svageste part, var det her, presset fra stormagterne blev lagt for at undgå konfrontationen, men ”i sidste ende ville de danske politikere ike trække Novemberforfatningen tilbage, og Preussen og Østrig brugte dette grundlag for deres krigserklæring, idet de erklærede, at aftalerne fra 1851-52 var brudt” (se kilder). Med aftalerne fra 1851-52 havde Danmark nemlig skrevet under på, at de ikke ville indlemme Slesvig i kongeriget.

     Få måneder senere havde den tyske forbundshær indtaget Holsten, og Rigskansleren Bismarck havde ikke tænkt sig at stoppe Det Tyske Forbunds hærs fremmarch her.

”Soldaternes ekskrementer, hestemøg, køkkenaffald, afskudte legemsdele og indvolde fra mennesker og dyr, der hver dag sprængtes i alle retninger og ikke altid blev ryddet af vejen, blandedes i et ugudeligt søle,” skriver journalist og historiker Tom Buk-Swienty i det dokumentariske værk "Slagtebænk Dybbøl" (se kilder).

     Flere tusind granater blev dagligt skudt af under den 10 uger lange belejring af skanserne på Dybbøl Banke, der ledte op til selve slaget, hvor danske soldater kæmpede mod den tyske forbundshær, som var fire gange så stor.

     Den 18. april 1864 kl. 10 rykkede den tyske forbundshær frem ved Dybbøl Banke, og efter mindre end fem timers kamp, med store ofre på dansk side, var det afgørende slag ved Dybbøl tabt.

     ”Nogle steder bliver kampen kort. Andre steder generobrer små danske styrker terræn. Men om kampen varer fem minutter eller det seksdobbelte (den første skanse på venstrefløjen erobres efter fire minutter, den sidste efter en halv time); afsindig er den alle steder,” lyder det i Buk-Swientys beskrivelse af 1864-krigens afgørende slag.

At Danmark ved udsigterne til så ulige et slag ikke havde trukket i land tidligere er en beslutning, som journalist og historiker Buk-Swienty bl.a. tilskriver krigsminister Carl Christian Lundbye. I "Slagtebænk Dybbøl" beskrives Lundbye som ”en pedantisk, ærekær og utidigt indblandende skrivebordsgeneral uden forståelse for de faktiske forhold ved fronten” (se kilder). I alt tabte den danske hær flere end 5.500 mand i 1864-krigen. Efter det store nederlag, blev de soldater, der havde kæmpet på dansk side, overladt til sig selv. Flere begik selvmord, og krigsinvalider fik ikke megen anden hjælp end en lirekasse, de kunne vandre rundt i landet med for at tjene til livets ophold. Andre igen vendte tilbage til deres erhverv fra før krigen. Først i 1913 blev der vedtaget en lov, efter hvilken veteranerne kunne søge om en årlig hædersgave på 100 kroner. ”Den første udbetaling fandt sted i 1914. 50 år efter krigen,” skriver Erik Ingemann Sørensen i "1864 – en guide i krigens fodspor" (se kilder).

Efter det danske nederlag ved Dybbøl brød krigen kortvarigt ud igen i juni 1864, hvor den tyske forbundshær indtog Als, og fordi fæstningen i Fredericia også var blevet rømmet, mistede Danmark også kontrollen over den nordlige del af Slesvig. Den nationalliberale danske regering blev erstattet af et konservativt ledet ministerium, som d. 8 juli 1864 indledte fredsforhandlinger med den tyske forbundshær. De krævede, at Danmark afstod alle tre hertugdømmer.

     De politiske magthavere i Danmark havde inden krigen forsøgt at komme af med Holsten, men mistede nu også Slesvig og Lauenborg, hvilket betød, at den nye grænse i 1864 blev draget ved Kongeåen ved Kolding. Det svarede til, at Danmark mistede næsten halvdelen af befolkningen og en tredjedel af landarealet. Først i 1920 – i kølvandet på det tyske nederlag i Første Verdenskrig – fik Danmark den nordlige del af Slesvig (Sønderjylland) tilbage med den nuværende grænsedragning ved Kruså.

Som historiker Rasmus Glenthøj påpeger i bogen "1864 – Sønner af de slagne" var tabet af hertugdømmerne efter 1864 langt fra de første indhug i det danske territorium. Han nævner bl.a. salget af Estland i 1346, tabet af Sverige ved Kalmarunionens undergang i 1523 og tabet af Norge i 1814 efter NapoleonskrigeneFlere af disse begivenheder betød lige så store eller større befolkningsmæssige tab (...)” (se kilder).

En vending, der ofte forbindes med tiden efter 1864 er ”hvad udad tabes, det må indad vindes”. En af myterne omkring vendingen er, at den skulle stamme fra Enrico Dalgas (1828-1894), som efter 1864 blev én af Danmarks foregangsmænd inden for opdyrkning af den jyske hede. Det var dog ikke Dalgas, men forfatteren H.P. Holst (1811-1893), der formulerede den berømte vending, der i sin helhed lyder ”For hvert et Tab der kan Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes”.

     I årtierne efter 1864 fik den danske stat da også andet at tænke på end nederlaget ved Dybbøl. Udviklingen af såvel landbruget som industrien tog for alvor fart i slutningen af det 19. århundrede, og det medførte både sociale og økonomiske omvæltninger inden- og udenfor det danske riges grænser.

Nogle mener, at 1864 stadig i dag har stor betydning for f.eks. dansk selvopfattelse. At 1864 er formativ for ”hvordan vi opfatter os selv som danskere” er bl.a. udgangspunktet for Historiecenter Dybbøl Bankes portal 1864.dk.

     Professor Uffe Østergård er en af dem, der mener, at krigen trækker ”mentale spor” op til i dag:

     ”I vores selvopfattelse som små og fredsommelige. I vores tøven over for etniske minoriteter og tosprogethed. I vores mistillid til store ord og heroisme. I vores fordomme mod tyskhed. I disse år er vi endelig ved at komme af med syndromet fra 1864. Efter næsten 150 års forløb. Men 1864 lurer stadig i det kollektive, danske baghoved. Især hos de voksne og ældre generationer,” sagde Uffe Østergård i 2007 til Kristeligt Dagblad (se kilder). Uffe Østergård mener sågar, at selve velfærdsstaten aldrig ville være blevet til, hvis ikke Danmark havde mistet territorierne Slesvig, Holsten og Lauenborg i 1864, fordi dette nederlag ”reducerede Danmark fra en multinational helstat til en etnisk homogen nationalstat, med kun ét sprog og én kultur.”

     Argumentet om, at danskerne skal gøre sig af med den ”småstatsmentalitet”, som 1864 angiveligt bragte med sig, bliver bl.a. brugt af folk, som taler for dansk militær intervention i udlandet – dette ses f.eks. i Uffe Østergårds forord til bogen ”1864” af Jakob Kidde Sauntved og Jakob Eberhardt (se kilder).

     Også Tom Buk-Swienty mener, at 1864 har stor betydning for det ”moderne” Danmark. ”Nederlaget var så forsmædeligt, at danskerne blev nødt til at genopfinde sig selv efter krigen. Man havde ét Danmark før 1864, og man får et nyt Danmark efter 1864. I den forstand blev krigen det moderne Danmarks år nul”, sagde Tom Buk-Swienty i 2010 i forbindelse med en omtale af hans bog ”Slagtebænk Dybbøl” i Dagbladet Information. I dette interview peger han også på dansk skepsis overfor Tyskland og tyskere som noget, der blev grundlagt ved nederlaget i 1864 – og som, ifølge Buk-Swienty, skyldes en virkelighedsfordrejende opfattelse af, hvad der egentlig skete: ”Den fortælling, danskerne har haft om sig selv og krigen, er, at Danmark var et uskyldigt lille land, som blev løbet over ende af de grumme tyskere. Men som jeg viser i mine bøger, optræder Danmark faktisk som den mest aggressive og udfarende part forud for krigen, og vi var dermed langt hen ad vejen selv skyld i de problemer, vi fik skaffet os på halsen” (se kilder).