Krænkelsedebatten

I oktober 2017 brød massive beskyldninger om seksuelle krænkelser i filmbranchens Hollywood igennem i offentligheden. Det satte gang i en international protestbevægelse under sloganet #MeToo. Afsløringerne fra Hollywood satte skred i tilkendegivelser fra mestendels kvinder i hele verden, som lagde deres oplevelser om krænkelser frem for offentligheden. #MeToo har skabt debat om chikane, magt og ligestilling, men også sat scenen for en bredere debat om krænkelser. I 2018 fyldte krænkelsesdebatter med rod i danske sager meget i danske medier. Opråb om krænkelser fik både CBS og Københavns Universitet til at indskærpe regler for fællessang og udklædningsfester, mens en af tøjkæden H&M’s kampagner blev kaldt krænkende. De mange sager har også fremprovokeret kritiske røster, som advarer om, at der har udviklet sig en krænkelseskultur, som kan ødelægge den frie debat, ytringsfriheden og underminere retssikkerheden.

Ifølge den danske ordbog (se kilder) betyder at krænke at begå overgreb mod nogens ære, selvfølelse eller lignende. Ordet krænkelse bruges til tider om seksuelle overgreb. En krænkelse kan også være at bryde eller udvise manglende respekt for især politiske og juridiske bestemmelser. Selv om ordet krænkelse kan bruges til at beskrive mange forskellige former for skadevoldende adfærd mod en person, er det i ordets oprindelige betydning en forudsætning, at krænkeren har overskredet et normsæt eller en anden form for fælles regelsæt. Det er en svær skelnen, men måske kan det formuleres som: for at tale om en krænkelse skal det repræsentere mere end blot en følelse. Præst, forfatter og debattør Rune Fønsbo beskriver det i debatindlægget ”Nej, du er ikke blevet krænket, du er egoistisk” på POV (se kilder) således: ”Er du blevet krænket, har nogen skadet dig, angrebet din ære, ydmyget dig offentligt eller overtrådt almene sociale eller moralske normer og derved ramt dig. Det, der sandsynligvis er sket, er, at nogen har udtrykt et synspunkt, som du ikke er enig i. Det er ikke en krænkelse”.

#MeToo-kampagnen fik en række personer, mestendels kvinder, til at lægge deres oplevelser om seksuelle krænkelser frem for offentligheden – ofte på sociale medier. Det satte gang i en debat på sociale medier og i pressen, som beskrev mange af sagerne. På samme måde er debatten om krænkelser mere bredt defineret vokset frem via sociale medier. Begge debatter har givet mennesker mulighed for at dele oplevelser og synspunkter, og med #MeToo har krænkelser i bredere forstand fået mere synlighed, ikke mindst fordi journalister og medier har givet sagerne stor eksponering.

Selv om der er mange lighedstræk, er der også klare forskelle på debatterne om #MeToo og de ofte noget bredere fortolkninger af krænkelser, der er fulgt i kølvandet. #MeToo-sagerne handler om seksuelle overgreb eller chikane, om magtmisbrug og kønskamp – konkrete sager, hvor mennesker er blevet krænket i ordets oprindelige betydning, som følge af at et andet menneske har overtrådt almene sociale eller moralske normer. I mange af de sager om krænkelser, som denne artikel vil skitsere et par stykker af, har de ”krænkede” følt sig krænkede over noget, de personligt ikke synes er rart. Disse krænkelser er med andre ord snarere udtryk for enkeltpersoners subjektive følelser og holdninger til rigtigt og forkert.

I slutningen af december 2018 kom det frem i et radioprogram på DR P1 og i en artikel i Kristeligt Dagblad, at en kvindelig ikke etnisk dansk forsker på CBS havde følt sig krænket over, at højskolesangen ”Den danske sang er en ung blond pige” blev sunget på et internt møde omkring et år tidligere. Siden var sagen blevet diskuteret, også i ledelsen. Efterfølgende gav daværende viceinstitutleder på CBS’ Department of Management, Politics and Philosophy, Mads Mordhorst, den kvindelige forsker en undskyldning for sangvalget og gjorde det klart, at ledelsen havde taget hendes oplevelse af at være blevet krænket til efterretning.   ”Personligt vil jeg ikke synge med på den sang. Jeg kan heller ikke forestille mig, at der er nogen, der vil tage den op nu, hvor vi har den erfaring i bagagen, at den kan virke stødende. Så vil det jo være en provokation at synge den fremover”, siger Mads Mordhorst i artiklen ”Højskolesang førte til krænkelsessag på Handelshøjskolen i København” (se kilder).   Senere kom det frem, at CBS ikke som institution havde forbudt sangen, men at der var tale om en viceleders undskyldning over sangvalget til en kollega. Ikke desto mindre rejste sagen en større debat om et skred i krænkelsesdebatten, og både statsministeren, justitsministeren, kulturministeren, Folketingets formand, Socialdemokraternes formand og en lang række andre folketingsmedlemmer udtrykte utilfredshed med, at en leder på CBS havde undskyldt, at man på en dansk uddannelsesinstitution havde sunget en sang fra Højskolesangbogen. Det fremgår af artiklen ”CBS efter kritik for at undskylde sang: Sangen er ikke forbudt” på DR.dk (se kilder).

I september 2018 modtog tutorerne på Københavns Universitets juridiske fakultet en instruks fra ledelsen om ikke at holde fester med temaer, hvor kostumerne kunne støde andre. De studerende måtte for eksempel ikke længere klæde sig ud som mexicanere, cowboys, indianere eller andet, der kunne opfattes som en krænkelse af en bestemt gruppe. Herudover indførte universitetsledelsen nye retningslinjer, som havde til formål at foregribe eventuel krænkende adfærd.   I de nye retningslinjer bliver krænkelser ret bredt fortolket: ”krænkende adfærd betyder, at et andet menneskes værdighed krænkes og kan være af både fysisk og psykisk art. Krænkende adfærd kan være mobning, seksuel chikane og overgreb af enhver art og kan forekomme i både fysisk, verbal og skriftlig, herunder elektronisk, form. Krænkende adfærd er også krænkelser med baggrund i f.eks. etnicitet, religion, køn, seksualitet, alder eller handicap” (se retningslinjer under Originalkilde).   Kostume-forbuddet førte til ophedet debat. Mange mente, at universitetsledelsen var gået for vidt i sin tolkning af potentielle krænkelser, og at tolkningen af retningslinjerne i værste fald kunne forringe undervisningen, skade den frie forskning og ytringsfriheden. Hvis krænkelse bliver en følelse, alle kan påberåbe sig, vil mange teorier, bøger, udsagn, eksempler i undervisningen og andet potentielt kunne bortcensureres, argumenterede de. Andre stemmer i debatten slog til lyd for, at retningslinjerne tilgodeser behovet for at skabe et rart og inkluderende studiemiljø. De mente, at sund fornuft og situationsfornemmelse nok skal sikre, at retningslinjerne ikke medfører selvcensur og dårligere undervisning. Universitetsavisen har samlet en række centrale citater i debatten under overskriften ”15 citater fra krænkelsesdebatten” (se kilder).   Københavns Universitet er langt fra alene om at lave nye retningslinjer. I løbet af 2018 indførte en række undervisningsinstitutioner skriftlige retningslinjer med det formål at forebygge chikane og krænkelser, heriblandt Roskilde Universitet, DTU og Aalborg Universitet (se kilder).

Også gymnasiestuderende markerede sig i debatten af de nye retningslinjer for temafester på Københavns Universitet. På gymnasiet Mulernes Legatskole i Odense arrangerede gymnasieeleverne en fredagscafé med mexicansk tema for fuld udblæsning som en kommentar til universitetets kostumeforbud.   ”Subtilt og suverænt modsvar fra fredagscaféen til Københavns Universitet, der for få måneder siden forbød en fest med Mexico-tema, fordi et par studerende følte sig krænkede. Kom og vær med til at skabe en fed fredagscafé, og bak op om det frie ord, det grænseløse samvær og kærligheden mellem mennesker fra alle dele af verden,” lød Facebook-invitationen til fredagscaféen.   ”Det er egentlig bare for at sige, at krænkelseskulturen måske er gået lidt over gevind”, forklarede gymnasieelev Mads Skytte Pedersen til TV2 Fyn i artiklen ”Gymnasieelever trodser krænkelseskultur: Er du krænkelsesparat? Så skal du nok ikke møde op” (se kilder).

Det et ikke alene ledelsen på universiteterne, der har øget fokus på krænkelser. I 2016 gik studerende fra Københavns Universitet, RUC, Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg og Aalborg Universitet sammen om at danne foreningen Front. Front opsamler fortællinger om diskrimination fra studerende og ”insisterer på, at universitetsinstitutionerne skal overholde deres juridiske forpligtigelse” til at respektere menneskerettighederne. En af de aktive i Front er Tara Skadegaard Thorsen, der er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet. I artiklen ”Tara Skadegaard Thorsen holder øje med krænkelser” i Kristeligt Dagblad (se kilder) siger hun: ”Der bliver ikke sat grænser for, hvad man må forske i, men grænser for, hvordan vi opfører os overfor hinanden. Mange er ikke trænet i at forstå diskrimination, og så længe vi har så lidt viden om, hvordan diskrimination opleves, og hvilke konsekvenser det har, synes jeg, det er langt ude at begynde at tale om akademisk frihed.”

     Foreningen Front arbejder også for, at der skal være færre hvide mænd i pensum. I artiklen siger hun: ”Jeg synes, det er at gøre alle fag til grin at tro, det kun er mænd, der kan noget. Der har været rigtigt mange kvinder og ikke-binære mennesker (personer, der ikke betragter sig som mand eller kvinde, red.), som har bidraget. De har bare ikke været genprintet og er derfor sværere at finde. Men når det er sagt, ligger hovedparten af det, man læser på universiteterne i dag, efter 1980, og der kan man simpelthen ikke påstå, at der ikke findes kilder, skrevet af kvinder.”

I januar 2018 blev tøjkæden H&M centrum for krænkelsesdebatten. I en kampagne optrådte en svensk sort dreng i en hættetrøje med skriften ”The coolest monkey in the jungle” (den sejeste abe i junglen). En del mente, at reklamen var krænkende og racistisk. Blandt andre musikeren The Weekend, som tidligere har lavet kampagner for H&M, men som nu på sin Twitter-profil konstaterede, at det ville han aldrig gøre igen. Moren til drengen, som optrådte i reklamen, gik ind i debatten med følgende modsvar: ”Jeg er moderen, og det her er et af hundredevis af stykker tøj, min søn har stået model i. Stop med at råbe ’ulven kommer’ hele tiden, der er ikke noget problem her, kom videre”. Det kan man læse i artiklen ”Den blonde pige er ikke alene: Fire gange vi diskuterede krænkelser i 2018” på Dr.dk (se kilder).

I efteråret 2018 fyrede Forfatterskolens bestyrelse rektor Jeppe Brixvold som følge af rygter om sexchikane på skolen og en usund og krænkende kultur. Samtidig oprettede bestyrelsen en såkaldt whistleblowerordning, hvor man anonymt kan indberette hændelser, hvor ansatte på skolen havde ”udvist uacceptabel adfærd eller medvirket til krænkelser eller chikane”. Det var blandt andet et brev, underskrevet af 55 forfattere, der fik bestyrelsen til at handle på sagen. ”Forhåbentlig foregår der ikke hverken sexchikane eller upassende opførsel på Forfatterskolen nu, men hvis der tidligere er foregået upassende opførsel, mener vi, at der skal ryddes op i det, hvis Forfatterskolen også for fremtiden skal bevare sit gode navn og rygte,” skrev de i brevet. Det er anden gang på blot tre år, at skolen siger farvel til en rektor på grund af rygter om seksuelt krænkende adfærd. For tre år siden var det Pablo Llambias, der stoppede efter anklager om sexchikane mod en elev. Det kan man læse i artiklen ”Fyret rektor og ny whistleblowerordning: Forfatterskolen vil sexchikane-rygter til livs” i Kristeligt Dagblad (se kilder).

Fordi en del af krænkelsesdebatten er blevet styret af personlige følelser, hvor personer endda i nogle tilfælde har følt sig krænkede på andres vegne, snarere end fælles samfundsnormer og regler, råber en række kritikere vakt i gevær: Krænkelsesdebatten udvander simpelthen begrebet krænkelse, argumenterer de. Blandt kritikerne er direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama. I debatindlægget ”Det er umuligt at have en fri debat, uden at nogen føler sig krænket” i Berlingske Tidende (se kilder), skitserer han sin frygt for, at Københavns Universitets forbud mod udklædningstemaer som mexicaner, cowboys og indianere og universitetets nye retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd risikerer at ofre universitetets fornemmeste opgave – at uddanne unge voksne mennesker til selvstændige, kritisk tænkende individer.   ”Hvis enhver ytring eller adfærd, som en studerende kan opfatte som krænkende, skal kunne medføre en potentiel disciplinærsag, vil det meget hurtigt kunne ramme helt gængse omgangsformer og selve undervisningen, med selvcensur og ideologisk selvsegregering som følge. Det er simpelthen ikke muligt at have en fri og åben debat om kontroversielle emner som kønsforskelle, religion, racisme, historiske begivenheder m.v. uden at nogen føler sig krænket eller stødt”, skriver han.   I kronikken ”Lad os få ryddet op i krænkelsesdebatten” i Jyllands-Posten (se kilder) argumenterer ph.d. og lektor ved Syddansk Universitet Caroline Schaffalitzky for, at vi bliver mere præcise i debatten om krænkelser: ”Lad os tale om krænkende handlinger, når der er tale om bevidste handlinger, der er et fysisk eller verbalt overgreb mod den enkelte, mens vi i stedet taler om ekskluderende handlinger, når der er tale om handlinger, der bidrager til at underminere grupper af personers anerkendelse som medlemmer af et fællesskab”, skriver hun.

En af de toneangivende kritikere af krænkelsesdebatten er lektor på Nordiske Studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet Marianne Stidsen. Hun advarer mod, at krænkelsesdebatten som udtryk for identitetspolitik er i overhængende fare for at smadre vestlige værdier som ytringsfrihed og retssikkerhed, som vi har brugt flere hundrede år på at opbygge. I radioprogrammet ”#MeToo er en pengemaskine” på Radio 24/7 (se kilder) argumenterer hun for, at #MeToo og krænkelsesdebatterne i kølvandet herpå er udtryk for en farlige glidebane, hvor vi pludselig accepterer, at folk anonymt anmelder krænkelser uden konkrete beviser mod de anklagede, som hermed bliver frataget deres retskrav på rettergang og bliver dømt efter en folkedomstols mere eller mindre tilfældige dømmekraft.

Sociale medier har givet ofre for krænkelser direkte adgang til at dele deres oplevelser med offentligheden. Men samtidig har den fuldstændigt frie og uredigerede debat på sociale medier bidraget til en udvanding af begrebet, fordi alle mere eller mindre frit kan skrive, hvad de føler og tænker og kalde det en krænkelse. Det kræver ikke andet end følelser at blande sig i debatten, i følge cand.mag. i moderne kultur Thomas Johannes Erichsen. I debatindlægget ”Se mig, jeg er krænket! Krænkelseskulturen har sejret, men der er ikke meget at være krænket over” i Kristeligt Dagblad (se kilder) skriver han: ”Man kan altid blande sig i en heftig diskussion på nettet, ovenikøbet med et publikum, der kan strække sig fra få mennesker til flere tusinde”.

Medierne er i høj grad med til at puste liv i debatterne om krænkelser. Mediejournalist Lasse Jensen kalder ligefrem krænkelseskulturen et nyt nyhedskriterium, fordi krænkelser er godt nyhedsstof, der tiltrækker læsere, seere og lyttere, argumenterer han i artiklen ”Krænkelseskriteriet: Hvis bare man postulerer at være krænket, kommer man i medierne” i Information (se kilder).   ”Man skal bare føle sig krænket, så kommer man i medierne. Det er nemlig ikke blot en sikker vinder at blive krænket – det sikrer også bred eksponering, hvis man bliver krænket over, at andre føler sig krænkede”, skriver han. Også politikere har fået blik for, at det kan give taletid at føle sig krænket, og deres strateger tænker ligefrem krænkelsespotentiale ind i politiske udmeldinger, vurderer Lasse Jensen og nævner et eksempel, hvor Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, har udtalt, at han er krænket over ikke at blive nævnt tilstrækkeligt i statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale.

En række danske komikere og satirikere har kommenteret krænkelsesdebatten. Flere af dem oplever, at debatten har skabt nye snævrere rammer for deres måde at udtrykke sig på. I artiklen ”Satire i identitetspolitikkens tid” reflekterer blandt andre satiretegneren Mikael Wulff – den ene del af satireduoen WulffMorgenthaler – over, hvordan et mere politisk og krænkelsesbevidst publikum har ændret hans måde at arbejde på. ”Jeg kan ikke gå på scenen i dag og fortælle en eller anden horribel lummer bøssejoke, som man kunne for 10-15 år siden, hvor det nærmest automatisk fik en jublende applaus”, siger han. 

     I DR2-programmet ”Jan Gintberg i det krænkede Danmark” (se kilder) undersøger komiker Jan Gintberg, om vi lever i en krænkelseskultur. Filmen er tilgængelig på Dr.dk (se kilder).

Også forfatter, skuespiller og sketchmager Hella Joof oplever, at frygten for at blive hængt ud som krænker har skabt snævrere rammer for ytringsfriheden med humor som redskab. Den feministiske komiker Sanne Søndergaard ser det modsat som et sundhedstegn, at der er blevet skabt et rum for at sige fra, hvis man føler sig krænket – også selvom det måske gør, at komikere ikke kan lave sjov med hvad som helst under varedeklarationen satire. ”Vi bliver klogere og får mere forståelse for andre, og jeg kan simpelt hen ikke se, hvorfor det skal gøres til en ting. Men jeg ved godt, at nogle insisterer på ikke at forandre sig og gerne vil have lov at jokke på andre i ytringsfrihedens navn”, siger hun.