Perspektiv på konservatisme

Hvilke markante politikere har præget konservatismen i Danmark i nyere tid?

I Danmark var Det Konservative Folkeparti i 1928-1939 ledet af John Christmas Møller, som holdt partiets officielle linje på en pro-demokratisk og anti-facistisk linje på trods af, at strømninger inden for konservatismen – også i Danmark – trak i modsat retning. John Christmas Møller blev desuden kendt for en stærk betoning af forsvarspolitikken, en kritisk holdning til storkapitalen og kamp for funktionærstandens kår. Christmas Møller mente, at den voksende funktionærstand var det vælgergrundlag, en konservativ middelstandspolitik skulle baseres på. Hans konservatisme var et opgør med tidens højreradikale tendenser og med den autoritære arv efter det gamle Højre. Under Besættelsen blev Christmas Møller også kendt for sin kritiske holdning til samarbejdspolitikken, og da besættelsesmagten krævede hans afgang som minister i samlingsregeringen, drog han i eksil i London. Her gennemgik han en politisk venstredrejning, der fik ham på kollisionskurs med sine konservative partikammerater. Blandt andet udtalte han i 1945, at ”vi er alle blevet socialister” i forbindelse med sit forsvar for den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. Du kan læse mere om hans politiske udvikling i bogen ”Vi er alle socialister” – en samling af, hvad Christmas Møllers har sagt og skrevet i perioden 1933-1948 (se kilder).  

Efter 2. Verdenskrigs afslutning havde den højreradikale konservatisme trange kår, og det blev primært social-konservative strømninger, der prægede konservatismen i Europa. I 1980erne blev konservatismen imidlertid mere påvirket af liberalistiske filosoffer og økonomer. I Danmark kom det blandt andet til udtryk i et langt regeringssamarbejde mellem Det Konservative Folkeparti og Venstre fra 1982-1993 under ledelse af den konservative statsminister Poul Schlüter.

Poul Schlüter blev en prominent figur i den konservative tænkning i Danmark i denne periode. I Storbritannien var det især premierminister Margaret Thatcher, der prægede den konservative dagsorden. I Danmark og især i England førte de konservative gennem 1980erne en ’anti-arbejder’-linje med blandt andet angreb på fagforeningerne og markante nedskæringer i statens udgifter. I sin åbningstale til Folketinget den 5. oktober 1982 bebudede Poul Schlüter således: ”Vi skal fremme den enkeltes initiativ og ansvarsfølelse over for egen situation og forståelsen for, at man ikke bare kan stille øgede krav til det offentlige.” Talen findes i sin helhed på danmarkshistorien.dk (se kilder).

Hvordan har konservatives forhold til demokrati udviklet sig i det 20. århundrede?

Konservative har – ligesom i sin tidlige fase – også gennem det 20. århundrede haft stærke autoritære strømninger og et ambivalent forhold til demokrati. Dette kom ikke mindst til udtryk i 1930erne. Nogle konservative blev aktive i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig og lederen af Det Konservative Folkeparti John Christmas Møller var anti-nazist. Andre – især unge fra Konservativ Ungdom – sværmede for nazismen. Det fremgår af Den Store Danske opslag ”På den yderste højrefløj” (se kilder). Konservative delte også en væsentlig fjende med nazisterne, nemlig kommunister. I løbet af 1930erne tilsluttede flere konservative sig dels det åbent nazistiske DNSAP, dels den antiparlamentariske organisation Landbrugernes Sammenslutning. Lederen af DNSAP, Frits Clausen, havde også en fortid som medlem af Det Konservative Folkeparti. Det fremgår af bogen ”På den forkerte side: De danske landssvigere efter befrielsen” (se kilder).

Efter 2. Verdenskrig har hverken Det Konservative Folkeparti eller Konservativ Ungdom anfægtet parlamentarismen eller den almindelige valg- og stemmeret.

I nyere tid har højreradikale og autoritære konservatisme især stået stærkt i lande som Ungarn og USA. Her har henholdsvis Viktor Orbáns konservative parti Fidész – der i de seneste år har udviklet en stærkt nationalistisk, anti-semitisk og anti-muslimsk profil – og den amerikanske alt-right-bevægelse og tea party-bevægelse vundet frem. Både alt-right og tea party-bevægelsen identificerer sig som et alternativ til den etablerede konservatisme, og har en nationalistisk/racistisk og til dels anti-parlamentarisk dagsorden. Der er i øvrigt tætte forbindelser mellem de højreradikale konservative i USA og Ungarn.

Hvordan er konservatismens fremtidsudsigter?

Siden begyndelsen af 1990erne har Det Konservative Folkeparti i Danmark haft adskillige kriser – både i forhold til politisk linje, ledelse, og vælgertilslutning. Flere har i de seneste årtier erklæret konservatismen død, men samtidig får konservativ tænkning jævnligt renæssancer. Et eksempel på en populær konservativ figur i nyere tid er den canadiske psykolog Jordan Peterson. I 2016 opnåede han stjernestatus med sine YouTube-videoer, hvor han argumenterede imod såkaldt identitetspolitik. Hans bog ”12 regler for livet: En modvægt til kaos” (se kilder) blev i 2018 en international bestseller og øgede hans fanskare blandt primært mænd. På DR kan du høre podcasten ”Manderegler” (se kilder), hvor Emma Holten og Anders Haahr Rasmussen læser sig igennem denne ”mandebibel”.

Mens konservatismen er parlamentarisk presset i Danmark, vandt Det Konservative Parti i England i 2019 deres største valgsejr siden Margaret Thatcher i 1980erne. Det skete på baggrund af Brexit, som det fremgår af artiklen ”Jordskredssejr til Boris Johnson: Nu kommer Brexit – men hvilket?” (se kilder).

Mens konservatismen bevæger sig i højreradikal retning i Østeuropa og USA (og til dels England), ser det anderledes ud i Tyskland, hvor konservatismen også har en stærk historie. Her besluttede de to konservative partier CSU (Christlich-Soziale Union) og CDU (Christlich Demokratische Union) – som har en lang tradition for samarbejde, men også har haft uenigheder – at gøre fælles front mod “nationalister og populister”. Det skete i 2019 med et fælles valgprogram til EU under titlen ”Unser Europa macht stark. Für Sicherheit, Frieden und Wohlstand” (Vores Europa styrker os. For sikkerhed, fred og velstand), som kan findes i sin helhed på CDU’s hjemmeside (se kilder).