Statue af Edmund Burke
Den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797) var en af de tidligste tænkere inden for konservatismen.
Foto: Polfoto/TOPFOTO/Ritzau Scanpix

Konservatisme

Nina Trige Andersen, historiker og journalist, cand.mag., Bureauet, april 2020.
Top image group
Statue af Edmund Burke
Den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797) var en af de tidligste tænkere inden for konservatismen.
Foto: Polfoto/TOPFOTO/Ritzau Scanpix

Indledning

Konservatisme er en politisk grundanskuelse, og ordet kommer af det latinske ’conservare’, som betyder at bevare. Konservatisme er bygget op omkring en række principper om at skabe det gode samfund gennem små, gradvise reformer, og konservative er derfor modstandere af revolutioner og utopier. Konservatisme opstod i slutningen af det 18. århundrede som reaktion på, at de revolutionære kræfter under Den Franske Revolution (1789) ville omstyrte den herskende samfundsorden. Den konservative bevægelse varetog oprindeligt de øverste klassers interesser, men gennemgik i det 20. århundrede en forandring, så den i stigende grad rettede sig mod middelklassen. Konservative har dog fortsat privat ejendomsret og kapitalens interesser øverst på dagsordenen. Konservatisme rummer både liberale og autoritære og anti-parlamentariske strømninger, og i 1930erne og 1940erne var nogle konservative forbundet til nazistiske og fascistiske grupper. Efter 2. Verdenskrig har stort set alle konservative i Danmark dog været tilhængere af det borgerlige demokrati. Det Konservative Folkeparti er det parlamentariske parti, der i Danmark har den længste historiske tilknytning til konservatisme. Deres parole er ”forandre for at bevare”.

 

Video om konservatismens opståen og udbredelse i 1800-tallet. På norsk.

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til konservatisme

Hvad betyder konservatisme?

Ifølge Den Store Danskes opslag ”konservatisme” (se kilder) kommer ordet konservatisme af middellatin conservativus, af conservare – som betyder ’bevare’. I daglig tale bruges ordet konservativ ofte om mennesker, der udviser modstand mod forandringer, om forsigtighedsprincipper og om det traditionsbundne.

Som politisk anskuelse/verdensanskuelse hviler konservatismen på et princip om, at samfundsindretningen skal bygges på generationers opsamlede klogskab, fordi det enkelte menneskes muligheder for og evner til at overskue alle livets forhold er begrænsede. Derfor er konservative modstandere af både utopier – forestillinger/teorier om et radikalt anderledes samfund – og af revolutioner. Konservatismen forsvarer grundelementerne i den aktuelle samfundsindretning, ikke mindst privat ejendomsret, samt ’traditioner’ og hierarkier.

Hvad vil konservative bevare?

Ifølge bogen ”50 samfundstænkere” (se kilder) skelner man mellem ’formal konservatisme’, som blot vil bevare det bestående uanset hvad, og ’værdikonservatisme’, som forsvarer bestemte værdier – opsamlet i parolen ”Gud, Konge og Fædreland”. Denne parole blev i løbet af det 20. århundrede, efterhånden som denne anskuelse blev mindre populær, også brugt satirisk om konservative. Det Konservative Folkeparti i Danmark bruger imidlertid stadig selv parolen, som det f.eks. fremgår af opslaget om ”Konservative værdier” på partiets hjemmeside (se kilder). Her uddyber de parolen med følgende: ”I en globaliseret verden er det vigtigt at kende sine rødder. Og vores kultur, vores traditioner og vores kristne værdier er selve fundamentet for det moderne Danmark, vi kender i dag. Et demokrati, som det danske, opstår ikke ud af det blå, men har rødder langt tilbage. På den måde har vi forankret det ældgamle monarki i et moderne og levende demokrati. Det skal vi værne om.”

At konservative forsvarer f.eks. eksisterende klassehierarkier, privat ejendomsret og nedarvede privilegier betyder imidlertid ikke, at konservative mener, at folk nederst i hierarkiet – uden privat ejendom og andre privilegier – skal sejle deres egen sø. Således har nogle organiserede konservative en næsten socialdemokratisk vision om en form for velfærdssamfund, der tager hånd om de svageste, men de ønsker samtidig lavere beskatning af de rige, og skrappe midler for at få fattige til at forsørge sig selv. Konservatives relativt positive indstilling til velfærdsstaten hænger også sammen med deres modstand mod social omvæltning og revolution: Hvis de fattigste dele af befolkningen bliver for forarmede, øger det risikoen for oprørstilstande, og derfor er det nødvendigt at sikre en vis form for socialt sikkerhedsnet.

Hvordan opstod konservatisme som politisk strømning?

Fra Den Franske Revolution i 1789 og frem til første halvdel af det 19. århundrede var konservatisme et brud med den samtidige liberalisme, og konservatismen i Europa var tæt forbundet med de øverste klasser i samfundet. Adelen oplevede, at dens privilegier – økonomiske, politiske og sociale – blev truet af det voksende borgerskab, der for sin del var tæt forbundet til liberale/liberalistiske ideer. Det fremgår af Leksikon.org’s opslag ”Konservatisme” (se kilder).

Fra midten af det 19. århundrede begyndte adelen og borgerskabet dog i stigende grad at gøre fælles front mod arbejderklassen for at beskytte sin økonomiske og politiske placering (se f.eks. Faktalink om Arbejderbevægelsen). Med tiden blev modsætninger mellem konservatisme og liberalisme derfor mere udviskede. Konservatismen gik ikke længere så meget ud på at forsvare tradition og nedarvede værdier overfor borgerligt-revolutionære, men snarere på at forsvare tradition og orden indenfor det borgerlige demokrati, som mange europæiske stater – heriblandt Danmark – udviklede i perioden.

Der er dog stadig indholdsmæssig forskel på konservatisme og liberalisme i den forstand, at de to politiske strømninger hviler på en forskellig opfattelse af henholdsvis individ og frihed, som det forklares i Leksikon.org’s opslag om ”Konservatisme” (se kilder): ”Hvor liberalisterne opererer med grundbegreberne individ, fornuft og fremskridt (…) opererer konservatismen netop med grundforestillinger om mennesket som uløseligt knyttet til det overleverede, der vel kan og bør forbedres med varsom pleje, men som ikke kan afskaffes”. Desuden opfatter konservative groft sagt orden og autoritet som vigtigere end individuel frihed, mens individuel frihed er centralt for liberalister.

Hvem er de centrale tænkere inden for konservatisme?

Den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797) var en af de tidligste tænkere inden for konservatismen sammen med blandt andre Joseph de Maistre (1753-1821), filosof, diplomat og advokat fra Sardinien, og Justus Möser (1720-1794), politiker og jurist fra Osnabrück. Edmund Burke blev kendt for sin politiske pamflet ”Reflections on the Revolution in France” (1790) – der opfattes som et slags konservativt program – hvor han fordømte de revolutionære i Frankrig, som ville omstyrte den aristokratiske samfundsorden, lægge kirken ind under statens magt og indføre en form for demokratisk republik. ”Det er en almindelig fejltagelse at tro, at dem, som beklager sig mest højlydt over samfundet er dem, som er mest optaget af dets velfærd”, er et af Burkes berømte citater.De tidlige konservative forsvarede den bestående orden i form af kirken, monarkiet og aristokratiet. Disse magtfulde institutioner blev i den tidlige konservative tænkning opfattet som enten en guddommelig indretning af samfundet eller et udslag af en naturlig orden præget af harmoni, stabilitet, hierarki, hvor en øvrighed havde socialt ansvar over for de mindre gunstigt stillede klasser. Ifølge klassisk konservatisme bør mennesket ikke udfordre denne guddommelige eller naturlige orden. Det fremgår af danmarkshistorien.dk’s opslag om ”Konservatisme” (se kilder). I løbet af det 19. århundrede udviklede konservatismen sig fra et forsvar for nogle konkrete institutioner – kirke, monarki, aristokrati – til en politisk filosofi med et menneskesyn, der betoner menneskets svaghed, dets behov for at høre til i et samfund og dette samfunds afhængighed af historiske institutioner. Det betød også, at konservatismen udviklede sig forskelligt i forskellige kontekster. I bogen ”11 konservative tænkere” (se kilder) kan du læse om blandt andet den franske konservative politiske teoretiker, historiker og politiker Alexis de Tocqueville, der kaldes ”den første moderne samfundsforsker”, forfatteren J.R.R. Tolkien, hvis univers bygger på konservative værdier, og filosoffen Hannah Arendt, som kaldes ”radikal-konservativ” og ”kommunitarisk konservativ” (kommunitarisme betyder fællesskabsorienteret og betegner en moralsk inspireret kritik af det moderne liberal-demokratiske samfund).

Et hovedskel inden for konservatismen gik i det 19. og tidlige 20. århundrede mellem den britiske konservatismes pragmatiske frihedstradition – og kritik af den fattigdom, som fulgte med industrialiseringen – og den mere antiliberalt og romantisk prægede konservatisme på det europæiske kontinent, herunder i Danmark. Efter 1. Verdenskrig udviklede der sig på det europæiske kontinent en højreradikal konservativ retning, i nogle lande påvirket af fascismen.

Konservatisme i Danmark

Hvem var de konservative før Det Konservative Folkepartis stiftelse?

Selvom det nuværende Det Konservative Folkeparti formelt er stiftet 18. december 1915, udspringer det historisk af alliancen mellem konservative helstatsmænd – der ønskede at bevare hertugdømmerne Holsten, Slesvig og Lauenborg som en del af det danske monarki – og godsejere i Rigsdagens Folketing og Landsting. Fra 1849 og frem var disse parlamentarikere samlet kendt som Højre. Det fremgår af Den Store Danskes opslag om Højre (se kilder). I 1870 slog den politiske opposition til højrefolkene sig sammen i Det Forenede Venstre, i dag partiet Venstre. Den almindelige forvirring omkring, hvorfor Venstre hedder sådan, når partiet i dag betragtes som liggende til højre for midten i dansk politik, skyldes altså, at partiet oprindeligt blev dannet i opposition til Højre.

Højre, siden Det Konservative Folkeparti, har historisk været knyttet til de rigeste samfundsklasser – ikke mindst adelen – hvorimod Det Forenede Venstre/Venstre oprindelig især bestod af lærere, (stor)bønder og præster og stod for en liberal (borgerlig) politik, i modsætning til konservatisme (se også Faktalink om Liberalisme).

I 1953 blev Landstinget afskaffet, og det parlamentariske styre i Danmark kom til at bestå alene af Folketinget. Det skete efter en lang proces med politiske kampe om indretningen af det repræsentative demokrati i Danmark. Det kan du læse mere om i bl.a. danmarkshistorien.dk’s opslag ”Landstinget i den danske Rigsdag 1849-1953” (se kilder). De konservative parlamentarikere var modstandere af at demokratisere folkestyret i Danmark. Dels ønskede de at bevare opdelingen i Landsting og Folketing, hvor medlemmer af førstnævnte ikke blev valgt direkte, men indirekte af ”valgmænd”, og det var kun mænd over 40 år med en betragtelig formue, som var valgbare til Landstinget. Dels var de imod at give stemmeret til f.eks. kvinder, tjenestefolk og folk, der havde modtaget fattighjælp. Du kan læse mere om stemmerettens begrænsninger frem til grundlovsændringerne i det 20. århundrede i Faktalinket ”Grundloven af 1849”.

I 1901 havde Højre mistet sin politiske dominans ved ”Systemskiftet”, hvor Venstre vandt regeringsmagten (se også Faktalinket om Systemskiftet 1901). Med grundlovsændringen i 1915, der gav kvinder og tjenestefolk valgret, kom endnu en alvorlig svækkelse for de konservative politikere. Samtidig havde adelsstanden – som Højre oprindeligt var udsprunget af – med tiden mistet sine formelle privilegier og særrettigheder. Højre og et andet konservativt parti, De Frikonservative, besluttede derfor at reorganisere sig som Det Konservative Folkeparti med målsætning om at blive middelstandens talerør. Som noget nyt henvendte partiet sig direkte til den voksende gruppe af tjenestemænd og funktionærer. Det repræsenterede dog fortsat også industriens, handelens og det store landbrugs interesser. Det fremgår af Den Store Danskes opslag om Det Konservative Folkeparti (se kilder).

 

Hvad er Det Konservative Folkeparti?

Den mest kendte repræsentant for et politisk konservativt grundsyn i Danmark er Det Konservative Folkeparti, der blev stiftet den 22. februar 1916. I det første årti samarbejdede Det Konservative Folkeparti tæt med partiet Venstre, men brød denne alliance i 1929 på grund af uenighed om forsvarspolitikken, hvor de konservative ønskede større støtte til militæret. Det fremgår af Det Konservative Folkepartis opslag ”Milepæle 1916-2016” (se kilder).

Siden har Det Konservative Folkeparti og Venstre dog ofte samarbejdet i Folketinget, herunder dannet regering sammen, og de to partier er de ældste i den borgerlige blok.

I sit første partiprogram, som findes på danmarkshistorien.dk (se kilder), lagde partiet vægt på blandt andet følgende punkter:

· styrke det danske forsvar

· beskytte den private ejendomsret

· en sociallovgivning ud fra princippet om ”hjælp til selvhjælp”

· arbejde for ”Ædruelighedens Fremme i Folket”

· praktisere sparsommelighed i “den offentlige Husholdning”

· bevare folkekirken evangelisk-luthersk

· ”Gennemførelse af Kvindens retslige Ligestilling med Manden”.

Hvordan har Det Konservative Folkeparti udviklet sig?

Det Konservative Folkeparti har stadig forsvaret for privat ejendomsret som en central mærkesag og har traditionelt haft tilknytning til Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri. Det fremgår af Den Store Danskes opslag om Det Konservative Folkeparti (se kilder). Partiet går også stadig ind for sparsommelighed i den offentlige husholdning. Men i løbet af det 20. århundrede har partiet tilsluttet sig ideen om en velfærdsstat, der sikrer f.eks. adgang til (primært) offentlig finansieret sundhed, uddannelse og børnepasning. Forsvarspolitikken, der før en af de konservatives primære mærkesager, er rykket ned i bunden af prioriteringerne, sådan som de præsenteres på partiets hjemmeside under ”Vores politik” (se kilder). Partiet står stadig for en ”lov og orden”-dagsorden samt for, at socialpolitik skal være restriktiv og bygge på princippet om ”hjælp til selvhjælp”. De går også stadig ind for en kulturpolitik, der bygger på tradition, kongehus, og hvad de opfatter som særlig dansk kultur. Disse principper afspejler sig også inden for udlændingepolitik. Her går Det Konservative Folkeparti ind for, at ikke-danske statsborgere skal have begrænset adgang til sociale ydelser, at de skal assimileres kulturelt og sprogligt, og at der skal være hårde straffe for lovovertrædelser til alle, men især til ikke-danske statsborgere.

Hvilke andre konservative partier og strømninger findes i Danmark?

Der findes adskillige partier, foreninger og medier i Danmark, der identificerer sig helt eller delvist med konservatisme i politisk forstand. To af dem er knyttet til Det Konservative Folkeparti, nemlig Konservativ Ungdom (stiftet i 1904) og Konservative Studerende (KS). KS har lokalorganisationer kaldet Konservative Studenter på de største danske universiteter. KS går blandt andet ind for at afskaffe SU’en og erstatte den med statsgaranterede studielån, som det fremgår af daværende næstformand i KS, Espen Kroghs artikel ”Konservative Studerende: Afskaf SU’en” på Altinget.dk i 2016 (se kilder).

Konservativ Ungdom kalder sig på deres hjemmeside ”verdens ældste politiske ungdomsorganisation” (se kilder). Modsat moderpartiet Det Konservative Folkeparti har ungdomsorganisationen fortsat et stærkt nationalt forsvar (militær) som højt prioriteret mærkesag. Dertil går de ind for bl.a. lavere skat, afvikling af velfærdsstaten, som vi kender den – nemlig ved at sociale ydelser kun skal være tilgængelige for de allerfattigste. Hvad angår udlændingepolitik, mener de, at alle ikke-danske statsborgere skal kunne udvises, hvis de bliver dømt for lovovertrædelser og får en straf på et halvt års fængsel eller mere.

I det seneste årti er også opstået årsskriftet Critique og nettidsskriftet Replique samt forlaget Munch og Lorenzen, der fungerer som forum for borgerlige og konservativ idé-, kultur- og samfundsdebat. En række landsdækkende og lokale aviser var tidligere enten åbent konservative eller direkte knyttet til Det Konservative Folkeparti. Med partipressens ophør er det politiske medielandskab blevet mindre entydigt. En del aviser – heriblandt Berlingske, Weekendavisen og BT – har dog fortsat et ”konservativt grundsyn”, som det forklares i artiklen ”Danske medier er domineret af blå værdier” på netavisen Pio (se kilder).

Ud over Det Konservative Folkeparti er der to andre parlamentariske partier, der betegnes som konservative, nemlig Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. På Dansk Folkepartis hjemmeside fremgår det dog, at de ikke opfatter sig selv som et ”ideologisk parti”, men at der sikkert kan “findes elementer af både konservativ, liberal og socialdemokratisk politik i vores partiprogram og i den praktiske politik” (se kilder). Af Nye Borgerliges principprogram fremgår det, at partiet kombinerer ”klassisk konservativ værdipolitik med en borgerlig økonomisk politik og en utvetydig modstand mod konventioner og overstatslige aftaler” (se kilder).

Perspektiv på konservatisme

Hvilke markante politikere har præget konservatismen i Danmark i nyere tid?

I Danmark var Det Konservative Folkeparti i 1928-1939 ledet af John Christmas Møller, som holdt partiets officielle linje på en pro-demokratisk og anti-facistisk linje på trods af, at strømninger inden for konservatismen – også i Danmark – trak i modsat retning. John Christmas Møller blev desuden kendt for en stærk betoning af forsvarspolitikken, en kritisk holdning til storkapitalen og kamp for funktionærstandens kår. Christmas Møller mente, at den voksende funktionærstand var det vælgergrundlag, en konservativ middelstandspolitik skulle baseres på. Hans konservatisme var et opgør med tidens højreradikale tendenser og med den autoritære arv efter det gamle Højre. Under Besættelsen blev Christmas Møller også kendt for sin kritiske holdning til samarbejdspolitikken, og da besættelsesmagten krævede hans afgang som minister i samlingsregeringen, drog han i eksil i London. Her gennemgik han en politisk venstredrejning, der fik ham på kollisionskurs med sine konservative partikammerater. Blandt andet udtalte han i 1945, at ”vi er alle blevet socialister” i forbindelse med sit forsvar for den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. Du kan læse mere om hans politiske udvikling i bogen ”Vi er alle socialister” – en samling af, hvad Christmas Møllers har sagt og skrevet i perioden 1933-1948 (se kilder).  

Efter 2. Verdenskrigs afslutning havde den højreradikale konservatisme trange kår, og det blev primært social-konservative strømninger, der prægede konservatismen i Europa. I 1980erne blev konservatismen imidlertid mere påvirket af liberalistiske filosoffer og økonomer. I Danmark kom det blandt andet til udtryk i et langt regeringssamarbejde mellem Det Konservative Folkeparti og Venstre fra 1982-1993 under ledelse af den konservative statsminister Poul Schlüter.

Poul Schlüter blev en prominent figur i den konservative tænkning i Danmark i denne periode. I Storbritannien var det især premierminister Margaret Thatcher, der prægede den konservative dagsorden. I Danmark og især i England førte de konservative gennem 1980erne en ’anti-arbejder’-linje med blandt andet angreb på fagforeningerne og markante nedskæringer i statens udgifter. I sin åbningstale til Folketinget den 5. oktober 1982 bebudede Poul Schlüter således: ”Vi skal fremme den enkeltes initiativ og ansvarsfølelse over for egen situation og forståelsen for, at man ikke bare kan stille øgede krav til det offentlige.” Talen findes i sin helhed på danmarkshistorien.dk (se kilder).

Hvordan har konservatives forhold til demokrati udviklet sig i det 20. århundrede?

Konservative har – ligesom i sin tidlige fase – også gennem det 20. århundrede haft stærke autoritære strømninger og et ambivalent forhold til demokrati. Dette kom ikke mindst til udtryk i 1930erne. Nogle konservative blev aktive i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig og lederen af Det Konservative Folkeparti John Christmas Møller var anti-nazist. Andre – især unge fra Konservativ Ungdom – sværmede for nazismen. Det fremgår af Den Store Danske opslag ”På den yderste højrefløj” (se kilder). Konservative delte også en væsentlig fjende med nazisterne, nemlig kommunister. I løbet af 1930erne tilsluttede flere konservative sig dels det åbent nazistiske DNSAP, dels den antiparlamentariske organisation Landbrugernes Sammenslutning. Lederen af DNSAP, Frits Clausen, havde også en fortid som medlem af Det Konservative Folkeparti. Det fremgår af bogen ”På den forkerte side: De danske landssvigere efter befrielsen” (se kilder).

Efter 2. Verdenskrig har hverken Det Konservative Folkeparti eller Konservativ Ungdom anfægtet parlamentarismen eller den almindelige valg- og stemmeret.

I nyere tid har højreradikale og autoritære konservatisme især stået stærkt i lande som Ungarn og USA. Her har henholdsvis Viktor Orbáns konservative parti Fidész – der i de seneste år har udviklet en stærkt nationalistisk, anti-semitisk og anti-muslimsk profil – og den amerikanske alt-right-bevægelse og tea party-bevægelse vundet frem. Både alt-right og tea party-bevægelsen identificerer sig som et alternativ til den etablerede konservatisme, og har en nationalistisk/racistisk og til dels anti-parlamentarisk dagsorden. Der er i øvrigt tætte forbindelser mellem de højreradikale konservative i USA og Ungarn.

Hvordan er konservatismens fremtidsudsigter?

Siden begyndelsen af 1990erne har Det Konservative Folkeparti i Danmark haft adskillige kriser – både i forhold til politisk linje, ledelse, og vælgertilslutning. Flere har i de seneste årtier erklæret konservatismen død, men samtidig får konservativ tænkning jævnligt renæssancer. Et eksempel på en populær konservativ figur i nyere tid er den canadiske psykolog Jordan Peterson. I 2016 opnåede han stjernestatus med sine YouTube-videoer, hvor han argumenterede imod såkaldt identitetspolitik. Hans bog ”12 regler for livet: En modvægt til kaos” (se kilder) blev i 2018 en international bestseller og øgede hans fanskare blandt primært mænd. På DR kan du høre podcasten ”Manderegler” (se kilder), hvor Emma Holten og Anders Haahr Rasmussen læser sig igennem denne ”mandebibel”.

Mens konservatismen er parlamentarisk presset i Danmark, vandt Det Konservative Parti i England i 2019 deres største valgsejr siden Margaret Thatcher i 1980erne. Det skete på baggrund af Brexit, som det fremgår af artiklen ”Jordskredssejr til Boris Johnson: Nu kommer Brexit – men hvilket?” (se kilder).

Mens konservatismen bevæger sig i højreradikal retning i Østeuropa og USA (og til dels England), ser det anderledes ud i Tyskland, hvor konservatismen også har en stærk historie. Her besluttede de to konservative partier CSU (Christlich-Soziale Union) og CDU (Christlich Demokratische Union) – som har en lang tradition for samarbejde, men også har haft uenigheder – at gøre fælles front mod “nationalister og populister”. Det skete i 2019 med et fælles valgprogram til EU under titlen ”Unser Europa macht stark. Für Sicherheit, Frieden und Wohlstand” (Vores Europa styrker os. For sikkerhed, fred og velstand), som kan findes i sin helhed på CDU’s hjemmeside (se kilder).

Baggrundskilder

Originalkilder

Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet.
Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet.
Dich, Preben: Vi er alle socialister. Sagt og skrevet af Christmas Møller. Steen Hasselbachs forlag, 1966

Leksikonopslag

Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet.

Bøger

Christiansen, Søren Billeschou & Rasmus Hyllested: På den forkerte side: De danske landssvigere efter befrielsen. Aarhus Universitetsforlag, 2011.

Kilder citeret i artiklen

Originalkilder

Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet
Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet
Dich, Preben: Vi er alle socialister. Sagt og skrevet af Christmas Møller. Steen Hasselbachs forlag, 1966.

Leksikonopslag

Den Store Danske, Gyldendal.
Den Store Danske, Gyldendal.
Den Store Danske, Gyldendal.
Den Store Danske, Gyldendal.
Den Store Danske, Gyldendal.
Leksikon.org.

Partitekster

Det Konservative Folkeparti.
Det Konservative Folkeparti.
Det Konservative Folkeparti.
Dansk Folkeparti.
Nye Borgerlige.
Danmarkshistorien.dk. Aarhus Universitet, 2016-01-11.
Danmarkshistorien.dk. Aarhus Universitet, 2011-11-08.

Bøger

Peterson, Jordan: 12 regler for livet: En modvægt til kaos. Jyllands-Postens Forlag, 2018.
Christiansen, Søren Billeschou & Rasmus Hyllested: På den forkerte side: De danske landssvigere efter befrielsen. Aarhus Universitetsforlag, 2011.
Andersen, Rasmus Fonnesbæk og Henrik Gade Jensen (red.): 11 konservative tænkere. CEPOS, 2010
Jespersen, Jesper m.fl.: 50 samfundstænkere. Gyldendal, 2009.