I jernalderen var den danske befolkning først og fremmest bønder, der dyrkede deres marker. Det var hårdt arbejde, og både børn og voksne arbejdede fra morgen til aften. Men i jernalderen skete der også noget, man ikke havde set før i Danmarks historie: I jernalderen begynder folk at flytte sammen i små landsbyer. Landsbyerne lå dog højst 100 år det samme sted, før man simpelthen flyttede hele landsbyen til et nyt sted med nye marker. Derfor kalder man jernalderens landsbyer for vandrelandsbyer.
Hvor kom jernalderens guldskatte fra?
Jernalderen kaldes også folkevandringstiden. Det hedder den, fordi man ved, at store befolkninger fra andre egne rejste igennem Europa og til Danmark. Man mener, at folk rejste, fordi der blandt andet ikke var plads til dem i deres hjemland. De store vandringer betød, at mange skatte blev bragt til Danmark. Man mener, at folk gravede deres guld ned i jorden, så det ikke blev stjålet af omvandrende røvere.
Hvad var guldhornene?
Den berømteste guldskat fra jernalderen er Guldhornene. Guldhornene har en meget særlig historie. De blev nemlig stjålet af en fattig guldsmed i 1802 og smeltet om. Senere lavede man en kopi af hornene. De blev også stjålet, men heldigvis fundet igen. I dag kan man se kopien af de to horn på Nationalmuseet. Man ved ikke om hornene er blevet brugt til at drikke af, men man mener, at de er blevet brugt til religiøse ritualer. Den danske digter Adam Oehlenschläger har skrevet et meget kendt digt om Guldhornene, efter de blev stjålet i 1802.