Hvad er identitetspolitik?
Begrebet identitetspolitik bliver brugt til at beskrive en politik, der tager udgangspunkt i en bestemt (minoritets-)gruppes religion, etnicitet, seksualitet eller nationalitet med videre, og som først og fremmest søger at varetage denne gruppes interesser.
Identitetspolitik handler ikke bare om, hvad man må sige og ikke sige, eller hvad man må gøre og ikke gøre. ”Det handler grundlæggende om, hvem der er inde og ude. Hvem der er synlige og usynlige. Det handler om anerkendelse,” som det beskrives i artiklen ”Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?” på Information.dk (se kilder).
Hvad kendetegner identitetspolitikkens historie?
Identitetspolitik er ikke et nyt begreb. Betegnelsen har figureret i den offentlige debat i hvert fald siden 1970’erne, og flere forskellige sammenslutninger har brugt begrebet til at belyse undertrykkelse eller systematiske, sociale uligheder baseret på køn, hudfarve eller seksuel orientering, kan man læse i artiklen ”Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme” på Information.dk (se kilder), som forklarer, hvordan identitetspolitikken i øjeblikket gennemlever en renæssance.
Det klassiske eksempel på positiv særbehandling er det dekret, som den amerikanske præsident John F. Kennedy indførte under titlen ”affirmative action” tilbage i 1961. Dekretet forpligtede myndighederne til ikke at skele til hudfarve i ansættelsesprocessen, og formålet var at bekæmpe racediskrimination. Affirmativ action dækker i dag bredere over al lovgivning, der har til formål at bekæmpe uretmæssig forskelsbehandling, især inden for optagelse på videregående uddannelser, hvor der er særligt fokus på ikke at ekskludere bestemte grupper – for eksempel farvede – i optagelsesprocessen, fremgår det af artiklen.
Hvordan hænger identitetspolitik sammen med begrebet politisk korrekthed?
Begrebet ’politisk korrekthed’ dækker over et regelsæt, der fastsætter grænserne for en acceptabel måde at omtale minoritetsgrupper på. Begrebet ’political correctness’ slog igennem i USA sidst i 1980’erne og skabte de efterfølgende år en heftig debat. De aktuelle identitetspolitiske debatter har på mange måder rod i det, som begrebet om politisk korrekthed i udgangspunktet handlede om. Men begrebet politisk korrekt er gennem tiden blevet brugt til at beskrive meget andet end minoritetsgruppers kampe for værdighed og anerkendelse og er herved blevet udvandet som identitetspolitisk begreb. Man siger for eksempel i dag, at det er politisk ukorrekt at give sine børn slik i madpakken, eller at det er politisk ukorrekt at spise mange klimabelastende fødevarer eller at købe produkter, der er fremstillet af børn under farlige og sundhedsskadelige forhold i tredjeverdenslande. I Den Danske Ordbog (se kilder) er begrebet politisk korrekt da også beskrevet langt bredere end som noget, der vedrører identitetspolitiske spørgsmål. At handle politisk korrekt er at handle ”i overensstemmelse med vedtagne, uangribelige meninger”.
Hvordan kommer tidens stærke fokus på identitetspolitik til udtryk i sproget?
Vores sprog og de ord, vi beskriver verden med, er i høj grad med til at definere den. Tidens stærke fokus på identitetspolitik kommer da også til udtryk i sproget. For eksempel er mange begyndt at stille spørgsmål ved, hvorfor bestemte udtryk skal være kønsdefineret, eksempelvis ordet ’formand’ – som nogle bevidst vælger at gøre kønsneutralt ved at sige ’forperson’, eller udskifte med ordet ’forkvinde’, hvis der faktisk er tale om en kvinde. Og i Sverige blev det i 2015 officielt gyldigt at bruge tre forskellige pronominer i tiltalen af en person – hun, han eller det kønsneutrale ’hen’, som man kan læse i artiklen ”Hen: Sverige får officielt ord uden køn” på Tv2.dk (se kilder). Også ord som ’klimasyndere’ (som bruges om de, der ikke tager del i kampen for at bremse klimaforandringerne), ’tykfobi’ (som bruges om den holdning, der giver sig udslag i, at nogle betragter tykke mennesker som syge) og ’safe spaces’ (som bruges til at betegne trygge mødesteder for folk, der føler sig marginaliserede) er identitetspolitiske udtryk, der har vundet indpas i den offentlige debat. Således er sproget et aktivt redskab i den identitetspolitiske debat og de kampe, som marginaliserede grupper kæmper for at vinde respekt og anerkendelse i samfundet. Filosofien er, at man kan forbedre verden ved at ændre sproget og være bevidst om, hvilke udtryk og vendinger man anvender. ”Hvis man siger afroamerikaner i stedet for sort, er man med til at bekæmpe racisme,” som det beskrives i artiklen ”Lad os erobre sproget tilbage fra identitetspolitikkens kommissærer” i Aarsskriftet Critique (se kilder).
Hvilke begreber er centrale?
Her er et nogle af de begreber, der ofte optræder i den identitetspolitiske debat:
- Blackfacing: Når ikkesorte personer maler sig i ansigtet i bestræbelsen på at portrættere en sort person, eksempelvis til udklædningsfester, og kritiseres for dermed at gøre sortes kultur og lidelseshistorie til en påklædning, der kan tages på og af.
- Ciskønnet: Personer, der identificerer sig med det køn, vedkommende er født med. Man kan være cismand eller ciskvinde.
- Interkønnet: En person, der fødes uden klart aflæselige ydre kønsorganer. Som følge af det danske CPR-system kan man ikke officielt være registeret som interkønnet i Danmark.
- Heteronormativitet: Et billede af verden, hvor heteroseksualitet og det heteroseksuelle forhold er normen. For eksempel er idéen om, at alle ønsker at få børn og indgå i en klassisk kernefamilie med en mor og far en heteronormativ idé.
- Krænkelsesparat: Er nogen lidt for hurtige til at udråbe sig selv til offer i en diskussion eller opfatte det, andre siger, eller de udtryk, de bruger, som krænkende, kan denne betegnelse bruges som modargument.
- Privilegieblindhed: Betegnelse for person, som ikke er bevidst om sin privilegerede status i samfundet.
- Repræsentation: Idéen om, at samfundets forskellige minoriteter skal have en stemme og blive hørt. Kravet om at flere kvinder skal ind i bestyrelseslokalerne er for eksempel et repræsentationskrav.
- Strukturel diskrimination: Når diskrimination af en gruppe på baggrund af køn, etnicitet, religion med videre er strukturelt indlejret i et samfund gennem eksempelvis lovgivning, samfundsinstitutioner, erhvervs- eller kulturliv.
Ovenstående og en række andre identitetspolitiske ord og begreber bliver forklaret i artiklen ”Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik” på Information.dk (se kilder).