Hvad var Energikrisen 1973?
Energikrisen 1973 kaldes også oliekrisen. Den dateres ofte til oktober 1973, hvor de arabiske olieproducerende stater besluttede at nedsætte olieproduktionen og indføre olieeksportforbud mod bl.a. USA og Holland. Dette blev koordineret gennem OPEC – Organization of Petroleum Exporting Countries (der også inkluderer enkelte latinamerikanske og afrikanske lande). Aktionen var rettet mod de vestlige lande, der støttede Israel i landets såkaldte Oktoberkrig mod Syrien og Egypten.
Mellem 1973 og 1974 steg oliepriserne fra under to til næsten 12 dollar per tønde. Oliekrisen havde langsigtede effekter for verdensøkonomien. Ifølge Gyldendals Den Store Danske (se kilder) havde olieudbuddet siden Anden Verdenskrig været rigeligt og priserne lave, men fra 1973 blev det pludselig omvendt, særligt i Europa og USA: der opstod råstofmangel, og priserne steg.
Hvor stor var Danmarks og resten af verdens afhængighed af olie i 1973?
Ifølge Den Store Danske (se kilder) var oliens andel af verdensenergiforbruget steget fra 29% i 1950 til 45% i 1970. I 1972 foregik næsten to tredjedele af verdensproduktionen af råolie uden for USA, Sovjetunionen og Europa – heriblandt i de arabiske lande. De olieproducerende lande havde dermed gode muligheder for at påvirke økonomien ved at skrue ned for produktionen og op for priserne.
Ifølge DRs tidslinje om energikrisen (se kilder) havde EF (nu EU) allerede i foråret 1973 advaret om en kommende energikrise på grund af det høje olieforbrug. På det tidspunkt var olie blevet den primære energikilde i de fleste dele af verden. I Danmark kom hele 90% af energien fra olie i 1973 ifølge Rigsarkivets opslag (se kilder).
Transportsektoren stod ifølge databasen GlobalPetrolPrices (se kilder) for 45,4% af verdens olieforbrug i 1973, mens industrien stod for 19,9%. Siden er industriens andel af olieforbruget faldet til 8,5%, mens transportsektorens er steget til 63,7% i 2012.