Historiekanon 15: Ophævelsen af slavehandlen

I 1792 underskrev kong Christian 7. ”forordning om negerhandel”, der skulle forbyde handel med slaver over Atlanterhavet, den såkaldte trekanthandel. Loven trådte i kraft 1803, men Danmark blev dog med at være en slaveejende nation helt op til 1848. Forbuddet mod slavehandlen bundede i humanistiske hensyn, men også i økonomiske og politiske overvejelser.

     I de senere år har der været stigende opmærksomhed på Danmarks fortid som slavenation, både i offentligheden og inden for forskningen. Blandt andet er det blevet diskuteret, om den danske stat bør undskylde til efterkommere af de mennesker, der blev holdt som slaver.

I 1792 fik den daværende danske finansminister, Ernst Schimmelmann (1747-1831), vedtaget en lov imod slavehandel. Loven hed ”forordning om negerhandel”, og den forbød handlen med slaver over Atlanterhavet. Loven trådte dog først i kraft i 1803. Loven blev underskrevet af den enevældige kong Christian 7. (1749-1808), og den var den første af sin slags i verden. Før forbuddet trådte i kraft, havde danske skibe transporteret omkring 111.000 mennesker fra det afrikanske kontinent over Atlanten under umenneskelige forhold.   Du kan læse hele lovteksten ”Forordning om Negerhandlen” i historieportalen udgivet af Gyldendal (se kilder).

     Loven forbød imidlertid kun den transatlantiske slavehandel – ikke slaveri som sådan. Slaveri blev først forbudt i Danmark i 1848. Danmark var således det første land, der forbød slavehandel, men ikke det første land, der afskaffede slaveriet, som det ellers nogle gange er blevet påstået. Det kan du læse mere om i artiklen: ”MYTE: Var Danmark det første land, der ophævede slaveriet?” på danmarkshistorien.dk (se kilder). Heraf fremgår det, at slaveri blev forbudt i flere selvstændige stater i det nuværende USA allerede i 1770erne og 1780erne, i Frankrig i 1794 (kejser Napoleon trak dog det franske forbud tilbage i 1802) og i England i 1834.

Danmark oprettede sine første handelskolonier i 1600-tallet og havde bl.a. en koloni på Guldkysten (det nuværende Ghana) og på de caribiske øer St. Thomas, St. Jan og St. Croix, der dengang blev kaldt Dansk Vestindien. Etableringen af kolonierne gav Danmark mulighed for at deltage i den såkaldte trekantshandel.

     Den danske trekantshandel var baseret på, at danske skibe sejlede fra Danmark lastet med handelsvarer som f.eks. geværer og værktøj. På Afrikas vestkyst blev disse handelsvarer byttet til mennesker, der blev holdt i slaveri. Det var typisk lokale høvdinge, der solgte mennesker til vestlige købere. Passatvinden bragte herefter skibet over Atlanterhavet til de vestindiske kolonier. Her kunne slaverne sælges med stor fortjeneste til slaveejere, som udnyttede deres arbejdskraft. Til gengæld kunne man på de vestindiske kolonier købe kostbare kolonialvarer som sukker og rom meget billigt. Skibene sejlede herefter hjem til Danmark igen, hvor den slags kolonialvarer var i høj kurs. Med trekantshandlen undgik man, at skibene sejlede med tomme lastrum, og man kunne samtidig udnytte vindforholdene optimalt. Du kan læse mere om Danmarks slavehandel og trekantshandlen i Faktalink-artiklen ”Den danske kolonisering og slavehandel”.

     Den form for handel, som kaldtes Trekantshandlen, var ikke kun noget, som danskerne var involveret i, men noget, der dominerede hele Europas økonomi i 1600- og 1700-tallet. Det kan du læse mere om i artiklen ”Handel, økonomi og merkantilisme” på historieportalen.dk (se kilder).

Den 10 år lange periode imellem lovens vedtagelse (1792) og lovens indførelse (1803) skyldtes, at man ville give slaveejerne på De Dansk Vestindiske Øer mulighed for at fremtidssikre deres slavebestand. Dvs. at antallet af slaver i kolonierne skulle være så stort, at det ikke var nødvendigt at indkøbe nye slaver, da børn født i slaveri som udgangspunkt også blev gjort til slaver.

     Forbuddet medførte derfor, at den danske slavehandel faktisk voksede i perioden 1792-1803, da slaveejerne købte ekstra mange mennesker for at kunne sikre fortsat befolkningstilvækst i slavebestanden. Du kan læse mere om væksten i slavehandlen 1792-1803 i bogen ”Da Danmark var en slavenation” (se kilder).

I slutningen af 1700-tallet opstod nogle forskellige strømninger imod slaveri. Strømningerne kan opdeles i to kategorier: de økonomiske og de humanistiske.

     De økonomiske argumenter imod slavehandlen kom bl.a. fra den skotske filosof Adam Smith (1723-1790), som i eftertiden er blevet kendt som ’opfinder’ af den politiske ideologi liberalismen. Smith mente, at slaveri var mindre produktivt end arbejde udført af frie mennesker, og at man derfor kunne øge omsætningen – altså tjene flere penge – ved at afskaffe slaveriet. Et andet økonomisk argument var, at slavehandlen faktisk var en underskudsforretning for Danmark. Administrationen og de militære udgifter til kolonierne i Afrika var store, og trekantshandlen var langt fra så effektiv som den havde ry af. Det betød, at den danske stat ofte mistede penge på slavehandlen. Den danske stat havde derfor stærke argumenter for at erstatte slavehandlen med en bæredygtig slavebestand på De Dansk Vestindiske Øer. Du kan læse mere om de økonomiske argumenter imod slavehandlen i Kåre Laurings bog ”Slaverne dansede og holdt sig lystige” (se kilder).

De humanistiske argumenter mod slavehandel og slaveri kom fra de såkaldte abolitionistiske (anti-slaveri-) selskaber, som opstod i løbet af 1700-tallet i Frankrig og England. I Frankrig var argumenterne imod slaveriet især bundet op på tankerne omkring naturgivne rettigheder, hvor det at holde mennesker som slaver ses som i strid med selve naturens orden. I England havde kritikken af slaveriet i højere grad afsæt i en religiøs overbevisning. Særligt det religiøse samfund kvækerne mente, at det var moralsk forkert at kunne eje andre mennesker. Abolitionismen fik aldrig samme gennemslagskraft i Danmark som i Frankrig og England. Alligevel mener historikere, at finansminister den danske Ernst Schimmelmann var påvirket af både de humanistiske og økonomiske tanker, da han fik lavet loven imod slavehandlen. Du kan læse mere om abolitionisme i en artikel i Den Store Danske Encyklopædi (se kilder).

Danmarks ophævelse af slavehandlen var også et resultat af politiske overvejelser. I 1791 stemte det engelske parlament om et forbud mod slavehandlen. Forslaget blev nedstemt, men mange mente, at det kun var et spørgsmål om tid, før englænderne ville indføre forbuddet. England var i 1700-tallet den suverænt største flådemagt i verden, og det ville være vanskeligt for Danmark at fortsætte handlen med slaver uden England.

     Ved at indføre ”forordningen om negerhandel” i 1792 gav Danmark sig selv mulighed for at være på forkant med udviklingen og sikre en solid slavebestand i kolonierne før et evt. engelsk forbud ville gøre slavehandlen umulig. England forbød dog først slavehandel i 1807, og på det tidspunkt var den (lovlige) danske handel med mennesker over Atlanten stoppet. Du kan læse mere om de politiske grunde til ophævelsen af slavehandlen på Danmarkshistorien.dk (se kilder).

Danmarks rolle som kolonimagt og slavenation har været skiftevis overset og omstridt.

     Mange danske skoleelever har i deres historiebøger læst fortællingen om, at Danmark var det første land i verden, der afskaffede slaveriet, selvom dette ikke er rigtigt. Dette har været med til at fastholde ideen om Danmark som et humanistisk land, der før andre lande indså det forkerte i slaveriet. I begyndelsen af 1970erne lykkedes det dog forfatteren Thorkild Hansen (1927-1989) at starte en stor debat om Danmarks fortid som slavenation. Med sin romantriologi bestående af bøgerne ”Slavernes kyst”, ”Slavernes skibe” og ”Slavernes øer” tegnede Thorkild Hansen et portræt af Danmark som en brutal slavenation. Dette kritiske blik på dansk historie stod i skarp kontrast til det billede, danskerne havde af sig selv og sin historie, og var med til at slå revner i den kollektive erindring om Danmark som et humanistisk foregangsland.

     Du kan læse mere om betydningen af Thorkild Hansens trilogi og opgøret med myten om dansk humanisme i artiklen: ”Slavernes glemte børn træder frem” (se kilder). Siden har Danmarks rolle som slavenation også været til debat i forbindelse med hundredåret for salget af De Dansk Vestindiske Øer i 2017. Nuværende beboere på øerne, der i dag kaldes Virgin Islands, har også deltaget i debatterne, blandt andet gennem dokumentarfilmen ”We Carry it Within Us”, der handler om, hvordan kolonihistorien lever videre. Du kan få et indtryk af filmens tema i disse to trailere for filmen:

I nyere tid er det blevet diskuteret, om Danmark skal undskylde for sin fortid som slavenation. Debatten er blusset op med jævne mellemrum siden 1998, der markerede 150-året for slavernes frihed på De Dansk Vestindiske Øer. Debatten går på, hvordan nutidens danske stat skal forholde sig til sin fortid og til efterkommere af dem, der blev brugt som slaver. Den ene side i debatten mener, at Danmark som nation skal undskylde for sin fortid, sådan som f.eks. England og USA har gjort. Den anden side i debatten mener derimod, at det ikke er meningsfuldt for mennesker, der aldrig har været slaverejere, at undskylde til en gruppe mennesker, der aldrig har været slaver. Du kan læse mere om denne debatten i Kristian Klarskovs artikel: ”Radikale til Løkke: Sig undskyld til Dansk Vestindien” på politiken.dk (se kilder).

     I sin nytårstale i 2017 kommenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Danmarks fortid som slavenation, dog uden at komme med en direkte undskyldning. ”I år er det 100 år siden, Danmark solgte de Vestindiske Øer til USA. Og satte et punktum for et grusomt kapitel i vores historie. Mange af Københavns smukke gamle huse og palæer blev opført for penge tjent på slavers slid og udbytning på den anden side af Jorden. Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid.” (se kilder).