Historiekanon 14: Stormen på Bastillen

Den 14. juli 1789 drog en stor ophidset flok mennesker gennem Paris’ gader. Forud var gået flere års ulmende uro på grund af fattigdom og stor ulighed i Frankrig. Folkemængdens vrede rettede sig hurtigt mod Bastillen, en lille borg i Paris, der fungerede som statsfængsel og af mange blev opfattet som symbol på staten og kongemagtens tyranni over befolkningen. Begivenheden går under navnet Stormen på Bastillen, og den blev startskuddet til Den Franske Revolution.

Bastillen, der egentlig hedder Bastille Saint-Antoine, var en gammel middelalderborg i Paris, der blev opført under Karl V (Charles V) i 1300-tallet. Den lå på adressen rue Saint Antoine nr. 232. Stedet udgør i dag Bastillepladsen. Bastillen er en fordanskning af det franske ord bastille, der betyder “lille bastion”. Borgens militære betydning var næsten forsvundet, da Den Franske Revolution brød ud i 1789, og den blev på det tidspunkt hovedsageligt brugt som fængsel for en meget lille gruppe fanger.

     Bastillefængslet blev af mange opfattet som symbol på statens og kongemagtens undertrykkelse af befolkningen. Ifølge “The Bastille: A History of a Symbol of Despotism and Freedom” (se kilder) var fæstningen under kardinal Richelieu (1585-1642) blevet et berygtet politisk fængsel, hvor såkaldte statsfjender forsvandt sporløst. Dette gjaldt også repræsentanter for religiøse grupper som protestanter, og folk, som kongen blot ikke syntes om.

     Stormen på Bastillen blev sidenhen regnet for begyndelsen på Den Franske Revolution. Begivenheden har desuden lagt navn og dato til Frankrigs nationaldag, Bastilledagen.

     I Historiefaget.dks “Stormen på Bastillen” (se kilder) og i “Det Historiske Overblik” af Jens Aage Poulsen (se kilder) kan man læse mere om middelalderfæstningen Bastille Saint-Antoine.

Den 14. juli 1789 stormede en gruppe vrede folk fra byen den gamle borg med det berygtede fængsel, slog vagterne ihjel og frigav fangerne.

     Borgen var på det tidspunkt ledet af Bernard de Launay, der af kongen var udnævnt til kommandant. Da den ophidsede folkemængde mødte frem med et krav om at få udleveret fæstningens ammunition og få frigivet fangerne, nægtede de Launay, og Bastillen blev derefter belejret, dvs. omringet.

     Ifølge Gyldendals ”Grundbog i Historie” (se kilder) rådede Bernard de Launay kun over ca. 100 mand, mens den forsamlede folkemængde var tre gange større. Folkemængden bestod af en blandet skare af borgere, heriblandt en gruppe desertører under ledelse af løjtnant Elie, og de havde formået at få fat på fire kanoner.

     Det lykkedes borgerne at trænge ind i fæstningens forreste gård. Launay gav sine soldater ordre til at skyde mod menneskemængden. Omkring 100 personer blev dræbt og næsten lige så mange såret.

     Til sidst måtte de Launay dog overgive sig. Han blev lovet frit lejde til sig selv og sine mænd, hvilket vil sige, at han og hans mænd ville få lov at slippe væk, hvis de overgav sig. Men løjtnant Elie havde ikke kontrol over den vrede folkemængde, der ville have hævn for deres døde kammerater. Under selve Stormen på Bastillen blev flere officerer og soldater derfor hugget ned, og de Launay blev taget til fange og ført til rådhuset. Her blev han tortureret og til sidst dræbt. Hans hoved blev skåret af og sat på en stage, der blev båret gennem Paris’ gader. Denne handling – at bære et afhugget hoved gennem gaderne – blev siden gentaget mange gange under den efterfølgende revolution.

I 1780'erne var den franske befolknings modstand mod kongehuset og især imod dronning Marie Antoinette stigende. Mange opfattede det franske kongehus og adelen som rene undertrykkere, hvis luksusliv og overforbrug stod i skærende kontrast til befolkningens fattigdom. Samtidig producerede politiske modstandere af kongehuset (de såkaldte republikanere, der ønskede en republik i stedet for et kongedømme) propaganda i form af udgivelser af smædeskrifter og udbredelse af sladder om specielt dronningen.

     Men faktum er, at indbyggerne i store dele af Frankrig sultede, og kornkamrene var mange steder tomme. Befolkningen havde forsøgt at få kongen i tale, men uden held. Utilfredsheden havde længe ulmet, og i foråret 1789 var der uroligheder og optøjer i Paris, og en slags bymilits eller borgerværn var blevet dannet. At Bastillen rummede politiske fanger menes at være en af hovedforklaringerne på, at den vrede folkemængde marcherede netop dertil og stormede fængslet, men der kan også være andre grunde.

Det vides ikke med sikkerhed, hvad der præcist førte til Stormen på Bastillen, eller hvem ”folkemængden” bestod af. Men blandt andet skulle den fængslede franske forfatter Marquis de Sade 2. juli 1789 have råbt til folk uden for fængslet, at man var begyndt at dræbe fangerne derinde. Det fik de allerede utilfredse og vrede parisere til at pønse på at slå til mod det forhadte fængsel. Marquis de Sade blev umiddelbart efter overflyttet til sindssygehuset Charenton.

     En anden årsag til angrebet på Bastillen kan have været, at borgen rummede et større våben- og ammunitionslager. Bastillen var ikke bygget til at modstå belejring og i 1789 havde den kun madlagre til to dage og ingen drikkevandsforsyning overhovedet. På den måde kan det også have været muligheden for at få fat på våben, der fik folkemængden til at angribe fængslet.

Selve Stormen på Bastillen var i virkeligheden en ganske lille begivehed, hvor der kun deltog få hundrede mennesker i alt. Men angrebet på det forhadte fængsel gav startskuddet til store ændringer i det franske samfund og efterfølgende mange andre steder i verden.

     Kritikerne af det franske kongehus kunne hurtigt bruge Stormen på Bastillen som et symbol på, at folket var blevet træt af fattigdom og undertrykkelse og ønskede forandringer. Der blev tidligt produceret historier om Bastillen som regimets forlængede arm mod folket. Dele af gamle rustninger, der befandt sig i borgen, blev påstået at have tjent som tvangstrøjer af jern, og en del af en trykpresse blev fremvist som torturinstrument. I 1789 sad der imidlertid kun syv fanger indespærret, heraf var de fire dømt efter straffeloven, mens de tre sidste, inklusiv Marquis de Sade, var sindslidende.

     Stormen på Bastillen var altså ikke nogen stor militær begivenhed; den gav ikke i sig selv mening, hvis folkemængden ville gå direkte efter den militære magt og efter at vælte kongen. Borgen og fængslet havde nemlig ingen særlig militær betydning og var ikke vigtig for kongen. Men ifølge “The Bastille” (se kilder) gav Stormen på Bastillen alligevel mening som et symbol for oprørerne, fordi fængslet havde været brugt til politiske fanger i omtrent hundrede år. Den symboliserede derfor undertrykkelsen af folket og af kongemagtens politiske modstandere. Derfor blev Stormen på Bastillen noget, befolkningen lagde stor vægt på. Deltagerne i angrebet blev udråbt til Revolutionens helte. Begivenheden viste, at borgerne i Paris kunne stå sammen i deres modstand, og at de kunne tvinge kongemagten til at bøje sig. Den Franske Revolution, der fulgte efter Stormen på Bastillen, endte da også med at afsætte kongeparret og fjerne adelens magt og særstatus.

Kort efter Stormen på Bastillen blev fængslet revet ned. Stedet, i dag kendt som Bastillepladsen, blev siden et samlingspunkt for fejring af ikke bare Bastilledagen, men af Den Franske Revolution som sådan. Siden 1789 er den 14. juli blevet fejret som Frankrigs nationaldag. Det var ellers først den 22. september 1792, at den første republik (Première République) blev etableret. En republik betyder, at det nu ikke længere var kongemagten der regerede, men en folkevalgt ledelse. Selv om kongemagten mistede sin magt under Den Franske Revolution fik den franske kongeslægt Bourbon alligevel kæmpet sig tilbage nogle år efter. Julirevolutionen er betegnelsen for den revolte i Frankrig i sommeren 1830, som endeligt styrtede den franske kongeslægt Bourbon fra magten i Frankrig.

     I 1840 blev der på Bastillepladsen opstillet en mindesøjle for Julirevolutionens ofre.