Hvad er fosterdiagnostik?
Fosterdiagnostik er undersøgelser, der giver viden om en kvindes graviditet og fosterets tilstand. Fosterdiagnostiske undersøgelser dækker over flere forskellige metoder, fx ultralydsscanninger, som danner baggrund for beregning af terminsdatoen, og hvor man konstaterer, om de er et eller flere levende fostre, og om fosteret udvikler sig, som det skal. Herudover kan den gravide kvinde tilvælge en undersøgelse, der består af blodprøve og måling af fosterets nakkefold – den såkaldte nakkefoldscanning, som bruges som grundlag for en risikovurdering af, om hun føder et barn med kromosomafvigelse, fx Downs syndrom. Hvis risikoen er tilstrækkelig høj, kan den gravide vælge at få lavet en såkaldt moderkagebiopsi, en fostervandsprøve eller som det nyeste en Non-invasiv Prænatal Test (NIPT), som kortlægger fosterets kromosomer (kilde 1). Fosterdiagnostiske undersøgelser kan vise, om der er risiko for, at barnet fødes med eller udvikler visse alvorlige genetisk betingede sygdomme som fx cystisk fibrose eller blødersygdomme eller kromosomalt betingede handicap, som fx Downs syndrom, der opstår, når der er et kromosom nr. 21 for meget eller Turner syndrom, som opstår, når der er et kønskromosom for lidt, som man kan læse i Sundhedsstyrelsens ’Retningslinjer for fosterdiagnostik’ kilde 2). Hvis der viser sig at være en vis risiko, får kvinden mulighed for at søge om tilladelse til abort efter 12. uge – den nuværende abortgrænse. Det kan man læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside (kilde 1).