Tekst hentet fra Forfatterweb under Genrer
Sovjets leder Khrusjtsjov danser folkevisedans under et officielt besøg i Sverige i 1964.
Foto: NTB / Scanpix
Begrebet folkevise stammer fra det tyske ord Volkslied, der blev brugt første gang i 1773. Selve genren er dog langt ældre, da folkeviserne regnes for de ældste fiktionstekster, der findes bevaret på dansk. Oprindeligt blev disse fortællende danseviser kaldt ballader. Folkeviser er anonymt mundtligt overleverede episke digte, hvoraf de ældste stammer fra middelalderen og omhandler middelalderlige problemstillinger som kærlighedsintriger eller slægtsfejder.
Man mener, at folkeviserne kom til Danmark omkring år 1200 med omrejsende musikanter fra Frankrig, der havde tradition for en såkaldt troubadourdigtning. Viserne var danseviser, der blev sunget af den lavadelige overklasse og som blev akkompagneret af kædedans. Senere spredte viserne sig til andre samfundslag via mundtlig videreformidling, indtil det i 1500-1600-tallet blev populært blandt adelens kvinder at nedskrive viserne i poesibøger. 83 kærlighedsviser er f.eks. nedskrevet i den hjerteformede ”Hjertebogen” fra 1550’erne, der anses for at være det ældst bevarede håndskrift med danske folkeviser. Den første bog med trykte folkeviser var ”Et hundrede udvalgte danske viser” af Anders Sørensen Vedel (1542-1616) fra 1591. Mange viser blev i 1700-tallet distribueret på enkle ark, de såkaldte skillingstryk, der solgtes på lokale markeder, og helt frem til slutningen af 1800-tallet blev der sunget folkeviser på de danske gårde. Mange af disse nyere versioner, der blev sunget af fattigfolk på den jyske hede, er nedskrevet af folkemindesamleren Ewald Tang Kristensen (1843-1929).
Karakteristisk for folkeviserne er deres fortællende stil i stroferne, mens omkvædet ofte lyrisk påminder om en grundstemning eller et varsel. Karaktererne er typer, der har en funktion. De er ikke individer med en personlighed, men repræsenterer et slægtsled, da visernes temaer er centreret omkring familiens ære, således at ægteskab, utroskab eller rivalisering mellem to slægter er typiske konflikter. En vise består typisk af to eller fire verselinjer og følger en fast tredelt struktur. Først præsenteres helten og konflikten, dernæst udspilles konflikten og endelig afsløres det hhv. lykkelige eller ulykkelige udfald. Stilistisk benyttes gentagelser f.eks. til at skabe spænding, mens formelsprog bruges til at beskrive tid, sted eller udseende. Det vil sige, at det samme faste udtryk f.eks. ”så væn en mår” bruges til at beskrive en piges skønhed i mange forskellige viser.
En central person i dansk folkemindesamling er Svend Grundtvig, der fra 1853 igangsatte en omfattende indsamling af ældre, danske folkeviser. Det blev til 12-bindsværket ”Danmarks gamle Folkeviser”, hvori Grundtvig inddeler viserne i de fire hovedgrupper kæmpeviser, trylleviser, historiske viser og ridderviser. Det har medført, at man i danskfaglige sammenhænge ofte opererer med trylleviser og ridderviser som overgenrer, hvortil der knytter sig undergenrer som f.eks. skæmteviser.
Trylleviserne kaldes også naturmytiske viser, fordi de enten indeholder overnaturlige væsener som elverfolk, trolde, havmænd eller mennesker, der på magisk vis forvandles. De handler ofte om overgangsfaser i livet, som i ”Harpens kraft”, hvor den rige Hr. Vellemand er forlovet. Hans kommende brud tør ikke ride over åen Bride, fordi hendes to søstre forsvandt der, dengang de skulle giftes. Da hun selv krydser broen, falder hun i vandet og bliver spist af en trold. Vellemand redder sin brud ved at spille på en guldharpe. Harpens kraft lokker trolden frem, så Vellemand kan dræbe den og blive gift. Hvor broen i denne vise symboliserer overgangen fra jomfru til ægtefælle, er harpespillet i folkeviserne forbundet med erotisk magt.
Den største gruppe af folkeviser er ridderviser. Ridderviserne skildrer realistisk sociale eller samfundsmæssige problemstillinger inden for et overklassemiljø. Et udbredt tema er kærlighed, og jalousidrab er ikke en ualmindelig konsekvens af en fejde. Helten er ofte en jomfrusvend, hvilket er formelsprog for en kærlighedslysten ridder, som i visen om ”Ebbe Skammelsøn”, hvis bror Peder narrer Ebbes forlovede Adelus til at gifte sig ham, mens Ebbe tjener kongen. Forråelsen sker altså inden for Ebbes egen slægt, og det får konsekvenser for hele familien. Ebbe vender hjem på bryllupsdagen og dræber både Peder og Adelus, for dernæst selv at blive fredløs.
Det kan diskuteres, om den kategoriske opdeling af viserne i undergenrer på baggrund af motiver er misvisende, da folkeviserne blev fornyet og fortolket gennem flere hundrede år. Man regner med, at der er 539 folkeviser bevaret på dansk, hvoraf flere altså forekommer i forskellige variationer, og nogle af de yngste sågar har en kristen morale. I nyere tid har de gamle viser inspireret flere danske musikere, bl.a. har sangerinden Sys Bjerre indspillet sin version af visen om Valdemar Sejrs første kone Dronning Dagmar, der ligger for døden.
Kilder:
Primærlitteratur
Grundtvig, Svend: Danmarks gamle Folkeviser. 1853-1961. bibliotek.dk
Vedel, Anders Sørensen: Et hundrede udvalgte danske viser
Bjerre, Sys: Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg
Sekundærlitteratur
Christiansen, Palle Ove: De forsvundne - Hedens sidste fortællere. Gad, 2011. bibliotek.dk
Kværndrup, Sigurd: Den østnordiske ballade - oral teori og tekstanalyse. Studier i Danmarks gamle folkeviser. Museum Tusculanum, 2006. bibliotek.dk
Lundgreen-Nielsen, Flemming og Hanne Ruus (red.): Svøbt i mår - dansk folkevisekultur 1550-1700. C.A. Reitzel, 1999-2002. bibliotek.dk
Piø, Iørn: Nye veje til folkevisen. Gyldendal, 1985. bibliotek.dk