Hvordan fungerede Kalmarunionen under Margrete 1.?
Med Kalmarunionen fik de nordiske riger en fælles regent og herigennem en fælles udenrigspolitik. Dette brugte Margrete 1. til at sikre Nordens position i Europa ved bl.a. at genvinde den svenske ø Gotland fra Den Tyske Orden (en gejstlig ridderorden, der herskede over store landområder i bl.a. Nordeuropa) og hertugdømmet Slesvig fra Holsten. Indadtil styrkede Margrete 1. kongemagten ved at genopbygge landene efter pesten. Et af de vigtigste elementer i den økonomiske genopbygning var at vinde Skåne tilbage fra Hansestæderne. Hansestæderne var en række primært tyske byer, som var organiseret i et magtfuldt handelsforbund. Med Skåne tilbage på den danske krones hænder kunne man nu tjene store summer på toldindtægter. Margrethe d. 1. opbyggede også et effektivt embedsværk omkring sig og indskrænkede adelens rettigheder for i stedet at samle magten om kronen. Du kan læse mere Margrete 1.’s regeringstid i artiklen ”Margrete 1. og Kalmarunionen 1376-1412” på danmarkshistorien.dk (se kilder).
Under Margrete 1.’s ledelse var Kalmarunionens magtcentrum Danmark. De enkelte riger blev dog indadtil hovedsageligt regeret efter de love og traditioner, som var gældende før unionens oprettelse. En vigtig ændring var, at hvis man blev dømt fredløs i ét rige, gjaldt det også i de andre riger. Fredløshed betød, at en person mistede al retsbeskyttelse. I Danmark kunne man dømmes fredløs for særligt grove forbrydelser som f.eks. drab på en sagesløs person, drab i kirken eller på tinge eller forsætlig ildspåsættelse.
Margrethe 1. døde i 1412, sandsynligvis af pest, og er begravet i Roskilde Domkirke.
Hvem regerede Kalmarunionen efter Margrete 1.?
Efter Margrete 1.’s død i 1412 overtog hendes nevø Erik 7. magten. Han havde imidlertid ikke sin mosters politiske og diplomatiske talent. Han havde svært ved at kontrollere adlen og bondestanden, som begge var utilfredse med det høje skattetryk, som kong Erik 7.’s krige mod Hansestæderne havde medført. Alle tre riger valgte i perioden 1439-41 at afsætte Erik 7. som regent. I stedet blev hans nevø Christoffer 3. sat på tronen. Du kan læse mere om Erik 7. og hans regeringsperiode i Gyldendals ”Den Store Danske” (se kilder).
Det lykkedes dog ikke for hverken kong Christoffer (1416-48) eller hans to efterfølgere på tronen, kong Christian 1. (1426-1481) og kong Hans (1455-1513) at få skabt fred og sammenhæng i Kalmarunionen. Det skyldtes især voksende utilfredshed i det svenske rigsråd (der bl.a. bestod af landets biskopper) og hos den svenske adel. Utilfredsheden ledte til flere krige og oprør i perioden 1448-1513, hvor Sverige af flere omgange løsrev sig fra unionen. Du kan læse mere om problemerne med at holde Kalmarunionen sammen i artiklen ’Kalmarunionen, 1397-1523’ på danmarkhistorien.dk og i kapitel 5 i ”Danmarks historie i Grundtræk” (se kilder).