Historiekanon 7: Kalmarunionen 1397-1523

Kalmarunionen var et fællesskab mellem de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige i perioden 1397-1523. Dronning Margrete 1. var hovedarkitekten bag Kalmarunionen, og det var også under hendes ledelse, at unionen fungerede bedst.   Fra 1448 gik unionen ind i en langsom opløsningsperiode, der kulminerede med Det Stockholmske Blodbad i 1520, hvor kong Christian 2. henrettede store dele af den svenske adel. Blodbadet førte til endelig svensk løsrivelse fra unionen i 1523.

Kalmarunionen har sit navn efter Kalmar Slot i Småland, hvor den 15-årige Erik 7. af Pommern den 17. juni 1397 blev kronet til konge over de tre riger af både den danske og den svenske ærkebiskop. Reelt blev Kalmarunionen dog styret af Eriks fostermor Dronning Margrete den 1. indtil hendes død i 1412.

Kalmarunionen fungerede som samlet enhed indtil 1448, men gik ifølge danmarkshistorien.dk (se kilder) herefter ind i en opløsningsperiode. Det skyldtes, at de svenske stormænd var utilfredse med Sveriges position i unionen. Det førte til en række krige mellem Kalmarunionens konge og de svenske stormænd, som ad flere omgange erklærede Sverige selvstændigt. Kalmarunionen blev endeligt opløst, da Sverige løsrev sig og udnævnte oprørslederen Gustav Vasa til svensk konge i 1523. Rigsfællesskabet mellem Norge og Danmark fortsatte indtil 1814.

Norden var op til Kalmarunionens oprettelse plaget af både pest og stridigheder om arvefølgen i de enkelte riger. De nordiske stormænd var samtidig presset af det selvstændige mecklenburgske hertugdømme i Nordtyskland, der fik stadig større indflydelse på de nordiske riger ved at låne de nordiske konger penge. Kalmarunionens baggrund kan du læse mere om i kapitel 1 af Vivian Ettings bog ”Fra fællesskab til blodbad” (se kilder).

     Margrete 1. var datter af den danske kong Valdemar Atterdag (1321-1375) og gift med den norske kong Håkon 6. (1340-1380) - og dermed nært knyttet til begge kongehuse. I 1370’erne fik hun gennem politisk diplomati udnævnt sin mindreårige søn Oluf til retmæssig arving til både Danmark og Norge. Indtil han blev myndig, ville hun selv være regent. Oluf døde imidlertid i 1386 som kun 16-årig. Margrete fik hentet sin mindreårige nevø, Erik, til Danmark, og fik ham udnævnt som retmæssig arving af både Danmark og Norge. I 1388 indgik hun en alliance med magtfulde svenske stormænd om at vælte Sveriges konge, Albrecht den 3.

     Udover at være en dygtig diplomat var dronning Magrete 1. en succesfuld krigsleder. Op gennem 1390’erne erobrede hun stadig større dele af Sverige. I 1397 blev hendes nevø Erik kronet til konge over et samlet Norden med hende selv som rigsstyrer. Du kan læse mere om Margrete 1. i danmarkshistorien.dk’ s artikel ”Margrete 1., 1353-1412” (se kilder).

Med Kalmarunionen fik de nordiske riger en fælles regent og herigennem en fælles udenrigspolitik. Dette brugte Margrete 1. til at sikre Nordens position i Europa ved bl.a. at genvinde den svenske ø Gotland fra Den Tyske Orden (en gejstlig ridderorden, der herskede over store landområder i bl.a. Nordeuropa) og hertugdømmet Slesvig fra Holsten. Indadtil styrkede Margrete 1. kongemagten ved at genopbygge landene efter pesten. Et af de vigtigste elementer i den økonomiske genopbygning var at vinde Skåne tilbage fra Hansestæderne. Hansestæderne var en række primært tyske byer, som var organiseret i et magtfuldt handelsforbund. Med Skåne tilbage på den danske krones hænder kunne man nu tjene store summer på toldindtægter. Margrethe d. 1. opbyggede også et effektivt embedsværk omkring sig og indskrænkede adelens rettigheder for i stedet at samle magten om kronen. Du kan læse mere Margrete 1.’s regeringstid i artiklen ”Margrete 1. og Kalmarunionen 1376-1412” på danmarkshistorien.dk (se kilder).

     Under Margrete 1.’s ledelse var Kalmarunionens magtcentrum Danmark. De enkelte riger blev dog indadtil hovedsageligt regeret efter de love og traditioner, som var gældende før unionens oprettelse. En vigtig ændring var, at hvis man blev dømt fredløs i ét rige, gjaldt det også i de andre riger. Fredløshed betød, at en person mistede al retsbeskyttelse. I Danmark kunne man dømmes fredløs for særligt grove forbrydelser som f.eks. drab på en sagesløs person, drab i kirken eller på tinge eller forsætlig ildspåsættelse.

     Margrethe 1. døde i 1412, sandsynligvis af pest, og er begravet i Roskilde Domkirke.

Efter Margrete 1.’s død i 1412 overtog hendes nevø Erik 7. magten. Han havde imidlertid ikke sin mosters politiske og diplomatiske talent. Han havde svært ved at kontrollere adlen og bondestanden, som begge var utilfredse med det høje skattetryk, som kong Erik 7.’s krige mod Hansestæderne havde medført. Alle tre riger valgte i perioden 1439-41 at afsætte Erik 7. som regent. I stedet blev hans nevø Christoffer 3. sat på tronen. Du kan læse mere om Erik 7. og hans regeringsperiode i Gyldendals ”Den Store Danske” (se kilder).

     Det lykkedes dog ikke for hverken kong Christoffer (1416-48) eller hans to efterfølgere på tronen, kong Christian 1. (1426-1481) og kong Hans (1455-1513) at få skabt fred og sammenhæng i Kalmarunionen. Det skyldtes især voksende utilfredshed i det svenske rigsråd (der bl.a. bestod af landets biskopper) og hos den svenske adel. Utilfredsheden ledte til flere krige og oprør i perioden 1448-1513, hvor Sverige af flere omgange løsrev sig fra unionen. Du kan læse mere om problemerne med at holde Kalmarunionen sammen i artiklen ’Kalmarunionen, 1397-1523’ på danmarkhistorien.dk og i kapitel 5 i ”Danmarks historie i Grundtræk” (se kilder).​​​​​​​

I 1513 overtog Christian 2. tronen. Et vigtigt mål for ham var at få Sverige tilbage i Kalmarunionen. Det førte fra 1517 til en langvarig krig i Sverige, men i september 1520 overgav hovedstaden Stockholm sig. Christian 2. lovede sine fjender straffefrihed, mod at de accepterede ham som konge af Sverige.

     Det løfte holdt han dog ikke. Allerede til forsoningsfesten i Stockholm den 4. november 1520 fik han fængslet en stor gruppe af den svenske elite og dømt dem for kætteri – en forbrydelse, der blev straffet med henrettelse. Den 8. og 9. november blev 83 mennesker derfor halshugget på torvet i Stockholm, iblandt dem biskopper, medlemmer af den svenske adel og en del af borgerskabets spidser.

     Christian 2.’s formål med henrettelserne var at sikre sin position og beskytte unionen mod flere svenske oprør. Men Det Stockholmske Blodbad fik den stik modsatte virkning. Sveriges magtfulde slægter vendte sig mod den danske konge. For den svenske adelsmand og oprørsleder Gustav Vasa blev Det Stockholmske Blodbad et effektivt propagandavåben, der var med til at sikre opbakning til, at han i 1523 kunne erklære sig som konge, og Sverige selvstændigt. Du kan læse mere om Det Stockholmske Blodbad i danmarkshistorien.dk’s artikel ”Det Stockholmske Blodbad 1520” (se kilder).

Kalmarunionen og dens forskellige regenter er blevet beskrevet meget forskelligt i de tre nordiske landes historieskrivning. Et af de mest tydelige forskelle er i fortolkningen af Christian 2. i henholdsvis svensk og dansk historieskrivning.

     I svensk historieskrivning er erindringen om ham især præget af Det Stockholmske Blodbad, og Christian 2. er derfor ofte omtalt under tilnavnet Christian Tyran. I dansk historieskrivning har Christian 2. derimod ofte været beskrevet positivt. Særligt under nationalromantikken i 1800-tallet blev han fremhævet som en fremsynet konge, der arbejdede for at fremme borgerskabets og bøndernes rettigheder.

     Du kan læse mere om de forskellige opfattelser af Christian 2. i artiklen ”Christian 2.s eftermæler i Sverige og Danmark” på danmarkshistorien.dk (se kilder).

     I Norge er Kalmarunionen generelt heller ikke blevet beskrevet særlig positivt. Især ikke i 1800-tallet, hvor norsk nationalisme blomstrede. Den norske dramatiker Henrik Ipsen kaldte i sit skuespil ”Peer Gynt” perioden under Kalmarunionen for ”400-års natten”, hvilket blev en populær betegnelse i samtiden og stadig hænger ved i dag. I dag er forholdet til Danmark og fortiden dog blødt lidt op på begge sider. F.eks. deltog Dronning Margrethe 2. i 2014 i den norske fejring af 200-året for Norges løsrivelse fra Danmark. Du kan læse mere om Norges forhold til personalunionen med Danmark i artiklen ”Hvor mørk var ’400-års-natten’?” (se kilder).