Perspektiv på Kalmarunionen

Hvad var Det Stockholmske Blodbad?

I 1513 overtog Christian 2. tronen. Et vigtigt mål for ham var at få Sverige tilbage i Kalmarunionen. Det førte fra 1517 til en langvarig krig i Sverige, men i september 1520 overgav hovedstaden Stockholm sig. Christian 2. lovede sine fjender straffefrihed, mod at de accepterede ham som konge af Sverige.

Det løfte holdt han dog ikke. Allerede til forsoningsfesten i Stockholm den 4. november 1520 fik han fængslet en stor gruppe af den svenske elite og dømt dem for kætteri – en forbrydelse, der blev straffet med henrettelse. Den 8. og 9. november blev 83 mennesker derfor halshugget på torvet i Stockholm, iblandt dem biskopper, medlemmer af den svenske adel og en del af borgerskabets spidser.

Christian 2.’s formål med henrettelserne var at sikre sin position og beskytte unionen mod flere svenske oprør. Men Det Stockholmske Blodbad fik den stik modsatte virkning. Sveriges magtfulde slægter vendte sig mod den danske konge. For den svenske adelsmand og oprørsleder Gustav Vasa blev Det Stockholmske Blodbad et effektivt propagandavåben, der var med til at sikre opbakning til, at han i 1523 kunne erklære sig som konge, og Sverige selvstændigt. Du kan læse mere om Det Stockholmske Blodbad i danmarkshistorien.dk’s artikel ”Det Stockholmske Blodbad 1520” (se kilder).

 

Svensk tv-indslag om Det Stockholmske Blodbad.

Hvordan huskes Kalmarunionen?

Kalmarunionen og dens forskellige regenter er blevet beskrevet meget forskelligt i de tre nordiske landes historieskrivning. Et af de mest tydelige forskelle er i fortolkningen af Christian 2. i henholdsvis svensk og dansk historieskrivning.

I svensk historieskrivning er erindringen om ham især præget af Det Stockholmske Blodbad, og Christian 2. er derfor ofte omtalt under tilnavnet Christian Tyran. I dansk historieskrivning har Christian 2. derimod ofte været beskrevet positivt. Særligt under nationalromantikken i 1800-tallet blev han fremhævet som en fremsynet konge, der arbejdede for at fremme borgerskabets og bøndernes rettigheder.

Du kan læse mere om de forskellige opfattelser af Christian 2. i artiklen ”Christian 2.s eftermæler i Sverige og Danmark” på danmarkshistorien.dk (se kilder).

I Norge er Kalmarunionen generelt heller ikke blevet beskrevet særlig positivt. Især ikke i 1800-tallet, hvor norsk nationalisme blomstrede. Den norske dramatiker Henrik Ipsen kaldte i sit skuespil ”Peer Gynt” perioden under Kalmarunionen for ”400-års natten”, hvilket blev en populær betegnelse i samtiden og stadig hænger ved i dag. I dag er forholdet til Danmark og fortiden dog blødt lidt op på begge sider. F.eks. deltog Dronning Margrethe 2. i 2014 i den norske fejring af 200-året for Norges løsrivelse fra Danmark. Du kan læse mere om Norges forhold til personalunionen med Danmark i artiklen ”Hvor mørk var ’400-års-natten’?” (se kilder).