Introduktion til Kalmarunionen

Hvad var Kalmarunionen?

Kalmarunionen har sit navn efter Kalmar Slot i Skåne, hvor den 15-årige Erik 7. af Pommern den 17. juni 1397 blev kronet til konge over de tre riger af både den danske og den svenske ærkebiskop. Reelt blev Kalmarunionen dog styret af Eriks fostermor Dronning Margrete den 1. indtil hendes død i 1412.

Hvordan udviklede Kalmarunionen sig?

Kalmarunionen fungerede som samlet enhed indtil 1448, men gik ifølge danmarkshistorien.dk (se kilder) herefter ind i en opløsningsperiode. Det skyldtes, at de svenske stormænd var utilfredse med Sveriges position i unionen. Det førte til en række krige mellem Kalmarunionens konge og de svenske stormænd, som ad flere omgange erklærede Sverige selvstændigt. Kalmarunionen blev endeligt opløst, da Sverige løsrev sig og udnævnte oprørslederen Gustav Vasa til svensk konge i 1523. Rigsfællesskabet mellem Norge og Danmark fortsatte indtil 1814.  

Hvordan blev Kalmarunionen til?

Norden var op til Kalmarunionens oprettelse plaget af både pest og stridigheder om arvefølgen i de enkelte riger. De nordiske stormænd var samtidig presset af det selvstændige mecklenburgske hertugdømme i Nordtyskland, der fik stadig større indflydelse på de nordiske riger ved at låne de nordiske konger penge. Kalmarunionens baggrund kan du læse mere om i kapitel 1 af Vivian Ettings bog ”Fra fællesskab til blodbad” (se kilder).

Margrete 1. var datter af den danske kong Valdemar Atterdag (1321-1375) og gift med den norske kong Håkon 6. (1340-1380) - og dermed nært knyttet til begge kongehuse. I 1370’erne fik hun gennem politisk diplomati udnævnt sin mindreårige søn Oluf til retmæssig arving til både Danmark og Norge. Indtil han blev myndig, ville hun selv være regent. Oluf døde imidlertid i 1386 som kun 16-årig. Margrete fik hentet sin mindreårige nevø, Erik, til Danmark, og fik ham udnævnt som retmæssig arving af både Danmark og Norge. I 1388 indgik hun en alliance med magtfulde svenske stormænd om at vælte Sveriges konge, Albrecht den 3.

Udover at være en dygtig diplomat var dronning Magrete 1. en succesfuld krigsleder. Op gennem 1390’erne erobrede hun stadig større dele af Sverige. I 1397 blev hendes nevø Erik kronet til konge over et samlet Norden med hende selv som rigsstyrer. Du kan læse mere om Margrete 1. i danmarkshistorien.dk’ s artikel ”Margrete 1., 1353-1412” (se kilder).