Historiekanon 24: Augustoprøret og Jødeaktionen 1943

Hvad var Augustoprøret?

Augustoprøret var en række store strejker og uroligheder i Danmark i august 1943 – under Anden Verdenskrig – der bragte den danske regerings samarbejde med den tyske besættelsesmagt til ophør. I 1943 fik tyske nederlag på bl.a. Østfronten mange danskere til at tro, at krigen snart var slut. Samtidig steg antallet af sabotageaktioner, og det fik stemningen i befolkningen til at vende. Situationen udviklede sig i løbet august til store generalstrejker og optøjer i en række danske byer. Tyskerne stillede 28. august et krav til den danske regering: Regeringen skulle indføre undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Regeringen valgte i stedet at gå af. Dermed var det, der bliver kaldt samarbejdspolitikken, et afsluttet kapitel.

Hvad gik forud for Augustoprøret?

Da Danmark under Anden Verdenskrig blev besat af det nazistiske Tyskland 9. april 1940, blev den danske regering stillet over for et svært valg: samarbejde eller modstand. Det sidste ville formodentlig føre til, at besættelsesmagten ville afskaffe folkestyret, og mange troede desuden, at Tyskland snart ville vinde krigen. Regeringen, de store politiske partier og erhvervslivet valgte derfor at samarbejde med besættelsesmagten. Der blev i sommeren 1940 dannet en tværpolitisk samlingsregering, der forhandlede en række handelsaftaler på plads med tyskerne. Til gengæld for samarbejdsviljen fik regering, folketing og myndigheder som f.eks. retsvæsen og politi lov til at fungere som hidtil. Prisen var dog store indskrænkninger i borgernes rettigheder. Bl.a. blev det i 1941 forbudt at være kommunist, og mange virksomheder skulle nu producere for tyskerne. Ifølge historikeren Hans Kirchhoff i bogen ”Samarbejde og modstand under besættelsen” (se kilder) accepterede befolkningen dog stort set samarbejdspolitikken. Denne accept varede frem til sommeren 1943.

Hvad var Jødeaktionen?

Jødeaktionen var den tyske besættelsesmagts arrestation og deportation af de danske jøder i oktober 1943. På dette tidspunkt var de tyske nazister i fuld gang med at udrydde Europas jødiske befolkning. I Danmark havde de 7-8.000 jøder indtil da levet i nogenlunde fred, fordi tyskerne derved kunne holde sig på god fod med den danske regering. Efter Augustoprøret var situationen imidlertid forandret. Den tyske politiske leder i Danmark, Werner Best, foreslog derfor i et telegram til Berlin 8. september (se kilder) en deportation af de danske jøder. Historikerne Kreth og Mogensen skriver i bogen ”Flugten til Sverige” (se kilder), at Best spillede et politisk dobbeltspil. For at styrke sin egen position gav han 28. september sin medarbejder Georg Duckwitz grønt lys til at advare den jødiske menighed i København. En omfattende redningsaktion blev sat i gang af modstandsgrupperne. Fra havne på Sjælland blev mere end 7.000 personer smuglet over Øresund til det neutrale Sverige. Da det tyske politi natten mellem 1. og 2. oktober slog til mod jøderne i deres hjem, var de fleste derfor allerede flygtet.

Hvordan forløb Augustoprøret?

Oprøret begyndte i Odense, da arbejderne på skibsværftet gik i strejke i protest mod placeringen af bevæbnede tyske vagter på værftet. Da resten af byens jernindustri med næsten 4.000 arbejdere den 4. august gik i sympatistrejke, gav tyskerne efter og fjernede vagterne. Snart spredte urolighederne sig til andre byer, og ifølge Hans Kirchhoff i bogen ”Augustoprøret 1943” (se kilder) var det især arbejderne, der førte an:

9. august: Arbejdere i Esbjerg gik i strejke, og da hele byen to dage senere gik med i strejken, måtte tyskerne bøje sig.

18. august: Ny generalstrejke i Odense efter gadeslagsmål mellem tyske soldater og lokale unge. Snart bredte strejken sig til de fynske kystbyer samt Korsør og Fredericia.

21. august: Regeringen udsendte et opråb til befolkningen, der opfordrede til at standse urolighederne (se kilder).

23. august: Bystrejkerne bredte sig til Aalborg, Nørresundby og Frederikshavn. I Aalborg satte tyskerne panservogne ind mod demonstranterne og dræbte syv personer.

26. august: Bystrejke i Århus.

28. august: Tyskerne stille et ultimativt krav til den danske regering (se kilder): indførelse af undtagelsestilstand med forbud mod strejker, forsamlinger af mere end fem personer og udgangsforbud fra kl. 20.30-5.30 samt dødsstraf for sabotage. Regeringen sagde nej.

29. august: Klokken 4 om morgenen angreb tyske styrker de danske kaserner og afvæbnede hær og flåde. 23 danske og fem tyske soldater blev dræbt i kampene. På Holmen i København nåede flåden at sænke sine skibe, så de ikke kunne bruges af tyskerne. Besættelsesmagten erklærede herefter militær undtagelsestilstand i Danmark og overtog styringen af landet.

Filmen “Hede Augustdage i Odense” har interview med øjenvidner fra augustoprøret i Odense. Produceret af Odense ser Rødt.

Hvad skete der med de danske jøder?

Det lykkedes for hovedparten af de godt 7.600 jøder, der befandt sig i Danmark, at flygte til det neutrale Sverige. Flygtningene blev med hjælp fra både modstandsbevægelsen og helt almindelige danskere bragt i skjul og transporteret til havne især i Nordsjælland, ved København og på Stevns. Herfra blev i alt 7.056 jøder ifølge Kreth og Mogensens ”Flugten til Sverige” (se kilder) sejlet til Sverige i fiskekuttere og småbåde.

Det var dog ikke alle, der blev advaret eller nåede at flygte. I løbet af natten til 2. oktober og de kommende uger arresterede tyskerne ifølge Kreth og Mogensens ”Flugten til Sverige” (se kilder) 474 personer, der alle blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt nord for Prag. Lejren fungerede bl.a. som mellemstation for fanger på vej til udryddelseslejren Auschwitz i Polen. En særlig aftale med tyskerne gjorde dog, at de danske jøder ikke blev sendt videre til gaskamrene østpå. Efter befrielsen i april 1945 blev de overlevende hentet hjem af svensk Røde Kors, men 52 af fangerne fra Danmark omkom i lejren.