Hovedtemaet ved årtusindeskiftet er først og fremmest den digitale udvikling, der har voldsomme konsekvenser – også for folkebibliotekerne. Digitaliseringen medfører bl.a., at folkebibliotekerne må udvikle en række nye medieplatforme og nye digitale tilbud til sine brugere, som f.eks. Bibliotek.dk, Forfatterweb, Faktalink, Filmstriben, eReolen og Litteratursiden, ligesom det på mange andre måder må gentænke sig selv. Folkebiblioteket, som en samling af fysiske materialer og en samlet indgang til informationer, giver ikke længere samme mening i en ny virkelighed, hvor alt er tilgængeligt på internettet 24/7. Digitaliseringen bliver også en væsentlig del af den indtil videre seneste lov om biblioteksvirksomhed fra 2000, hvor det hedder, at folkebibliotekerne skal stille elektroniske informationsressourcer til rådighed, herunder adgang til internet og multimedier.
At folkebibliotekernes fokus flytter sig fra samlingen, afspejles også i en række forskellige – og engelsksprogede – slogans som f.eks.”from content to context”, ”from collection to connection” eller ”from collection to creation”, der bliver anvendt af biblioteksprofessionelle til at beskrive udviklingen. Alle betegner de en bevægelse fra materialerne til formidlingen, bibliotekets brugere og det omgivende samfund. Konkret får dette mange og meget forskellige udtryk. Det gælder f.eks. brugerdrevne arrangementer og aktiviteter som læse- og lytteklubber, etablering af makerspaces, hackerspaces og fablabs , indgåelse af nye partnerskaber med lokale aktører fra civilsamfund og erhvervsliv, brug af frivillige, oprettelse af venneforeninger samt tilrettelæggelse af forskellige former for møderum for borgerne i biblioteket. Det ændrede fokus kommer også til udtryk, når bibliotekarerne bevæger sig ud af biblioteket for at møde borgerne, der hvor de er: på stranden, på byens torv eller på musikfestivalen.
Danskernes digitale bibliotek og åbne biblioteker
Den digitale udvikling bliver anstødssten til, at kulturministeren nedsætter Udvalget for Folkebibliotekerne i Videnssamfundet, der i 2010 kommer med en rapport af samme navn. Rapporten indeholder en række anbefalinger, der bl.a. drejer sig om at styrke bibliotekernes lærings- og inspirationstilbud til brugerne, at bibliotekerne skal arbejde systematisk med at udvikle partnerskaber med det omgivende lokalsamfund, og at der skal være et forstærket fokus på kompetence og organisationsudvikling i folkebibliotekerne. Men der er særligt to af rapportens anbefalinger, som det er værd at fremhæve: Anbefalingen om, at etablere Danskernes Digitale Bibliotek og anbefalingen om, at etablere åbne biblioteker som et nyt fleksibelt bibliotekstilbud. Danskernes Digitale Bibliotek (DDB) er i dag et udbygget samarbejde mellem Kulturministeriet og Kommunernes Landsforening, der arbejder på at skabe en fælles platform for bibliotekernes digitale udbud, at hjælpe bibliotekerne med at skabe nye tilbud til brugerne og ikke mindst at skabe fælles database- og søgesystemer, fælles licensstyring på e-bøger og database adgange.
Databaserne for bibliotekernes samlede bestand i Danmark drives af Dansk Bibliotekscenter as (DBC) som bl.a. også udvikler søgesystemer og systemer til lånesamarbejde for fysiske materialer mellem bibliotekerne. Ligesåvel som DBC driver en del af rygraden i det nye fælles bibliotekssystem Cicero, som anvendes af alle folke- og skolebiblioteker i Danmark.
Anbefalingen om at etablere åbne biblioteker skal ses på baggrund af, at kommunalreformen fra 2007, der reducerede antallet kommuner i Danmark betragteligt, også betød, at mange folkebiblioteksfilialer blev nedlagt, og at biblioteksbetjeningen af borgerne dermed blev vanskeligere. Ved at gøre bibliotekerne åbne uden for normal åbningstid og uden tilstedeværelsen af bibliotekarer var det forestillingen, at man til en vis grad kunne kompensere for konsekvenserne af kommunalreformen på biblioteksområdet. Konceptet har vist sig overlevelsesdygtigt, og i dag eksisterer der åbne eller betjeningsløse bibliotekstilbud i en lang række kommuner. Blandt biblioteksprofessionelle er der dog ikke enighed om værdien af åbne biblioteker. Således mener nogle, at et folkebibliotek uden professionel biblioteksbetjening i realiteten ikke kan betegnes som et folkebibliotek, mens andre hævder, at de ubetjente åbningstimer giver borgerne mulighed for at bruge folkebiblioteket i et helt nyt omfang. Inden vi forlader Folkebibliotekerne i Videnssamfundet helt, skal det næves, at det var i denne rapport, at den såkaldte fire-rumsmodel for folkebiblioteket, der beskriver folkebiblioteket som henholdsvis et oplevelsesrum, et læringsrum, et møderum og et performativt rum optrådte for første gang. Modellen er efterfølgende blevet et ofte anvendt redskab for biblioteksbyggeri, -indretning og -udvikling i både ind- og udland.
På samme måde som konceptet med åbne biblioteker kan dele vandene, gælder det også for indførelsen af borgerservice på folkebibliotekerne, der fandt sted i samme periode. Nogen betragter det, at borgerne kan hente deres pas med videre på biblioteket som en naturlig service, der i øvrigt både kan styrke folkebiblioteket i den kommunale prioritering og tiltrække borgere, der ellers ikke normalt bruger biblioteket. Andre finder, at det folkebibliotek, der ellers var et frirum for alle, nu i højere grad er et offentligt kontor, med alt, hvad dette måtte indebære af kontrol og krav til borgerne.
Nye medarbejdere på bibliotekerne
Med biblioteksloven fra 2000 blev det muligt at ansætte biblioteksledere med en anden faglig baggrund end bibliotekarisk. Det blev startskuddet for en udvikling på folkebibliotekerne, der betyder, at ikke blot lederne, men også medarbejderne i dag har forskellige faglige baggrunde. Tidligere havde alle, der arbejdede med samlingerne og formidlingen i folkebibliotekerne uddannelsesmæssig baggrund fra Danmarks Biblioteksskole, der i 2010 skiftede navn til Det Informationsvidenskabelige Akademi. De havde titlen bibliotekar DB eller cand.scient.bibl. Ansættelsen af personale med forskellige faglige baggrunde betyder, at medarbejderne og deres kompetencer i dag fremstår langt mindre homogene, end tidligere. Hertil kommer, at der også er etableret en ny uddannelse rettet mod biblioteksfeltet på Syddansk Universitet. Fra 2018 udfaser Det Informationsvidenskabelige Akademi, der i mellemtiden har fusioneret med Københavns Universitet og nu skiftet navn til Institut for Informationsstudier, uddannelsen Bibliotekar DB. I stedet tilbydes et uddannelsesspor, der retter sig mod hele ABM-feltet (arkiver, biblioteker og museer). Denne udvikling betyder også, at de medarbejdere, som borgeren møder på biblioteket kan have mange forskellige titler som f.eks. bibliotekar, litteraturformidler, kulturformidler eller biblioteksformidler.
Bibliotekets rum
I årene omkring årtusindeskiftet var der mange, der spåede, at det fysiske folkebibliotek mere eller mindre ville forsvinde. Det ville så at sige opløse sig i cyberspace, idet borgerne kunne få opfyldt deres behov for kultur, viden og information på internettet. Det viste sig ikke at holde stik. Tværtimod kan man hævde, at det fysiske bibliotek har fået en renæssance, idet der gennem de seneste to årtier er blevet bygget en række nye og markante folkebiblioteker rundt om i landet. Dokk1 i Århus fra 2014 er nok det mest spektakulære eksempel. Andre eksempler er Kulturøen i Middelfart fra 2005, hovedbiblioteket i Herning ligeledes fra 2014, biblioteket på Rentemestervej i det nordvestlige København fra 2012, biblioteket/multikulturhuset i Sønderborg fra 2017 eller senest Tingbjerg bibliotek og kulturhus i København, der er åbnet i 2018.
Folkebiblioteket er stadigvæk den kulturinstitution i Danmark, der benyttes af flest borgere. Samtidigt bliver biblioteket også benyttet af mange forskellige borgere i forhold til fordeling på alder, indkomst og uddannelsesniveau. Hertil kommer, at borgere med anden etnisk baggrund benytter biblioteket mere end andre borgere. Til gengæld er det tydeligt, at borgerne bruger biblioteket på andre måder end tidligere, idet udlånstallene for fysiske materialer er faldet markant, og endnu ikke er erstattet af en tilsvarende stigning for de digitale materialer. Det betyder, at folkebibliotekerne i dag bliver indrettet anderledes end tidligere, således at materialesamlingen reduceres og tildeles mindre plads, mens studiepladser, scener for forskellige former for formidling og plads til, at borgerne kan opholde sig og møde andre, bliver opprioriteret. Særligt har der gennem de seneste år været fokus på biblioteket som møderum eller som 3. sted. Det vil sige som rum, hvor borgerne kan møde hinanden på tværs af de cirkler, man normalt færdes i. Biblioteket som læringsrum har også haft høj prioritet, hvilket kan ses i sammenhæng med krav om livslang læring i almindelighed og indførelse af skolereformen i 2014 i særdeleshed. Nogle finder denne udvikling uheldig, da folkebiblioteket dermed synes at svigte sin traditionelle funktion som samling af bøger. Andre mener derimod, at det er en helt naturlig og nødvendig udvikling, hvis folkebiblioteket skal bevare og udvikle sin relevans for borgerne i det 21. århundrede.
En ting er givet: Forandringerne betyder, at hverken folkebibliotekets klassiske identitet længere ligger fast, eller at dets samfundsmæssige legitimitet er givet på samme måde som før. Det medfører, at medarbejderne på folkebibliotekerne i dag i højere grad end tidligere må forklare, hvorfor de valg, som de foretager, og de muligheder, som de tilbyder borgerne, handler om kultur, dannelse og oplysning i det 21. århundrede præcis som udlån af bøger og andre materialer gjorde det i det 20. århundrede. Udviklingen danner også baggrund for, at kulturministeren i efteråret 2018 har indledt en debat om, hvorvidt den gældende bibliotekslov fra 2000 bør ændres, således at den bliver mere tidssvarende. Fortalere i folkebibliotekssektoren for at ændre loven mener, at den dels er bundet op på materialer og medier, der ikke længere er relevante, og at bibliotekets nye betydning for lokalsamfundet bør optræde eksplicit. Fortalere for at bevare loven i sin nuværende form mener derimod, at der er tale om en bred rammelov, som ikke udelukker nogen aktiviteter, og at en eventuel ny lov vil kunne medføre uheldige begrænsninger.
Fremtidens bibliotekstilbud
Folkebibliotekets rolle i samfundet er at skabe værdi for borgerne og for samfundet. Gennem de sidste 100 år er dette sket på forskellig måde: Frem til begyndelsen af 1960’erne ved at ”læse befolkningen op” gennem den gode litteratur udvalgt af faguddannede bibliotekarer. Senere ved lade bibliotekstilbuddet indgå som en del af velfærdsudviklingen og sørge for, at alle borgere fik nogenlunde samme mulighed for biblioteksbetjening uanset socialt tilhørsforhold eller uanset, hvor i landet man boede. Fremtidens folkebibliotekstilbud vil sandsynligvis på én gang både være ensartet og samtidig væsentligt mere forskelligartet, end det tidligere har været tilfældet. På den ene side vil der være en række digitale bibliotekstilbud, som er fælles og nationale. På den anden side vil det fysiske bibliotekstilbud i højere grad være målrettet det lokalsamfund, som biblioteket er del af. Er biblioteket f.eks. placeret i et område med mange unge eller mange børnefamilier, vil det afspejles i bibliotekets form og indhold. At biblioteket kommer til at afspejle lokalområdet hænger også sammen med, at bibliotekerne satser på forskellige former for lokale partnerskaber, at de er blevet mere bevidste om deres rolle i den lokale udvikling, og at de nu for alvor også inviterer borgerne til at være medskabende af biblioteket og dets tilbud. Nogle steder, som f.eks. i Københavns Kommune har man valgt at nedprioritere biblioteksbetjeningen af den almindelige bruger til fordel for mere svage grupper blandt biblioteksbrugerne. Det er ligeledes et forhold, der kan betegnes som en differentiering af bibliotekstilbuddet til befolkningen. Tankegangen er, at de, der kan klare sig selv også bør klare sig selv. Hvorvidt det er hensigten med folkebiblioteket kan, som mange andre af de forhold, der er beskrevet i ovenstående, diskuteres.