biblioteket på rentemestervej
Biblioteket på Rentemestervej i Nordvest i København fungerer som kulturhus med bibliotek, café, filmklub og mange andre arrangementer.
Foto: Simon Fals / Ritzau Scanpix

Folkebiblioteket

lektor dr. art. Henrik Jochumsen. November 2018.
Top image group
biblioteket på rentemestervej
Biblioteket på Rentemestervej i Nordvest i København fungerer som kulturhus med bibliotek, café, filmklub og mange andre arrangementer.
Foto: Simon Fals / Ritzau Scanpix

Indledning

Folkebiblioteket er en helt central kultur- og vidensinstitution i Danmark og er tæt forbundet med opbygningen af det danske velfærdssamfund. Det er samtidigt et barn af det moderne samfund og hænger uløseligt sammen med andre moderne fænomener som demokratisering, sekularisering og industrialisering. Folkebiblioteket er også dybt forankret i den europæiske oplysningstanke forstået som forestillingen om, at det enkelte menneske skal have mulighed for at danne sig, tænke og handle selvstændigt og rationelt og herigennem også have mulighed for at ændre sit liv i en positiv retning. Folkebibliotekets overordnede raison d’etre er altså oplysning, dannelse og social mobilitet. Det har traditionelt udfyldt sin rolle ved at udlåne bøger og andre materialer og ved at afholde forskellige typer af kulturelle arrangementer på bibliotekerne. Gennem de seneste år har folkebibliotekets rolle og betydning dog ændret sig væsentligt. Konkret er udlånstallene faldet samtidig med, at flere borgere kommer på biblioteket for at foretage sig andet end at låne materialer. Det betyder, at bibliotekerne i dag prioriterer at understøtte møder mellem mennesker, at formidle kulturoplevelser, at give mulighed for livslang læring og at give rum for, at borgerne kan skabe noget sammen. Alt sammen tilbud, der skal understøtte borgerne i et digitaliseret, globaliseret videnssamfund, hvor æstetiske oplevelser, nye kompetencer og forståelse for mangfoldighed er vigtige elementer.

Denne udvikling har dog også betydet, at folkebiblioteket i disse år er genstand for både offentlig debat og fornyet politisk opmærksomhed. Når bibliotekets virke ikke længere er så entydigt bundet op på udlån af materialer, bliver bibliotekets identitet og legitimitet som kulturinstitution også mere usikker, ligesom bibliotekarernes og andre biblioteksprofessionelles ageren kan virke mere søgende. På denne baggrund har flere sat spørgsmålstegn ved, om der stadig er behov for det klassiske lokale folkebibliotek, som vi har kendt det fra begyndelsen af det 20. århundrede, eller om det mere eller mindre kan erstattes af fælles nationale og digitale biblioteksløsninger. I skrivende stund har kulturministeren taget initiativ til en mere folkelig debat om folkebibliotekets udvikling, der skal bidrage til at afklare, hvorvidt den eksisterende bibliotekslov fra år 2000 skal revideres, så den bliver mere tidsvarende. Én ting er, at den eksisterende lov nævner forskellige medier og materialetyper, der i dag er forældede. Et andet og mere overordnet spørgsmål er, om loven i sin nuværende form overhovedet modsvarer den faktiske udvikling i folkebibliotekerne. Inden for de senere år er en tilsvarende revision af biblioteksloven sket i Sverige, Norge og Finland, hvor det nu på forskellig vis indgår i formålsparagrafferne, at folkebibliotekerne skal bidrage til den demokratiske udvikling.

I det følgende vil det danske folkebiblioteks historie blive beskrevet relativt summarisk, idet der først og fremmest vil blive lagt vægt på folkebibliotekets udvikling siden årtusindeskiftet og de særlige udfordringer, som biblioteket aktuelt står overfor. Til sidst i artiklen vil der være en række henvisninger, hvor man kan finde flere oplysninger om folkebibliotekernes baggrund, historiske og aktuelle udvikling.

Artikel type
faktalink

Folkebibliotekets historie

Man kan opdele folkebibliotekets historie frem til årtusindeskiftet på mange måder, og man kan anlægge mange forskellige vinkler. Nedenfor beskrives tre forskellige perioder, med hver deres særlige karakteristika. Første periode går fra den første danske bibliotekslov i 1920 til kulturministeriets oprettelse i 1961, hvor folkebibliotekernes fokus først og fremmest var på samlingen og på at tilgængeliggøre ”den gode bog” for befolkningen. Anden periode går fra kulturministeriets oprettelse og frem 1980, hvor forskellige kulturpolitiske strategier dannede baggrund for dels en storstilet udbygning af biblioteksbetjeningen og dels et fokus på formidlingen af kulturelle tilbud til hele befolkningen. Den tredje periode er fra 1980 og frem til årtusindeskiftet, hvor bibliotekets lånere i flere sammenhænge skifter navn til kunder, og hvor folkebibliotekerne på andre måder lader sig inspirere af markedet, og hvor folkebibliotekerne forsøger sig med en lang række nye tilbud. Indledningsvis opsummeres folkebibliotekets forhistorie.

Folkebibliotekets forløbere

Der er to forløbere for det moderne folkebibliotek i Danmark, som det er værd at fremhæve. Det drejer sig om henholdsvis sognebogsamlinger og købstadssamlinger. I perioden mellem 1770 og midten af 1830’erne blev der oprettet omkring 100 sognebogssamlinger, der virkede i landets sogne, og som typisk bestod af små bogsamlinger. Det primære sigte med disse samlinger var på én gang at gøre almuen til gode kristne og formidle landbrugsfaglig viden. Sognebogssamlinger var helt afhængige af frivillig arbejdskraft fra præster, degne og skolelærere, og de led af en kronisk mangel på penge og bøger. Derfor levede sognebogssamlinger også et relativt kort, isoleret, lokalt og stille liv. Sognebogssamlinger var ikke forbundet med oplysningstanken men har nærmere været at betragte som et værn mod den sekularisering, som oplysningen dannede grundlag for. Oplysningstanken spillede derimod en central rolle for de senere købstadssamlinger, hvor læsning og især såkaldt ”kundskabsgivende” læsning var fundamentet for virksomheden. I forbindelse med købstadssamlingerne, der blev oprettet i København og i købstæderne, var troen på fremskridtet tydelig, og samlingerne skulle bidrage til at gøre befolkningen i stand til at leve i et foranderligt, moderne og demokratisk samfund. Det kom også til udtryk i inspirationen fra de amerikanske, ”free public libraries”, der blev drevet efter moderne bibliotekariske principper med hensyn til f.eks. bogvalg, klassifikation, udlånsnotering og generel standardisering og rationalisering af bibliotekarernes arbejde.

I 1910 oprettes Statens Bogsamlingskomité, der medvirkede til at reorganisere de enkelte biblioteker ved bl.a. at indføre decimalklasseinddeling og kortkatalog, ved at oprette centralbiblioteker og ikke mindst ved at gøde jorden for biblioteksloven, der blev vedtaget i 1920. Ved begyndelsen af århundredet var biblioteksbilledet broget i forhold til ejerforhold, målgrupper og finansiering. Biblioteksloven markerede et nyt statsligt engagement og hermed etableringen af det moderne folkebibliotek i Danmark. I loven lød formålsparagraffen kort og godt, at staten skal yde tilskud til biblioteker, hvis opgave det er at udbrede ”kundskaber og almindelig oplysning”. Dette formål fastholdes gennem mange lovrevisioner helt frem til den seneste bibliotekslov fra 2000, hvor det hedder, at bibliotekerne ”skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet”.

Den gode bog – perioden 1920-1960

Med den nye bibliotekslov blev det tydeligt, at folkebibliotekets formål var at danne befolkningen og at sikre, at den fik mulighed for at kunne erhverve de rette kundskaber. Til dette formål blev bogen betragtet som det absolutte og helt rigtige redskab. Dog var der ikke tale om hvilken som helst bog, men om fagbogen og om den gode nationale dannelseslitteratur. Derfor var det helt centrale element i både bibliotekets og bibliotekarens virksomhed da også bogvalget og bibliotekets samling. I 1918 blev Statens Biblioteksskole oprettet, og den sørgede for, at bibliotekarens faglige ballast bestod af lige dele klassisk dannelse og moderne biblioteksfaglige færdigheder. Ud over dette skulle bibliotekaren også meget gerne interessere sig for tidens sociale spørgsmål og de interesser, der rørte sig i befolkningen.

Det er værd at nævne, at det moderne danske folkebibliotek ikke kom til verden uden sværdslag. Blandt de biblioteksprofessionelle var der to forskellige fløje, der hver især så forskelligt på biblioteket rolle i forhold til befolkningen. Hvor den ene lagde vægt på kendskab til lokalbefolkning og lokalsamfund og på det folkelige engagement i bibliotekssagen, lagde den anden vægt på faguddannede bibliotekarer som garanten for et moderne velfungerende bibliotek og på, at biblioteket kunne bidrage til at ”læse befolkningen op”. Det blev det sidste synspunkt, der vandt og som dermed kom til at danne det ideologiske grundlag for det danske folkebibliotek. Man kan i denne forbindelse sige, at folkebibliotekerne blev funderet i en ekspertkontekst, hvor bibliotekaren var eksperten, der vidste, hvad der var godt for befolkningen at vide og læse. Dette grundlag afspejlede sig også i både form og indretning i forbindelse med de mange folkebiblioteker, der blev bygget i Danmark fra særligt 1930’erne og frem til midten af 1950’erne. Med deres søjlepartier og markante trapper ved indgangen og med deres retvinklede arkitektoniske udtryk, der i øvrigt gav bibliotekaren en god mulighed for at overvåge aktiviteterne i biblioteket, er de ofte blevet betegnet som ”klassiske videnstempler”. Gode eksempler er Aarhus Kommunebibliotek fra 1934 og Frederiksberg bibliotek fra 1935.

Kulturpolitiske strategier – peioden 1960-1980

I løbet af 1960erne bliver folkebiblioteket for alvor en del af opbygningen af det danske velfærdsamfund, idet der sker en markant udbygning af folkebibliotekssektoren. Med Biblioteksloven fra 1964 bliver folkebibliotekerne obligatoriske som kommunale institutioner, samtidig med at der indføres fri låneret. Hertil kommer, at bibliotekerne bliver yderligere professionaliseret, idet loven kræver, at alle større kommuner skal have en biblioteksuddannet leder. Endelig indfører loven begrebet filial i og med en bestemmelse om, at kommunerne skal bestræbe sig på at oprette biblioteksfilialer, hvor behovet var tilstede. Udbygningen af folkebiblioteket skal ses i tæt sammenhæng med oprettelsen af kulturministeriet i 1961. Det arbejdede ud fra en strategi om at demokratisere kulturen, det vil sige gøre den tilgængelig for hele befolkningen uanset social baggrund eller geografisk placering. De velfærdsorienterede kulturpolitiske visioner kommer ikke kun til udtryk i udbygningen af biblioteksvirksomheden men også i tilvækst af nye medier, som f.eks. grammofonplader og i et bredt spektrum af kulturelle aktiviteter og formidlingsformer på biblioteket i form af f.eks. børneteater, filmforevisninger og udstillinger. Den trykte bog som bibliotekets hovedmedie bliver dog for alvor først udfordret med introduktionen af de nye digitale medier omkring årtusindeskiftet.

Folkebibliotekernes ekspansion kommer til udtryk i en lang række nybyggede biblioteker i løbet af 1960’erne og 1970’erne, der i både form og indhold afspejler tidens ambitiøse biblioteksvisioner. Et idealtypisk eksempel er Lyngby Stadsbibliotek, der bliver indviet i 1968 og som indeholder kunst- og musikbibliotek, bibliotekscafé, udstillingsarealer og kreativt udformet børnebibliotek. Herudover er biblioteket indrettet luksuriøst med tidens danske design-ikoner. I slutningen af 1960’erne bliver den kulturpolitiske strategi om at demokratisere kulturen suppleret med en ny vision om at understøtte det såkaldt kulturelle demokrati. Denne udvikling får bibliotekarerne til at vende blikket mod brugerne (og ikke mindst ikke-brugerne) af biblioteket. Det sker bl.a. ved at tilføje nye og mere populærkulturelle medier til bibliotekernes samlinger, ved at opprioritere repræsentationen af mere marginaliserede kulturformer som kvindekultur eller arbejderkultur på biblioteket. Man kan i denne forbindelse sige, at den tidligere omtalte ekspertkontekst suppleres med en orientering mod brugerne og de forskellige kulturer, som brugerne repræsenterer.

Markedstankegangen vinder indpas – perioden 1980-2000

Ved indgangen til 1980’erne bliver den højkonjunktur, der var en væsentlig faktor bag de foregående årtiers udbygning af velfærdsstaten, afløst af økonomisk krise. Krisen påvirker også folkebibliotekerne, der i disse år må kæmpe med personalereduktioner, indskrænkninger af åbningstider, nedlæggelse af filialer og nedskæringer på materialebudgettet. Hvor kommunerne tidligere havde fået refunderet halvdelen af deres udgifter på folkebiblioteker bliver bibliotekerne i 1983 del af de kommunale bloktilskud, og som sådan må de nu også leve med den usikkerhed, der er forbundet med at være afhængige af kommunale prioriteringer. Samtidig står bibliotekerne over for en ny og betydelig udfordring i og med den informationsteknologiske udvikling, der for alvor begynder i dette årti. For folkebibliotekerne er det spørgsmålet, om informationsteknologien i form af elektronisk databehandling vil føre dem ind i det 21. århundrede, eller i værste fald helt overflødiggøre bibliotekarerne. Hertil kommer en intensiveret konkurrence fra et ekspanderende tv-udbud, nye medier og stadigt flere begivenhedskulturelle tilbud.

Folkebibliotekerne reagerer på udviklingen ved blandt andet at bevæge sig i nye retninger. En af disse er at gøre forskellige tilnærmelser til det private erhvervsliv i form af at etablere informationsservice og erhvervsservice på bibliotekerne. Opmærksomheden mod erhvervslivet kan også ses som et tegn på, at en generelt mere markedsorienteret tankegang begynder at vinde indpas på folkebibliotekerne. Det kommer til udtryk ved at bibliotekarerne nu ofte omtaler bibliotekets brugere som ”kunder”, ligesom materialevalget i højere grad bliver efterspørgselsorienteret. Også i biblioteksbyggeriet afspejles udviklingen, idet bibliotekerne forsøger at blive mere ”levende” og oplevelsesorienterede. Det gælder f.eks. folkebiblioteket i Otterup på Fyn fra 1988, der med inspiration fra detailhandlen placerer et ”marked” i midten af biblioteket med de mest efterspurgte emner. En anden væsentlig tendens frem mod årtusindeskiftet er, at folkebiblioteket i tiltagende grad søger at finde sin fremtidige rolle i en omverden under stadig hastigere forandring. Således er der en række forsøg med at lade biblioteket indgå i forskellige nye sammenhænge. Det kan f.eks. dreje sig om samarbejde med fagforeninger og oplysningsforbund eller etablering af specialbiblioteker såsom Databiblioteket i København eller Fremtidsbiblioteket i Aarhus. Samtidigt gør folkebibliotekerne sig gældende i forhold til at imødegå den risiko for en opsplitning af befolkningen i et informationsteknologisk A- og B-hold, der har høj politisk opmærksomhed i tiden. Folkebibliotekerne forsøger også at synliggøre og iværksætte deres potentiale i forhold til det stigende antal etniske minoriteter, der bliver en del af befolkningen. Begge opgaver peger ind i det næste årtusinde, hvor biblioteket som lærings- og møderum sammen med andre nye opgaver får stor opmærksomhed.

Folkebiblioteket efter årtusindeskiftet

Hovedtemaet ved årtusindeskiftet er først og fremmest den digitale udvikling, der har voldsomme konsekvenser – også for folkebibliotekerne. Digitaliseringen medfører bl.a., at folkebibliotekerne må udvikle en række nye medieplatforme og nye digitale tilbud til sine brugere, som f.eks. Bibliotek.dk, Forfatterweb, Faktalink, Filmstriben, eReolen og Litteratursiden, ligesom det på mange andre måder må gentænke sig selv. Folkebiblioteket, som en samling af fysiske materialer og en samlet indgang til informationer, giver ikke længere samme mening i en ny virkelighed, hvor alt er tilgængeligt på internettet 24/7. Digitaliseringen bliver også en væsentlig del af den indtil videre seneste lov om biblioteksvirksomhed fra 2000, hvor det hedder, at folkebibliotekerne skal stille elektroniske informationsressourcer til rådighed, herunder adgang til internet og multimedier.

At folkebibliotekernes fokus flytter sig fra samlingen, afspejles også i en række forskellige – og engelsksprogede – slogans som f.eks.”from content to context”, ”from collection to connection” eller ”from collection to creation”, der bliver anvendt af biblioteksprofessionelle til at beskrive udviklingen. Alle betegner de en bevægelse fra materialerne til formidlingen, bibliotekets brugere og det omgivende samfund. Konkret får dette mange og meget forskellige udtryk. Det gælder f.eks. brugerdrevne arrangementer og aktiviteter som læse- og lytteklubber, etablering af makerspaces, hackerspaces og fablabs , indgåelse af nye partnerskaber med lokale aktører fra civilsamfund og erhvervsliv, brug af frivillige, oprettelse af venneforeninger samt tilrettelæggelse af forskellige former for møderum for borgerne i biblioteket. Det ændrede fokus kommer også til udtryk, når bibliotekarerne bevæger sig ud af biblioteket for at møde borgerne, der hvor de er: på stranden, på byens torv eller på musikfestivalen.

Danskernes digitale bibliotek og åbne biblioteker

Den digitale udvikling bliver anstødssten til, at kulturministeren nedsætter Udvalget for Folkebibliotekerne i Videnssamfundet, der i 2010 kommer med en rapport af samme navn. Rapporten indeholder en række anbefalinger, der bl.a. drejer sig om at styrke bibliotekernes lærings- og inspirationstilbud til brugerne, at bibliotekerne skal arbejde systematisk med at udvikle partnerskaber med det omgivende lokalsamfund, og at der skal være et forstærket fokus på kompetence og organisationsudvikling i folkebibliotekerne. Men der er særligt to af rapportens anbefalinger, som det er værd at fremhæve: Anbefalingen om, at etablere Danskernes Digitale Bibliotek og anbefalingen om, at etablere åbne biblioteker som et nyt fleksibelt bibliotekstilbud. Danskernes Digitale Bibliotek (DDB) er i dag et udbygget samarbejde mellem Kulturministeriet og Kommunernes Landsforening, der arbejder på at skabe en fælles platform for bibliotekernes digitale udbud, at hjælpe bibliotekerne med at skabe nye tilbud til brugerne og ikke mindst at skabe fælles database- og søgesystemer, fælles licensstyring på e-bøger og database adgange.

Databaserne for bibliotekernes samlede bestand i Danmark drives af Dansk Bibliotekscenter as (DBC) som bl.a. også udvikler søgesystemer og systemer til lånesamarbejde for fysiske materialer mellem bibliotekerne. Ligesåvel som DBC driver en del af rygraden i det nye fælles bibliotekssystem Cicero, som anvendes af alle folke- og skolebiblioteker i Danmark.

Anbefalingen om at etablere åbne biblioteker skal ses på baggrund af, at kommunalreformen fra 2007, der reducerede antallet kommuner i Danmark betragteligt, også betød, at mange folkebiblioteksfilialer blev nedlagt, og at biblioteksbetjeningen af borgerne dermed blev vanskeligere. Ved at gøre bibliotekerne åbne uden for normal åbningstid og uden tilstedeværelsen af bibliotekarer var det forestillingen, at man til en vis grad kunne kompensere for konsekvenserne af kommunalreformen på biblioteksområdet. Konceptet har vist sig overlevelsesdygtigt, og i dag eksisterer der åbne eller betjeningsløse bibliotekstilbud i en lang række kommuner. Blandt biblioteksprofessionelle er der dog ikke enighed om værdien af åbne biblioteker. Således mener nogle, at et folkebibliotek uden professionel biblioteksbetjening i realiteten ikke kan betegnes som et folkebibliotek, mens andre hævder, at de ubetjente åbningstimer giver borgerne mulighed for at bruge folkebiblioteket i et helt nyt omfang. Inden vi forlader Folkebibliotekerne i Videnssamfundet helt, skal det næves, at det var i denne rapport, at den såkaldte fire-rumsmodel for folkebiblioteket, der beskriver folkebiblioteket som henholdsvis et oplevelsesrum, et læringsrum, et møderum og et performativt rum optrådte for første gang. Modellen er efterfølgende blevet et ofte anvendt redskab for biblioteksbyggeri, -indretning og -udvikling i både ind- og udland.

På samme måde som konceptet med åbne biblioteker kan dele vandene, gælder det også for indførelsen af borgerservice på folkebibliotekerne, der fandt sted i samme periode. Nogen betragter det, at borgerne kan hente deres pas med videre på biblioteket som en naturlig service, der i øvrigt både kan styrke folkebiblioteket i den kommunale prioritering og tiltrække borgere, der ellers ikke normalt bruger biblioteket. Andre finder, at det folkebibliotek, der ellers var et frirum for alle, nu i højere grad er et offentligt kontor, med alt, hvad dette måtte indebære af kontrol og krav til borgerne.

Nye medarbejdere på bibliotekerne

Med biblioteksloven fra 2000 blev det muligt at ansætte biblioteksledere med en anden faglig baggrund end bibliotekarisk. Det blev startskuddet for en udvikling på folkebibliotekerne, der betyder, at ikke blot lederne, men også medarbejderne i dag har forskellige faglige baggrunde. Tidligere havde alle, der arbejdede med samlingerne og formidlingen i folkebibliotekerne uddannelsesmæssig baggrund fra Danmarks Biblioteksskole, der i 2010 skiftede navn til Det Informationsvidenskabelige Akademi. De havde titlen bibliotekar DB eller cand.scient.bibl. Ansættelsen af personale med forskellige faglige baggrunde betyder, at medarbejderne og deres kompetencer i dag fremstår langt mindre homogene, end tidligere. Hertil kommer, at der også er etableret en ny uddannelse rettet mod biblioteksfeltet på Syddansk Universitet. Fra 2018 udfaser Det Informationsvidenskabelige Akademi, der i mellemtiden har fusioneret med Københavns Universitet og nu skiftet navn til Institut for Informationsstudier, uddannelsen Bibliotekar DB. I stedet tilbydes et uddannelsesspor, der retter sig mod hele ABM-feltet (arkiver, biblioteker og museer). Denne udvikling betyder også, at de medarbejdere, som borgeren møder på biblioteket kan have mange forskellige titler som f.eks. bibliotekar, litteraturformidler, kulturformidler eller biblioteksformidler.

Bibliotekets rum

I årene omkring årtusindeskiftet var der mange, der spåede, at det fysiske folkebibliotek mere eller mindre ville forsvinde. Det ville så at sige opløse sig i cyberspace, idet borgerne kunne få opfyldt deres behov for kultur, viden og information på internettet. Det viste sig ikke at holde stik. Tværtimod kan man hævde, at det fysiske bibliotek har fået en renæssance, idet der gennem de seneste to årtier er blevet bygget en række nye og markante folkebiblioteker rundt om i landet. Dokk1 i Århus fra 2014 er nok det mest spektakulære eksempel. Andre eksempler er Kulturøen i Middelfart fra 2005, hovedbiblioteket i Herning ligeledes fra 2014, biblioteket på Rentemestervej i det nordvestlige København fra 2012, biblioteket/multikulturhuset i Sønderborg fra 2017 eller senest Tingbjerg bibliotek og kulturhus i København, der er åbnet i 2018.

Folkebiblioteket er stadigvæk den kulturinstitution i Danmark, der benyttes af flest borgere. Samtidigt bliver biblioteket også benyttet af mange forskellige borgere i forhold til fordeling på alder, indkomst og uddannelsesniveau. Hertil kommer, at borgere med anden etnisk baggrund benytter biblioteket mere end andre borgere. Til gengæld er det tydeligt, at borgerne bruger biblioteket på andre måder end tidligere, idet udlånstallene for fysiske materialer er faldet markant, og endnu ikke er erstattet af en tilsvarende stigning for de digitale materialer. Det betyder, at folkebibliotekerne i dag bliver indrettet anderledes end tidligere, således at materialesamlingen reduceres og tildeles mindre plads, mens studiepladser, scener for forskellige former for formidling og plads til, at borgerne kan opholde sig og møde andre, bliver opprioriteret. Særligt har der gennem de seneste år været fokus på biblioteket som møderum eller som 3. sted. Det vil sige som rum, hvor borgerne kan møde hinanden på tværs af de cirkler, man normalt færdes i. Biblioteket som læringsrum har også haft høj prioritet, hvilket kan ses i sammenhæng med krav om livslang læring i almindelighed og indførelse af skolereformen i 2014 i særdeleshed. Nogle finder denne udvikling uheldig, da folkebiblioteket dermed synes at svigte sin traditionelle funktion som samling af bøger. Andre mener derimod, at det er en helt naturlig og nødvendig udvikling, hvis folkebiblioteket skal bevare og udvikle sin relevans for borgerne i det 21. århundrede.

En ting er givet: Forandringerne betyder, at hverken folkebibliotekets klassiske identitet længere ligger fast, eller at dets samfundsmæssige legitimitet er givet på samme måde som før. Det medfører, at medarbejderne på folkebibliotekerne i dag i højere grad end tidligere må forklare, hvorfor de valg, som de foretager, og de muligheder, som de tilbyder borgerne, handler om kultur, dannelse og oplysning i det 21. århundrede præcis som udlån af bøger og andre materialer gjorde det i det 20. århundrede. Udviklingen danner også baggrund for, at kulturministeren i efteråret 2018 har indledt en debat om, hvorvidt den gældende bibliotekslov fra 2000 bør ændres, således at den bliver mere tidssvarende. Fortalere i folkebibliotekssektoren for at ændre loven mener, at den dels er bundet op på materialer og medier, der ikke længere er relevante, og at bibliotekets nye betydning for lokalsamfundet bør optræde eksplicit. Fortalere for at bevare loven i sin nuværende form mener derimod, at der er tale om en bred rammelov, som ikke udelukker nogen aktiviteter, og at en eventuel ny lov vil kunne medføre uheldige begrænsninger.

Fremtidens bibliotekstilbud

Folkebibliotekets rolle i samfundet er at skabe værdi for borgerne og for samfundet. Gennem de sidste 100 år er dette sket på forskellig måde: Frem til begyndelsen af 1960’erne ved at ”læse befolkningen op” gennem den gode litteratur udvalgt af faguddannede bibliotekarer. Senere ved lade bibliotekstilbuddet indgå som en del af velfærdsudviklingen og sørge for, at alle borgere fik nogenlunde samme mulighed for biblioteksbetjening uanset socialt tilhørsforhold eller uanset, hvor i landet man boede. Fremtidens folkebibliotekstilbud vil sandsynligvis på én gang både være ensartet og samtidig væsentligt mere forskelligartet, end det tidligere har været tilfældet. På den ene side vil der være en række digitale bibliotekstilbud, som er fælles og nationale. På den anden side vil det fysiske bibliotekstilbud i højere grad være målrettet det lokalsamfund, som biblioteket er del af. Er biblioteket f.eks. placeret i et område med mange unge eller mange børnefamilier, vil det afspejles i bibliotekets form og indhold. At biblioteket kommer til at afspejle lokalområdet hænger også sammen med, at bibliotekerne satser på forskellige former for lokale partnerskaber, at de er blevet mere bevidste om deres rolle i den lokale udvikling, og at de nu for alvor også inviterer borgerne til at være medskabende af biblioteket og dets tilbud. Nogle steder, som f.eks. i Københavns Kommune har man valgt at nedprioritere biblioteksbetjeningen af den almindelige bruger til fordel for mere svage grupper blandt biblioteksbrugerne. Det er ligeledes et forhold, der kan betegnes som en differentiering af bibliotekstilbuddet til befolkningen. Tankegangen er, at de, der kan klare sig selv også bør klare sig selv. Hvorvidt det er hensigten med folkebiblioteket kan, som mange andre af de forhold, der er beskrevet i ovenstående, diskuteres.