England er et af fire lande der tilsammen udgør Storbritannien. De tre øvrige lande er Skotland, Wales og Nordirland. England er klart det største af de fire lande og har også den største befolkning. Englands indbyggere udgør mere end 83% af den samlede befolkning i Storbritannien. England er altså en nation, der indgår i Storbritannien, og hvis fulde engelske navn er United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland. På dansk Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Englands areal er 130.279 km2, og indbyggertallet er 53 millioner. Det gør England til et af de tættest befolkede områder i Europa. Når man i Danmark bruger begrebet England, taler man ofte om hele den britiske hovedø og om hele den britiske nation bestående af Storbritannien og Nordirland.
Hvor ligger England?
England udgør den sydlige og mellemste del af øen Storbritannien der ligger i det nordvestlige Europa. England ligger vest for Danmark med Nordsøen imellem. England grænser mod nord op til Skotland og mod vest til Wales. Den eneste større ø, som hører til England, er Isle of Wight, der ligger syd for selve øen Storbritannien. Englands kyster grænser til Nordsøen, Det Irske Hav, Det Keltiske Hav, Bristolkanalen og Den Engelske Kanal. På den anden side af den engelske kanal ligger Frankrig.
Hvad hedder Englands hovedstad?
Englands hovedstad London ligger i det sydøstlige England ved floden Themsen. London er hovedstad i England og i hele Storbritannien. Londons historie går flere tusinde år tilbage da romerne grundlagde en by ved floden Themsen, og som blev hovedstad for den romerske provins i England, Britannia. Efter normannernes erobring i 1000-tallet blev London den nye hovedstad i kongeriget England, og det har den været siden. I 1600-tallet blev London ramt af pest og en stor brand, men kom sig og fortsatte med at vokse. I 1700- og 1800-tallet var London verdens største by og hovedstad i Det Britiske Imperium. Indbyggertallet steg fra 1 million i 1800 til over 6,5 millioner 100 år senere. I mellemtiden var London blevet en af verdens førende byer inden for politik, handel og kultur. Siden blev byer som New York og Paris lige så vigtige, og andre byer vokser sig større. Men London er stadig en af verdens største byer; nu bor der cirka 7,5 millioner i London centrum og over 13 millioner i London med forstæder.
I 1800-tallet var byen overbefolket og havde mange slumkvarterer. Det beskrives i forfatteren Charles Dickens berømte roman Oliver Twist.
Under 2. Verdenskrig blev store dele af byen ødelagt af tyske luftbombardementer.
Fra 1950’erne og til i dag er der kommet mange indvandrere til byen fra lande, som tidligere have været en del af Det Britiske Imperium, bl.a. Jamaica, Indien og Pakistan. Der er også kommet indvandrere fra mange andre lande, så i dag er London en af de mest etnisk blandede byer i Europa. Der tales mere end 300 forskellige sprog i London, og der bor både kristne, muslimer, hinduer, jøder, buddhister og tilhængere af andre religioner.
London har over 40 universiteter. Byen har været vært for De Olympiske Lege i 1908, 1948 og 2012.
London er kendt for verdens ældste undergrundsbane og for det største udsigtspariserhjul i verden, London Eye.
Hvert år besøger omkring 15 millioner turister og forretningsfolk London.