Indledning

Før 2010 var der ikke mange, der havde hørt om WikiLeaks, og endnu færre vidste, hvad det drejede sig om. Men det skulle snart ændre sig: En lille, mystisk organisation har sat verden på den anden ende og udfordret både magthavere og medier med en helt ny og spændende cocktail af hemmeligheder, dokumentation og moderne græsrodsarbejde. Men hvad er WikiLeaks, og hvem står bag? Er der tale om det moderne informationssamfunds Robin Hood-klub, eller er det snarere en uansvarlig gruppe selviscenesættende charlataner, der tilsidesætter andres sikkerhed og den offentlige orden for at skabe lidt ballade?

Stifteren af Wikileaks, Julian Assange, blev i maj 2019 Assange idømt 50 ugers fængsel for at have søgt tilflugt på Ecuadors ambassade og hermed bryde reglerne for løsladelse mod kaution. I februar 2020 begyndte retssagen mod ham, hvor han er anklaget for med WikiLeaks afsløringerne at have offentliggjort hemmeligstemplede dokumenter, der ifølge anklageskriftet skulle have bragt den amerikanske stat i fare. Assange selv holder fast i, at afsløringerne var nødvendige for at bringe alvorlige brud på menneskerettigheder frem i lyset.

Europæisk database over mistænkte skal gøre det lettere for efterretningstjenester at dele informationer.

efterretningstjenester_faktalink_20160809-083225-A-1000x666we.jpg

Efterretningstjenester

Whistleblower Chelsea Manning talte ved South by Southwest festivalen i Austin, Texas den 13. marts 2018.

whistleblower_faktalink_20180313-183653-5-1000x666we.jpg

Whistleblower

Relaterede emner

I videoen forklarer stifteren af WikiLeaks, Julian Assange, hvorfor han mener, at der er brug for WikiLeaks. TED talk.

Julian Assange: Why the world needs WikiLeaks

Historie

Historie og udvikling

Hvad er WikiLeaks?

WikiLeaks er en hjemmeside, der publicerer dokumenter og originalt kildemateriale fra myndigheder, ministerier, institutioner og organisationer, som er blevet lækket af medarbejdere, tidligere ansatte eller hackere. Hjemmesiden blev lanceret i december 2006, formodentlig af den australske journalist Julian Assange. WikiLeaks er en sammentrækning af ordene “wiki” og “leaks”. Begrebet “wiki” beskriver en måde at konstruere hjemmesider på med enorme mængder data, som kan redigeres af flere mennesker på samme tid. Ordet “leaks” betyder ganske enkelt “læk” på engelsk.

Hvordan startede WikiLeaks?

WikiLeaks-organisationen blev officielt stiftet ved registreringen af hjemmesiden [https://wikileaks.org/](https://wikileaks.org/) i 2006. Sandsynligvis har der inden da eksisteret en eller anden form for uofficiel og til dels hemmelig gruppe af personer, som har udtænkt konceptet og arbejdet på at lække dokumenter til offentligt tilgængelige servere. Hvem der oprindeligt stod bag ideen, og i hvilke kredse konceptet er blevet udviklet, står ikke klart, og den nuværende organisation bag WikiLeaks er heller ikke meget for at oplyse, hvordan hjemmesiden startede op, eller hvordan den drives i dag.

Organisationens egen hjemmeside, [https://wikileaks.org/](https://wikileaks.org/), nævner dog selv, at kredsen bag organisationen, før den blev officielt stiftet, bestod af både en gruppe kinesiske dissidenter, vestlige journalister og et netværk af matematikere og dataloger fra hele verden. I de første måneder efter lanceringen af websitet verserede der rygter på internettet om, at organisationen havde til hovedformål at spionere på kinesiske hackere, for derigennem blandt andet at få oplysninger frem om for eksempel forbudte tibetanske frihedsorganisationer, hvis offentliggørelse kunne være interessant for Kina. Det blev dog prompte afvist af organisationen selv. Ifølge en pressemeddelelse, som kunne læses på forsiden af hjemmesiden, blev maksimalt en håndfuld dokumenter, der omhandlede emner af interesse for de kinesiske myndigheder, lagt op på en enkelt af WikiLeaks' servere i løbet af hele 2006. Pressemeddelelsen er ikke længere tilgængelig, men er citeret på Wikipedias engelske side om organisationen (se kilder). Desuden oplyses det i pressemeddelelsen, at de berørte parter alle var blevet informeret af WikiLeaks selv om risikoen for, at visse ømtålelige informationer var endt i de kinesiske myndigheders hænder. Årsagen til, at der verserede rygter om, at der var blevet lækket oplysninger til efterretningsfolk, var ifølge samme udtalelse fra WikiLeaks, at der var personsammenfald mellem en kontakt i Kina og en større spionageundersøgelse, som WikiLeaks ikke havde nogen tilknytning til. Dermed menes, at en af de frivillige, som leverede materiale til nogle af de tidligste læk, samtidigt var mistænkt for at arbejde for en fremmed efterretningstjeneste, og at hans eller hendes færden og aktiviteter viste sig at være overvåget af kineserne.

Hvem er Julian Assange?

Julian Assange er en australsk statsborger, født i 1971, som af mange opfattes som den egentlige stifter af og mand bag WikiLeaks. Han har en baggrund med flere, ufærdige universitetsstudier, heriblandt datalogi, matematik, filosofi og fysik. Assange har aldrig selv villet omtale sig som ”stifter” eller ”leder” af WikiLeaks; han siger derimod, at han tilhører den ni mand store bestyrelse for organisationen, og at hans titel er enten ”talsmand” eller ”chefredaktør”, afhængig af, hvilket emne han udtaler sig om.

Ifølge Wikipedia begyndte Julian Assange som teenager i 1987 at hacke sig ind på forskellige centrale computere rundt om i verden og benyttede tilnavnet ”Mendax”. Han blev i 1992 i Melbourne, Australien, dømt for 24 hackerangreb, men fordi der ikke var nogen mistanke om, at han havde foretaget sig andet end nysgerrig snusen rundt – og altså ikke havde haft til motiv at skade nogen med sine aktiviteter – blev han kun idømt en bødestraf. Året efter stiftede han i samarbejde med nogle venner fra hacking-miljøet en af de første australske internetudbydere, og i 1997 var han med til at designe noget, som skulle blive vigtigt for hans kommende arbejde; kodemetoden Rubberhose. Navnet er en henvisning til et vigtigt træk ved kodning af data, såkaldt kryptering. Metoden sikrer, at de, som har adgang til de krypterede data, troværdigt skal kunne nægte kendskab til, hvordan man åbner krypteringen. De skal så at sige ikke kunne tvinges til at oplyse koden ved at blive slået med en gummislange – rubberhose Metoden er altså et redskab til at beskytte personer, der ligger inde med fortrolige data, mod tortur. Hvis de, som ønsker adgang til dataene, ved, at tortur ikke vil have nogen effekt, vil torturen jo være nytteløs. Dette redskab var udviklet særligt for at beskytte hjælpearbejdere, som skulle bruge sikre arbejdsforhold i farlige områder som f.eks. borgerkrigszoner.

Hvem står bag WikiLeaks?

WikiLeaks er en såkaldt “non-profit”-organisation. Det vil sige, at WikiLeaks i modsætning til et firma eller en koncern, er en sammenslutning, der ikke har til formål at lave overskud til ejere eller aktionærer. Det betyder også, at meget af det arbejde, som bliver udført for organisationen, bliver lavet af frivillige. De gør det altså af idealistiske årsager, for eksempel fordi de mener, at organisationen gør et vigtigt stykke arbejde. Der er dog også nogle, som mener, at WikiLeaks-projektet tiltrækker personer, som har andre typer af motiver, for eksempel personlige hævnmotiver eller ønsket om hurtig berømmelse eller simpel spænding. Ifølge en dokumentarfilm, som den svenske nationale tv-kanal SVT sendte i november 2010, arbejdede der tilbage i oktober 2010 omkring 40 mennesker på fuld tid på verdensplan for WikiLeaks. Disse mennesker udførte ikke lønarbejde, men var engageret i frivilligt arbejde for organisationen og måtte altså tjene til at overleve på anden vis. Desuden er en masse journalister på verdensplan i større eller mindre grad med til at redigere artikler og informationer til WikiLeaks, som de samtidig kan bruge i deres respektive medier. Det gælder for eksempel aviser som britiske The Guardian og danske Dagbladet Information samt tv-stationer som britiske BBC og NRK i Norge

Hvordan definerer WikiLeaks selv deres målsætning og mission?

Siden lanceringen i december 2006 har der på hjemmesiden [https://wikileaks.org/](https://wikileaks.org/) været en beskrivelse af WikiLeaks. Første afsnit af denne beskrivelse kan karakteriseres som en form for formålsparagraf: “Vores mål er at viderebringe vigtige nyheder og informationer til offentligheden. Vi tilbyder en nytænkt, sikker og anonym metode til at lække hemmelige informationer for vore journalister; den elektroniske drop-box. En af vore vigtigste opgaver er at offentliggøre det originale kildemateriale til vore nyhedshistorier, så læsere og historikere kan få bevidnet sandheden. \[...\] WikiLeaks arbejder på at rapportere og udgive skjulte informationer, og vi udvikler også nye teknologier, som kan støtte vore aktiviteter i fremtiden.”

Hvad var WikiLeaks første afsløring?

Det første dokument, som blev offentliggjort på [WikiLeaks.org](https://wikileaks.org/) i december 2006, var en ordre til at dræbe et antal somaliske embedsmænd, underskrevet af den magtfulde sheik Hassan Dahir Aweys. Aweys er en religiøs leder af en af de såkaldte “sharia-domstole”, som i en årrække havde underlagt sig dele af Somalia – blandt andet hovedstaden Mogadishu – som de regerede under et strengt religiøst diktatur. Der var dog næsten ingen dækning af dette i Vesten, og historien blev for eksempel ikke bragt i nogle af de danske dagblade. At offentliggørelsen af et sådant dokument ikke skabte voldsomt røre, skal nok ses i lyset af, at Somalia i de seneste tre årtier har ligget i en næsten uafbrudt, blodig borgerkrig og borgerkrigslignende konflikter, og at drab som en del af det politiske magtspil i landet er blevet en del af hverdagen. På den måde er den somaliske virkelighed så at sige allerede så grotesk, at det ikke i sig selv tiltrækker opmærksomhed at kunne dokumentere likvideringer, selv når det sker på højeste politiske plan.

Hvilken WikiLeaks-afsløring fik som den første mediernes bevågenhed?

Den første afsløring fra WikiLeaks, som for alvor skabte international opmærksomhed og fik politiske konsekvenser, var også fra Afrika, nemlig Kenya. Oplysningerne kom imidlertid ikke frem i lyset gennem distribution på organisationens hjemmeside. I stedet benyttede journalister fra den britiske avis The Guardian sig af rapporter fra siden til at opsøge flere kilder og informationer, som i sidste ende førte til, at avisen kunne afsløre massive korruptionsanklager mod Kenyas præsident gennem 24 år, Daniel arap Moi. Disse historier blev bragt i The Guardian hen over sommeren 2007, og et år senere kunne WikiLeaks.org så offentliggøre en rapport fra den kenyanske menneskerettighedsgruppe National Commission on Human Rights (NCHR), der dokumenterede sager om politivold og drab på civile i landet. Denne rapport gav WikiLeaks Amnesty Internationals mediepris i Storbritannien. Under kilderne er der link til NCHRs hjemmeside, hvor der er henvisninger til andre rapporter – linket til rapporten om valget i 2007 er desværre ikke brugbart længere.

Aktiviteter

WikiLeaks’ større aktiviteter

Hvad var Climategate?

WikiLeaks blev for første gang rigtigt internationalt kendt i november 2009. Kort før COP15-topmødet i København, hvor 193 lande skulle blive enige om en ny, fælles, forpligtende klimaaftale, blev der lækket en stor samling af fortrolige e-mails mellem de ansatte på det store, ansete institut for klimaforskning på det britiske University of East Anglia. Disse mails afslørede, at der i den interne kommunikation blandt instituttets forskere herskede en meget hånlig tone over for såkaldte ”klimaskeptikere”, altså forskere, som ikke mener, at den globale opvarmning er menneskeskabt. Den lækkede e-mail-korrespondance skabte desuden mistanke om, at institutlederen, professor Phil Jones, skulle have bedrevet videnskabelig uredelig forskning for at fremme bestemte synspunkter i klimadebatten. Dokumenterne vakte mistanke om, at Jones havde negligeret data, der modsagde hans teorier, og alene promoveret og viderebragt data, der talte for hans egne teorier. Lækagen førte også til lignende anklager mod en forsker ved Penn State University i USA, Michael E. Mann, og anklagerne mod de to forskere fik den konsekvens, at uvildige komiteer under de respektive universiteter foretog en undersøgelse, som dog konkluderede, at anklagerne var uden hold i virkeligheden.

Hvilken principiel debat rejste Climategate?

Som en konsekvens af lækagen blev der samtidig indledt en politiundersøgelse af det indbrud i universitetets mailserver, som havde muliggjort lækagen, ligesom sagen satte gang i en mere principiel debat i britiske medier om lukketheden på universiteterne og den begrænsede adgang for offentligheden til forskernes resultater og baggrunden for dem. Flere kritikere mente, at universiteterne med deres lukkethed havde fremprovokeret en nysgerrighed, som havde ført til indbruddet i mail-serveren – og den efterfølgende beklikkelse af forskernes faglige integritet. Havde forskerne i stedet været mere åbne om deres metoder og resultater, ville indbruddet muligvis aldrig have fundet sted, lød et af argumenterne. En gennemgang af sagen og en opsummering af resultatet, kan læses på fagavisen Ingeniørens hjemmeside (se kilder).

Hvad var ’Collateral Murder’-sagen?

I april 2010 offentliggjorde WikiLeaks en video, der hurtigt blev verdenskendt. Det var en sort-hvid film fra et overvågningskamera på en amerikansk helikopter i Bagdad 2007, og den viste, hvordan et tv-hold fra nyhedsbureauet Reuters bestående af journalisterne Saeed Chmagh og Namir Noor-Eldeen blev skudt ned af amerikanske styrker, fordi deres kameraer blev opfattet som våben.

Der havde været hårde kampe i området tidligere på dagen, og flere af de andre tilstedeværende i filmen bar noget, der lignede våben, men ingen af dem var involveret i kampe, og angrebet fra helikopteren kom åbenlyst som en overraskelse. En forbipasserende bilist, som var blevet fanget i krydsilden, mens han kørte sine børn til skole, forsøgte at redde en af de sårede, hvorefter han og hans bil også blev beskudt med antitank-ammunition.

Den respekterede uafhængige tv-kanal Al Jazeera, der er baseret i golfstaten Qatar, bragte i april 2010 en dokumentarfilm på deres engelsksprogede kanal, der gav en grundig gennemgang af videoen, og beskrev hvilke reaktioner den affødte, inklusive et interview med Julian Assange. Denne dokumentar er i dag lagt på Youtube med tilladelse fra tv-stationen – se link under henvisningerne.

Hvilken principiel debat medførte ’Collateral Murder’-sagen?

Videofilmen, som blev kendt under titlen “Collateral Murder”, blev set af millioner af mennesker verden over og medførte en regulær mediestorm. Fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagons side, og fra højreorienterede amerikanske medier som Fox News blev der rettet en skarp kritik af WikiLeaks, som blev beskyldt for at havde redigeret i videoen for at få handlingsforløbet til at tage sig ud på en anden måde, end det egentlig var foregået. Til gengæld blev der fra talrige andre medier, menneskerettighedsorganisationer og politikere rettet skarp kritik mod det amerikanske militær for at forsøge at dække over egne fejl og for ikke at ville gå ind i en debat om, hvilke metoder og praksisser der i en krigssituation kan føre til unødvendige drab på civile.

En af de ting, som overraskede og forfærdede mange seere, var den skødesløse og næsten sejrslystne måde, hvorpå helikopterpiloterne diskuterede slagets gang. Ifølge en artikel i den britiske avis The Guardian fra 8. april 2010 var det netop denne omgang med krigens grusomheder, der var udslagsgivende for, at debatten om nødvendigheden af disse læk bredte sig med så stor hast. WikiLeaks har i øvrigt oprettet en særlig side til filmen, og links til begge disse kilder kan ses under henvisningerne.

Hvad fulgte efter ’Collateral Murder’-sagen?

At WikiLeaks valgte at frigive ’Collateral Murder’-videoen alene, var formodentlig en måde at tiltrække sig opmærksomhed fra mulige samarbejdspartnere i de konventionelle medier. De konventionelle medier er et begreb, der dækker over medieformer, der har været til stede, før internettet blev tilgængeligt; det vil for eksempel sige aviser, tv, radio og magasiner. Tanken var, ifølge Daniel Domscheit-Bergs udtalelse til svensk tv, at inspirere til et samarbejde, som kunne tilbyde nogle ressourcer som organisationen bag WikiLeaks ikke på dette tidspunkt havde, og som var nødvendige for at kunne behandle de meget store datamængder, de lå inde med. Organisationen var nemlig kommet i besiddelse af noget meget større end en enkelt video. Gennem flere forskellige kilder havde de fået fingrene i officielle militære logs, en slags elektroniske dagbogsoptegnelser, som de amerikanske soldater i Afghanistan og Irak førte for hver eneste situation, de var involveret i – store som små. 92.000 optegnelser fra krigen i Afghanistan og hele 394.000 rapporter fra krigen i Irak var lagret i disse logs, som WikiLeaks fik adgang til. Der er ikke tale om den samlede afrapportering fra alle enheder fra krigene, men om meget store dele af data fra især Irak-krigen. WikiLeaks begyndte i juli 2010 at offentliggøre og lancere disse logs som en opfølgning på deres offentliggørelse af ’Collateral Murder’-videoen.

Hvordan foregik frigivelsen af Afghanistan-dokumenterne?

De første af de amerikanske militære rapporter fra Afghanistan, som WikiLeaks valgte at lække, frigav organisationen til en lille gruppe aviser i juli 2010 – det drejede sig om de store og meget velrenommerede New York Times (USA), The Guardian (Storbritannien) og Der Spiegel (Tyskland). I samarbejde med journalister fra disse aviser lykkedes det WikiLeaks at udlede reelle data af de mange logs og fjerne personfølsomme oplysninger fra de frigivne dokumenter. På den måde kunne de hemmeligt stemplede dokumenter offentliggøres uden at udsætte civile afghanere for unødig risiko.

Dokumenterne indeholdt talrige optegnelser over de allierede styrkers færden i Afghanistan, heriblandt danske soldaters aktioner, og dokumenterede mange tilfælde af krigsforbrydelser og overgreb på civilbefolkningen, enten begået af allierede styrker eller af afghanske krigsherrer, som opererede, mens de allierede styrker vendte det blinde øje til.

Hvilke konsekvenser fik afsløringen af Afghanistan-dokumenterne?

Der var ganske få af de lækkede dokumenter, som fortalte noget dramatisk om den danske indsats, og de medførte kun en forholdsvis begrænset dækning i de amerikanske medier. Derfor kom det også frem – gennem et nyt dokument lækket til WikiLeaks et par uger senere – at hverken Pentagon eller det danske forsvarsministerium anså trusselsbilledet for at være særlig forværret efter lækket.

Både den amerikanske præsident Obama og den daværende danske forsvarsminister Gitte Lillelund Bech var ellers tidligt i forløbet ude med bekymrede advarsler om de mulige risici for civilbefolkninger og allierede soldater. De frygtede, at de præcise optegnelser over soldaters metoder, fremgangsmåder, indsatsområder og bevægelser ville afsløre for meget om de allierede styrkers strategier for krigen i området. Desuden argumenterede de for, at oplysninger om de civilt ansatte tolke og guider, kunne gøre dem til potentielle mål for hævnaktioner. Mindre end en uge efter lækken ændrede den amerikanske regering imidlertid standpunkt, hvilket fremgik af en officiel udtalelse fra præsident Barack Obama. I udtalelsen fremhævede præsidenten, at der ikke var nogen afgørende nye informationer i de lækkede dokumenter, og at lækket derfor mest af alt var en unødvendig aktion. Denne udtalelse kan ses i artiklen ”Nothing New in Wikileaks Afghan records leaks” fra BBC (se kilder).

Hvordan foregik afsløringen af Irak-dokumenterne?

Allerede i forbindelse med lækagen af dokumenter fra de militære operationer i Afghanistan varslede WikiLeaks, at der ville følge en langt større lækage af dokumenter fra Irak-krigen. Lækket skete den 23. oktober 2010, da WikiLeaks, igen i samarbejde med en lille, betroet gruppe af medier, kunne præsentere ikke mindre end 394.000 hemmeligstemplede dokumenter fra krigen i Irak. Igen deltog The Guardian og New York Times, men derudover var den norske tv-kanal NRK og den danske avis Dagbladet Information også involveret i afdækningen og afkodningen af de massive datamængder.

Hvilke konsekvenser fik afsløringen af Irak-dokumenterne?

Afsløringerne af dokumenterne fra Irak var med danske øjne langt alvorligere end lækket af dokumenter fra Afghanistankrigen. Der var nemlig i de lækkede dokumenter fra Irak flere uafhængige kilder, som samstemmende forklarede, at de danske styrker helt op til forsvarsministerielt niveau havde negligeret beretninger om fanger, som var blevet overleveret til irakiske politistyrker og herefter udsat for tortur. To kilder i lækken påstod endda, uafhængigt af hinanden, at der fra højtstående sted var blevet givet ordrer til ikke at efterforske anklager om tortur imod de allierede irakiske styrker eller det irakiske politi.

Ydermere viste det sig, at adskillige af de dansk ansatte lokale tolke løbende havde advaret om, at deres sikkerhed var truet, og at disse advarsler var blevet ignoreret af den danske forsvarsledelse. Ifølge dokumenterne havde forsvarsledelsens passivitet tilmed medført to likvideringer af dansk ansatte tolke, som måske kunne have været undgået, hvis advarslerne var blevet taget alvorligt.

I USA og Storbritannien, der var langt de største krigsførende nationer i Irak, hæftede kritikerne sig især ved det meget store misforhold mellem de allierede styrkers officielle angivelser af antallet af civile dræbte og de meget højere tal, der fremkom, når man nærlæste de interne militære papirer. I de lækkede dokumenter var der tale om civile tabstal på over 66.000 personer, hvilket var mange gange højere end det tidligere nævnte tal. Det officielle tabstal var aldrig blevet offentliggjort, og blandt andre den amerikanske general Tommy Franks er citeret for, at militæret ikke foretog optællinger af civile dødsfald. Den uafhængige engelske organisation Iraq Body Count har dog fulgt tabstal og undersøgt forskellige kilders oplysninger under og efter krigen. Et link til deres hjemmeside, med meget grundige oplysninger, kan ses under kilderne. Deres seneste opgørelser, som baserer sig på både WikiLeaks og lokale civile, siger, at der er endog dobbelt så mange døde, som WikiLeaksene røber, nemlig 122.000.

Hvem stod bag lækken af Afghanistan- og Irak-dokumenterne?

Det er ikke blevet endeligt afgjort, hvem der har lækket de mange papirer fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagon til WikiLeaks, og der er ikke officielt mere end en enkelt person, der er anklaget for lækken. Bradley Manning står til gengæld anklaget for at have lækket op mod halvdelen af alt det materiale, der er blevet offentliggjort, herunder den omdiskuterede video ”Collateral Murder”. Bradley Manning tjente fra 2008 til 2010 som menig i hærens efterretningstjeneste, hvor Manning arbejdede som analytiker hos feltoperationen i Irak.

Ifølge Manning blev han i løbet af 2009 overrasket over, hvor mange af de dokumenter, han behandlede, der indeholdt indicier på, at de allierede styrker løj om deres indsats i krigen, og hvor mange overgreb på civile og fanger der ifølge dokumenterne havde fundet og stadig fandt sted. Manning havde adgang til disse dokumenter gennem det såkaldte SIPRnet, en lukket internetprotokol, som kun det amerikanske forsvar kan benytte, og er den måde at tildele adresser og udveksle data på, som hele det nuværende kendte, civile internet er baseret på. Derfor begyndte Manning systematisk at smugle data ud fra sit kontor og hjem til sin bolig på militærbasen, brændt på en brændbar CD, som han medbragte i sin discman, med påskriften ”Lady Gaga”. Disse hemmelige dokumenter, i alt mindst 260.000, videregav Bradley Manning muligvis senere til WikiLeaks. Manning betroede sig i maj 2010 til en hacker, Adrian Lamo, som han kendte fra før sin ansættelse i militæret, og ifølge ham selv, var det Lamo som videregav oplysningerne om dette tyveri af data til de amerikanske militære myndigheder.

Bradley Manning blev anholdt af det amerikanske militærpoliti i slutningen af maj 2010, og blev 5. juli samme år tiltalt for to tilfælde af videregivelse af fortrolige dokumenter. Da den militære retssag imod Manning begyndte i foråret 2011, risikerede han at blive idømt op til 52 års fængsel. Den danske journalist Poul Høi, der er USA-korrespondent for Berlingske Tidende, har lavet et længere portræt af Manning i artiklen ”Den lille dreng på prærien” (se kilder). Bradley Manning blev i august 2013 idømt 35 års fængsel og smidt ud af den amerikanske hær i vanære. Dagen efter dommen skiftede Manning officielt køn og fornavn til Chelsea. I februar 2015 blev det kendt, at den amerikanske avis The Guardian havde ansat den fængslede whistleblower som fast debatskribent. Chelsea Manning er ansat til at skrive om køn, krig og informationsfrihed fra fængslet Fort Leavenworth i den amerikanske stat Kansas.

Hvad er Cablegate-sagen?

Den 28. november 2010 fulgte begyndelsen af den seneste større frigivelse af data fra WikiLeaks, de såkaldte ”Diplomatic Cables”, som er optegnelser over de fortrolige indberetninger, som de amerikanske diplomater, herunder ambassadører, har givet til Det Hvide Hus. Organisationen oplyser til den franske avis Le Monde, som har været samarbejdspartner på sagen, at de ligger inde med mere end 250.000 af disse dokumenter, indsamlet tilbage fra december 1968 frem til februar 2010, og at det er planlagt, at de skal frigives drypvis over mange måneder. Flere af disse dokumenter er af meget personlig karakter og har været stilet direkte til højtstående medlemmer af regeringen eller til præsidenten selv. Der er således tale om personlige vurderinger, som ambassadører har gjort af udenlandske politikere, foruden optegnelser over ellers fortrolige henvendelser fra repræsentanter fra et land til USA's diplomater vedrørende helt andre lande. Desuden har der været flere informationer om amerikanernes udbredte brug af overvågning af sine allierede lande.

Der har været massiv debat om dette læk – både om, hvorvidt der var interessante aspekter ved disse overvejende private breve, men også om, hvorvidt det har skadet det internationale diplomati, hvis arbejde grundlæggende involverer et element af hemmelighedskræmmeri og fortrolighed

Under kilderne er der et link til en debat mellem Jyllands-Postens daværende internationale redaktør, Flemming Rose, og Dagbladet Informations daværende internationale redaktør, Lotte Folke Kaarsholm, fra P1-programmet Mennesker og medier den 3. december 2010, hvor de sammen med værten Lasse Jensen diskuterer konsekvenserne af Cable Gate-lækken.

Aktører

Aktører omkring WikiLeaks

Hvad står bag de forskellige forkortelser?

I spørgsmålet om WikiLeaks optræder en række forkortelser og navne på organisationer og bureauer, der arbejder med at efterforske kriminalitet, bedrive eller bekæmpe spionage og indsamle data til at beskytte enkelte eller flere landes interesser, både i krigs- og fredstid. En masse af disse organisationer er involveret i sagerne om WikiLeaks, enten fordi de er nævnt i de læk, der er kommet frem, eller fordi de deltager i efterforskningen af nogle af de sager, som er opstået i kølvandet på nogle af afsløringerne fra WikiLeaks. Her er en lille liste med forklaring på nogle af de mest almindelige forkortelser:

USACIDC: Forkortelse for United States Army Criminal Investigation Command, som er den amerikanske hærs eget politi, som svarer til militærpolitiet i Danmark. De har stået for efterforskningen i sagen om Bradley Manning og er dem, som opbygger en sag, der skal føres for en krigsret.

Säpo: Det svenske sikkerheds- og efterretningspoliti, Säkerhetspolisen, som svarer til det danske PET (Politiets Efterretningstjeneste). Säpo står bag efterforskningen af anklagerne for seksuelt overgreb imod Assange.

CIA: Central Intelligence Agency, er en amerikansk efterretningstjeneste der arbejder uafhængigt af både forsvars-, justits- og udenrigsministeriet og rapporterer direkte til præsidenten. CIAs opgave er at sikre informationer, som kan være af betydning for den nationale sikkerhed, samt at støtte sabotage og undergrundskamp i lande, der bliver betragtet som farlige for USAs sikkerhed.

FBI: Federeal Bureau of Investigation, er det amerikanske centralpoliti. Hver enkelt amerikansk stat har sit eget politi, men opgaver, som involverer mere end en stat, bliver overdraget til FBI. De efterforsker også brud på amerikansk lov foretaget i udlandet.

ACMA: Australian Communications and Media Authority er den australske regerings kontrolinstans for både medier, presse og al form for elektronisk kommunikation.

UEA: University of East Anglia. Et universitet i det østlige England, hvis førende klimaforskeres private e-mail-korrespondance blev lækket af WikiLeaks kort før klimatopmødet COP15 i København i 2009. Dette læk blev hurtigt døbt ”climategate” af klimaskeptikere.

Interpol: Det internationale samarbejdsorgan for politistyrker verden over. En efterlysning af en meget eftersøgt kriminel eller mistænkt, som antages at være flygtet fra det land, hvor han eller hun står anklaget, kan udsendes gennem Interpol, og på denne måde kan politistyrker i de andre medlemslande arrestere vedkommende, hvilket kan føre til en udlevering, afhængig af gældende lov i det land, hvor den mistænkte arresteres.

Pentagon: Er et tilnavn for det amerikanske forsvarsministerium. Det har fået dette navn, på grund af den særprægede bygning, som huser ministeriets hovedkvarter i Washington, en kæmpemæssig femkant, eller på latin et pentagon.

Debat

Debat om WikiLeaks

Hvilke spørgsmål har WikiLeaks rejst?

Et af de emner, der har været diskuteret meget i forbindelse med WikiLeaks og særligt efter Cable Gate-affæren, er spørgsmålet om privatlivets fred over for befolkningens interesse i at kigge magthaverne over skuldrene. Formålet med at offentliggøre dokumenter, som nogle gerne vil hemmeligholde, er ifølge WikiLeaks’ egne udmeldinger at styrke det internationale demokrati og sikre verden bedre mod overgreb og misbrug. Men hvem bedømmer, hvornår risikoen for at skade privatpersoner eller endog skabe internationale konflikter bliver større end gevinsten ved at offentliggøre disse data?

Dagbladet Information havde som det eneste danske medie privilegeret adgang til WikiLeaks' dokumenter om Irak-krigen, før disse blev offentliggjort. Avisens daværende chefredaktør Christian Jensen udtalte i artiklen ”Hvor går grænsen, når WikiLeaks lægger dit liv på nettet” (se kilder) følgende om mediernes opgave: “Det handler også om ytringsfrihed, men det handler først og fremmest om, at verdens magthavere har tabt deres monopol på oplysninger, fordi man i dag kan distribuere enorme mængder af information uden at kunne spores, og det kunne man ikke tidligere. Uanset hvordan sagen om WikiLeaks’ nuværende lækager ender, så står det tilbage, at monopolet på oplysninger er tabt.”

En anden markant dansk journalist, der tidligere har markeret sig i diskussionen om ytringsfrihed, er Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose. Rose, der stod bag beslutningen om at offentliggøre de 12 Muhammed-tegninger i 2005, har et andet syn på ansvaret. I samme artikel i Politiken, siger han: “Det interessante er, at vi lever i en tidsalder, hvor vi alle i princippet kan være whistleblowers, og hvor intet kan holdes hemmeligt, og hvordan kan man håndtere den situation, samtidig med at man sikrer og opretholder et åbent demokrati? Vi må erkende, at vi bevæger os ind i en ny verden, og at vi ikke kan overskue konsekvenserne af det. Lad os i den første fase identificere de dilemmaer, der opstår, så vi kan få beskrevet den nye virkelighed uden at være for hurtige til at drage konklusioner.”

Dette dilemma beskrev Christian Jensen lederen ”Splinter af et spejl” i Dagbladet Information (se kilder), hvor han bemærkede, hvor vigtige de etablerede medier er i formidlingen af alle disse hemmelige data: “Journalisters opgave er selvfølgelig også at tænke sig om og sikre, at hastighed og sensationslysten publicering ikke suspenderer en grundig bearbejdning af materialet.”

Hvilke lignende initiativer har WikiLeaks inspireret til?

WikiLeaks har ikke blot sat gang i en ofte ophedet debat, men har også inspireret andre aktører og aktivistgrupper til at lancere nye internetbaserede kampagner og mekanismer. Det gælder blandt andet Openleaks, som blev stiftet i december 2010. Formålet er overordnet set det samme som WikiLeaks, at give forskellige whistleblowers mulighed for at dele hemmeligholdte dokumenter, som de mener, at offentligheden har en legitim interesse i at få kendskab til. Organisationen er stiftet af tidligere centrale personer bag WikiLeaks, centreret omkring tyskeren Daniel Domscheit-Berg, der tidligere under aliaset Daniel Schmidt var den eneste anden offentlige talsmand for WikiLeaks end Julian Assange. De to har haft store offentlige uenigheder om, hvilke metoder organisationer som WikiLeaks bør anvende, når de ønsker at gøre hemmelige dokumenter tilgængelige for en større kreds. Ifølge udtalelser fra både Domscheit-Berg og Assange i SVTs dokumentar er det særligt uenighed om WikiLeaks egen centralistiske og hemmelighedsfulde metode, der har været årsag til uenighederne. Disse førte til, at Domscheit-Berg i løbet af efteråret 2010 forlod samarbejdet i WikiLeaks sammen med en gruppe andre centrale personer i organisationen.

Ideen med Openleaks var ifølge Daniel Domscheit-Berg at minimere risici for repressalier eller angreb for både udbyderen af lækage-servicen og de enkelte whistleblowers ved at undgå at stille samarbejdet til rådighed som udgiver af materialet. Planen med Openleaks var kun at fungere som mellemled mellem kilderne, hvis anonymitet stadig vil blive opretholdt, på den ene side og en gruppe af betroede medier på den anden side. Openleaks ville desuden ifølge grundlæggerne blive drevet langt mere demokratisk, end det har været tilfældet med WikiLeaks, så ansvar og magt ikke bliver placeret hos en lille, central gruppe personer, men spredes ud på en langt større kreds af personer. Openleaks skulle have startet publicering af dokumenter januar 2011. Men den 23. december 2010 annoncerede Domscheit-Berg, at Openleaks ikke ville komme til at fungere som en hjemmeside som WikiLeaks. I stedet ville Openleaks udelukkende fokusere på at sprede viden og ekspertise i, hvordan man skaber og driver en hjemmeside, som lækker information frem for selv at lække informationer (se kilder).

Anklager

Anklagerne mod Julian Assange

Hvad var anklagerne om seksuelle overgreb?

I august 2010 kom det frem, at det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, havde igangsat en undersøgelse af anklager om seksuelle overgreb, som to svenske kvinder havde rettet mod Julian Assange. Overgrebene, som ifølge anklagerne skal være foregået under et kort ophold i Sverige i midten af august 2010, blev i første omgang ikke efterforsket nærmere, efter at Assange havde været til en kort afhøring. Men 1. september 2010 blev sagen efter appel fra kvindernes advokat genoptaget, og i november blev Assange så efterlyst gennem Interpol, via en såkaldt _Red Notice_, som er en slags anmodning til fremmede stater om at foretage en anholdelse på vegne af ens egen anklagemyndighed. Anklagen mod Assange lød på ”andre seksuelle overgreb”, og det har været fremlagt, at spørgsmålet går på, hvorvidt de to tilfælde af seksuelt samkvem kunne siges at være frivillige, hvis de først foregik med, men dernæst uden, kondom.

Hvordan har Julian Assange forholdt sig til de svenske anklager?

Julian Assange meldte sig selv til politiet i England den 7. december 2010, omkring en uge efter, at der via Interpol var blevet udstedt en såkaldt _red notice_ på ham. Han blev dernæst varetægtsfængslet i en uge.

Assange har efterfølgende gennem sin advokat udtalt skarp kritik af de metoder, der er blevet brugt i efterforskningen af anklagerne imod ham. Han har blandt andet pointeret, at en _red notice_ normalt bruges til at efterlyse terrorister, våben- og menneskesmuglere eller producenter af børneporno. Julian Assanges advokat udtalte på et kort pressemøde efter varetægtsfængslingen, at han antager, at fjender af WikiLeaks' operationer står bag anklagerne, og mange steder på nettet florerer mere eller mindre fantasifulde teorier om baggrunden for sagen mod Assange; blandt andet har der været teorier fremme om, at hele sagen er orkestreret af CIA, at de to kvinder er medlemmer af en ekstremfeministisk ring, der vil straffe mænd, eller sågar, at WikiLeaks selv står bag anklagerne for at skabe røre og opmærksomhed om deres sag.

Hvordan har de svenske anklager udviklet sig de senere år?

Julian Assange har siden 2012 opholdt sig på Ecuadors ambassade i London, hvor han søgte asyl af frygt for at blive udleveret til Sverige, efter at den højeste domstol i Storbritannien i maj 2012 afgjorde, at han skulle udleveres til Sverige. Julian Assange frygtede, at en udlevering til Sverige ville medføre retsforfølgelse i USA (se kilder).

I juli 2014 blev det opgjort, at de britiske myndigheder havde brugt 56 millioner kroner på at holde Wikileaks-stifteren under 24 timers overvågning på ambassaden i London (se kilder).

Byretten i Stockholm genovervejede sommeren 2014 Assanges sag, men endte med at fastholde arrestordren.

Herefter opstod spekulationer om, at Julian Assange var klar til at lade sig udlevere og anholde efter to års ophold på ambassaden, som skulle have svækket hans helbred markant. I februar 2015 forsøgte WikiLeaks-stifteren endnu engang at få ophævet arrestordren ved at sende sin sag til højesteret. I foråret 2015 frafaldt den svenske anklagemyndighed sit krav om kun at ville afhøre Assange inden for Sveriges grænser og takkede ja til Assanges tilbud om at lade sig afhøre på Ecuadors ambassade i London. Dagen før afhøringen, som skulle have fundet sted den 19. juni 2015, blev afhøringen dog aflyst, fordi Ecuador ikke havde givet de nødvendige tilladelser (se kilder). 

I august 2015 droppede det svenske retsvæsen den efterhånden fem år gamle sag om, at Julian Assange skulle have begået seksuelle overgreb, fordi de svenske anklagemyndigheder ikke havde kunne undersøge sagen til bunds, indenfor de fem år, der nåede at gå, før sagen faldt for forældelsesfristen.

Hvilken kritik har FN rejst af Assanges sag?

I 2016 opfordrede FN-panelet UNWGAD igen Storbritannien og Sverige til at indstille det, de kalder krænkelserne af Julian Assanges bevægelsesfrihed. FN-panelet mente, at Julian Assange var blevet frihedsberøvet ulovligt på Ecuadors ambassade i London siden 2012. Men opfordringen blev afvist.

I begyndelsen af 2017 tilbød Assange USA at lade sig udlevere mod en garanti på, at hans rettigheder ville blive beskyttet. Den forhenværende amerikanske præsident Barack Obama havde forinden valgt at benåde whistlebloweren Chelsea Manning, som hermed slap for 28 års fængsel for læk af fortrolige oplysninger om USA’s militære rolle i Afghanistan og Irak. 

I begyndelsen af 2018 blev Assange tildelt ecuadoriansk statsborgerskab, men de britiske myndigheder afviste at give ham diplomatstatus, og dermed kunne han ikke blive flyttet fra ambassaden i London til Ecuador. Assange frygtede, at Ecuador vil fratage ham asyl og udlevere ham til USA, en frygt der blev en realitet i april 2019, hvor Ecuadors præsident Lenin Moreno annoncerede, at Assanges diplomatiske asyl og immunitet ville blive annulleret. Kort efter blev Julian Assange anholdt af britisk politi, som annoncerede, at han ville blive stillet for en domstol hurtigst muligt. Det kan man læse i artiklen ”Overblik: Sexanklager og krigsafsløringer har holdt Assange i diplomatisk fængsel” på Dr.dk (se kilder).

Hvad blev Assange dømt for i maj 2019?

I maj 2019 blev Assange idømt 50 ugers fængsel ved en domstol i London for, at han, dengang han i juni 2012 søgte tilflugt på Ecuadors ambassade, brød reglerne for løsladelse mod kaution. Dette forhindrede de svenske myndigheder i at retsforfølge ham i sager, hvor to svenske kvinder havde anklaget ham for at have begået seksuelle overgreb. 

”Ved at gemme dig på ambassaden, placerede du dig forsætligt uden for rækkevidde, imens du forblev i Storbritannien, sagde dommer Deborah Taylor under domsafsigelsen, kan man læse i artiklen ”Julian Assange skal næsten et år i fængsel for at bryde kautionsregler” (se kilder). Dommeren pegede på, at Assanges tilflugt på Ecuadors ambassade utvivlsomt havde påvirket det svenske sagsforløb, og at sagen har kostet de britiske skatteydere næsten 140 millioner kroner. 

Siden har Julian Assange opholdt sig i et britisk fængsel. De svenske anklagemyndigheder ønskede at genåbne den gamle sag mod Assange i maj 2019, men meldte i november 2019 alligevel ud, at de igen droppede sagen pga. manglende beviser.

Hvordan har læger kritiseret Assanges forhold i fængslet?

I februar 2020 kom det frem, at den 48-årige WikiLeaks-stifter Julian Assange er blevet udsat for tortur i det britiske fængsel Belmarsch. Mere end 60 læger har skrevet under på et åbent brev, som blev bragt i det videnskabelige tidsskrift The Lancet. ”Vi fordømmer tortur af Assange. Vi fordømmer benægtelse af hans menneskeret til sundhedsydelser”, skrev lægerne, som rejste kritik af, at lægeudtalelser og henstillinger efter tilsyn med Assange i fængslet konsekvent er blevet ignoreret. Lægernes brev er også et opråb til myndighederne om at overføre Julian Assange fra fængslet til Londons universitetshospital. 

Retten i Westminister i London har flere gange været nødt til at udsætte behandlingen, fordi Julian Assange har været for syg til at møde i retten, og torturekspert i FN, Nils Melzer, har flere gange advaret om, at Julian Assange har udvist tegn på tortur og vurderet, at fortsat ophold i fængslet kan koste ham livet. Det kan man læse i artiklen ”Julian Assange’s health is so bad he ‘could die in prison’, say 60 doctors” i theguardian.com (se kilder).

Hvad er der sket i retssagen om udlevering af Assange til USA?

Den 24. februar 2020 indledtes retssagen, hvor det skulle afgøres, om Assange skal udleveres fra Storbritannien til USA. Her fortalte Assanges advokat, at præsident Donald Trump angiveligt skulle have lovet Assange benådning, hvis Assange til gengæld lovede at fortælle verden, at Rusland ikke var involveret i at hacke mails fra Demokraterne i USA under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016. WikiLeaks stod nemlig bag offentliggørelse af flere mails fra Demokraterne under valgkampen. Det kan man læse i artiklen ”Advokat: Trump lokkede Assange med benådning” på Dr.dk (se kilder). På retssagens dag nummer to anklagede Assanges forsvarer Edward Fitzgerald fængslet for unødvendig hårdhændet behandling af Assange i forbindelse med retsmødet. Betjente skulle angiveligt have lagt ham i håndjern 11 gange, bedt ham smide alt tøjet under kropsvisiteringer to gange og konfiskeret alle hans filer om sagsforløbet, da han kom tilbage til fængslet, fremgår det af artiklen ”Julian Assange was ’handcuffed 11 times and striped naked” på theguardian.com (se kilder). 

På retssagens fjerde dag afviste Assanges advokater, at hans offentliggørelse af hemmeligstemplede dokumenter skulle være politiske lovovertrædelser. Deres argument var, at offentliggørelse af dokumenterne var i offentlighedens tjeneste, som bragte overtrædelser af menneskerettighederne frem i lyset for eksempeloffentliggørelsen af videoen, der viser, at en amerikansk helikopter nedskyder 12 mennesker og afsløringen af forholdene i Guantánamo fængslet, kan man læse i artiklen ”Julian Assange’s lawyers: US files were leaked for political ends i theguardian.com (se kilder). 

I slutningen af marts 2020 bad Assange om at blive løsladt mod kaution af frygt for at blive smittet med coronavirus COVID-19 i fængslet. Under et retsmøde via Zoom argumenterede hans forsvarer Fitzgerald for, at Assange var i særlig risiko for at blive smittet med CORVID-19 pga. tidligere infektioner i bryst og tænder, og fordi 100 af fængslets ansatte allerede var i selvisolation. Assanges anmodning om kaution blev dog nægtet, og dommer Vanessa Baraitser holdt fast i, at fængslet fulgte myndighedernes retningslinjer, og at coronapandemien ikke er grund nok til at tildele Assange løsladelse fra fængslet. Vanessa Baraitser lagde også Assanges tidligere tilflugt til Ecuadors ambassade til grund for vurderingen, da hun mente, at der var begrundet mistanke mod, at Assange igen ville bryde reglerne for løsladelse mod kaution og undslippe det videre retsforløb. Det kan man læse i artiklen ”Junian Assange denied bail in UK after claiming ’high risk’ of catching coronavirus” I theguardian.com (se kilder).

Grundlæggeren af Wikileaks, Julian Assange, ankommer til retten i Magistrates Court efter han er blevet anholdt i London den 11. april 2019.

large_wikileaks_faktalink_20190414-194954-5-1920x1428we.jpg

medium_wikileaks_faktalink_20190414-194954-5-1920x1428we.jpg

small_wikileaks_faktalink_20190414-194954-5-1920x1428we.jpg

thumbnail_wikileaks_faktalink_20190414-194954-5-1920x1428we.jpg

wikileaks_faktalink_20190414-194954-5-1920x1428we.jpg

Originalkilder

På WikiLeaks hjemmeside ligger henvisninger til organisationens forskellige læk og materialer.

WikiLeaks’ hjemmeside

Baggrundskilder

Medier som har samarbejdet med Wikileaks

Dagbladet Information

The New York Times

Der Spiegel

The Guardian

NRK (Norsk rikskringkasting AS)

Le Monde

Her er et udpluk af artikler fra onlinemagasiner der diskuterer problemer og potentialer for WikiLeaks i fremtiden

Time redaktør Tony Karon til Ræson: Wikileaks opfører sig anarkistisk

Wikileaks: Organisationen der udfordrer Pentagon

Medierne: Wikileaks: Frihed uden ansvar

Hvem vogter vogterne? Wikileaks!

Dokumentarfilm

Det svenske stats-TV SVT har fulgt flere af de fremtrædende personer bag WikiLeaks fra august til november 2010, hvilket der er blevet en timelang dokumentarfilm ud af.

Hvad leder du efter?

WikiLeaks

Anbefalede links