Indledning

Hvad har steder så forskellige som det rituelle stenalderlandskab Stonehenge i Storbritannien, Galapagosøerne i Ecuador og nazi-koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i Polen til fælles? En plads på den kendte Verdensarvsliste, som er skabt af Forenede Nationers (FN’s) organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation, UNESCO.  Sammen med over 1200 andre steder spredt over kloden har de fået tildelt en officiel international anerkendelse som kultur- eller naturarv, der er så vigtig, at den har betydning for hele menneskeheden.

Verdensarvslisten vokser år for år, og mens de færreste kender samtlige af de mange steder på listen, er der bredt kendskab til dens eksistens. Verdensarvssteder er f.eks. et fænomen, som mange stifter bekendtskab med som turister både i hjemlandet og i udlandet, og at status som Verdensarv indebærer en anerkendelse af, at et sted er særlig betydningsfuldt, forstår de fleste. Men hvad skal vi egentlig med Verdensarv?

I denne faktalinkartikel kan du lære om baggrunden for den internationale aftale bag Verdensarvslisten, Verdensarvskonventionen, om hvad der kan – og ikke kan – opnå Verdensarvsstatus, og om hvad denne status indebærer.

Relaterede emner

Denne video giver en kort introduktion til, hvorfor Verdensarvskonventionen blev skabt, og hvordan den fungerer (formidlet på engelsk).

World Heritage explained - animated short about the UNESCO World Heritage Convention 

Definition

Definition af Verdensarv

Hvad er Verdensarv?

Verdensarv er særlige steder, som UNESCO har tildelt en officiel anerkendelse som kultur- eller naturarv af såkaldt ”enestående universel værdi”, det vil sige en global værdi som er af betydning for hele menneskeheden, og ikke bare for et enkelt land eller en region i verden \[1\]. Verdensarvskonventionen fra 1972 er en international aftale til beskyttelse af sådanne steder, som kommer til udtryk gennem Verdensarvslisten, hvor der i 2025 var optaget 1248 Verdensarvssteder \[2\] \[3\].

For at blive anerkendt som Verdensarv skal et sted kunne opfylde mindst et ud af ti kriterier for at have enestående universel værdi, f.eks. i form af særlig videnskabelig, historisk eller æstetisk værdi. Verdensarvsstederne omfatter alt fra Venedig i Italien, der er anerkendt som et af menneskehedens arkitektoniske mesterværker, \[4\] til Bikiniatollet på Marshalløerne, som har været teststed for atom- og hydrogenbomber og udgør et enestående vidnesbyrd om våbenkapløbet under Den Kolde Krig \[5\].

De fleste Verdensarvssteder befinder sig inden for grænserne af et enkelt land, men nogle få (51 steder i 2025 \[2\] er transnationale, det vil sige at de overskrider landegrænser.  Det gælder f.eks. Vadehavet, som omfatter tre lande (Danmark, Tyskland og Holland) \[6\] \[7\], og det gælder de arkæologiske spor af inkarigets vejsystemer, som strækker sig gennem seks lande i Sydamerika \[8\].

Verdensarvssteder kan bestå af et enkelt fysisk afgrænset sted – som f.eks. Roskilde Domkirke \[9\] \[10\] eller Vadehavet \[6\] \[7\] – men en plads på Verdensarvslisten kan også deles af mere end et sted. F.eks. er vigtige eksempler på arkitekten Le Corbusiers moderne bygninger, som befinder sig i syv forskellige lande, fra Argentina til Japan, optaget samlet på verdensarvslisten \[11\], og det samme er Vikingetidens ringborge, som befinder sig fem forskellige steder i Danmark \[12\] \[13\]. Steder kan optages som en samlet serie på Verdensarvslisten, når de er bundet sammen af en fælles historie eller er en del af samme naturfænomen, f.eks. en geologisk formation.

Verdensarv

Fakta om Verdensarv

Hvorfor blev UNESCO’s Verdensarvskonvention skabt?

Verdensarvskonventionen blev introduceret i 1972 som en både tidstypisk og nyskabende international aftale om at skabe fælles rammer for beskyttelse af verdens vigtigste natur- og kulturarv \[14\]. Baggrunden var, at der op gennem 1960erne var kommet en stigende international bekymring over det pres, som en række moderne udviklinger udsatte natur- og kulturarv for \[15\]. Det drejer sig bl.a. om virkningen af store byggeprojekter, fremkomsten af masseturisme samt stigende forurening. Også naturkatastrofer, som f.eks. voldsomme oversvømmelser i Italien i 1966, skabte store ødelæggelser, der medførte en ny international mediebevågenhed og samarbejde om redningen af den berørte kulturarv under ledelse af UNESCO \[16\].

Tiden op til Verdensarvskonventionens skabelse var samtidig en periode præget af optimisme om menneskehedens teknologiske og videnskabelige formåen. Begivenheder som den første bemandede landing på månen i 1969 medførte tillid til, at menneskelig indgriben kunne blive et effektivt middel til at afhjælpe samtidens øgede bevidsthed om klodens skrøbelighed og beskytte vigtig natur- og kulturarv mod virkningerne af både natur- og menneskeskabte trusler. Verdensarvslisten blev det konkrete udtryk for Verdensarvskonventionen, som både skulle være platform for skabelse af international opmærksomhed og samarbejde, og de første 12 steder kom på listen i 1978 \[2\].

Hvordan bliver et sted Verdensarv?

Typisk bliver omkring 20-30 nye steder hvert år føjet til Verdensarvslisten. Det er UNESCO’s Verdensarvskomité, der på sine årlige møder afgør, om et sted er værdigt til status som Verdensarv. Komitéen består af repræsentanter for 21 af de stater, som har tilsluttet sig Verdensarvskonventionen. Deltagerstaterne vælger på deres generalforsamling, hvilke lande der er repræsenteret i komitéen, hvor medlemskabet skiftes ud mindst hvert sjette år \[14\].

De lande, som har tilsluttet sig Verdensarvskonventionen, vælger selv, hvilke steder de vil forøge at få anerkendt som Verdensarv af UNESCO. Før et sted kan nomineres til Verdensarvslisten, skal det opføres på en såkaldt tentativliste, som er en national liste over steder, som det i de enkelte lande vurderes, har potentiale til at blive Verdensarv.

Det er et stort arbejde med mange omkostninger at forberede en ansøgning om Verdensarvsstatus. At argumentere for, at et sted er enestående, kræver grundig sammenlignende forskning som viser hvordan det er betydningsfuldt sammenlignet med andre steder af samme slags verden over. Desuden skal man kunne dokumentere, at stedet er i god bevaringstilstand og at der arbejdes aktivt på at bevare dets enestående værdier gennem effektive forvaltningsplaner.

Hvor megen forberedelse en nominering af et sted til Verdensarvslisten er, ses af den ansøgning der blev indsendt for Møns Klint: Selve ansøgningen er 171 sider lang – og dertil kommer et 1257 sider langt dokument med bilag, som blandt andet omfatter forvaltningsplaner og en sammenlignende analyse der understøtter påstanden om enestående universel værdi \[17\].

Når et sted nomineres som Verdensarv, vurderes ansøgningen i første omgang af to videnskabelige ekspertorganisationer, som udarbejder anbefalinger til Verdensarvskomitéen. IUCN (International Union for Conservation of Nature) rådgiver om naturarv, mens ICOMOS (International Council on Monuments and Sites) bidrager med ekspertise om kulturarv, og deres faglige anbefalinger har stor betydning. Verdensarvskomitéen har dog det afgørende ord for, om et sted bliver optaget på Verdensarvslisten eller ej.

Hvilke Verdensarvssteder findes i det danske rigsfællesskab?

Danmark tilsluttede sig Verdensarvskonventionen i 1979 og fik sit første Verdensarvssted, Jellingmonumenterne, anerkendt af UNESCO i 1994 \[18\] \[19\]. I 2025 havde det danske rigsfællesskab i alt opnået tolv pladser på Verdensarvslisten. Tre af stederne befinder sig i Grønland, resten i Danmark. Det danske arbejde med Verdensarv hører under Kulturministeriet \[20\].

<table><tbody><tr><td><strong>Verdensarvssted</strong></td><td><strong>Type af Verdensarv</strong></td><td><strong>Optagelsesår</strong></td></tr><tr><td>Jellingmonumenterne</td><td>Kulturarv</td><td>1994</td></tr><tr><td>Roskilde Domkirke</td><td>Kulturarv</td><td>1995</td></tr><tr><td>Kronborg</td><td>Kulturarv</td><td>2000</td></tr><tr><td>Kangia (Ilulissat Isfjord)</td><td>Naturarv</td><td>2004</td></tr><tr><td>Vadehavet</td><td>Naturarv, transnational</td><td>2014</td></tr><tr><td>Stevns Klint</td><td>Naturarv</td><td>2014</td></tr><tr><td>Parforcejagtlandskaberne&nbsp;i Nordsjælland</td><td>Kulturarv</td><td>2015</td></tr><tr><td>Christiansfeld</td><td>Kulturarv, transnational</td><td>2015</td></tr><tr><td>Kujataa: Nordbo- og inuitlandbrug ved randen af indlandsisen</td><td>Kulturarv</td><td>2017</td></tr><tr><td>Aasivissuit – Nipisat (Inuit kulturlandskab)</td><td>Kulturarv</td><td>2018</td></tr><tr><td>Vikingetidens&nbsp;ringborge</td><td>Kulturarv</td><td>2023</td></tr><tr><td>Møns Klint</td><td>Naturarv</td><td>2025</td></tr></tbody></table>

To af disse steder, Vadehavet \[6\] \[7\] og Christiansfeld \[23\] \[24\], er dele af transnationale Verdensarvssteder. Vadehavet overskrider som samlet, fysisk sted landegrænser. Christiansfeld er en del af en serie af steder, som ikke ligger i fysisk forlængelse af hinanden, men som alle har en historisk forbindelse til Brødremenigheden og også findes i Tyskland, USA og Storbritannien.  \[2\] \[21\] \[22\]

Analyse

Verdensarvs betydning

Hvad vil UNESCO med Verdensarv?

UNESCO står bag mange internationale konventioner, men der er ingen tvivl om, at Verdensarvskonventionen– særligt i kraft af sit konkrete udtryk: Verdensarvslisten – er bedst kendt af offentligheden både i Danmark og verden over \[16\]. Verdensarven er blevet et af UNESCO’s symbolsk mest betydningsfulde projekter. Faktisk handler Verdensarvskonventionen ikke kun om noget praktisk. Det handler også om UNESCO’s grundide og missionen bag.

UNESCO blev, ligesom Forenede Nationer (FN), skabt umiddelbart efter Anden Verdenskrig i et forsøg på at understøtte fred og samarbejde på verdensplan (se også Faktalink om Forenede Nationer) \[25\]. Verdensarvskonventionen er altså ikke kun et forsøg på gennem internationale rammer at beskytte særligt vigtige steder med kultur- og naturværdier fra ødelæggelse. Den er også udtryk for et forsøg på at skabe en global offentlighed, som har fælles værdier, der kan understøtte gensidig respekt, tolerance og verdensfred \[15\]. Hvis Verdensarv – fra Great Barrier Reef i Australien \[26\] til Den Kinesiske Mur \[27\] (se også faktalinkartikel om Den Kinesiske Mur) – tilhører os alle, og vi alle værdsætter den, er bevidstheden om det også noget, der kan forene os på tværs af kulturer og landegrænser, er tanken.

Hvad falder inden- og udenfor Verdensarvsbegrebet?

Når man hører ordet ”Verdensarv”, kan man tro, at det omfatter al verdens natur- og kulturarv; eller i hvert fald de bedste eksempler af alle mulige former for natur- og kulturarv. I kraft af Verdensarvskonventionens fokus på steder er det imidlertid en ganske bestemt form for arv, der anerkendes på Verdensarvslisten.

Enkeltgenstande som man kan flytte rundt på, hører f.eks. ikke under Verdensarvskonventionen, uanset hvor betydningsfulde de måtte være. De fleste vil f.eks. nok være enige om, at verdenskendt kulturarv som Leonardo da Vincis maleri af Mona Lisa eller den ægyptiske farao Tutankhamons pragtfulde gravudstyr har international betydning – men UNESCO-anerkendt Verdensarv kan de ikke blive. Verdensarv er per definition steder – som f.eks. monumenter, historiske byer, natur- og kulturlandskaber.

Verdensarv indebærer med sit fokus på fysiske steder og deres bevaringstilstand et fokus på værdierne i det materielle. Særligt i forhold til kulturarv er det perspektiv blevet kritiseret for at overse andre vigtige dimensioner af verdens arv – nemlig den del, der ikke udgøres af noget materielt, men udføres i praksis. Det gælder f.eks. udøvelsen af traditioner, såsom ritualer, musik, dans, håndværksmæssig kunnen og meget mere. Det har ført til, at UNESCO i 2003 indførte en selvstændig konvention, som omfatter det, der kaldes immateriel kulturarv (se også Faktalink om immateriel kulturarv) \[15\].

Hvad er motivationen til at nominere steder til optagelse på Verdensarvslisten?

Verdensarvsstatus er ikke let at opnå og kræver både et stort forarbejde og en effektiv bevaringsindsats med løbende tilsyn af stederne efter optagelsen på Verdensarvslisten. Alligevel udviser verdens lande stor appetit på at få steder optaget på Verdensarvslisten. Faktisk er Verdensarvskonventionen, målt på tilslutningen fra verdens lande, en af UNESCO’s største succeser.

Det er frivilligt for et UNESCO-medlemsland, om det vil ratificere UNESCOs forskellige konventioner. Hele 196 lande har tiltrådt Verdensarvskonventionen, og den er dermed en af de internationale aftaler, der er størst politisk enighed om i verden \[28\].

Verdensarvsstatus opfattes som et kvalitetsstempel for et sted. Som det hedder på Kulturministeriets hjemmeside, udgør det ”en blåstempling af en lokalitets globale betydning” \[22\]. Anerkendelsen fra UNESCO bliver på den måde et officielt bevis for et steds betydning, som kan holdes frem for hele verden. For mange lande og lokaliteter er en sådan anerkendelse en kilde til stolthed, som både kan være identitetsskabende indadtil og med til at vise verden, hvem man er, og hvilke værdier man har.

Verdensarvsstatus har også udviklet sig til et brand, som kan bruges til at promovere steder i turismesammenhæng: At et sted er internationalt anerkendt for at have betydning for hele verden, er et let forståeligt argument for at opleve det \[29\]. Forhåbninger om økonomisk udvikling på baggrund af turisme er derfor ofte en del af motivationen for ansøgninger om Verdensarvsstatus.

Problemstillinger

Problemstillinger ved Verdensarv

Hvor repræsentativ er Verdensarvslisten for verdens kultur- og naturarv?

Da Verdensarvslisten er skabt til at afspejle hele verdens arv, vil de fleste nok forvente, at listen giver et repræsentativt billede af, hvordan den vigtigste natur- og kulturarv fordeler sig på tværs af verdens lande, regioner, og typer af steder. Sådan er det dog ikke helt.

At Verdensarvslisten giver et skævt billede af verdens arv, blev allerede klart efter et par årtier. Kritikere bemærkede, at bestemte typer af steder var overrepræsenteret, mens andre var underrepræsenterede, og at bestemte lande og verdensdele havde uforholdsmæssigt mange Verdensarvssteder anerkendt, mens andre havde langt færre og for en del medlemslandes vedkommende slet ingen. Italien havde f.eks. 60 steder på Verdensarvslisten i 2025 \[30\] – mens 26 lande, bl.a. Somalia, ikke havde et eneste \[31\].

Europa og Nordamerika står samlet set for en væsentlig større del af den officielt anerkendte Verdensarv, end deres størrelse og befolkningstal burde give anledning til. I 2025 udgjorde det 46,47 % af stederne på Verdensarvslisten. Man kunne derudfra få det indtryk, at andre verdensdele ikke rummer en nær så betydelig andel af verdens arv. Problemet er dog snarere, at de ikke i samme grad får de betydningsfulde steder, de rummer, officielt anerkendt af UNESCO \[15\].

Det har dels skyldtes vanetænkning i, hvilken type steder der blev anerkendt som Verdensarv. Derudover skyldes det, at mange udviklingslande på grund af problemer med at finde ressourcer til de omkostningstunge ansøgninger og til selve forvaltningen af stederne kan have svært ved at få steder på listen. Det betyder, at der mangler balance i, hvordan verdens arv bliver anerkendt og beskyttet \[3\].

Hvilke typer steder mangler vi flere af på Verdensarvslisten – og hvad har vi nok af?

En markant ubalance på Verdensarvslisten er, at der bliver anerkendt væsentlig flere kultur- end naturarvssteder: I 2025 var 972 ud af 1248 Verdensarvssteder kulturarv, mens kun 235 steder var naturarv, og ganske få – i alt 41– var blandede: anerkendt for både deres natur- og kulturværdier \[2\].

For kulturarven gælder det også, at ældre, mere monumentale steder, der har forbindelse med elitens historie – som slotte og katedraler – gennem mange år har fyldt langt mere på Verdensarvslisten end f.eks. steder med tilknytning til nyere kultur og historie, industriarv eller jagt- og landbrugslandskaber. Men skal mere moderne steder ikke også anerkendes, og er mere ydmyge og konventionelt mindre imponerende eller smukke steder så ikke vigtige for menneskehedens kultur og historie?

Man blev i forbindelse med debatten om balance på Verdensarvslisten også opmærksom på, at opfattelsen og vurderingen af, hvad der havde værdi som Verdensarv i praksis byggede på værdier, der tog udgangspunkt i europæisk tænkning. Det betød, at de ikke afspejlede opfattelser af, hvad der kunne være en betydningsfuld arv i alle andre verdensdele, som f.eks. i nogle tilfælde har en mindre monumental arv \[15\]. Er en hellig lund, som man kan finde i mange afrikanske lande, f.eks. ikke lige så værdifuld som en gotisk katedral?

Hvad gør UNESCO ved problemet med ubalance på Verdensarvslisten?

UNESCO er klar over problemet med ubalance på verdensarvslisten og arbejder på flere måder for at imødegå det. Der opfordres aktivt til, at medlemslandene særligt skal nominere steder af typer, som aktuelt er underrepræsenteret på Verdensarvslisten, som f.eks. naturarv \[32\].

Siden 1992 har man også arbejdet på at få mange flere af en ny type sted, kulturlandskaber, på listen. Det lægger bl.a. vægt på samspillet mellem menneske og natur, og på hverdagsaktiviteter som fiskeri, jagt, og landbrug. Dermed får stederne på Verdensarvslisten større variation. Som led i denne udvikling finder man på Danmarks tentativliste f.eks. Læsø og dens landskab præget af saltproduktion og brug af tang til hustage \[33\].

At særligt de europæiske lande får mange steder optaget på Verdensarvslisten, ses dog fortsat, da de verdensøkonomiske problemer bag underrepræsentationen af Verdensarv f.eks. i Afrika, som kun rummer 8,97 % af den anerkendte Verdensarv \[31\], er svære at rette op på.

Hvad gør UNESCO ved trusler mod Verdensarv?

Verdensarvssteder, som trues af både menneskeskabte og naturskabte problemer, fra krig til naturkatastrofer, kan få hjælp fra UNESCO i form af international ekspertbistand og økonomisk støtte, for at undgå, at de forsvinder. Til formålet findes en særlig opmærksomhedsliste – Listen over Verdensarv i fare, som i august 2025 rummede 53 steder \[34\].

På denne særlige liste er der også stor forskel på, hvilke verdensdele der er stærkest repræsenteret. Steder i Mellemøsten udgjorde hele 42 % af de truede Verdensarvssteder i 2025, mens Afrika stod for 23 % \[31\]. Krig og konflikt spiller en stor rolle for trusler mod den anerkendte Verdensarv, og lande som Syrien og Yemen fylder derfor på listen. Listen over Verdensarv i fare rummer dog også steder fra vestlige lande – ofte på grund af bygge- og udviklingsprojekter, som truer deres natur- og kulturværdier.

Når krige og naturkatastrofer slutter, kan UNESCO hjælpe med bevaringsindsatsen på beskadigede Verdensarvssteder, men hvis et medlemsland ikke selv vil passe på sine natur- og kulturværdier, er det svært at gøre noget. Hvis et Verdensarvssted helt mister de værdier, det blev anerkendt for, bliver det frataget deres status som verdensarv. Det er sket for tre steder: et kulturlandskab i Dresden i Tyskland, havne- og handelsbyen Liverpool i England og et naturreservat i Oman, alle tre på grund af moderne udviklingsprojekter \[2\].

Hvilken plads har konfliktfyldt og negativt ladet arv på Verdensarvslisten?

De steder, der optages på Verdensarvslisten, forbindes for det meste med noget positivt: De associeres med værdier som biodiversitet og naturskønhed samt menneskehedens teknologiske og kreative formåen.

Nogle få Verdensarvssteder forbindes dog med det stik modsatte: De udgør en negativt ladet arv, som de fleste nok helst ville have været foruden. Det er steder som nazi-koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i Polen \[35\] og Genbaku-kuplen \[36\], der udgør resterne af en bygning, der som den eneste stod tilbage i centrum af kræfterne fra den atombombe, som i 1945 blev nedkastet over storbyen Hiroshima i Japan som led i Anden Verdenskrig.

Hvis den rolle, som konflikt har spillet i menneskehedens udvikling og arv, skulle afspejles til fulde på Verdensarvslisten, skulle der være anerkendt langt flere steder som forbindes med noget negativt.

UNESCO har imidlertid af princip været tilbageholdende med at understøtte anerkendelse af konfliktfyldte steder som Verdensarv. Det skyldes en bekymring for, om en officiel international anerkendelse af steder, der har forbindelse med især moderne konflikter, hvis virkninger måske stadig bearbejdes, skal blive et led i nutidige uenigheder og konflikt \[37\].

De forholdsvis få steder på Verdensarvslisten, som af historiske grunde forbindes med noget negativt, fra krig og folkedrab til apartheid, kan siges at spille en pædagogisk rolle. De formidles på Verdensarvslisten med et fokus på at overvinde konflikt og opnå fred, demokrati og forsoning.

Debat

Debat: Er det en fordel at komme på Verdensarvslisten?

Hvad siger tilhængerne?

At et sted bliver anerkendt som Verdensarv indebærer – som Kulturministeriet forklarer det, og helt i UNESCO’s ånd –”en forpligtelse til at beskytte, bevare og udbrede kendskabet til det” \[22\], med fokus på ”den del af verdens kultur- og naturarv, som er umistelig for hele menneskeheden” \[20\]. Det indebærer krav om, at stedernes enestående universelle værdi forvaltes efter internationale standarder, og at der føres løbende tilsyn med deres bevaringstilstand. Verdensarvsstatus skaber altså rammerne for en fokuseret bevaringsindsats, som af princip har både det enkelte steds og hele menneskehedens bedste for øje.

Selv om der ikke følger økonomisk støtte med fra UNESCO, når et sted anerkendes som Verdensarv, har UNESCO særlige midler til at yde bistand til truet Verdensarv, og Verdensarvslisten er dermed også en platform for international assistance, hvor der er særlige behov. Derudover kan den prestigeværdi, der ligger i Verdensarvsstatus give ekstra opmærksomhed, som kan være en stor fordel når et sted søger om støtte fra nationale myndigheder og fonde. F.eks. udtalte Lars Christian Nørbach, Direktør for Nordjyske Museer og formand for ansøgningen om at få vikingetidens danske ringborge på Verdensarvslisten, i forbindelse med optagelsen: ”Du kan være sikker på, at vi og kommunerne allerede har skrevet breve, der forespørger ekstra penge” \[38\].

Verdensarvsstatus er en eftertragtet anerkendelse blandt verdens lande, og da vikingetidens ringborge i 2023 blev optaget på Verdensarvslisten, udtalte kulturminister Jacob Engel-Schmidt (Moderaterne) f.eks.: ”Det er en stor dag for Danmark og dansk historie”. Som han uddybende forklarede, så han det som ”en kæmpe anerkendelse af den danske kulturarv og den danske vikingetid, at ringborgene nu kommer på UNESCO's Verdensarvsliste” \[38\].

Også lokalt kan følelsen af international anerkendelse betyde meget. Da Møns Klint i 2025 blev optaget på Verdensarvslisten kunne TV-Avisen vise glædestårer fra lokale naturguider og udtalelser fra folk ved klinten om, at ”det er da noget, man kan være megastolt af!” \[39\] \[40\].

Verdensarvssteder er blevet kaldt for natur- og kulturarvens ”superstjerner”, og danske myndigheder er ikke mindst opmærksomme på stedernes udviklingspotentiale som turistattraktioner \[29\].

Hvad siger modstanderne?

Anerkendelse som Verdensarv lægger med dens krav om forvaltning af særlige værdier begrænsninger på, hvordan et sted kan udvikle sig. Det kan føre til interessekonflikter omkring moderne udvikling, som nogle mener, begrænses for meget i forsøget på at fastholde fortidens værdier.

Hensynet til at få vikingetidens ringborge på Verdensarvslisten betød f.eks., at lokalplanlægningen i Vesthimmerland Kommune måtte omfatte zoner med forbud mod høje vindmøller omkring vikingeborgen Aggersborg for at bevare udsigtens oprindelige præg. Nogle synes, det var et fornuftigt hensyn til områdets værdi som kulturarv – men andre var kede af, at det gik ud over den grønne omstilling. \[41\]                                                                                                                                                                                                          

At Verdensarvsstatus kan føre til øget interesse fra turister, skaber også i nogle tilfælde frygt for overturisme, som kan være til gene for lokalbefolkningen og lægge pres på lokale ressourcer \[15\]. En række Verdensarvssteder, f.eks. Venedig og det historiske centrum i Prag, har problemer, der skyldes massiv turisme.

I Danmark får frygten for at blive så kendt som seværdighed, at man bliver overrendt af turister, nogle til at afvise forsøg på at komme på Verdensarvslisten. I Skagen såvel som Dragør har lokale myndigheder f.eks. taget afstand til tanken om Verdensarvsstatus.  Som lokalpolitiker Peter Sørensen (Konservative) fra Skagen har udtalt: ”Vi har nok generelt en eller anden frygt for at blive lavet om til sådan et frilandsmuseum” \[42\].

Perspektiv

Perspektiv på verdensarv

Hvordan arbejder andre lande med Verdensarv?

Det varierer en del, hvilke betingelser og nationale interesser verdens lande har i deres arbejde med Verdenarv. Et ekstremt eksempel er Somaliland – som meget gerne vil anerkendes som medlem af UNESCO, blandt andet så landet kan ansøge om at få et Verdensarvssted optaget. En del eksperter har peget på hulemalerierne i Las Geel i Somaliland som en mulig kandidat til Verdensarvslisten \[43\]. Da UNESCO (ligesom Forenede Nationer, FN) nægter at anerkende Somaliland som en selvstændig stat og betragter det som en del af Somalia, som det løsrev sig fra i 1991, er Verdensarvslisten dog uden for Somalilands rækkevidde.

Suverænt flest Verdensarvssteder har Italien og Kina, der lå på en delt førsteplads med 60 steder hver i 2025 \[30\] \[44\]. Kina har arbejdet meget målbevidst på at få mange steder på Verdensarvslisten og betragter tydeligvis denne status som et aktiv, der kan øge landets image og anerkendelse. Kina tiltrådte Verdensarvskonventionen i 1985, og siden er det gået stærkt med at markere landet på Verdensarvslisten. Kina bruger aktivt Verdensarvsstatus som et økonomisk aktiv på turistmarkedet, men de mange Verdensarvssteder bliver også en måde at signalere landets identitet og betydning både internationalt og over for dets egen befolkning.

Hvor meget Verdensarv er der plads til?

Da Verdensarvslisten blev introduceret, var der ingen planer for, hvor mange steder der med tiden burde optages på den for at give passende rammer for beskyttelse og overblik over menneskehedens natur- og kulturarv. Listen, der startede beskedent i 1978 med 12 Verdensarvssteder, er siden vokset støt: i 2024 passerede den 1200 steder, og hvert år kommer der nye til \[2\].

På den ene side kan man kalde interessen for at få stadig flere steder anerkendt af UNESCO for en succeshistorie, der viser bred og vedvarende international tilslutning til ideen om Verdensarv. På den anden side skaber Verdensarvslistens fortsatte vækst også et dilemma: Ubegrænset vækst rummer en risiko for at udvande selve begrebet Verdensarv – for er der ikke grænser for, hvor meget der kan have ”enestående universel værdi”?

Hvis uoverskueligt mange steder officielt anerkendes som noget med særlig værdi for hele menneskeheden, kan folk let ende med en fornemmelse af, at ingen af stederne er særlig vigtige, når det kommer til stykket.

Serienomineringer (som vikingetidens ringborge) og transnationale Verdensarvssteder kan være med til at forhindre, at Verdensarvslisten oversvømmes af uoverskueligt mange enkeltsteder, som anerkendes hver for sig. Christiansfeld i Danmark startede f.eks. med at være opført alene på Verdensarvslisten i 2015 – indtil lignende ejendomme i Tyskland, Storbritannien og USA blev føjet til anerkendelsen i 2024 \[23\] \[24\].

Der er fortsat ingen officielle grænser for, hvor mange steder, der kan være på Verdensarvslisten. UNESCO opfordrer dog lande, som allerede har mange steder anerkendt, til at være tilbageholdende med nomineringer \[32\]. At Verdensarvslisten vil fortsætte med at vokse, er der ingen tvivl om.

Anbefalede

Anbefalede links til andre materialer

Originalkilder

Hjemmeside
Kulturministeriets oversigt over Verdensarv i det danske rigsfællesskab.

Interaktiv hjemmeside med UNESCO’s Verdensarvsliste, hvor de optagne steder og deres baggrund beskrives. Rummer en effektiv søgefunktion, som foruden fritekst kan filtrere resultaterne, bl.a. efter land, region, typer af steder og optagelsesår.

World Heritage List

Baggrundskilder

Rovfugle-comeback og verdensarv

Bøger

Bog målrettet studerende på videregående uddannelser (se heri kap. 3: UNESCO og ideen om hele verdens arv).

Kulturarvens kraft: en introduktion til kritiske kulturarvsstudier

Indhold

Anbefalede links

Convention Concerning the Protection of the World Cultural and Natural Heritage – complete text