Faktalink
Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

En gruppe mennesker står rundt om en tyskerpige, som klippes efter befrielsen. Ukendt sted.

En tyskerpige klippes efter befrielsen. Ukendt sted.

Foto: Ukendt/Frihedsmuseets fotoarkiv

En tyskerpige klippes efter befrielsen. Ukendt sted. Foto: Ukendt/Frihedsmuseets fotoarkiv

Tyskerpigerne

Hovedforfatter

  • Astrid Elkjær Sørensen, ph.d. i historie, jan. 2026

Læsetid: 13 min

Indhold

Indledning

1940-1945 var Danmark besat af Tyskland, og omkring 100.000 tyske soldater opholdt sig i landet.  Flere af disse unge mænd indgik i forhold til danske kvinder, og denne gruppe af kvinderne går under betegnelsen tyskerpiger. Det vurderes at mindst 50.000 danske kvinder havde en romantisk relation til en tysk soldat. [1]

Selvom tyskerpigerne ikke forbrød sig mod nogle love, blev deres omgang med de tyske soldater af store dele af samfundet, anset som forkastelig, hvis ikke ligefrem landsforræderisk. Tyskerpigerne blev af deres landsmænd og i den illegale modstandspresse ofte omtalt i stærkt seksualiserede og nedladende termer. Under besættelsen og særligt i dagene lige efter befrielsen blev tyskerpigerne udsat for hårde og voldelige repressalier af deres landsmænd. I årtierne efter besættelsen levede mange tyskerpiger og deres eventuelle børn med social udstødelse.  

I vores tid er synet på tyskerpigerne og deres børn blevet mere nuanceret. Men fortællingen om dem er stadig kontroversiel. Måske særligt, fordi tyskerpigerne udfordrer fortællingen om, at der under besættelsen eksisterede et samlet dansk nationalt fællesskab, der stod samlet mod den tyske besættelsesmagt og dens soldater.

Relaterede emner

Danske kvinder i relationer med tyske soldater

Tyskerpigerne er en samlet betegnelse for de cirka 50.000 kvinder, der havde romantiske og/eller seksuelle forhold til tyskere, mens Danmark var besat af Tyskland 1940-45. [2]

Det var ikke ulovligt for en dansk kvinde at have et forhold til en tysk soldat. Den dominerede holdning i befolkningen var dog, at tyskerpigernes forhold var moralsk forkastelige. Under og efter besættelsen påtog mange danskere sig, at straffe tyskerpigerne. De blev social udskammet, og flere udsat for voldelige strafaktioner – mest almindeligt var at de blev fastholdt og klippet skaldede.  Strafaktionerne mod tyskerpigerne toppede i dagene lige efter besættelsen, hvor hævntørsten var stor. Myndighederne greb sjældent ind overfor den folkelige afstraffelse. Ved besættelsens ophør blev mange tyskerpiger, interneret og afhørt af myndighederne, mistænkt for landsskadelig virksomhed.  

Den sociale udstødelse af tyskerpigerne, og ofte også af deres børn, fortsatte i årtier efter krigens afslutning.

Kærlighed, hverdag og sociale vilkår under besættelsen

Hvem var tyskerpigerne?

I populærkulturen, som f.eks. den populære tv-serie Matador, er tyskerpigerne ofte fremstillet som unge kvinder med lav intelligens, lav social status og ofte også et grimt udseende. Tit beskrives de, som havende mange løse seksuelle relationer eller som værende prostituerede [3].  I den ældre faglitteratur om besættelsen er tyskerpigerne typisk ikke nævnt – men nævnes de – matcher beskrivelsen af dem tit populærkulturens fremstilling.[3]

I nyere tid har historieskrivningen dog fået øjnene op for, at tyskerpiger var en langt mere forskelligartet gruppe når det kommer til udseende, intelligens og klassebaggrund. [4] Omend en overvægt at kvinderne kom fra arbejderklassen. Hvor seksuelt aktive de har været er også stærkt varierende. De fleste af tyskerpigerne var unge, ugifte, og boede ikke længere ved forældrene.[4]

 Ligesom kvinderne var forholdenes længde, seriøsitet og karakter også forskellige. For nogle kvinder var en enkelt tur i biografen med et afsluttende kindkys, nok til at få stemplet som tyskerpige i lokalsamfundet. For andre igen var det langvarige kærlighedsforhold, der i nogle tilfælde endte med et livslangt ægteskab. Andre kvinder havde mange korte seksuelle forhold til flere forskellige soldater. [4]

Hvor mange tyskerpiger var der?

Det er svært at sige præcis, hvor mange danske kvinder, der havde korte eller lange forhold til tyske soldater. Historiker Anette Warring vurderer ud fra forskellige historiske kilder og ved at sammenligne med de andre besatte lande, at minimum 50.000 kvinder, og sandsynligvis langt flere, havde et forhold til en tysk soldat. Der var således næsten lige så mange danskere, som havde en romantisk relation til de tyske soldater, som der var med i modstandsbevægelsen.[1]

Nogle af forholdene til tyskerne førte til graviditet. Omkring 5500 danske børn blev under krigen registreret, som havende en tysk soldat som far.  Forskningen estimerer dog, at antallet af børn med tysk far snarere er oppe på10.000-12.000 børn. [1][2][5]

Hvordan blev tyskerpigerne set på af samfundet?

De danske kvinder brød ingen love, hverken danske eller tyske, ved at have forhold til de tyske soldater. 
Men da Tyskland havde besat Danmark, så resten af samfundet forhold til tyskerne som moralsk forkastelige, hvis ikke ligefrem som udtryk for decideret landsforræderi.  De blev aldrig dømt – men i høj grad fordømt.[6]

Ofte var tyskerpige derfor ikke den term, som kvinderne blev omtalt under. I stedet florerede nedladende betegnelser som tyskertøser, feltmadrasser, syfilishopper og tyskerludere. Disse ofte stærkt seksualiserede betegnelser styrkede forestillinger om tyskerpigerne som værende tilknyttet prostitution, som spredere af sexsygdomme og som på stadie med dyr. [6] [7] En dehumanisering, der var med til at forstærke vreden mod kvinderne, og til at legitimere strafaktioner mod dem.

Den moralske fordømmelse blev ansporet af den illegale modstandspresse, der i stærke og ofte seksualiserede vendinger fordømte tyskerpigerne. Den almindelig presse var under besættelsen underlagt tysk censur og skrev derfor kun meget begrænset om tyskerpigerne. I årene lige efter befrielsen i 1945 overtog de dog i høj grad modstandspressens retorik og skildring. [8] [3]

De danske myndigheder, herunder politiet, var forpligtet til at beskytte tyskerpigerne mod chikane, og om nødvendigt arrestere og retsforfølge gerningsmænd. I praksis valgte de danske myndigheder dog ofte, hvis det var muligt uden at komme på kant med værnemagten, at ignorere eller bagatellisere chikane og overgreb mod tyskerpigerne. [9]

Så selvom tyskerpigerne juridisk ikke gjorde noget ulovligt, blev de altså af store dele af det danske samfund set på, som handlende så amoralsk, at fordømmelse, chikane og deciderede overgreb mod dem blev set som værende acceptable.

Fordømmelse, selvtægt og myndighedernes reaktion

Hvordan blev tyskerpigerne straffet af resten af befolkningen?

Under og efter besættelsen blev mange af tyskerpigerne udsat for strafaktioner fra resten af befolkning. Gerningsmændene var typisk unge mænd, der var tilknyttet eller sympatiserede med modstandsbevægelsen.  Den mest normale strafaktion var, at kvinder fik klippet al deres hår af. Ved flere hændelser blev kvindernes tøj også fjernet, og de blev tvunget nøgne ud på gaden. I nogle tilfælde blev de tvunget til at gå nøgne gennem byen med et skilt, hvorpå der f.eks. stod ”feltmadras”. [8] [10]

Udover klipning af håret og fjernelsen af tøjet er der flere eksempler på, at tyskerpiger blev slået eller udsat for seksuelle overgreb.

Aktionerne mod tyskerpiger går helt tilbage til besættelsens begyndelse. Men fænomenet eskalerede voldsomt i forbindelse med augustoprøret i 1943, og toppede i dagene lige efter befrielsen, hvor hævntørsten var stor og de tyske myndigheder ikke længere kun gribe ind. [8]

I årtierne efter besættelsen var tyskerpigerne og deres eventuelle børn ofte udsat for social stigmatisering i lokalsamfundet. Der blev spyttet og råbt efter dem på gaden, og flere havde svært ved at finde eller beholde job.  For mange fortsatte afstraffelsen således i årtier i form af social udstødelse [5][7].

Klipning og afstraffelse af kvinder, som havde haft forhold til soldater fra besættelsesmagten, fandt sted i alle de besatte lande – og var på ingen måde et unikt dansk fænomen.[11]

Samarbejde tyskerpigerne med besættelsesmagten?

Under og lige efter besættelsen herskede den opfattelse, at de fleste tyskerpiger var nazister og ofte var stikkere – dvs. personer som angav andre danskere til besættelsesmagten for aktiviteter forbundet med modstandsbevægelsen. Langt de fleste tyskerpiger var dog hverken nazister eller stikkere. [12]

Kigger man på gruppen af kvindelige stikkere, både de som blev likvideret af modstandsbevægelsen og de 400 som blev dømt af myndighederne efter befrielsen, havde størstedelen af dem dog haft en romantisk relation til en tysk soldat eller officer. Tyskerpigerne var som gruppe altså ikke nødvendigvis stikkere – men de fleste kvindelige stikkere kan betegnes som tyskerpiger. [12]

Blandt disse er der eksempler på kvinder, der angav deres landsmænd, fordi de ideologisk sympatiserede med tyskerne, eller fordi de fik penge for at sælge oplysninger til tyskerne. De fleste var dog det, som i modstandsbevægelsen blev betegnet som ”snakkere”.  Dvs. at de ikke angav bevidst – men i almindelig samtale med deres tyske kæreste kom til at sige noget, som besættelsesmagten kunne bruge - f.eks. om en brors aktiviteter i modstandsbevægelsen [6].

Endelig blev nogle tyskerpiger stikkere, fordi de anmeldte chikane og overgreb mod dem selv til besættelsesmagten. En tyskerpige anmeldte f.eks. sin nabo for at have spyttet efter hende og kaldt hende ”tyskerluder” [12], en anden anmeldte hospitalspersonalet for at have overmalet hende med hagekors, mens hun var bedøvet under en operation [6]. Når kvinderne anmeldte til de tyske myndigheder fremfor de danske, skyldes det en manglende (og ofte berettiget) tiltro til at det danske politi ville reagere på deres anmeldelse.[9] [12]
Kvinderne, der anmeldte overgreb mod dem selv til de tyske myndigheder, blev under retsopgøret efter besættelsen, i flere tilfælde dømt for stikkeri. Begrundelse herfor var, at myndighederne fandt, at tyskerpigerne burde have vidst at deres anmeldelse til tyskerne ville udløse disproportionale afstraffelse af deres landsmænd.  [12]

Hvordan forholdt myndighederne sig til tyskerpigerne i forbindelse med retsopgøret? besættelsen?

Den 1.6 1945 vedtog det danske folketing den såkaldte forræderilov. Loven gjorde med tilbagevirkende kraft en række af handlinger ulovlige, og havde til formål at straffe de personer, som man fandt, havde begået landsvigerkriminalitet under besættelsen. Romantiske forhold til tyske soldater blev ikke inkluderet i loven, og tyskerpigerne var derfor heller ikke under denne nye lov at regne for kriminelle eller landsforrædere. [13] Den manglende inklusion af tyskerpigerne i loven stred mod folkestemningen. Ifølge en gallupundersøgelse mente 75 % af danskerne, at tyskerpigerne burde straffes for deres forhold. [14]

På trods af, at tyskerpigerne ikke var en del af forræderiloven, blev tusindvis af tyskerpiger alligevel arresteret og interneret i de første måneder efter befrielsen.  Årsagen hertil var todelt. For det første, var mange tyskerpiger mistænkt af modstandsbevægelsen for at være stikkere. For det andet, internerede man kvinderne, fordi man frygtede, at de ellers vil blive udsat for hævnaktioner. For mange tyskerpiger var frygten for repressalier så stor, at de selv bad om at blive interneret. [14]

Indstillingen fra Frihedsrådet, dvs. den samlede modstandsbevægelses ledelse, var at arrestationerne skulle foregå værdigt. I praksis foregik arrestationerne dog tit som massearrestationer i fuld offentlighed, hvor mistænke blev samlet på åbne lastbiler. Ofte stimlede en større folkemængde sammen, og fotograferede, spyttede og råbte efter de anholdte. Arrestationerne fik på den måde også ofte en karakter af afstraffelse. [14]

De fleste tyskerpiger blev relativt hurtigt løsladt igen. Der er dog tilfælde af kvinder, der sad fængslet i over tre måneder uden at blive stillet for en dommer.  [15]

Stigmatisering, traumer og livslange følger

Hvorfor var mange vrede på tyskerpigerne?

Den enorme vrede i samfundet mod tyskerpigerne og de voldsomme afstraffelser af dem kan være svære at forstå i dag.  For at forstå behandlingen af tyskerpigerne, skal man forstå 1940’ernes kønsroller. Kvindeidealet i 1940’erne var den hjemmegående husmor, hvis kald i livet var at være en god mor og hustru. Under besættelsen udråbte statsminister Wilhelm Buhl husmoren, der holdt sammen på hjemmet trods de hårde kår og rationeringer til at være ”folkelivets inderste styrke.” [16]

Men når danske kvinder indledte forhold til tyske soldater, brød de på alle måder med dette ideal. I stedet for at holde sammen på hjemmet og støtte den danske mand, lod hun sig forføre af fjenden. Heri lå også den opfattelse, at en kvindens seksualitet og frugtsommelighed tilhørte nationen. En dansk kvindes pligt var at gifte sig med en dansk mand og føde danske børn. [17]

Tyskerpigerne var desuden en nemt tilgængelig syndebuk. Forfølgelsen af dem i dagene efter besættelsen blev således også en måde at få afløb for frustrationerne og demonstrere sit nationale sindelag. [18]

Hvorfor var kvinderne sammen med de tyske soldater?

Når forhold til tyskerne var så ilde set, kan det undre, hvorfor så relativt mange kvinder alligevel valgte at indgå i en sådan relation.

Kvindernes bevæggrunde har næppe været ens. Historiker Martina Koegeler-Abdi påpeger, hvordan der for de fleste af kvinderne ikke lå ideologiske grunde bag: ”Mange af de her kvinder så ikke deres handlinger som politiske beslutninger. Det var ganske almindelige kvinder, der arbejdede i bagerbutikker, i butikker og kantiner hvor de tilfældigvis mødte tyskerne.” [19]

Koegeler-Abdi lægger her vægt på, at forholdene tit opstod som følge af tilfældige møder, der så udviklede sig til et kortere eller længere forhold. Andre kvinder opsøgte de unge tyske soldater mere aktivt, f.eks. ved at tage på de værtshuse soldaterne typiske brugte. Motivationen herfor kan have været eventyrlyst eller betagelse af de unge mænd i uniform. Mens det for andre handlede om, at de unge ugifte mænd langt hjemmefra gerne brugte deres løn til at købe alkohol, cigaretter og biografture til kvinderne. Endelig var der den gruppe af kvinder, der var prostituerede, og for hvem forholdene til de tyske soldater var økonomisk motiverede. [4]

Hvordan gik det med tyskerpigerne og deres børn?

Mange tyskerpiger levede livet igennem med traumer fra de hævnaktioner, de var udsat for. Journalist Mette Just, der har interviewet flere tyskerpiger, fortæller om, hvordan en kvinde livet igennem led af PTSD: Fra det øjeblik hvor hun blev klippet, gik hun aldrig til frisør igen. Resten af sit liv klippede hun det selv på den måde, at hun samlede det i en hestehale, puttede vat i ørerne, fandt køkkensaksen frem og klippede håret af i ét hug. Det var det samme, når børnene skulle klippe julepynt – så røg vattet i ørerne. Hun kunne ikke klare lyden af en saks. [7]

For andre blev den sociale udstødelse og skammen en livslang byrde, der førte til isolation, og som det var et tabu i familien at tale om. Forsker Martina Koegeler-Abdi fortæller: ”Der var masser af tavshed, konflikter og fortielser. Og det skabte indimellem et meget distanceret forhold mellem mødre og børn. Det er helt klart en byrde, som er blevet overført ned gennem generationerne. Hvor børnene godt vidste, at der var en hemmelighed, men lærte ikke at vide det for at beskytte familien.” [19]

Flere tyskerpiger, der blev gravide valgte at bortadoptere deres barn. Andre flyttede til et nyt sted for at sløre deres barns oprindelse. Kom det frem at et barn havde tysk far, måtte barn ofte tåle social udskamning i skolen og lokalsamfundet. I 1996 dannede en gruppe af børn af tyskerpigerne foreningen Danske Krigsbørns Forening, for at kunne støtte og vejlede hinanden, såvel som for at bryde tabuet omkring deres egen historie og ophav. [20]

Fra nationalt tabu til nuanceret erindring

Hvordan erindres tyskerpiger?

Den kollektive erindring om tyskerpigerne har grundlæggende været negativ og tabubelagt.  Årsagen hertil var bl.a. den kollektive erindring og nationale selvfortælling om 2. Verdenskrig, som blev den dominerede efter besættelsen. I denne fortælling blev Danmark fremstillet som en samlet nation, der stod sammen mod den tyske overmagt. [21]

I denne fortælling var modstandsvilje og kampgejsten i befolkningen var stor, og det var kun en lille marginaliseret gruppe af danskere, der støttede og samarbejde med tyskerne. Eksistensen af de mange tyskerpiger udfordrer i sig selv denne nationale selvfortælling. Journalist Anne Røgild, som var tilrettelægger på DR’s serie ”Min mor var tyskertøs”, fortæller: ”I min opvækst hørte vi denne her massive fortælling om Danmark som modstandsnation – at vi var de gode næsten fra starten, at vi lavede sabotage idet skjulte og i det hele taget var imod den tyske besættelsesmagt. Men når 50.000 kvinder gav deres hjerte til tyske soldater, er det en stærk modfortælling.” [5]

De seneste 30 år er der dog kommet et mere nuanceret og kritisk blik på besættelsestiden både i forskningen og i den almene bevidsthed. Dette har medført en større interesse tyskerpigerne, der både i medierne og forskningen beskrives mere nuanceret og tit med en vis medfølelse. [22]  

Denne udvikling er ikke unik for Danmark. I Norge gav daværende statsminister Erna Solberg i 2018 på vegne af den norske stat således en undskyldning til de norske tyskerpiger og deres børn for den måde, som myndighederne behandlede dem på efter krigen.  [23]

Hvilken symbolik ligger i klipningen af håret?

Kvinders hår har op gennem historien været et vigtigt symbol til at vise en kvindes stand og status. Løst hår har ofte været brugt til at symbolisere ungdom og jomfrulighed, mens tildækning eller bestemte frisurer har været brugt til at signalere indgåelsen i ægteskabet. En kvindes hår har derfor også været et symbol på hendes ære.

I antikken blev afklipningen brugt til at straffe kvinder - særligt for utroskab - hvor det overfor omverdenen blev markeret, hvordan kvinden nu var uren og uden ære. I forbindelse med forskellige krige og konflikter er kvinder, der havde forhold til fjenden, ofte blevet straffet ved at få deres hår afskåret. Symbolikken er, at når en kvinde giver sin krop til fjenden, fortaber hun sin værdi og ære. I straffen er også et signal om, at en kvinde ikke har ret til at give sin krop til fjenden – kvindens krop og seksualitet tilhører nationens mænd.  [11]

Når tyskerpigerne fik klippet deres hår af, genoptog gerningsmændene altså en ritualiseret afstraffelse med meget lange historiske rødder.  Det er dog langt fra sikkert, at de som udførte klipningerne af kvinderne, reflekterede eller var bevidste om symbolikken og historikken i netop denne afstraffelse. Mange valgte sandsynligvis denne afstraffelse, alene fordi de havde hørt om andre tyskerpiger, som var blevet straffet på denne måde enten af andre danskere eller i udlandet.

Et europæisk fænomen efter krigen

Hvordan så det ud i andre europæiske lande?

Tyskerpigerne var på ingen måde et unikt dansk fænomen. I alle lande, hvor der var tyske soldater under 2. verdenskrig, var der kvinder som havde forhold til dem. Og ligesom i Danmark blev disse kvinder ofte betragte som forrædere af deres landsmænd. 
I de andre europæiske lande blev kvinderne også udsat for voldelige og ofte spontane afstraffelser, hvor afklipningen af håret var den dominerede. Overalt toppede aktionerne i tiden lige efter 2. Verdens- krigs afslutning. I Frankrig fik over 20.000 kvinder skåret håret af i dagene efter krigens slutning. [24]

Vores naboland Norge adskiller sig fra Danmark ved, at myndighederne i Norge tog en langt mere aktiv del i afstraffelsen af tyskerpigerne. I Norge internerede myndigheder cirka 14.000 tyskerpiger og anbragte dem i fangelejre, hvor nogle sad i over et år. Ingen af disse kvinder blev nogensinde stillet for en dommer. For de cirka 3000 norske kvinder, som havde indgået ægteskab med en tysk mand, gjaldt det at de og deres eventuelle børn fik frataget deres norske statsborgerskab og blev tvangsdeporteret til Tyskland. [25]

Citerede kilder

  8. Tema tyskerpiger

    Hjemmeside
    Historisk Samling fra Besættelsestiden (HSB), tilgået 15-01-2026

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Årsag
    2. Forløb

  13. Forræderiloven

    Leksikonartikel
    Ditlev Tamm
    lex.dk, 04-07-2017

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Forløb

  18. Feltmadras

    Leksikonopslag
    Aage Trommer og Charlie Krautwald
    lex.dk, 29-04-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens

  20. Om DKBF

    Foreningshjemmeside
    DKBF, tilgået 15.12.2026

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Konsekvens