Sverige (Faktalink light)
Læsetid: 5 min
Indhold
Indledning
Sverige er det største land i Norden, målt både på antal indbyggere og på areal. Historisk set har Danmark og Sverige haft et tæt forhold og både været forenet under samme styre og været i krig med hinanden. I dag er Sverige et land som Danmark ofte sammenligner sig med politisk og kulturelt. Begge land går meget op i at kæmpe mod hinanden inden for sportsgrene som håndbold og fodbold. Sverige og Danmark har mange ligheder, men der er også en række forskelle. F.eks. er der klipper og store skovområder i Sverige, og der lever både bjørne og ulve frit i naturen. Sverige adskiller sig også fra Danmark ved at have taget imod langt flere flygtninge.
Hvad er Sverige?
Sverige er et kongerige. På svensk er landets officielle navn Konungariket Sverige. Sverige er det største land i Norden, både målt på antal indbyggere og areal. Der bor næsten 10 millioner mennesker i Sverige. Sveriges areal dækker 447.435 km2. Det gør Sverige til det 3. største land i EU (efter Frankrig og Spanien).
Hvor ligger Sverige?
Sverige ligger i Nordeuropa. Det grænser op til Norgemod vest og Finland mod øst. Sverige er forbundet med Danmark via en bro- og tunnelforbindelse over Øresund i den sydvestlige del af landet.
Hvad hedder Sveriges hovedstad?
Sveriges hovedstad hedder Stockholm. Den ligger på den svenske østkyst, hvor søen Mälaren løber ud i Østersøen. Stockholm består af 14 øer, forbundet af 56 øer. Fordi byen ligger ved vandet, bliver den kaldt for Nordens Venedig. Der blev bygget en borg på stedet allerede omkring 1250. I dag bor der cirka 1,5 millioner mennesker i Stockholm og over 2 millioner mennesker i alt i området Storstockholm.
Hvad har præget Sveriges historie?
Vikingetiden, der varede fra slutningen af 700-tallet til midten af 1000-tallet, er en vigtig del af Sveriges tidlige historie. Vikinger fra Danmark rejste mod vest og syd. Men de svenske vikinger rejste i højere grad til Baltikum og Rusland og også så langt væk som til Bagdad (i nutidens Irak). I 1397 blev Sverige forenet med Danmark og Norge i Kalmarunionen. Men i 1523 brød Sverige ud af unionen. Det blev begyndelsen på den såkaldte Vasaperiode hvor svenskerne erobrede store områder omkring Østersøen. I midten af 1600-tallet var Sverige en af Europas stormagter. Men Sverige havde fået mange fjender, og i 1700 begyndte Den Store Nordiske krig hvor Rusland, Sachsen-Polen og Danmark gik sammen mod Sverige. Sverige tabte krigen og måtte give store landområder fra sig. Bl.a. måtte de give Finland til Rusland som nu blev områdets stormagt.
Under Napoleonskrigene var Sverige på den vindende side, mens Danmark var blandt taberne. Da krigen sluttede i 1814-15, måtte Danmark afgive Norge til Sverige. Herefter var Norge og Sverige i union indtil 1905 hvor Norge blev selvstændigt.
Under Første og Anden Verdenskrig holdt Sverige sig neutral. Men siden er Sverige blevet kritiseret for at have leveret stål og maskindele til Nazityskland under 2. Verdenskrig.
Hvordan regeres Sverige?
Sverige er ligesom Danmark et konstitutionelt monarki. Det vil sige at monarken (det royale overhoved, kongen eller dronningen) ikke har reel politisk magt. Sverige er et demokrati. Landets højeste myndighed er Riksdagen som svarer til det danske folketing. Riksdagen, der består af 349 medlemmer, vælger en statsminister, og statsministeren udpeger en regering. Sverige blev medlem af EU i 1995, men har ligesom Danmark beholdt sin krone som valuta. Sverige er ikke medlem af NATO.
Sveriges demografi
Hvad er særligt for Sveriges geografi og landskab?
Sverige har mange elve (floder) og søer. Store søer og elve udgør næsten 10% af arealet. Der er også store områder med skov, især nåleskov. Over 50% af landet er dækket af skov. Det højeste bjerg er Kebnekaise hvis top er 2.106 meter over havet. Over en femtedel af Sveriges 10 millioner indbyggere bor i og omkring hovedstaden Stockholm. Den nordlige del af landet er tyndt befolket. Sverige har en lang kystlinje på 11.530 km. Ud for kysten ligger mange små øer.
Hvilke sprog, religioner og etniske grupper er der i Sverige?
Svensk er det officielle sprog. Men der er også en række mindretalssprog, bl.a. finsk, samisk, romani, jiddish (som tales af visse jødiske grupper) og tornedalsfinsk/meänkieli. Der mange flygtninge og indvandrere i Sverige fra bl.a. Syrien, Irak, Iran og Polen.
Et flertal af svenskerne – cirka 63% – er medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke Svenska Kyrkan. Den minder om den danske folkekirke. Men Svenska Kyrkan blev adskilt fra staten i år 2000, så den er ikke længere en folkekirke. I Sverige er der også andre kristne kirkesamfund og grupper af muslimer, jøder og buddhister.
Hvad kendetegner Sveriges økonomi og samfundsforhold?
Sverige er et velfærdssamfund ligesom det danske. Borgerne betaler en ret høj skat. Til gengæld er skolegang, sundhedsvæsen m.m. stort set gratis. Sverige er et rigt land og sælger mange varer og produkter til andre lande, især elektronik, maskiner, biler, papir, jern og stål. Sverige er et af de lande i verden der giver mest udviklingsbistand til fattige lande, målt i forhold til antallet af indbyggere. Sverige er også et af de lande i Europa der har taget imod flest flygtninge. I Sverige er der ligesom i Danmark meget debat om indvandring. Partier, som er kritiske over for indvandring, er vokset ved de seneste valg i Sverige. Sverige er kendt som et land med gode forhold for børn og stor ligestilling mellem mænd og kvinder.
Hvilke vigtige nationale symboler har Sverige?
Sverige er kendt for produktion af biler, bl.a. Volvo og Saab, og for sin natur med fjelde, søer og store skove. Sverige er også berømt for sportsstjerner som Bjørn Borg (tennis), Zlatan Ibrahimovic (fodbold) og mange skiløbere. Mange kender også svenske forfattere som Astrid Lindgren og filminstruktører som Ingmar Bergman.
Zlatan – för Sverige i tiden | Dokumentär | SVT play HD
Dokumentarfilm om den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Kilder og klip
Hjemmesider og opslagsværker
Den svenske stats officielle hjemmeside med diverse fakta om Sverige
Globalis.dk – opslag om Sverige
Globalis.dk er et interaktivt verdenskort og digitalt opslagsværk med fakta om en række lande.
Nordisk Ministerråds hjemmeside med info om Sverige
Danmark i Sverige – det danske udenrigsministeriums hjemmeside om Sverige
Hvad ved du egentlig om vores naboland?
Test om forskelle på Danmark og Sverige – i anledning af valget til det svenske parlament Riksdagen 9. september 2018. Lavet af DR.
Film på Filmstriben
Fortælling fra Sverige i 1959 om 12-årige Ingemar som bor med mor og storebror Erik i en lille lejlighed. Som en sand overlevelseskunstner formår han at holde alle katastrofer på afstand med humor og ukuelighed på trods af drillerier, moderens sygdom og død og hunden Sickan's aflivning.
Stella er 12 år gammel og lige på grænsen til at træde ind i de spændende, men skræmmende, teenageår. Hendes storesøster, Katja, er nærmest perfekt i Stellas øjne.
Stockholm 1982. Bobo, Klara og Hedvig er tre piger på 13 år, der hænger ud i gaderne og taler om alt mellem himmel og jord. De er modige og cool, men samtidig også usikre og forvirrede. De tre piger beslutter sig for at lave et punkband på trods af, at ingen af dem har et instrument og alle siger, at punken er død!