Hvad leder du efter?

Børn til gruppemøde

På 'Nøglen' i Lystrup er der hver mandag gruppemøder for skilsmissebørn i alderen 11-12 år.

Foto: Jan Dagø / Ritzau Scanpix

På 'Nøglen' i Lystrup er der hver mandag gruppemøder for skilsmissebørn i alderen 11-12 år. Foto: Jan Dagø / Ritzau Scanpix

Skilsmisse (Faktalink light)

Hovedforfatter

  • Louise Rosengreen, cand.mag., iBureauet/Dagbladet Information, juni 2019

Læsetid: 4 min

Indhold

Indledning

I Danmark ender tæt på halvdelen af alle, der bliver gift, med at gå fra hinanden igen. Og der er større sandsynlighed for at blive skilt hvis man har børn. I dag oplever hvert tredje danske barn at deres forældre bliver skilt. Det kan være svært for både voksne og børn at forholde sig til de store forandringer der sker i dagligdagen når en familie bliver brudt op. Nogle bliver vrede, mens andre ikke vil tale om det. Mange børn kan i perioder have det rigtig hårdt når forældrene bliver skilt.

Tager børn altid skade af forældres skilsmisse? | Klassen: Sandt eller falsk | Ultra

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvor mange bliver skilt i Danmark?

Der var 15.034 ægtepar der blev skilt i 2018. Det svarer til 46 %. Det er en lille smule færre end i årene før, men de sidste 20 år har det været omkring halvdelen af alle, der blev gift, der blev skilt igen på et tidspunkt.

Der er generelt flere, der bliver skilt, når det er hårde tider som under en krig. F.eks. var der mange skilsmisser efter 2. Verdenskrig. Det skyldtes at mange unge par var blevet gift hurtigt, lige inden manden skulle i krig. Bagefter fandt de så ud af at de alligevel ikke var rigtige for hinanden.

Hvordan bliver man skilt?

Hvis man har været gift og ikke længere ønsker at være sammen, skal man søge om at blive skilt. Det gør man hos Familieretshuset. Det koster 370 kroner i 2019. Man skal vente i 3 måneder, før man kan blive skilt, hvis man har børn under 18 år. Ventetiden skal man bruge på at tænke over hvordan man bedst taler sammen og samarbejder efter skilsmissen. Man skal også tage et lille kursus på nettet hvor man lærer hvordan man hjælper sine børn godt igennem.

Hvis et par ikke er gift, kan de gå fra hinanden uden at søge om det, men de skal stadig overveje mange af de samme ting. Det kan være hvem der skal bo hvor? Hvem der skal beholde sofaen eller fjernsynet? Og meget andet.

Hvilke problemer kan der være ved at blive skilt?

Der er meget der ændrer sig når man bliver skilt. Ofte betyder det at man skal flytte. Hvis man har børn, skal de nu bo to steder. Og man skal blive enige om hvornår de skal være hos hvem og i hvor lang tid ad gangen. Det kan være særlig svært ved mærkedage som jul eller fødselsdage.

Ofte kan de voksne, der er gået fra hinanden, have vanskeligt ved at tale ordentligt sammen. Det kan skabe nye konflikter og skænderier. Det kan også være svært hvis ens mor eller far får en ny kæreste. Og hvis de har børn, skal man også forholde sig til at få nye søskende.

Hvem kan man tale med om skilsmisse?

Uanset om du er voksen eller barn, er det en god ide at tale med andre om det hvis du oplever en skilsmisse. Det kan være en god ven, en lærer på din skole eller en af dine venners forældre. Du kan også komme i en gruppe og mødes med andre på din egen alder der er i en situation der ligner din.

Er du et barn, kan du ringe til Børnetelefonen og få hjælp fra frivillige børn og voksne der ikke kender dig. Det er anonymt, og nummeret er 116 111. På børnetelefonens hjemmeside er det også muligt at chatte eller skrive et brev til en af de frivillige.

Hvor længe har man kunne blive skilt i Danmark?

I tiden før Danmark blev kristent, var det normalt at kvinden blev set som mandens ejendom. Det var derfor op til manden om han ville skille sig af med sin kone. Men med kristendommen blev det forbudt at blive skilt. I kong Christian den 5.s lov fra 1683 stod der at man kunne blive dømt til døden for at bryde et ægteskab. Det var der aldrig nogle der blev, men loven betød at meget få blev skilt. I 1800-tallet var der hvert år ca. 100 skilsmisser. Folk begyndte at bløde en smule op overfor skilsmisser, men kirken var stadig imod. Det førte til at udtrykket ”til døden jer skiller” blev tilføjet til vielsen i 1897. Først i 1925 blev det ved lov vedtaget at alle har fri ret til at blive skilt i Danmark.

Hvor kan man ikke blive skilt?

Der er forskellige regler for skilsmisser alt efter hvor i verden man er blevet gift. I nogle lande er det først blevet tilladt at blive skilt for ganske nyligt. I Spanien blev retten til skilsmisse f.eks. først indført i 1981, mens det er under ti år siden at det blev tilladt på Malta. Der er også stadig nogle få steder hvor du ikke kan blive skilt i dag. I Filippinerne er det f.eks. forbudt at blive skilt på grund deres katolske tro.

Kilder og klip

Hjemmesider

Børnetelefonen

På børnetelefonenes hjemmeside kan du få gode råd og tage en quiz om skilsmisse. Du kan også ringe eller skrive til børnetelefonen og få hjælp af en voksen eller andre børn hvis du har problemer.

Børns egen stemme

Center for familieudvikling har skrevet en bog, om hvordan det føles for børn, når deres far og mor går hver til sit.

Hvordan er det at være skilsmissebarn?

DR ULTRA.

Film

Hvordan er det at være barn i en skilsmisse? Og hvad gør man som forælder?

Børns vilkår har interviewet Signe Lindkvist, der fortæller om sine erfaringer med at være skilsmissebarn og selv at blive skilt.

Filmcentralen

Amandas to verdener

Anders Gustafssons dokumentarfilm handler om Amanda på 11 år. Hendes forældre er skilt og har fået nye familier, og det er ikke helt nemt for Amanda at være delebarn.

Glashjertet

Elisabeth Rygård har lavet en kort fiktionsfilm om Maja på 12 år og Peter på 8, der gennemlever deres forældres skilsmisse.

Magten over kærligheden

Christina Rosendahl har lavet en dokumentarfilm om de jurister, der arbejder med de familier, der ikke kan blive enige om, hvor børnene skal bo efter en skilsmisse.