Præsidentvalg i USA

USA er verdens største supermagt, og det har stor betydning for resten af verden, hvem der vælges som USA’s præsident – et embede, der ofte omtales som det mest magtfulde i verden.

     Den nuværende præsident, demokraten Joe Biden, blev valgt i 2020 og er nummer 46 i rækken siden det første valg i 1789.

     Ved præsidentvalget 5. november 2024 stiller Kamala Harris, der blev Demokraternes kandidat efter at Joe Biden valgte at trække sig,  og den tidligere præsident i 2017-21, republikaneren Donald Trump, op som spidskandidater.

Præsidenten vælges for 4 år og har en større udøvende magt end fx den danske statsminister: Han er regeringsleder, statsoverhoved og militærets øverste chef, han udnævner ministre, dommere m.fl., og han kan lave traktater med andre lande. Det politiske system er dog bygget op, så Kongressen og domstolene kan spænde ben for, at han kan føre sin politik ud i livet, hvis et flertal er uenig med ham.

     Det amerikanske valgsystem sikrer, at alle USA’s 50 stater får indflydelse på præsidentvalget. Hver stat har et antal valgmænd, og den, der får flest valgmænd, vinder valget. Derfor bliver man ikke altid præsident, selvom man får flest stemmer.

     Det amerikanske demokrati er i krise i disse år. Mange vælgere har meget lidt eller ingen tillid til det politiske system, de oplever valgsystemet som uretfærdigt og for svært for mindre partier at få fodfæste i, og de fleste er utilfredse med, hvem de kan stemme på, og ønsker flere partier at vælge imellem.

     Blandt årsagerne til krisen nævnes blandt andet finanskrisen, corona-epidemien og en dyb politisk splittelse i den amerikanske befolkning.

USA kaldes for verdens ældste moderne demokrati.

     Det første præsidentvalg fandt sted i 1789, hvor George Washington blev præsident, helten fra den amerikanske revolution 1775-83.

     USA blev grundlagt få år før, da 13 britiske kolonier på Nordamerikas østkyst gjorde oprør mod overmagten hjemme i Storbritannien, som pålagde kolonierne store skatter og fratog dem de rettigheder, borgerne hjemme i England havde.

     I 1775 brød utilfredsheden ud i lys lue med Den Amerikanske Revolution og den blodige Uafhængighedskrig. 4. juli 1776 underskrev kolonierne Uafhængighedserklæringen og samlede sig i en føderal republik, de kaldte United States of America (Amerikas Forenede Stater), der byggede på en ny samfundsmodel: Et liberalt konstitutionelt demokrati, som sikrer det enkelte menneske grundlæggende ukrænkelige frihedsrettigheder til at tro, tænke, ytre sig, stille op til politiske valg og være lige for loven.

     Det er stadig omdrejningspunktet for USA’s grundlov, Forfatningen, fra 1787, hvor magten deles mellem tre institutioner: præsidenten, Kongressen (USA’s parlament, som består af to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus) og domstolene. Magten er delt ud fra den politiske filosof Montesquieus princip om tredelingen af magten og et ’checks and balances’-system, hvor de tre institutioner kan gribe ind i hinandens beslutninger. Hver af de nu 50 delstater i USA har også lokal selvbestemmelse med tredeling af den lokale magt, en lokal forfatning og en guvernør som leder

.

     For at beskytte demokratiet, skal USA’s politiske ledere vælges ved demokratiske valg: Valgmodellen ’flertalsvalg i enkeltmandskredse’ og ’valgmandskollegium’ sikrer, at alle stater får indflydelse – også de, som ikke har ret mange indbyggere

.

Præsidentvalget i USA er egentlig et valg, hvor flere partier kan stille op, men i praksis har det siden 1856 fungeret som et topartisystem, fordi vinderen altid er spidskandidaten fra enten Demokraterne eller Republikanerne – USA to største partier.

     Det koster mange millioner dollars og en stor organisation at gennemføre en valgkampagne i alle USA’s stater – penge, som andre partier sjældent har

.

     Ved primærvalg/opstillingsvalg i alle 50 delstater kæmper man i hvert parti om, hvem der skal stille op som kandidat.

     Ved selve præsidentvalget – som altid afholdes om tirsdagen efter den første mandag i november – stemmer vælgerne på en lokal valgmand i deres egen stat, der støtter deres præsidentkandidat.

     Den kandidat, som vinder flest valgmænd i en stat, vinder også modstanderens valgmænd, ud fra ’Winner Takes All’-princippet (dog ikke i Nebraska og Maine): Vinder en kandidat 11 valgmænd i en stat, som i alt har 20, så får han også modstanderens 9 valgmænd med i sin pulje.

     Den kandidat, der vinder de fleste af USA’s i alt 538 valgmænd, bliver præsident og indsættes 20. januar året efter valget i præsidentembedet

.

Det skyldes valgmandssystemet, som sikrer stater med få indbyggere indflydelse på, hvem der bliver præsident, forklarer Mark Herron på videnskab.dk

.   Bor man fx i den mindste stat Wyoming, har man 3 gange så stor indflydelse, som en vælger i den største stat Californien

:   Wyoming har 580.000 indbyggere og 3 valgmænd – dvs. 1 valgmand pr. 193.000 indbyggere.   Californien har 39,5 millioner indbyggere og 55 valgmænd – dvs. 1 valgmand pr. 720.000 indbyggere.

     Fem gange har en præsidentkandidat i USA fået flest stemmer, men tabt valget.   De to sidste gange har en demokrat tabt

:

• I 2016 tabte Hillary Clinton til republikaneren Donald Trump. Selvom hun i hele USA fik næsten 3 millioner flere stemmer, fik Donald Trump i tre traditionelle demokratiske stater 77.000 stemmer mere end Hillary Clinton, og endte med at få flere valgmænd end hende. 
• I 2000 fik Al Gore ½ million flere stemmer end republikaneren George W Bush, men han fik 5 valgmænd mere end Al Gore.

Ifølge USA’s forfatning kan man stille op til præsidentvalget, hvis:

• Man er mindst 35 år gammel 
• Man er født som amerikansk statsborger 
• Man har boet i USA i mere end 14 år.

     Derudover kan en præsident maksimalt sidde på posten i to perioder, det vil sige 2 x 4 år. Det blev vedtaget med den 22. forfatningstilføjelse i 1951.

     Hvis man allerede to gange er blevet valgt til præsident, kan man derfor ikke stille op igen en tredje gang

.

Stemmeretten opfattes som fundamentet for den amerikanske forfatning.

     Man kan stemme, hvis man er:

• amerikansk statsborger. 
• fyldt 18 år. 
• registreret som vælger 
• opfylder sin delstats bopælskrav. 
• opfylder valgretskravene

.

     De første mange år i USA’s historie var der mange restriktioner på, hvem der kunne stemme. Fx kunne hverken sorte, kvinder og mænd under en vis alder stemme. Siden er retten til at stemme blevet udvidet med tillægsparagraffer til Forfatningen: Sorte fik stemmeret i 1870, kvinder i 1920 og unge over 18 år i 1971.

     Man kan ikke stemme, hvis:

• Man ikke har amerikansk statsborgerskab, selvom man har permanent opholdstilladelse. 
• Man har begået en alvorlig forbrydelse og sidder i fængslet (på nær i 3 stater, hvor man ikke mister sin stemmeret). I 23 stater får man sin stemmeret tilbage, når man har afsonet sin dom – i andre stater mister man den i en periode (15 stater) eller permanent (10 stater)

.

Det amerikanske valgsystem er anderledes end det danske.

     USA har et ’præsidentielt demokrati’, hvor nationens leder vælges ved et særligt præsidentvalg

.

     I Danmark har vi et ’parlamentarisk demokrati’ baseret på et ’flerparti-system’, som gør det muligt for mange forskellige partier at blive valgt ind i Folketinget, når vi har Folketingsvalg: I Danmark går alle stemmerne direkte til partierne/politikerne og afgør, hvor mange politikere et parti får valgt ind i Folketinget. Det kaldes et ’forholdstalsvalg’, mens man i USA har ’flertalsvalg i enkeltmandskredse’.

     Hvem der skal være statsminister, afgøres af de partier, som til sammen får flest stemmer. Statsministeren deler desuden den udøvende magt med kongen og regeringen. Derfor har den danske statsminister mindre magt end den amerikanske præsident. 

     I de fleste demokratier i verden vælges regeringslederen på samme måde af medlemmerne af parlamentet/den lovgivende forsamling

.

Præsidenten har mange kasketter på: Han skal føre kongressens beslutninger ud i livet som statsoverhoved, regeringschef, partileder, landsfader og chef for militæret. Han har derfor mulighed for at påvirke den nationale og den internationale dagsorden med sine mærkesager. Men er flertallet i Kongressen politisk uenig med ham, kan de spænde ben for ham. Når han udpeger ministre og laver traktater med andre lande, skal de også godkendes af Senatet. Kongressen skal desuden føre kontrol med ham og kan vælge at anlægge rigsretssag mod ham, hvis han misbruger sin magt.

     Omvendt kan præsidenten også gribe ind i Kongressens beslutninger: Den amerikanske forfatnings ’checks and balances’-system sikrer, at ingen af parterne får for stor magt. Præsidenten kan fx ikke selv lave love, men han kan nedlægge veto, hvis Kongressen vedtager love, han er imod, så de kun kan gennemføres med 2/3 flertal

. Og kun Kongressen kan erklære krig, men præsidenten har ret til på egen hånd at bruge atomvåben

.

Den største indflydelse på de 330 millioner mennesker, som bor i USA, har præsidenten via sin ret til at udstede dekreter om, hvordan regeringens politik skal gennemføres. Det vurderer lektor i amerikanske historie Niels Bjerre Poulsen i Informations artikel: ”Hvor langt rækker præsidentens magt”

.

     Præsidenten vælger også selv sin embedsmænd i Det Hvide Hus, som gerne må være partipolitiske, mens de fx i Danmark er forpligtet til at være politisk neutrale

.

     Får præsidenten mulighed for at udpege en eller flere Højesteretsdommere, kan det desuden give ham stor indflydelse måske mange år ud i fremtiden.

     USA’s Højesteret har den dømmende magt og det afgørende ord, når den amerikanske forfatning og lov skal fortolkes. Fx i spørgsmål om LGBTQ-rettigheder, racisme og retten til abort.  

     De ni Højesteretsdommere er udvalgt på livstid. Når en dommer dør/trækker sig, skal den siddende præsident udpege en ny dommer, som skal godkendes af Senatet. På den måde kan præsidenten i årtier efter sin præsidentperiode påvirke de love, som sætter rammerne for amerikanernes rettigheder.

USA er en supermagt, som har haft afgørende indflydelse på den globale dagsorden siden 2. verdenskrig, da USA har haft et bredt politisk ønske om at tage lederskab for en verdensorden baseret på demokrati, frihandel, internationale organisationer og aftaler. Præsidenten er USA’s ansigt udadtil, og han har et ret stort spillerum til at lægge USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje i samspil med sine nærmeste rådgivere.

     USA hjalp de allierede med at vinde 2. verdenskrig, støttede Vesteuropas genopbygning økonomisk med Marshall-hjælpen og indgik i 1949 i det militære NATO-samarbejde, som beskyttede Vesteuropa mod angreb fra Sovjetunionen under den kolde krig.  

     Efter Donald Trumps præsidentperiode 2017-21 er der dog opstået usikkerhed omkring den udenrigspolitiske konsensus på grund af hans America First-politik. Det er en af årsagerne til, at USA’s internationale magtposition nu er under pres, vurderer seniorforsker Rasmus Sinding Søndergaard fra Dansk Institut for Internationale Studier på diis.dk

.

Joe Biden vandt præsidentvalget i 2020, men Donald Trump nægtede at erkende sit nederlag og forsøgte af få omgjort valget: Han anklagede Demokraterne for valgsvindel, forsøgte sig selv med valgsvindel og opfordrede sine tilhængere til at marchere til Kongressen 6. januar 2021 og forhindre den officielle godkendelse af valgresultatet. Det førte til Stormen på Kongressen, hvor flere mennesker døde.

     Hundredvis af demonstranter blev senere dømt for ulovligheder, og Donald Trump skal selv for retten anklaget for at opildne til stormen på Kongressen. Han har udtalt, at han vil benåde de dømte, hvis han bliver præsident, da han anser dem for politiske gidsler. Donald Trump deltog heller ikke i den officielle indsættelse af Biden som præsident 20. januar 2021, og han fastholder myten om ’The Steal’ – altså at Joe Biden stjal valgsejren fra ham, selvom det er blevet afvist i alle de 62 retssager om påstået svindel, som Donald Trumps støtter har anlagt

.

Næsten 6 millioner amerikanere er udelukket fra at stemme, ifølge organisationen American Civil Liberties Union, skriver Andreas Thorsen i artiklen ”Kampen om USA’s sjæl” på zetland.dk. Blandt andet må man i mange stater ikke stemme, hvis man sidder/har siddet i fængsel – derfor må over 5 millioner ikke stemme. Det går især udover fattige sorte demokratiske vælgere

.

     Ifølge en analyse af chefredaktør Jakob Nielsen på altinget.dk har republikanske politikere i 41 delstater desuden fremsat lovforslag, der vil forhindre minoritetsgrupper i at stemme eller omgøre et valgresultat. I de stater, hvor Donald Trump overraskende tabte, er der fremsat særligt mange forslag.

     Der er f.eks. blevet lukket mange valgsteder i sorte kvarterer, og det er blevet svært at brevstemme, så vælgerne skal stå i kø op til 8 timer ved de få valgsteder, der er tilbage, ifølge ”Kampen om USA’s sjæl

.

Massemedier spiller en afgørende rolle i valgkampe, også i USA. Siden Donald Trump trådte ind på den politiske arena, er der desuden sket en voldsom polarisering i amerikanernes mediebrug: Store grupper i befolkningen har delt sig i to lejre med hver deres foretrukne tv-kanaler og præferencer på de sociale medier, der præsenterer dem for to vidt forskellige fremstillinger af virkeligheden. ”Derfor lever mange nu til en vis grad i to forskellige virkeligheder,” forklarer lektor i samfundsfag og historie Peter Brøndum og journalist Annegrethe Rasmussen i ”USA’s udfordringer”

.

     I valgkampen er medierne i de to lejre desuden massivt præget af reklamer med negative budskaber om modkandidaten

.

     En af årsagerne til polariseringen i mediebruget er Donald Trumps systematiske brug af begrebet ”fake news”, som han introducerede i sin valgkamp i 2016

. Det har undermineret mange republikanske vælgeres tillid til de fleste landsdækkende nyhedsmedier, at Donald Trump konsekvent påstår, at de er fake news, og at deres journalister er statsfjender, hver gang de bringer kritisk nyt om ham – og at hans støtter på de sociale medier spreder budskabet om, at han er offer for fake news 24/7, ifølge ”USA’s udfordringer”

.

Konsekvenserne af bl.a. finanskrisen og corona-epidemien har været med til at grave grøfterne dybere i det amerikanske samfund, fordi mange amerikanere ikke oplever, at den politiske elite handler på de alvorlige problemer, de slås med:

     Befolkningens tillid til USA’s politiske system er historisk lav. Det viser tal fra 2023-24 i undersøgelser fra PEW Research Center

: Kun 4% af vælgerne oplever, at USA’s politiske system er velfungerende, og kun 16% har tillid til at regeringen næsten altid gør det rette. 85% oplever, at politikerne er ligeglade med befolkningens behov, 70% oplever, at almindelige mennesker har for lidt indflydelse på de politiske beslutninger, og 85% mener, at de dyre valgkampagner spænder ben for, at gode kandidater kan stille op til valg, fordi det kræver en stor kapital.

Der er sket en voldsom polarisering i USA, hvor befolkningen i højere og højere grad har delt sig i to lejre, bekræfter flere undersøgelser, ifølge dr.dk

. De peger på, at 1 ud af 2 mener, at en borgerkrig er sandsynlig i nær fremtid – et emne, som ofte diskuteres på de sociale medier. ”USA er ved at blive revet over i to halvdele: En republikansk og en demokratisk,” vurderer USA-korrespondent Steffen Kretz

.

     Det afspejler sig i en valgkamp op til præsidentvalget 2024, hvor de to kandidaters hovedbudskab er, at modparten vil ødelægge det USA, amerikanerne kender, og hvor tendensen er, at mange vælger dropper at stemme eller stemmer af frygt/vrede på en kandidat, de ikke er enige med på mange områder, fordi de mener, at alternativet er værre, ifølge ”USA’s udfordringer”

.

     I bogen ”The Politics Industry” peger Katherine M Gehl og Michael E Porter på, at topartisystemet, der er praksis ved præsidentvalget, ikke fremmer et sundt demokratisk politisk system med fokus på at løse borgernes udfordringer fremfor at bekæmpe hinanden

.

USA har spillet hovedrollen som den eneste supermagt på den storpolitiske scene siden murens fald i 1989, da ingen har haft lige så store militære, økonomiske og teknologiske muskler

. Men USA’s position er nu under stigende pres fra blandt andet Kina og Rusland.

     Tilliden til USA er også blevet mindre, efter Donald Trump som præsident i 2017-21 trak tæppet væk under USA’s konsensus om at forpligte sig på internationalt samarbejde. ”Han er et symptom på, at USA er et land i alvorlig demokratisk krise med hans manglende respekt for demokrati og menneskerettigheder, hans dialog med ikke-demokratiske ledere osv.,” vurderer seniorforsker Rasmus Sinding fra Dansk Institut for Internationale Studier på diis.dk: Det har slået skår i den internationale tillid til USA som en global garant for samarbejde, sikkerhed og demokrati, selvom Joe Biden efterfølgende har genoptaget samarbejde og aftaler

.

Siden 1949 har Europa og USA været tæt forbundet i forsvarsalliancen NATO med en musketer-ed om, at et angreb på ét NATO-land er et angreb på dem alle. Derfor forpligter alle sig på at træde til, hvis et af dem bliver angrebet.

     Men Donald Trump har flere gange som præsident i 2017-21 og i valgkampen i 2024 dels antydet, at han vil trække USA ud af NATO, så Europa må klare sig selv, hvis Rusland angriber, og dels sagt, at USA kun vil hjælpe de NATO-lande, som overholder den fælles aftale om at bruge 2% af deres BNP på militæret

.

     Donald Trumps krav har haft effekt, og NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg har i 2024 udtrykt tilfredshed med, at flere NATO-lande nu bruger flere penge på militæret: ”Trumps kritik er ikke rettet mod NATO, men mod NATO-lande, som ikke bruger nok penge på forsvaret. Det er også i Trumps interesse at være del af en stærk forsvarsalliance, som råder over 50 % af verdens økonomi og militære styrker” siger han ifølge Ritzau/berlingske.dk

.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen mener, at man skal slå koldt vand i blodet overfor Donald Trumps trusler om, at han vil melde USA ud af NATO:

     ”USA’s økonomi er også afhængig af, at Europas økonomi klarer sig godt,” siger han til dr.dk

. 

     Ifølge Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton var USA’s udmeldelsespapirer dog udfyldt allerede ved NATO-topmødet i 2018

, og Senatet har i december 2023 vedtaget, at hvis en fremtidig præsident ønsker at USA skal forlade NATO, kan han ikke gøre det uden senatets godkendelse. 

     ”Det er svært at forestille sig, at USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik nogensinde bliver den samme igen, hvis Donald Trump igen bliver præsident,” vurderer professor Mikkel Vedby Rasmussen i en kommentar på altinget.dk

.

Valgsystemet har eksisteret siden USA’s grundlæggelse. Det har fra starten haft til formål at fordele magten mere ligeligt mellem staterne, så stater med få indbyggere også får indflydelse, når der skal træffes fælles beslutninger.

     Men i dag mener 65% af vælgerne, at valgsystemet skal ændres, så den præsidentkandidat, der får flest stemmer i hele USA, altid vinder valget.

     68% ønsker også flere partier at vælge imellem. Det viser undersøgelser fra 2023, foretaget at det amerikanske analyseinstitut PEW Research Center

.

Udover at metoden sikrer alle stater mere ligelig indflydelse, ser mange hos både Demokraterne og Republikanerne valgmetoden som en garant for, at de kan bevare deres politiske førerposition, da den gør det svært for andre partier og kandidater at få fodfæste, i følge ”USA’s udfordringer”

.

     En del republikanerne frygter også, at man vil få et etpartisystem, hvor Demokraterne får monopol på magten, hvis den kandidat, flest amerikanere stemmer på, vinder valget: Den største delstat Californien har er kæmpestort demokratisk flertal, som vil kunne udradere alle de små mere konservative staters indflydelse på præsidentvalget, lyder argumentet

.

     Skal valgsystemet ændres, skal 2/3 af kongressen sige ja til en forfatningsændring, som derefter skal vedtages af ¾ af de 50 stater.

Modstandere ser systemet som forvirrende og udemokratisk, fordi mange vælgeres stemmer går tabt og får ikke politisk indflydelse, lyder kritikken fx fra journalist Jesse Wegman i New York Times-podcasten ”A Peculiar Way to Pick a President”

: Demokraterne har fx tabt 2 af de sidste 6 præsidentvalg, selvom de fik flest stemmer i hele USA. Og vælgerne i USA’s 6-10 svingstater – dvs. de få stater, hvor det ikke er til at forudsige, hvem der vinder – får al for stor indflydelse på præsidentkandidaternes politiske mærkesager: Fordi svingstaternes stemmer afgør, hvem der bliver præsident, kæmper præsidentkandidaterne intenst om stemmerne i svingstaterne. Det betyder, at nogle få svingstats-vælgeres særlige politiske interesser i fx minedrift kommer højere op på den politiske dagsorden end fx klimaproblemerne, som berører langt flere amerikanere. Det er ikke rimeligt, at 4 ud af 5 amerikaneres interesser på den måde er usynlige i valgkampen, mener Jesse Wegman.

En af de største udfordringer i dag er, at mange vælgere ved præsidentvalget vil stemme på en kandidat, som de egentlig er politisk uenig med, også i forhold til demokratiske spilleregler.

     ”Men de frygter, at modstanderen er endnu mere udemokratisk, og at alt vil gå under, hvis modstanderen vinder valget,” forklarer demokratiforsker Suthan Krishnarajan i artiklen ”Amerikanske vælgere holder sig for næsen, mens de stemmer” i Kristelig Dagblad

.

     Han ser det også som et meget bekymrende tegn, at store dele af befolkningen ikke længere stoler på resultatet af den demokratiske valghandling, og begynder at tro på noget, de før ville anse for at være det rene vrøvl.

     At mange amerikanske vælgere i dag stemmer i frygt eller protest på en modkandidat, kan føre til, at de ikke stiller moralske og etiske krav til ham, advarer valgforskerne Shanto Iyengar og Masha Krupenkins, ifølge ”USA’s udfordringer”

.

63% af amerikanere har kun lidt/ingen tillid til USA’s politiske systems fremtid, ifølge PEW Research Centers tal fra 2023

:

     ”På papiret er USA fortsat, hvad man kalder et liberalt, dvs. frit, demokrati. Men hvor godt systemet fungerer i praksis, er en anden diskussion. Angrebet på kongressen 6. januar 2021 opfattes af mange eksperter som et angreb på det amerikanske demokrati,” konstaterer Peter Brøndum og Annegrethe Rasmussen i ”USA’s udfordringer”

.

     Demokratiforsker Suthan Krishnarajan peger i Kristelig Dagblad på, at valghandlingen typisk er noget af det sidste, der udfordres, når demokratier går tilbage. Han advarer også om, at den demokratiske krise i USA kan påvirke den demokratiske balance i resten af verden og bestyrke autoritære styrer i, at de klarer sig bedre

.

     Ifølge Kelly Born skyldes den demokratiske krise bl.a., at valgsystemet og topartisystemet er forældet i forhold til den verden, vi lever i i dag, hvor diversitet, globalisering og polarisering sætter dagsordenen. Kelly Born er tidligere direktør for Stanford University’s Cyber Policy Center, og ifølge hendes analyse i artiklen ”America’s Democratic Dysfunktion” i magasinet PS er problemet, at det nuværende system i udgangspunktet ikke er 100% demokratisk:

     ”Det amerikanske demokrati er bygget modsætningsfuldt op helt fra starten: I 1780´erne skulle det både sikre det enkelte menneske frihed og rettigheder, samtidig med at det kun gav 6 % af befolkningen ret til at stemme og skulle sikre, at de rige hvide, kristne mænd i USA, som stod bag den nye Forfatning, beholdt deres magt.”

     Den mistillid, mange amerikanere i dag har til valgsystemet og til hinanden, og deres krav om nye demokratiske, teknokratiske eller autoritative løsninger, ser Kelly Born derfor som et symptom på et dybereliggende problem:

     ”Vi er nødt til at genfortolke og reformere vores demokratiske institutioner og kultur, så de reflekterer verden af i dag, der er meget forskellig fra den verden, de opstod i,” pointerer hun

.