Oprindelige australiere

Aboriginerne er Australiens oprindelige folk, som i mange tusinder år levede alene på det australske kontinent. Briternes indtog i 1700- og 18-tallet bragte europæiske ideer, sygdomme og masseudryddelse med sig, som betød et drastisk fald i antallet af aboriginere og mange år med diskrimination og manglende rettigheder. I dag anerkendes aboriginere som statsborgere, og der er igangsat en række initiativer for at beskytte dem som folk. Alligevel hører aboriginere stadig til blandt Australiens fattigste og har markant dårligere levevilkår end deres landsmænd.

Aboriginere er den betegnelse, som man på dansk anvender om den oprindelige befolkning på det australske kontinent. Ordet kommer fra latin og er sat sammen af ’ab’, der betyder fra og ’origo’, der betyder oprindelse. Aboriginer kan i nogle sammenhænge referere til oprindelige folk generelt, f.eks. i USA, men henviser i denne artikel til oprindelige folk i Australien.   Betegnelsen aboriginer er opfundet af kolonisterne for at skelne den oprindelige australske befolkning fra de europæiske indvandrere. Betegnelsen opstod således først i forbindelse med, at det australske kontinent, nu kendt som Australien, blev koloniseret af briterne.

Relativ ny forskning fra Københavns Universitet viser, at aboriginernes historie er anderledes end først antaget. Forskningen, som kunne præsenteres i 2011, peger på, at aboriginerne nedstammer direkte fra en tidlig indvandring til Asien, der begyndte for omkring 70.000 år siden. Det er 24.000 år før den folkevandring, der kom til at danne grundlag for nutidens europæere og asiater. Forskningen viser også, at nutidens aboriginere er direkte efterkommere af de første mennesker, som kom til Australien for omkring 50.000 år siden. Studiet slår samtidig fast, at aboriginerne er den menneskegruppe, som har den længste tilknytning til det land, som de lever i den dag i dag.   Forskerne er kommet frem til resultatet ved at kigge på DNA fra en omkring 100 år gammel hårtot fra en aboriginer. Forskningen er lavet af et internationalt forskerhold, ledet af danske Eske Willerslev, der er DNA-forsker og professor ved Københavns Universitets Center for Geogenetik under Statens Naturhistoriske Museum.

Aboriginernes hovedsprog er i dag engelsk, hvilket bl.a. skyldes, at det indtil 1960’erne flere steder var forbudt at tale de oprindelige aboriginske sprog i skolerne. I dag anvendes de dog visse steder som undervisningssprog.   Før Australien blev koloniseret, taltes op mod 700 oprindelige australske sprog af omkring 750.000 aboriginere, fremgår det af en tidslinje på hjemmesiden for Australian Museum (se kilder).   Langt størstedelen af disse sprog er i dag uddøde. Den nye generation af aboriginere lærer omkring 20 af disse sprog, men kun syv af dem har over 1.000 brugere. Det fremgår af opslaget om aboriginere på Den Store Danske (se kilder). Disse sprog er:

• Anindilyakwa 
• Aranda 
• Gunwinggu 
• Tiwi 
• Walbiri 
• Western desert 
• Kala lagaw ya

     Aborigineres sprog har ingen officiel status i Australien i dag, men australske sprogforskere arbejder på at registrere og beskrive sprogene. De mener, at alle sprogene muligvis er indbyrdes beslægtede.

I 2017 levede der ifølge rapporten ”Australia’s Welfare 2017” fra den australske regering (se kilder) omkring 761.300 personer i Australien, der tilhører oprindelige folk. Det svarer til omkring 3 % af den australske befolkning. Dette tal dækker både over aboriginere og medlemmer af Torres Strait Islander-folket, som er det andet af Australiens oprindelige folk. Ifølge artiklen ”De oprindelige australiere” (se kilder) levede der omkring 500.000 aboriginerne i Australien i 2013, så et tal i dette spænd er sandsynligt.    Da aboriginerne blev koloniseret af briterne, faldt antallet af aboriginere drastisk. Dels på grund af udryddelse fra britisk side, dels på grund af manglende immunitet over Vestens sygdomme, som briterne bragte med sig til Australien. I 1930 var der kun omkring 40.000 aboriginere i Australien, ifølge opslaget om aboriginere i Den Store Danske (se kilder). Men da aboriginerne ikke indgik i folketællingen før 1967, er tallet usikkert. Siden 2. Verdenskrig er den oprindelige befolkning vokset, men udgør altså fortsat kun en meget begrænset del af den samlede, australske befolkning.

Aboriginerne levede spredt over hele Australien inden koloniseringen i slutningen af 1700-tallet, men flest levede dog ved kysten. Aboriginernes samfund var omhyggelige med at sikre en stabil forsyning af mad, men uden at samle mere forråd eller slå flere fødedyr ihjel, end de kunne spise. For at opretholde miljøet og tage højde for sæsonmæssige variationer blev aboriginerne kun i et område i en begrænset periode, hvorefter de flyttede til et nyt sted. Det sikrede, at der ikke blev jagtet, fisket eller høstet for meget i et bestemt område. Aboriginermændene jagtede store dyr som kænguruer, emuer og skildpadder, mens kvinderne og børnene stod for at nedlægge mindre dyr og samle frugter, bær og planter. For at intet skulle gå til spilde spiste man hele dyret eller brugte resterne til at lave f.eks. værktøj eller våben.

     Aboriginerne brugte ikke samme definition af ejerskab over jorden, som man f.eks. gjorde i Europa. Men de havde deres egen måde at dele land op på, selvom den grundlæggende filosofi var, at naturen og jorden var fælles eje. Søer, floder og bjerge fungerede som naturlige grænser. Grænserne blev ikke markeret på kort eller i bøger, da aboriginerne ikke benyttede sig af skriftsprog og bøger. I stedet blev viden om bl.a. grænser videregivet fra generation til generation i gennem sang, dans, kunst og historiefortælling.

Briternes kolonisering af Australien i slutningen af 1700-tallet var både blodig og konfliktfyldt. Storbritannien opfattede den australske jord som fri, da aboriginerne ikke opererede med individuel ejerskab over jorden, som man gjorde i Europa. For aboriginerne var naturen og jorden fælles eje. Briterne betragtede derimod jorden som ubeboet og tog den i besiddelse. Snart begyndte de at deportere engelske fanger til landet, da de engelske fængsler på daværende tidspunkt var overfyldte. Det førte til voldelige episoder mellem kolonimagten og aboriginerne, der udviklede sig, efterhånden som bosættelsen blev udvidet.

Briternes kolonisering og samfundsorden stred mod aboriginernes på flere områder. Et af de centrale konfliktpunkter var ejerskab til jorden. Samtidig havde englænderne andre landbrugsmetoder og opfattelser af dét at drive landbrug end aboriginerne. Aboriginerne indsamlede føde og var traditionelt jægere, og de så deres jagt blive besværliggjort og forhindret, efterhånden som englænderne begyndte at indhegne marker og bevogte husdyr.   De voldsomme konflikter mellem aboriginerne og kolonimagten førte med tiden til masseudryddelser af aboriginerne i løbet af 1800-tallet, bl.a. Myall Creek-massakren i 1838. Her blev mindst 28 ubevæbnede aboriginer dræbt, ifølge hjemmesiden for Sydney Living Museum (se kilder).   Drabene og overgrebene var generelt mest omfattende i Tasmanien og i Queensland. Nogle af de aboriginere, der overlevede, blev bl.a. forvist til reservater uden for byerne og til lejre, hvor de tjente som billig arbejdskraft eller som sexslaver for kolonimagten, ifølge artiklen om aboriginere i opslagsværket Den Store Danske.

I begyndelsen tolererede aboriginerne briterne, ifølge artiklen ”Colonial period 1788-1901” fra Australian War Memorial (se kilder). Da det viste sig, at briterne var kommet for at blive, udviklede konkurrencen om jorden og kløften mellem de to forskellige samfundsformer sig imidlertid til konflikt. Somme tider førte dette til væbnede kampe, som kolonimagten almindeligvis vandt. Andre gange anvendte aboriginerne bagholdsangreb, hvor de bl.a. dræbte kolonisternes husdyr, nedbrændte deres ejendomme og ødelagde deres telegraflinjer.

     I en artikel på National Archives, de britiske nationalarkivers, hjemmeside (se kilder) beskrives det, at aboriginerne led meget som følge af briternes ankomst til Australien. Der var voldelige sammenstød mellem aboriginerne og kolonisterne, bl.a. foranlediget af briternes landbrugsmetoder og samfundsorden, herunder retten til jord. Briterne dræbte ofte aboriginere, der overtrådte ”deres” ejendom; f.eks. de afgrænsninger som briterne havde lavet omkring deres huse og gårde. Aboriginerne, der ikke brugte individuel ejendomsret, opfattede imidlertid ikke dette som en overtrædelse. Med tiden flyttede mange aboriginere til byerne for at forsøge at skabe sig en tilværelse der, men de var ofte udsat for diskrimination og blev ramt af sygdomme og alkoholisme.

Da Australien blev selvstændigt i 1901, betød det ikke, at aboriginerne blev accepteret i samfundet.

     I starten af 1900-tallet levede aboriginerne på flere områder adskilt fra europæerne. Der blev gennemført en politik kaldet ”White Australia Policy”, der betød, at oprindelige folk på en række områder blev ekskluderet fra samfundet, bl.a. fik aboriginere frataget retten til at stemme. Op mod 100.000 aboriginerbørn blev i perioden 1910-1970 med magt fjernet fra deres forældre og anbragt i familiepleje hos europæiske familier som et forsøg på at ”integrere” aboriginerne i den hvide kultur. De fleste blev i praksis anbragt på institutioner, hvor forsømmelse og forskellige former for overgreb ikke var ualmindeligt. Deres navne blev ofte ændret, og de måtte ikke tale deres oprindelige sprog eller have noget med deres biologiske familie at gøre. Disse børn, der blev fjernet fra deres familier, er siden blevet betegnet som ”The Stolen Generation” (Den stjålne generation). Filosofien bag at fjerne børnene var, at aboriginske børn, særligt børn af blandet hvid og aboriginerafstamning, ville overtage og forstå de europæiske værdier, hvis de blev opdraget i det hvide samfund. Nogle af tvangsfjernelserne foregik ved deciderede razziaer med uanmeldte besøg af myndighederne, bortførelser eller ved at fjerne nyfødte fra forældrene med besked om, at de var døde ved fødslen.

Aboriginerne blev af europæerne opfattet som et laverestående folk, hvilket bl.a. afspejlede sig i deres manglende rettigheder og den generelle diskrimination af dem. I mange år blev aboriginerne ikke anerkendt som statsborgere og indgik heller ikke i de officielle folketællinger. De havde ikke stemmeret, ret til sociale ydelser eller arbejdsretslig beskyttelse.

     Den systematiske tvangsfjernelse af aboriginernes børn er også et tydeligt eksempel på, at de europæiske australiere anså den aboriginske kultur som laverestående og noget, der skulle udryddes, snarere end anerkendes.

I 1960'erne intensiverede aboriginerne deres kamp for at opnå almindelige borgerrettigheder i landet. I første omgang stod kampen om en rimelig løn og tålelige levevilkår, som det lykkedes at forbedre ved hjælp af bl.a. demonstrationer, retssager og international omtale. Men snart handlede det også om genvinde noget af den tabte jord, og med tiden har aboriginerne opnået en vis retslig beskyttelse af deres hellige steder samt ejendomsret til nogle landområder.

     Det var først i 1967, at aboriginerne blev opfattet som australske borgere og talt med i de australske folketællinger. Samme år ophørte regeringen med at tvangsfjerne aboriginske børn, og siden har mange af disse fjernede børn kæmpet for at finde deres biologiske forældre.

     I 1971 blev den første aboriginer medlem af parlamentet, og i 1974 blev der oprettet et ministerium for indfødtes forhold. I 1992 blev aboriginerne af den australske højesteret anerkendt som landets oprindelige beboere og ejere. Dommen faldt som afgørelse i det, der kendes som Mabosagen efter den aboriginske mand, Eddie Mabo, som ti år tidligere havde anlagt sagen. Dommen blev stadfæstet i Native Title Act i 1993, der er Australiens lov om de oprindelige folks rettigheder til at eje jorden. Det er en rammelov, som skal danne grundlag for fremtidige afgørelser i retssager om aboriginernes krav på rettigheder på landområder.

Generelt er aboriginere stadig dårligere stillet end andre befolkningsgrupper i Australien og er mere socialt udsatte: de lever under dårligere leveforhold, har en dårligere helbredstilstand, får en lavere løn og oplever højere arbejdsløshed.   I dag lever langt størstedelen af aboriginerne i byerne, ofte i yderkanten under dårlige forhold. Ifølge rapporten ”Closing the Gap” fra 2017 fra den australske regering (se kilder) lever op mod 80% af aboriginerne i dag i byerne.

     Aboriginernes generelt ringe leveforhold betyder, at der er en højere børnedødelighed i denne befolkningsgruppe, højere selvmordsrate og en lavere gennemsnitslevealder end i resten af befolkningen. Derudover udgør aboriginerne en uforholdsmæssig stor andel af de indsatte i fængslerne og er mere socialt udsatte, bl.a. i forhold til alkoholmisbrug.

     En australsk regeringsrapport fra 2011, ”Australian Burden of Disease Study” (se kilder) viser også, at aboriginere og Torres Strait Islander-folket (dvs. de oprindelige australiere) er væsentligt mere ramt af sygdomme end ikke-oprindelige australiere. Omkring en tredjedel af disse sygdomme menes at være livsstilsbetinget; dvs. at de bl.a. relaterer sig til alkohol, tobak og overvægt.

     Ifølge rapporten ”Closing the Gap” lever kun 14% af aboriginerne i de fjerntliggende områder. Rundt om i Australien er der mindre samfund, hvor aboriginere lever sammen; tæt på naturen og tættere på deres oprindelige leveform, kultur og sprog.

I 1997 blev der udarbejdet en omfattende rapport om tvangsfjernelserne af aboriginerbørn, kaldet ”Bringing them home”, som bl.a. bygger på 535 aborigineres personlige vidnesbyrd. I rapporten anslås det, at cirka 30% af alle aboriginerbørn blev fjernet, da tvangsfjernelserne var på sit højeste. Rapporten konkluderede, at den australske regerings systematiske tvangsfjernelse af børn kan anses som folkedrab i henhold til FN’s konvention fra 1948. Med ’folkedrab’ menes ikke kun drab, men også f.eks. at forårsage ’alvorlig fysisk eller mental skade mod medlemmer af en gruppe’, hvilket var tilfældet med de tvangsfjernede aboriginerbørn, skriver Australian Human Rights Commission (se kilder).

     I 2008 gav det australske parlament for første gang en officiel undskyldning til landets aboriginere for fortidens ydmygelser og lidelser. Det skete i forbindelse med parlamentets åbning, der også for første gang blev indledt med en historisk ceremoni, hvor aboriginere fremførte traditionel dans og sang. Undskyldningen var særligt rettet mod de omkring 100.000 aboriginerbørn, som blev tvangsfjernet fra deres hjem i årene 1910-1970.

     ”Vi undskylder især for tvangsfjernelsen af aboriginer- og Torres Strait Islander-børn fra deres familier, deres lokalsamfund og deres land. For smerten, lidelsen og sorgen i The Stolen Generation samt til deres efterkommere og deres efterladte familier, siger vi undskyld,” sagde daværende regeringschef Kevin Rudd ifølge artiklen ”Australia says ’sorry’ to Aborigines for Mistreatment” (se kilder).

Udviklingen i retning af at tilkende aboriginerne flere rettigheder er også blevet mødt af modstand. I 2014 erklærede den vestaustralske regering f.eks., at den ville stoppe med at finansiere 150 af statens 274 fjerntliggende aboriginsamfund, hvilket i praksis ville betyde en nedlæggelse af disse samfund. Daværende premierminister Tony Abbott sagde dengang, at de australske skatteydere ikke skulle finansiere ”livsstilsvalg”, ifølge artiklen ”Remote communities are ’lifestyle choices’, says Tony Abbott” (se kilder). Dvs. aboriginere, der vælger at leve i større overensstemmelse med deres oprindelige kultur.

     Det førte til diskussion – ikke mindst, fordi de australske landlove er i uoverensstemmelse med FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder, ifølge FN’s regionale informationskontor for Vesteuropa (se kilder). Det betyder bl.a., at oprindelige folk, selvom de lever i fjerntliggende områder, skal have adgang til samme sociale og økonomiske rettigheder som resten af den australske befolkning, uden at skulle gå på kompromis med deres kultur og levemåde. Det politiske ønske om stoppebetalingen til de små lokale samfund er ikke blevet gennemført, og det er uvist, om det bliver en realitet.

I 2015 gik den australske regering i gang med at finde ud af, hvordan Australien bedst kunne anerkende sit oprindelige folk i landets forfatning. Det blev i 2017 til en rapport, som der fortsat arbejdes med. Som en del af undersøgelsen blev der bl.a. holdt dialogmøder med det oprindelige folk i flere byer over hele Australien. Formålet med møderne var at nå en bred enighed om, hvorvidt – og i givet fald hvordan – det oprindelige folk skulle anerkendes i forfatningen, skriver den australske regering på sin hjemmeside (se kilder).

     Trods den officielle undskyldning og arbejdet med at anerkende det oprindelige folk har aboriginere fortsat væsentligt dårligere leveforhold end resten af den australske befolkning. Regeringsrapporten ”Closing the Gap” fra 2017 (se kilder) slår fast, at landet fejler på mange områder, når det gælder om at forbedre levevilkårene for landets oprindelige folk. Bl.a. er det ikke lykkedes for alvor at nedbringe den høje dødelighed blandt børn samt at højne den generelle levealder blandt aboriginerne. Samtidig viser rapporten, at uddannelseskløften mellem aboriginere og øvrige australiere bliver større. Det samme gør sig gældende på sundhedsområdet og arbejdsmarkedet.