Hvad leder du efter?

Parade med norske flag

Norsk nationaldag, som er den 17. maj, fejres også i Danmark.

Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Norsk nationaldag, som er den 17. maj, fejres også i Danmark. Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Norge (Faktalink light)

Hovedforfatter

  • Malene Fenger-Grøndahl, journalist, maj 2019

Læsetid: 7 min

Indhold

Indledning

Norge er et land i Norden, der sammen med Sverige og Danmark, udgør Skandinavien. Historisk set har Danmark, Norge og Sverige haft et tæt forhold og både været forenet under samme styre og været i krig med hinanden. Norge og Danmark har da også mange ligheder, men der er også en række forskelle. F.eks. er der klipper, fjelde og store skovområder i Norge, og Norge har store forekomster af olie som har været med til at gøre Norge til et meget rigt land. Norge adskiller sig også fra Danmark ved at være mere tyndtbefolket og have færre store byer. Norge sælger mange fisk til Danmark, og mange danskere tager hvert år på ferie i Norge for at stå på ski eller opleve naturen på vandre- og fisketure.

Upptäck Norden - Norge - Geografi och historia

Videoklip om Norges klima, vejr og natur. På norsk.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvad er Norge?

Norge er et kongerige. På norsk hedder landet Kongeriket Norge. Norge kommer af de oldnordiske ord for ’nord’ og ’vej’ og betyder egentlig ’landet som ligger mod nord’.

Der bor 5,3 millioner mennesker i Norge, altså ca. ½ million færre end i Danmark. Norge har til gengæld et areal på 323.781 km2. Det er mindre end Sverige, men meget større end Danmark hvis areal kun er ca. 43.000 km2. Det er et af de tyndest befolkede lande i Europa.

Hvor ligger Norge?

Norge ligger i Nordeuropa og er – ligesom Danmark og Sverige – en del af Skandinavien. Norge grænser op til Sverige mod øst (1.630 km grænse), til Finland mod nordøst (736 km grænse) og mod Rusland længst mod nord (196 km grænse). Resten af landet er afgrænset af hav: Barentshavet mod nord, Norskehavet mod vest, Nordsøen mod sydvest og Skagerrak mod syd.

Hvad hedder Norges hovedstad?

Norges hovedstad hedder Oslo. Den ligger mellem en fjord og skovklædte bakker, og den er Norges klart største by. I Stor-Oslo, som er et sammenhængende byområde med 12 kommuner, bor der cirka 1,2 millioner mennesker. I 2019 blev Oslo kåret som Europas grønne hovedstad af EU, fordi Oslo har gjort meget for at bevare naturområderne i byen og bekæmpe forurening.

Hvad har præget Norges historie?

Vikingetiden, der varede fra slutningen af 700-tallet til midten af 1000-tallet, er en vigtig del af Norges tidlige historie. Mænd fra Norge, Danmark og Sverige drog ud i Europa og mod nord og vest for at handle og røve og nåede så langt som til Grønland og Nordamerika. I 1300-tallet blev landet hårdt ramt af pest, og næsten halvdelen af befolkningen døde.
I 1397 blev Norge forenet med Danmark og Sverige i Kalmarunionen. På det tidspunkt var befolkningen i hele Skandinavien gået over til kristendommen. Sverige brød ud af unionen i 1523, men Norge og Danmark var fortsat i union – med magten i Danmark. I 1814 fik Norge sin egen grundlov, men Sverige indtog Norge, så frem til 1905 måtte Norge nøjes med selvstyre. Først i 1905 blev Norge selvstændigt. Under 1. Verdenskrig var Norge neutralt, og Norge forsøgte også at holde sig neutralt i 2. Verdenskrig. Men i 1940 blev Norge ligesom Danmark besat af Nazi-Tyskland og var besat indtil 1945.

Hvordan regeres Norge?

Norge er ligesom Danmark et konstitutionelt monarki. Det vil sige at monarken (det royale overhoved, kongen eller dronningen) ikke har reel politisk magt. Norge er et demokrati.
Landets højeste myndighed er Stortinget som svarer til det danske folketing. Stortinget består af 169 medlemmer. Et flertal i Stortinget vælger regeringen.

Norge er ikke medlem af EU, men samarbejder med EU. Norge har to gange, i 1972 og 1994, søgt om medlemskab af EU. Men begge gange har et flertal af nordmændene stemt nej til medlemskabet. Norge var blandt de 12 lande, som var med til at etablere NATO i 1949 og har været medlem siden.

Norges demografi

Hvad er særligt for Norges geografi og landskab?

Norge har officielt verdens 7. længste kystlinje på over 25.000 km. Men regner man fjorde og øer med, har Norge verdens 2. længste kystlinje på ca. 100.000 km. Kysten har mange smalle fjorde der blev dannet under den sidste istid. Inde i landet er der flere små bjergkæder og mange store skove, men der er også meget højfjeld, altså bjerge som ligger over skovgrænsen. To tredjedele af landet ligger over skovgrænsen. Det højeste bjerg er Galdhøpiggen med toppen 2.4.69 meter over havet.

Der findes flere arktiske dyrearter i Norge, bl.a. ren, fjeldræv og jærv. Og i havet ud for Norges kyst lever sæler og hvaler som der er tradition for at jage og fange.

Selv om Norge ligger langt mod nord, er klimaet langs kysten forholdsvis mildt, fordi Golfstrømmen løber langs kysten. I nogle dele af landet, især i den vestlige del, regner det langt over 200 dage om året.

De fleste indbyggere bor i mindre byer, især langs kysten. Historisk har nordmændene boet spredt i tyndtbefolkede områder. På landet boede folk typisk langt fra hinanden på deres gårde i modsætning til landsbyer som man kender det fra Danmark.
Landskabet med bjerge og fjorde betyder at nordmændene altid har sejlet meget for at komme rundt, og skibsfart betyder stadig meget i Norge.

Op mod 99% af landets elforsyning stammer fra vandkraft.

Norden (Geografi) - www.binogi.se

Videoklip, der fortæller om forskelle og ligheder på geografi, natur m.m. i de nordiske lande, herunder Norge. På svensk.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvilke sprog, religioner og etniske grupper er der i Norge?

Norsk er det officielle sprog i Norge. Norsk kan skrives med to forskellige skriftsprog: bokmål og nynorsk. Som skoleelev i Norge skal man vælge hvilket skriftsprog man vil bruge. Ni ud af 10 vælger bokmål. Forklaringen på de to skriftsprog er at Norge i 300 år var en del af Danmark, og dansk var officielt skriftsprog i Norge. Da Norge blev frigjort fra Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, ville nordmændene skabe et selvstændigt norsk skriftsprog. Nogle nordmænd skabte et skriftsprog ved at ændre på dansk, så det efterhånden nærmede sig norsk talesprog – det blev til bokmål. Andre nordmænd skabte et helt nyt skriftsprog ved at bruge norske dialekter – det blev til nynorsk.

I nogle dele af Norge har det samiske sprog, som tales af samerne, samme status som norsk. Det oprindelige folk, samerne, udgør lige under 1% af Norges befolkning. De har et vist selvstyre og et parlament, Sametinget, som er med til at bestemme politikken i de områder hvor der traditionelt har boet flest samer.

Der er også fem nationale mindretal i Norge: jøder, kvener (finner), romaer, romanifolket (taterne/de rejsende) og skogfinner.

Et par procent af nordmændene har baggrund i lande som Pakistan, Tyrkiet, Eksjugoslavien og Vietman og er kommet som indvandrere eller flygtninge.

Et stort flertal af nordmændene – cirka 85% – er medlemmer af den evangelisk-lutherske statskirke. Den minder om den danske folkekirke. I Norge er der også en del kristne frikirker og mindre grupper af muslimer, buddhister og mennesker som ikke tilhører noget trossamfund.

Hvad kendetegner Norges økonomi og samfundsforhold?

Norge er et velfærdssamfund ligesom det danske. Borgerne betaler en høj skat, og mad og andre varer er dyre. Til gengæld er skolegang, sundhedsvæsen m.m. stort set gratis. Der er meget få arbejdsløse i Norge, og de fleste er godt uddannet. Historisk har skibsfart, landbrug og fiskeri fyldt meget i Norge, og mange nordmænd arbejder stadig i disse brancher. I 1970erne fandt man olie og naturgas i Norge, og mange nordmænd arbejder nu i olie- og gasindustrien. Norge sælger meget olie og naturgas til udlandet, og olie og gas har været med til at gøre Norge til et meget rigt land. Norge sælger mange varer, bl.a. fisk, til udlandet. De sælger især mange varer til Danmark, Rusland, Frankrig og Japan.

Norske politikere diskuterer hvordan landet kan bevare sin rigdom og de gode leveforhold når olien engang slipper op. Klimaforandringer og indvandring er andre emner der diskuteres i norsk politik.

Norge er kendt som et af verdens mest demokratiske lande og som et land med meget tilfredse indbyggere.

Hvilke vigtige nationale symboler har Norge?

Norge er kendt for sin smukke natur og for friluftsliv som vandring, skiløb og lystfiskeri. Norge var det første sted hvor man fandt på at lave konkurrencer på ski i stedet for kun at bruge ski som transportmiddel. Det var i 1767. Siden er skiløb – både langrend og alpint – blevet meget populært i Norge. Næsten alle nordmænd har et par ski, og skisport er mere populært end fodbold og håndbold, også som tv-sport. Langrendsløbere er store sportsstjerner som tjener millioner og er meget populære. Norge har været arrangør af vinter-OL to gange: Oslo 1952 og Lillehammer 1994. Især de seneste 25 år har Norge vundet mange medaljer ved VM og OL i skiløb, ikke mindst i langrend.
Det norske kvindelandshold i fodbold og hånd har vundet EM og VM.

Den norske skakspiller Magnus Carlsen er også verdensberømt. Han blev verdensmester i skak i 2013, og året efter vandt han også verdensmesterskaberne i lynskak og hurtigskak.

I Norge danser man ofte folkedans og bruger folkedragter på festdage som konfirmation og bryllup.

Tv-serien ”Skam” har gjort norsk tv berømt i mange lande. Serien begyndte i 2013 og blev med det samme meget populær i Danmark. Den handler om gymnasieelever i Oslo og deres problemer med kærlighed, venskaber, mobning, seksualitet og religion.

Kilder og klip

Hjemmesider og opslagsværker

Globalis.dk – opslag om Norge

Globalis.dk er et interaktivt verdenskort og digitalt opslagsværk med fakta om en række lande.

Nordisk Ministerråds hjemmeside med info om Norge

Den norske stats officielle rejseguide til Norge

Danmark i Norge

Det danske udenrigsministeriums hjemmeside om Norge.

Norden i Skolen

Hjemmeside lavet af Foreningerne Norden – opslag om norsk sprog.

Filmstriben

Oslo, 31. august

Narkomanen Anders får udgang fra afvænnningsklinikken, da han skal til jobsamtale. Bagefter bruger han dagen til at opsøge gamle bekendte, der ikke alle er glade for at se ham igen.

Brødre

Markus og Lukas er brødre og børn af filmskaber Aslaug Holm, som over otte år har filmet drengenes opvækst. Vi følger dem i en usentimental skildring af barndommens univers gennem de to drenges møde med verden og hverdagen.

Kys mig for fanden

17-årige Tale har en eneste drøm; at blive skuespiller. Så hun har brug for: erfaring, et teaterstykke, en instruktør og sin amatørteaterguppe. Men det er ikke alt, der går som Tale har planlagt og da fodboldidioten Vegard ovenikøbet får hovedrollen som hendes kæreste, er hun lige ved at opgive hele projektet.