Hvad leder du efter?

Sankt Georg og Dragen udskåret på stoleryg

Sankt Georg og Dragen udskåret på stoleryg på Spøttrup Middelalderborg ved Salling.

Foto: Gerth Hansen / Scanpix

Sankt Georg og Dragen udskåret på stoleryg på Spøttrup Middelalderborg ved Salling. Foto: Gerth Hansen / Scanpix

Middelalderen (Faktalink light)

Hovedforfatter

  • Louise Rosengreen, cand.mag., iBureauet/Dagbladet Information, aug. 2017

Læsetid: 3 min

Indhold

Indledning

Middelalderen er den periode i dansk historie hvor landet blev kristent. Kirkens magt voksede. Det kan ses på de flere tusinde kirker der blev bygget. Det var også en tid hvor Danmark blev samlet under én konge, Valdemar den Store i 1157. Riddere drog på korstog, bønderne sled på markerne, og pesten udryddede hele landsbyer.

Middelalderens univers

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvornår var middelalderen?

Middelalderen er den tid der kommer efter vikingetiden. I Danmark regner vi den for at vare fra cirka 1050 til 1536. Navnet ”middelalder” betyder mellemtid. Man opdeler normalt middelalderen i to. Tiden fra 1050 til 1340 kaldes for højmiddelalderen, og tiden fra 1340 til 1536 for den sene middelalder.

Hvem havde magten i middelalderen?

I middelalderen var samfundet opdelt i tre grupper: dem der arbejdede, dem der bad, og dem der kæmpede. Mange levede som fiskere eller med at dyrke jorden. Bønderne ejede ofte ikke deres egen jord, og de skulle betale skat til både kongen og kirken. Konge efter konge kæmpede om at få magten, så der var flere perioder med borgerkrig og konflikt. Kirkens folk havde også stor indflydelse, blandt andet fordi de kunne læse og skrive.

Hvad lavede børn i middelalderen?

Der var stor forskel på hvad man lavede, alt efter hvem ens forældre var. Bøndernes børn hjalp deres forældre med arbejdet, men de legede også lege som tagfat eller blindebuk. Hvis man var født ind i kongefamilien, var ens liv helt anderledes. For eksempel blev Margrete den 1. gift og samtidig dronning over Norge da hun var seks år gammel. Hendes søn arvede kongetronen da han var ti år. Men i virkeligheden var det ikke børnene der regerede. Det gjorde de voksne som opdragede dem.

Dreng spiller kongespil
Dreng spiller kongespil som man mener har rødder i middelalderen.Kilde: Christian Lindgren / Scanpix

Hvem var ridderne?

Middelalderen kaldes også for riddertiden. Riddere var en slags elitesoldater til hest. De kæmpede med sværd, skjold og lanser. Det var kongen der bestemte hvem han ville slå til ridder. Ridderne skulle til gengæld beskytte kongen og gå i krig for ham. De red også ud i verden for at tvinge folk til den kristne tro. Det kaldes korstog. Ridderen er blevet et symbol på den tapre helt, og mange eventyr og folkeviser handler om ridderne og deres liv.

Hvad var pesten?

I midten af 1300-tallet blev Danmark ramt af pesten. Det var en sygdom der slog næsten halvdelen af befolkningen i de europæiske byer ihjel. Sygdommen smittede meget hurtigt, og folk døde efter få dage. Det var især børn og unge der blev ramt. Pesten kaldes også den sorte død fordi huden på de syge blev blåsort. Folk troede at pesten var Guds måde at straffe menneskene for alt det de havde gjort forkert.

Hvad blev opfundet i middelalderen?

Der blev gjort flere vigtige opfindelser i middelalderen. Noget af det var med til at ændre folks liv:

  • vind- og vandmøller
  • hjulploven som var en ny plov der blev trukket af heste. Den gjorde at bønderne fik meget nemmere ved at dyrke jorden
  • nye våben som f.eks. kanoner
  • den tyske guldsmed Johann Gutenberg udviklede i 1400-tallet en teknik til at trykke bøger. Før var det et kæmpe arbejde for kirkens munke at skrive i hånden. Med Gutenbergs maskine kunne man nu trykke bibler, bøger og aviser meget hurtigere

Middelaldercentrets teknologipark - dansk version

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Hvornår blev danskerne kristne?

På Jellingstenen fra 900-tallet står der at kong Harald Blåtand gjorde danskerne kristne. Men det tog en del år før folk gik helt væk fra at dyrke de nordiske guder og tog den nye religion til sig. De kristne præster talte latin, så kun de færreste kunne forstå hvad der blev sagt til gudstjenesterne. I stedet kunne de kigge på kalkmalerierne i de tusindvis af stenkirker der blev bygget.

Hvad var reformationen?

I middelalderen havde den katolske kirke og paven i Rom meget magt i hele Europa. I 1517 kom den tyske munk Martin Luther med 95 ideer til hvordan man kunne ændre kirken. Han kritiserede blandt andet at kirken tjente penge på at sælge afladsbreve. Det var en slags brev som lovede at gøre overgangen fra liv til død mindre hård. Det blev en af grundene til at den kristne kirke blev delt i to retninger: den katolske og den protestantiske. Danmark valgte i 1536 at følge Luthers tanker, og derfor siger man at middelalderen slutter der.

Kilder og klip

Hjemmesider

Nationalmuseet

På Nationalmuseets hjemmeside kan du læse mere om middelalderen. Du kan finde informationer om middelalderens byer, kirker, tøj m.m.

Film

DR Skole har lavet et tema om den tidlige middelalder

Her kan du også se klip fra tv-serien ”Historien om Danmark”. Du skal bruge et uni-login for at se filmene.

Et flakkende lys i mørket

Her kan du se en tegnefilm der fortæller middelalderens historie.