Kulkraft (Faktalink light)
Læsetid: 3 min
Indhold
Indledning
Kul er det mest brugte brændsel i verden. Man bruger kul til at producere strøm og fjernvarme. Kul er ret billigt, fordi det findes naturligt i jorden, men på et tidspunkt vil der ikke være mere kul tilbage. Et stort problem ved at bruge kul som energikilde er, at det forurener. Når kul bliver brændt af, udleder det CO2, der er med til at skabe global opvarmning.
Kul og olie
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Hvad er kul?
Kul er rester fra døde træer og andre planter, der har ligget i våde områder uden at rådne. Det har taget millioner af år for planteresterne at blive omdannet til kul. Det er det kul, som bruges til at lave strøm og fjernvarme i dag. Kullet kan ligge op til 1 km under Jordens overflade. Overalt i verden er der miner, hvor man graver efter kul.
Brunkul er det mest almindelige i Europa, og der er især meget af det i Tyskland. I Danmark er der ikke kul i jorden, så det køber vi fra andre lande.
Hvad er et kraftværk?
Et kraftværk er en slags fabrik, der fremstiller strøm. Nogle kraftværker laver kun strøm, men der findes også kraftvarmeværker, som laver både strøm og fjernvarme. Det er smart, fordi der går mindre varme til spilde, når man samler produktionen.
Halvdelen af det brændsel, de danske kraftværker bruger i dag, er kul. Hvis et kraftværk bruger kul som brændsel, kaldes det et kulfyret kraftværk.
Avedøreværket syd for København er Danmarks største kraftværk. Værket har to blokke. I den gamle blok fra 1990 fyrer man med kul. I den nyere blok fra 2001 kan man i stedet for kul bruge halm, olie, træpiller og naturgas.
Hvordan virker et kulfyret kraftværk?
Det tager lang tid at omdanne kul til elektricitet. Før man kan bruge kullet, skal det laves til pulver. Derfor hældes det ned i en stor kværn, der maler kullet til støv. Støvet blæses ind i en ovn, hvor det brænder ved en meget høj temperatur. Varmen bruges til at omdanne vand til damp. Dampen, der bliver mere end 500°C varm, føres ind i en eller flere turbiner. I turbinerne sidder en propel, der drejer rundt. Turbinen er forbundet til en generator, og det er den, der producerer strøm. Fra generatoren sendes strømmen igennem el-nettet ud til folks stikkontakter.
Hvad er fossile brændstoffer?
Kul er et fossilt brændstof. At det er fossilt betyder, at man har fundet det under jorden. Der er også andre fossile brændsler. Ud over kul findes der:
- tørv
- olie
- naturgas
- tjæresand
- olieskifer, som er en bjergart, der indeholder olie
Hvad er problemet med kulkraft?
Det forurener meget, når man brænder kul af. Derfor kaldes kulkraft også for sort energi. F.eks. udleder du omkring 1 kg CO2 ved at se tv en aften, hvis strømmen kommer fra et kulfyret kraftværk. CO2-udledningen er med til at få temperaturen i atmosfæren til at stige. Nogle kalder derfor kulkraft for den største trussel mod klimaet.
Kina er det land i verden, der bruger allermest kul. Mange kinesiske byer er så forurenede, at folk må gå med masker. Den forurenede luft gør folk syge, og den forgifter børn og nyfødte. Desuden dør flere tusinde mennesker i kulmineulykker hvert år.
01 Hvad er problemet?
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Hvordan ser fremtiden ud for kul i verden?
Hvis verden fortsætter med at bruge lige så meget kul, vil ikke være mere tilbage i jorden om 200 år. Nogle lande planlægger alligevel at bygge flere kulkraftværker, i alt 2440 nye kulkraftværker frem til år 2030.
Mange andre lande arbejder aktivt på at skifte fra sort til grøn energi. I New Zealand vil man i 2018 lukke de sidste kulfyrede kraftværker. I Danmark ønsker man også at bruge mindre og mindre kulkraft i fremtiden.
Kilder og klip
Hjemmesider
På Eksperimentariets hjemmeside kan du læse mere om kul og kulkraft.
På deres hjemmeside kan du læse mere om kul.
Film
En studerende på DTU forklarer i et lille filmklip, hvad problemerne med fossile brændstoffer er.
I en lille tegnefilm fortæller videnskabsmanden Squid drengen Simon om, hvad der sker, når mennesker bruger kul og olie.