Tilskuere foran den syv meter høje skulptur I Am Queen Mary, som blev afsløret foran Vestindisk Pakhus i København den 31. marts 2018. Skulpturen forestiller Mary Thomas, der stod i spidsen for arbejderopstanden på St. Croix i 1878.

large_Kolonitiden - case Queen Maray - Nils MeilvangRitzau Scanpix@20180331-145516-L-4067x2717ma.jpg

medium_Kolonitiden - case Queen Maray - Nils MeilvangRitzau Scanpix@20180331-145516-L-4067x2717ma.jpg

small_Kolonitiden - case Queen Maray - Nils MeilvangRitzau Scanpix@20180331-145516-L-4067x2717ma.jpg

thumbnail_Kolonitiden - case Queen Maray - Nils MeilvangRitzau Scanpix@20180331-145516-L-4067x2717ma.jpg

Kolonitiden - case Queen Maray - Nils MeilvangRitzau Scanpix@20180331-145516-L-4067x2717ma.jpg

Til minde om 100-året for salget af De Amerikanske Jomfruøer blev en midlertidig udgave af skulpturen ”I Am Queen Mary” opsat foran Vestindisk Pakhus i København i 2018 på initiativ af to kunstnere, La Vaughn Belle fra Jomfruøerne og Jeanette Ehlers fra Danmark. Navnet ”Queen Mary” henviser til den historiske person Mary Leticia Thomas, som på Jomfruøerne er kendt som en af de såkaldte ”Fireburn Queens”, ledere af Fireburn-revolten, der i 1878 gjorde oprør mod de fortsat slavelignende arbejdsvilkår i den danske koloni.

Skulpturen, som var det første monument for en sort kvinde i Danmark, vakte stor opmærksomhed. Da den af økonomiske grunde ikke var fremstillet af vejrbestandige materialer, blev den beskadiget i en storm i 2020 og nedtaget. Kulturministeriet har givet tilladelse til en permanent installation af en ny udgave i bronze, som kunstnerne forsøger at rejse midler til, med mål om også at opsætte en tilsvarende skulptur på De Amerikanske Jomfruøer. \[22] \[23] \[3]

I Am Queen Mary

By & Havn hejser busten af Frederik V., grundlæggeren af Kunstakademiet, op af Københavns Havn den 6. november 2020, efter at en anonym aktivistgruppe havde smidt den i vandet.

large_Kolonitiden - case Frederik V - Philip DavaliRitzau Scanpix@20201106-155925-L-8256x5504ma.jpg

medium_Kolonitiden - case Frederik V - Philip DavaliRitzau Scanpix@20201106-155925-L-8256x5504ma.jpg

small_Kolonitiden - case Frederik V - Philip DavaliRitzau Scanpix@20201106-155925-L-8256x5504ma.jpg

thumbnail_Kolonitiden - case Frederik V - Philip DavaliRitzau Scanpix@20201106-155925-L-8256x5504ma.jpg

Kolonitiden - case Frederik V - Philip DavaliRitzau Scanpix@20201106-155925-L-8256x5504ma.jpg

Hvor godt den kunstneriske aktion mod busten af Frederik V fra Kunstakademiet lykkedes med sit ærinde om at synliggøre kolonitiden og dens fortsatte konsekvenser i samfundet, kan nok diskuteres. Den skabte stor opmærksomhed, men som kunstneren Nermin Duraković kritisk udtalte om den efterfølgende danske debat: ”Mange var ’chokerede’ over opløsningen af en kopi af en gipsfigur i saltvandet, men var slet ikke chokerede over modviljen mod at kigge selvkritisk på sin egen fortid.” \[2]

 

Den kunstneriske performance med udgangspunkt i Frederik V’s buste var tydeligt inspireret at den mere aktive folkelige modstand mod koloniale monumenter, som f.eks. kom til udtryk i Storbritannien, med aktionen mod statuen af Edward Colston tidligere samme år som en særligt klar reference. \[2] Et bevidst symbolsk nik til debatindlæg fra De Amerikanske Jomfruøer havde sagen også – for på den modsatte side af havnen stod Bright Bimpongs skulptur ”Freedom”, som Frederik V’s buste altså havde kig til på sin tur ud i havnevandet. \[11]

 

Den ”rematerialiserede” buste, der blev reddet op af havnen, vakte en del interesse som et kunstværk i egen ret. Et netværk af studerende med tilknytning til Kunstakademiet, som kaldte sig ”School of Re-Membering”, producerede i foråret 2021 glaserede kopier af den samt hættetrøjer, krus, nøgleringe og muleposer, der afbildede den, og som blev solgt fra Kunsthal Charlottenborg.

 

Valget af souvenirs – erindringsgenstande – som medie for reproduktionerne var de studerendes ironiske kommentar til, hvad de fandt, var en dårlig håndtering af den kunstneriske aktion, som var endt med, at den rematerialiserede gipsbuste blev pakket væk. \[2] \[26]

 

Læs mere: \[11] \[12] \[13] \[14] \[25] \[2] \[26]

Rematerialiseringen af Frederik V’s buste

Patrick Hutchinson hjælper en såret moddemonstrant i sikkerhed under en Black Lives Matter‑demonstration i London den 13. juni 2020 efter George Floyds død.

large_Kolonitiden....case demonstraton - Dylan MartinezReutersRitzau Scanpix@20200615-212958-L-3738x2492ma.jpg

medium_Kolonitiden....case demonstraton - Dylan MartinezReutersRitzau Scanpix@20200615-212958-L-3738x2492ma.jpg

small_Kolonitiden....case demonstraton - Dylan MartinezReutersRitzau Scanpix@20200615-212958-L-3738x2492ma.jpg

thumbnail_Kolonitiden....case demonstraton - Dylan MartinezReutersRitzau Scanpix@20200615-212958-L-3738x2492ma.jpg

Kolonitiden....case demonstraton - Dylan MartinezReutersRitzau Scanpix@20200615-212958-L-3738x2492ma.jpg

De højreorienterede demonstrationer til forsvar for Storbritanniens koloniale monumenter i sommeren 2020 vakte udbredt kritik af demonstranternes opførsel. Hvor stor respekt de havde for såvel den bestående samfundsorden som for monumenter, blev der stillet spørgsmål ved også blandt politisk konservative.

 

En af demonstranterne vakte stor forargelse, da han blev fotograferet, mens han tissede klos op ad en mindeplade for en betjent, der var blevet dræbt få år forinden under et terroristangreb på Westminster Bridge. Andre smed kasteskyts efter politiet, og en pressefotograf fik brækket næsen under de højreorienterede demonstranters voldsudbrud. \[36]

 

Den 50-årige Black Lives Matter-demonstrant Patrick Hutchinson blev i positiv kontrast landskendt som en eksemplarisk samfundsborger i de britiske medier. Han reddede en højreorienteret demonstrant, som var blevet omgivet af vrede modstandere og var for beruset til selv at bevæge sig væk, fra at blive udsat for vold i en stadig mere ophedet konfrontation, ved resolut at bære ham bort og aflevere ham pænt til politiet. \[35] Hutchinson, som fortalte medierne at han selv var vokset op med racisme, men ikke ønskede at nogen kom noget til, fik ros af den britiske prins Harry og blev udnævnt til ”årets mand” af magasinet Gentlemen Quarterly.

Demonstrationer for koloniale monumenter

Indledning

Kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum gennem en mangfoldighed af monumenter, der udgør påmindelser om historien, er gennem de seneste år blevet et kontroversielt fænomen, som har vakt opmærksomhed verden over. Protestbevægelser rettet mod monumenter præger den nationale debat i en række lande, som f.eks. diskussionen om, hvad man skal stille op med de mange monumenter for sydstatskonføderationen, der i Den Amerikanske Borgerkrig støttede slaveriet og i dag forbindes med institutionaliseret racisme i USA. Andre bevægelser er mere internationale, som ”Rhodes Must Fall”-kampagnen, der har kritiseret den fortsatte glorificering af den britiske kolonialist Cecil Rhodes (1853-1902) og blandt andet har krævet statuer af Rhodes fjernet – fra Cape Town i Sydafrika til Oxford i Storbritannien.

Den voksende globale debat med dens massive medieeksponering har bidraget til, at mange koloniale monumenter har opnået en synlighed, som de ikke havde før. Hvor mange almindelige mennesker uden for den britiske by Bristol kendte f.eks. til den tidligere slavehandler, parlamentsmedlemmet Edward Colston (1636-1721), før det vakte sensation i verdenspressen, at den statue, som havde fejret hans rolle som filantrop og præget bybilledet i hans hjemby i mange år, blev smidt i Bristols havn under en Black Lives Matter-protest i juni 2020? Og hvem bekymrede sig om den gipsbuste af kong Frederik V fra Kunstakademiet, som ved en kunstnerisk protestaktion over kolonitidens usynliggørelse blev smidt i Københavns Havn i november 2020, før også den røg en tur i mediemøllen?

I denne Faktalinkartikel kan du læse om baggrunden for, at koloniale monumenter i stigende grad bliver kontroversielle, og hvorfor det diskuteres så intenst, hvilken rolle de spiller i samfundet, og hvad vi skal stille op med dem.

Billede af havnen i Christiansted på St.Croix i 181gste by5. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Havnen i Christiansted på St.Croix i 1815. Christiansted var den vigtigste by og regeringssædet på de dansk-vestindiske øer. 

Prospect_af_Byen_Christianstad_paa_St._Croix.png

Danmark som slavenation

Såret soldat i den amerikanske borgerkrig.

den amerikanske borgerkrig_faktalink_19841026-185347-pf-1920x1193we.jpg

Den Amerikanske Borgerkrig

Protester mod resultatet af George Zimmerman høringen i 2014.

den amerikanske borgerretsbevægelse_0_faktalink_20140711-151629-re-1000x667-we.jpg

Den amerikanske borgerretsbevægelse

slavariet.jpeg

Slaveriet i USA

Relaterede emner

Indslag fra et debatprogram på den britiske tv-kanal Channel 5, hvor studievært Jeremy Vine sammen med to kolleger fra andre britiske nyhedsmedier diskuterer, om koloniale statuer bør fjernes. 

Should we remove colonial statues?  Jeremy Vine & Daytime on 5

Definition

Definition af kampen om monumenter og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum

Hvad er kampen om monumenter og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum? 

I lande, der har opnået deres frihed fra en tidligere kolonimagt, er det normalt et led i afkoloniseringsprocessen at kaste et kritisk blik på de monumenter, der præger det offentlige rum.  De er ofte i vidt omfang skabt af den tidligere kolonimagt og præget af dennes historie- og verdensopfattelse. Afkoloniseringen indebærer ikke bare opførelsen af nye monumenter, der fejrer national kulturarv og antikolonial frihedskamp. Den indebærer også beslutninger om, hvad man skal stille op med de koloniale monumenter, som i en ny politisk sammenhæng kan fremstå problematiske og vække protest. Alt afhængigt af aktuelle kulturpolitiske prioriteter og af forholdet til det, monumenterne står for, kan reaktionen variere fra ødelæggelse eller flytning til mindre prominente steder til at lade monumenterne stå – med eller uden vedligeholdelse og (evt. ændret) formidling.

Blandt de tidligere kolonimagter er der ofte en mindre konkret politisk anledning til at tage et opgør med, hvordan kolonitiden fremtræder gennem de monumenter, der præger det offentlige rum. Kolonialisme og imperialisme er dog i stigende grad blevet begreber, som man er begyndt at forholde sig kritisk til på verdensplan efter den bølge af afkolonisering, som har fundet sted i perioden efter Anden Verdenskrig (se Faktalinkartikel om imperialisme). I den forbindelse er det blevet åbenlyst, at spørgsmålet om, hvordan kolonitiden afspejles i offentlige monumenter, tiltrækker stadig flere kontroverser. Det er blevet et emne, som man må forholde sig til i den offentlige debat. Skal man f.eks. fjerne eller nyfortolke statuer, der fejrer statsoverhoveder og koloniembedsmænd, som stod bag kolonial vold og slaveri, eller opsætte nye monumenter, der fremsætter andre historiske perspektiver?

Der findes lokale såvel som nationale kontroverser om koloniale monumenter verden over, og nogle af dem har udspillet sig over mange år. Emnet kom dog særligt på den globale dagsorden fra sommeren 2020 i forbindelse med massivt medieomtalte protester knyttet til den antiracistiske Black Lives Matter-bevægelse (se også Faktalinkartikel om den amerikanske borgerrettighedsbevægelse). \[1] Her blev angreb på og genfortolkninger af offentlige monumenter med forbindelse til slaveri og kolonialisme, såsom aktionen mod statuen af Edward Colston i Bristol, et markant symbolsk element, som vakte global genklang og inspirerede til en række lignende handlinger andre steder. \[2] \[3]

Fakta

Fakta om monumenter og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum

Hvilken funktion har statuer og monumenter, og hvornår bliver de kontroversielle?

Statuer rejses normalt i det offentlige rum til minde om personer, som i samtiden fejres for deres rolle i samfundet, eksempelvis som lederskikkelser og foregangspersoner. Ordets historiske oprindelse siger en hel del om statuers samfundsmæssige funktion: Det kommer af en række beslægtede latinske ord: statue (billede/figur), statuere (opstille/fastsætte) og status (stilling/tilstand). \[4] Sigende nok kommer betegnelsen ”monument” fra det latinske ord ”monere”: at påminde eller at belære om. \[5] Statuer og monumenter har med andre ord som deres udtrykkelige formål at bevare mindet om hæderspersoner og vigtige historiske begivenheder og at gøre dem til en del af offentlighedens bevidsthed.

Det betyder også, at statuer og monumenter afspejler verdenssynet hos dem, der i en given periode har politisk og økonomisk magt til at sætte deres aftryk på det offentlige rum. Her kan der opstå problemer i eftertiden, når værdier i samfundet skifter: Det rejser dilemmaet om, hvordan man skal forholde sig, hvis de monumenter, som i fortiden blev skabt til at vække offentlig stolthed, repræsenterer forhold, som man i eftertiden tager afstand fra. \[6]

Både tilstedeværelsen og fraværet af bestemte typer monumenter i det offentlige rum kan være problematisk. Beskuerne kan f.eks. let få det indtryk, at personer, befolkningsgrupper og historiske forhold, som ikke repræsenteres i det offentlige rum gennem statuer og monumenter, er mindre betydningsfulde end dem, der gør.

Hvor mange monumenter med kolonihistorisk baggrund omfattes af kontroverser?

Det er svært at opgøre, hvor mange kontroversielle monumenter med forbindelse til kolonitiden der findes, f.eks. i et givent land, ikke mindst fordi en optælling kræver en koordineret indsats, som der langt fra altid er ressourcer til. Men i nogle sammenhænge har man gjort forsøget.

I USA har der gennem mange år har været et intenst opgør omkring en række offentlige monumenter fra Den Amerikanske Borgerkrig (se Faktalinkartikel om Den Amerikanske Borgerkrig), som forbindes med sydstaternes støtte til slaveriet (se Faktalinkartikel om slaveriet i USA). I den anledning blev der i 2022 lavet en opgørelse over problemets omfang af Southern Poverty Law Center. Den angav, at der fandtes over 2.000 offentlige symboler på sydstatskonføderationen fordelt over hele USA. Henved halvdelen af disse var monumenter, mens den anden halvdel påkaldte sig historien gennem navne på steder og offentlige institutioner. Yderligere 377 eksempler på sydstatssymboler var blevet fjernet fra det offentlige rum siden 2015, med nedtagelsen af en rytterstatue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee fra Richmond, Virginia, i september 2021 som det mest kendte eksempel. \[2]

Efter at statuen af Edward Colston under stor medieopmærksomhed var blevet smidt i havnen i Bristol i 2020 \[7], kom kontroversielle monumenter også på dagsordenen i det britiske parlament, hvor man stillede spørgsmålet: Hvor mange omstridte statuer og monumenter har vi mon? En eksakt opgørelse kom man ikke frem til, men myndighederne under premierminister Boris Johnsons konservative regering udstedte en officiel anbefaling om at bruge en ”bevar og forklar”-tilgang frem for at fjerne kontroversielle offentlige monumenter. Det erklærede formål var at bevare 20.000 statuer og monumenter alene i England for fremtidige generationer. \[8] \[9]

Folkelige initiativer med et mere kritisk sigte ses også. F.eks. kan man på hjemmesiden ”Topple the Racists” (”omstyrt racisterne”) finde et interaktivt kort over britiske statuer og monumenter med en problematisk forbindelse til kolonitiden, som inviterer hjemmesidens brugere til selv at bidrage med eksempler. \[10]

Hvilke koloniale monumenter har været kontroversielle i dansk sammenhæng?

Også i Danmark har monumenter og statuer været udgangspunkt for kritisk debat om kolonitiden. Det mest kontroversielle eksempel er en begivenhed, som fandt sted den 23. oktober 2020, hvor en buste af kong Frederik V (1723-1766) som led i en kunstnerisk protestaktion blev fjernet fra Kunstakademiet og smidt i Københavns Havn af gruppen Anonyme Billedkunstnere. Formålet blev i kunstmediet IDOART.DK annonceret som ”at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for kunstakademiet”. \[11]

Når netop Frederik V var genstand for aktionen, skyldes det hans dobbeltrolle som Kunstakademiets grundlægger og regent i en tid præget af kolonialisme og slaveri. Selv om busten ikke var et uerstatteligt kunstværk, men var fremstillet i gips og findes i flere kopier, gav sagen anledning til stor opmærksomhed i medierne og affødte diskussion om principper for både kunstnerisk ytringsfrihed og hærværk mod kulturarv. Mere kontroversiel blev sagen, da det kom frem, at institutleder på Kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfeld samt flere af hendes studerende stod bag. Dirckinck-Holmfeld endte med at blive fyret fra Kunstakademiet og skulle betale 44.350 kr. i omkostninger til støbningen af en ny buste. \[12] \[13] \[14] \[2]

Også Danmarks koloniale forhold til Grønland har været genstand for kontroverser rettet mod monumenter: En prominent statue i Nuuk af præsten Hans Egede, der som led i koloniseringen af Grønland arbejdede for at omvendte inuitterne til den protestantiske kristendom, har flere gange været genstand for protest. F.eks. blev den i 2020 overhældt med rød maling på Grønlands nationaldag den 21. juli og fik påmalet teksten ”decolonize” (”afkolonisér”). Aktionen vakte debat i Grønland; kunstneren Aqqalu Berthelsen udtalte f.eks.: "det skal være slut med at hylde kolonister." \[15] Flere talte for at fjerne statuen, som dog efter en offentlig afstemning foranlediget af de kommunale myndigheder i Kommuneqarfik Sermersooq fik lov at blive stående. \[16] \[17]

Hvilken rolle spiller nye monumenter der henviser til kolonitiden i Danmark?

Herhjemme er det først og fremmest monumenter med forbindelse til Danmarks historiske rolle i slaveriet, som har skabt debat (se også Faktalinkartikel om Danmark som slavenation). Frem for at handle om fjernelsen af eksisterende monumenter har kritikken i stort omfang rettet sig mod fraværet af monumenter, der giver de koloniserede og slavegjorte selv en stemme i historien.

Flere kunstneriske initiativer har i de senere år reageret på denne problemstilling gennem installering af nye monumenter. Fokus har især været på forholdet til De Amerikanske Jomfruøer, der under navnet Dansk Vestindien var dansk koloni, indtil øerne i 1917 blev solgt til USA, og frem til slaveriets ophør i 1848 byggede på en plantageøkonomi drevet af slaveri. \[18]

I september 2019 fik skulpturen ”Freedom” af den ghanesiske kunstner Bright Bimpong en permanent plads foran Eigtveds Pakhus på Christianshavn efter flere år på turne rundt til danske museer. Skulpturen blev givet som folkegave til Danmark fra Jomfruøerne i 2016 som optakt til 100-årsjubilæet for Danmarks salg af øerne. Formålet med gaven var at ”minde danskerne om deres fortid som kolonimagt” og symbolisere ”slavernes oprør og kamp for frihed”. \[19] Skulpturen, som afbilder en slavegjort mand, der blæser i en konkylie og løfter en sukkerkniv som tegn til oprør, findes i fire eksemplarer; de øvrige er opstillet på hver af de tre Amerikanske Jomfruøer. \[20] \[21]

 ”Freedom” var ikke det første monument over Danmarks koloniale forhold til Jomfruøerne og de slavegjortes oprørshistorie, som fik en plads i Københavns byrum. Et kvindeligt modstykke, skulpturen ”I Am Queen Mary”, blev opsat i 2018, men nedtaget allerede i 2020. \[22]

Analyse

Betydningen af monumenter og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum

Hvornår lægger vi mærke til monumenter?

Det offentlige rum indeholder en mangfoldighed af monumenter fra forskellige perioder, men hvor bevidst og aktivt de indgår i nutidens kultur- og samfundsliv varierer, på trods af at de er skabt for at vække offentlighedens opmærksomhed. Som de danske kulturforskere Mads Daugbjerg, Britta Timm Knudsen og Casper Andersen har udtrykt det, ”vil mange af de statuer der findes i urbane rum overalt på kloden gå i et med tapetet for langt størstedelen af de forbipasserende, for hvem deres betydning er glemt, gemt eller opfattes som uvedkommende”. \[3] Men som de tilføjer: ”Det betyder ikke nødvendigvis at de er uskyldige set fra et kritisk kulturarvsperspektiv”. \[3]

Der findes mange måder at forholde sig til offentlige monumenter på. Man kan, som det ofte sker, lade dem stå uforandrede og uden kommentarer. Som Daugbjerg, Knudsen og Andersen pointerer, kan denne tilgang, hvis den handler om vanskelige dele af historien, som man i samtiden nødig forholder sig til, ikke bare ses som passiv glemsel, men som en fortrængning af fortiden. \[3] En mere kritisk måde at forholde sig til monumenter, som nogle på baggrund af skiftende værdier er kommet til at anskue som kontroversielle, kan være aktiv indgriben i det offentlige rum ved at fjerne monumenterne, fordi de anses som upassende. Alternativt kan man kommentere og nyfortolke dem gennem forskellige former for aktiv intervention, der giver stemme til andre perspektiver på historien. \[3]

Fjernelse såvel som nyfortolkning af monumenter vækker offentlig opmærksomhed og giver ofte i sig selv anledning til kritik. Det, der får os til at bemærke monumenterne mere aktivt, er debat og interventioner, der på forskellig vis – billedligt eller bogstaveligt – skubber til monumenternes symbolske værdi i samfundet ved at lægge op til kritisk opmærksomhed og debat om den måde, som historien, de forbindes med, bliver fortalt på. \[2]

Omgangen med monumenter, der repræsenterer kolonihistorien i det offentlige rum, kan på den måde betragtes som en slags barometer, der viser, hvordan vi har det med historien – og med hvordan den bør fortælles og opfattes. F.eks. om den er noget, der bør huskes eller glemmes, om den er noget, man skal være stolt af eller skamme sig over, og om den er noget, der hører fortiden til, eller som præger nutiden.

Hvad betyder den offentlige mening om koloniale monumenter?

Når koloniale monumenter vækker offentlig protest, som ikke imødekommes af de ansvarlige myndigheder gennem en fjernelse af det omdiskuterede monument eller en ændring af, hvordan det formidles til offentligheden (f.eks. gennem tilhørende skiltning), kommer kritikken ofte til udtryk ikke bare gennem debat, men også materielt. I mange tilfælde sker det gennem graffiti med antikoloniale og antiracistiske slagord. Det kan også ske gennem mere indgribende aktioner, der rykker varigt ved monumenternes historie og rolle i samfundet, som man ser det med nedrivningen af Edward Colstons statue i Bristol i 2020. \[7]

Statuen havde vakt offentlige protester i Bristol gennem en årrække, fordi mange lokale fandt et monument, der fremstod som en hyldest af Colston, problematisk på grund af hans ansvar for salget af 84.000 afrikanere som slaver samt tusindvis af dødsfald under de slavegjortes rejse over Atlanterhavet. I kritikernes øjne burde han forstås som en racist og massemorder, der lige så lidt som f.eks. Adolf Hitler fortjente en statue i det offentlige rum. \[24]

Situationen forblev uændret, indtil kontroversen kulminerede i en spontan protesthandling, hvor statuen, overmalet med antiracistisk graffiti, blev trukket omkuld og smidt i havnen af en triumferende folkemængde. Udgangen på sagen blev efter mange overvejelser, at statuen blev hævet fra havnen og udstillet på M Shed Museum, der formidler Bristols historie. Her præsenteres Colston i liggende positur, med statuens skader og graffiti nøje konserveret og formidlet, sammen med bl.a. indsamlede skilte fra protestaktionen – som en del af monumentets historie. \[2]

Hvad bidrager ændrede eller nye monumenter, der henviser til kolonitiden, med?

Når kontroversielle monumenter med baggrund i kolonitiden bliver genstand for fysiske angreb i protest mod det, de står for i aktivisters øjne, kan det anskues som en politisk handling rettet mod nutiden. I over 1.000 kunstneres og kulturpersoners fælles sympatitilkendegivelse for Dirckinck-Holmfeld og Anonyme Billedkunstnere hed det f.eks., at aktionen mod Frederik V’s buste ikke skulle forstås som ”et forsøg på at udrydde dansk kulturarv, men som et forsøg på at aktualisere den”. \[2]

Da den beskadigede buste blev hentet op af havnen af dykkere, opfattede nogle deltagere i debatten dens tilstand som et udtryk for ren og skær ødelæggelse, mens Dirckinck-Holmfeld forklarede den som et omskabt kunstværk. Der var ”sket en rematerialisering”, som hun udtrykte det. \[25] Ikke alle var begejstrede for den udlægning. Det konservative folketingsmedlem Naser Khader kaldte f.eks. de mange kunstnere, der udtalte deres støtte til aktionen, ”fjolser!” \[25]

At opsætte helt nye monumenter, der afspejler de koloniseredes perspektiver, kan være en anden strategi til at skabe offentlig debat og skubbe til den måde, som koloniale monumenter har rammesat, hvem der tildeles en betydningsfuld rolle i historien, og hvem der fremstår som tavse statister. Jeannette Ehlers forklarer f.eks. om ”I am Queen Mary”: “Vi har med skulpturen skabt et rum for sorte og brune mennesker, hvori vi kan se os selv repræsenteret på en stærk og positiv måde. Den giver et tiltrængt modspil til den hvide europæiske historiefortælling, som længe har defineret vores kollektive bevidsthed, og været dominerende i det offentlige rum”. \[23]

Problemstillinger

Problemstillinger ved kampen om monumenter og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum

Hvad handler debatten om koloniale monumenter om – ud over monumenterne i sig selv?

Når koloniale monumenter bliver genstand for kontroverser, sker det som iøjnefaldende symboler, der kan skabe fokus på bredere problemer. Som Daugbjerg, Knudsen og Andersen har påpeget: ”en statue i det offentlige rum kan blive samlingspunkt og katalysator for forskellige utilfredsheder”. \[3] ”Rhodes Must Fall”-kampagnen er et godt eksempel. Den startede i 2015 i Sydafrika, hvor studerende på universitetet i Cape Town rejste krav om at få en statue af Cecil Rhodes fjernet.

Rhodes var en af universitetets stiftere og derudover en indflydelsesrig britisk kolonialist, som ikke bare var mineejer og politiker, men grundlægger af kolonien Rhodesia (nu Zimbabwe og Zambia) i det sydlige Afrika og premierminister i Kapkolonien (det nuværende Sydafrika). I den egenskab stod han bag lovgivning, som diskriminerede den sorte befolkning og retfærdiggjorde hvide kolonisatorers ret til at herske. Efter hans død i 1901 blev hans formue brugt til at fastslå og fejre mindet om ham som skaber af det moderne Sydafrika, bl.a. gennem statuer. \[27]

Først efter apartheidstyrets fald i 1994 blev adgangen til universitetet, som Rhodes havde grundlagt, åbnet for sorte studerende. I 2015 blev statuen af Rhodes på universitetet i Cape Town fjernet efter kort tids protest. Men den var kun toppen af et isbjerg af bredere protester over vedvarende problemer med diskrimination af landets sorte befolkning, knyttet til arven efter Rhodes. På universitetet drejede det sig om, at antallet af sorte ansatte var lille, og at fordelingen mellem sorte og hvide studerende var meget skæv set i forhold til befolkningssammensætningen i Sydafrika, samt at man savnede en afkolonisering af pensum. \[3] \[28]

Protesterne bredte sig til andre universitetsbyer, ikke blot i Sydafrika, men også til Oxford Universitet i England, hvor Rhodes mindes med en prominent statue, opsat der, hvor han selv blev uddannet. Skønt demonstrationer imod statuen af Rhodes, som er en del af facaden på Oriel College, tiltrak mere end 1.000 deltagere, er statuen fortsat at finde på sin oprindelige plads i Oxford.

Ledelsen af Oriel College henviste i sin behandling af sagen til, at bygningen, som var finansieret gennem arven fra Rhodes, er fredet, og at statuen, som er en del af dens udsmykning, derfor af juridiske grunde er vanskelig at fjerne. Til gengæld lovede Oriel College at udvide sit samarbejde med afrikanske akademikere og at forske mere i spørgsmål om race og kolonialisme. \[29] \[30] \[31]

Hvor bogstaveligt skal man tage betegnelser som ”kulturkrig” i kontroverser om monumenter for kolonialisme og slaveri?

Kontroverser om koloniale monumenter karakteriseres ofte som kulturkrig. \[32] At statuerne og deres rolle i det offentlige rum udgør en kampplads, skal ikke kun opfattes i metaforisk forstand. I nogle tilfælde udarter det til blodig alvor. F.eks. blev den 32-årige antiracistiske aktivist Heather Heyer dræbt i Charlottesville, Virginia, i august 2017, da en bil med vilje blev styret ind i en gruppe af moddemonstranter, der protesterede mod en højreorienteret demonstration, der støttede den racistiske Ku Klux Klan-bevægelse, som havde samlet sig om monumentet for sydstatsgeneralen Robert E. Lee. \[33]

I Storbritannien blev de omfattende Black Lives Matter-protester i sommeren 2020 mødt med moddemonstrationer, hvor tusindvis af højrefløjsaktivister forsamlede sig om kontroversielle monumenter, bl.a. i London, med det erklærede formål at forsvare dem. Demonstrationerne udartede til gadeuorden og slagsmål med politiet, og den britiske premierminister Boris Johnson fordømte offentligt, hvad han kaldte racistisk bølleadfærd hos de selverklærede forsvarere af landets monumenter. \[34] \[35] Tilsvarende har myndighedernes fjernelse af flere monumenter for sydstatskonføderationen i USA været nødt til at finde sted under politibeskyttelse på grund af højreorienterede protester. \[32]

Hvilken rolle spiller demonstranters opførsel i kampen om kontroversielle monumenter?

I demonstrationer for og imod monumenter, der vedrører kolonihistorie og slaveri, udstilles og brydes flere ideologiske positioner. Yderpunkterne i debatten tager enten monumenternes oprindelige fortællinger for pålydende eller yder radikal modstand mod dem.

Begge positioner kan vække offentlig opmærksomhed og søge støtte fra ligesindede, når de bruger monumenterne som fokuspunkt for at synliggøre deres holdninger. Da de taler til en bredere offentlighed, som i mange tilfælde ikke har interesseret sig synderligt for monumenterne og historien bag dem før, har demonstrationerne samtidig den konsekvens, at historien bag monumenterne kommer til at fylde mere i nutidens mediedebat og offentlige historiebevidsthed.

Historikeren David Olusoga har argumenteret for, at højreorienterede demonstrationer, der forsvarer sådanne monumenter, ironisk nok har den utilsigtede virkning også at skabe mere kritisk debat i samfundet om de kontroversielle dele af historien, som monumenterne ikke i sig selv forsøger at minde os om: de dele af historien som monumenterne skjuler, mens de fremviser nogle andre. \[32]

Demonstranternes opførsel kan i lige så høj grad som historiske argumenter smitte af på deres sag, som man så det i Storbritannien, hvor højreorienterede demonstrationer for koloniale monumenter i sommeren 2020 vakte bred kritik for at være voldelige og respektløse. \[34] \[35]

Hvilken nytte gør kampen om monumenter og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum?

At kampen om kontroversielle monumenter udgør en bevidst politisering af kulturarv er der ingen tvivl om, men betyder det så, at debatten kun handler om identitetspolitik, eller tager den reelt fat på problemerne i nutidens samfund? (Se også Faktalinkartikel om identitetspolitik.) En britisk professor i arkitektur og kulturarv, Eva Branscome, har udtalt, at som et ikonisk mediebillede, der har bidt sig fast i folks bevidsthed, var nedrivningen af Colstons statue ’en million statuer værd’: Det skabte historie. \[37] Den synlighed, som sådanne begivenheder skaber, muliggør en debat om, hvordan kolonitiden sætter spor i nutiden, omend opmærksomhed alene ikke fjerner problemerne.

Bristols folkevalgte borgmester, Marvin Rees, som selv er sort og opvokset i byen, ville ikke udtale støtte til den folkelige – men ulovlige – nedrivning af statuen i 2020. Han lagde dog i interviews heller ikke skjul på, at han langt fra var ked af den. For ham var det vigtigere at sætte fokus på udfordringer i alt fra uddannelsespolitik til rets- og boligpolitik, som han fandt gennemsyret af institutionaliseret racisme. \[38]

Debat:

Debat: Skal man tage kontroversielle koloniale monumenter ned?

Hvad siger tilhængerne?

Om kontroversielle monumenter bør fjernes fra det offentlige rum, er et omstridt spørgsmål. Tilhængere af den tilgang argumenterer bl.a. for, at tilstedeværelsen af monumenter, der hylder forhold, som nutiden ikke kan (eller bør) stå inde for, har en fortsat skadevirkning. F.eks. at de kan retfærdiggøre problematiske billeder af både historien og nutiden, eller få nogle medlemmer af samfundet til at føle sig uvelkomne og ekskluderede fra det offentlige rum. \[9]

Den allermest kritiske tilgang vil hævde, at ikke alle monumenter er værd at bevare, og at deres ødelæggelse i nogle tilfælde er fuldt retfærdiggjort som en symbolsk omstyrtelse af de værdier, de afspejler. Fjernelse af et monument behøver dog ikke at ske ved at ødelægge det. Hvis man som led i en demokratisk beslutning vælger at fjerne monumenter, kan det gøres uden at beskadige dem.

I så fald kan de eventuelt formidles andre steder under ændrede former.

Kritikere af Cecil Rhodes’ statue på Oxford Universitet har f.eks. argumenteret for, at statuen er knyttet til så problematisk og skadelig en historie, at den ikke hører til på facaden af et af Storbritanniens førende universiteter, men på et museum, hvor den kan formidles kritisk og i dybden. \[30]

Hvad siger modstanderne?

Hvor et monument fjernes af aktivister uden myndighedernes tilladelse, vil modsvaret typisk være, at det drejer sig om hærværk. Forsvar for at lade kontroversielle monumenter beholde deres plads i det offentlige rum motiveres dog oftest med argumenter om, at monumenterne er en vigtig del af vores historiske omgivelser og kulturarv, og at man risikerer at udviske historien ved at fjerne dens spor. Pointen her er, at uanset om monumenterne står for noget godt eller dårligt, kan man lære om fortiden af dem. \[9]

Den position indebærer ikke nødvendigvis, at man vil lade monumenterne stå uden formidling fra eftertidens perspektiver. Et eksempel er den officielle engelske ”bevar og forklar”-tilgang til offentlige monumenter, som blev introduceret i 2021. \[9] At bevare monumenter, hvor de står, med ny formidling, kan dog også være kontroversielt: Da statuen af Cecil Rhodes på Oxford Universitet i 2021 blev nyfortolket gennem et skilt, der angav, at Rhodes var en dedikeret britisk kolonialist, som gik ind for udnyttelse af både mineraler, jord og befolkning i det sydlige Afrika, og derfor havde tiltrukket kritik lige siden sin samtid, mente debatindlæg både for og imod fjernelse af statuen, at formidlingen ikke var tilstrækkelig afbalanceret. \[31]

Perspektiv

Perspektiv på statuer og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum

Hvornår vil vi se en ende på kontroverser om monumenter og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum?

Da Black Lives Matter-protestbevægelsens i 2020 opnåede den hidtil største opmærksomhed i medierne, medførte det, at et stort antal monumenter med kolonihistorisk baggrund, blev genstand for en mere global offentlig debat. Fem år efter er diskussionerne om, hvad vi skal stille op med kolonihistoriens tilstedeværelse i det offentlige rum, fortsat intens, og viser alle tegn på at ville fortsætte i årene fremover.

I august 2025 stillede et medlem af det britiske overhus f.eks. forslag om at fjerne en statue af Baron Robert Clive (1725-1779), også kendt som ”Clive of India”, fra dens plads foran det britiske udenrigsministerium. Forslagsstilleren henviste til, at statuen af Clive, som spillede en markant rolle i koloniseringen af Indien og bl.a. forbindes med millioner af dødsfald på grund af hungersnød, næppe gjorde noget godt for Storbritanniens aktuelle forhold til Indien. \[39]

I marts 2026 blev det til gengæld annonceret i USA, at en statue af landsfaderen Caesar Rodney, en politiker, som spillede en prominent rolle i Den Amerikanske Revolution, atter skal udstilles i det offentlige rum i Washington D.C i forbindelse med nationens kommende 250-års jubilæum den 4. juli 2026. Statuen var ellers blevet taget ned i 2020, efter at den havde været genstand for kritik på grund af Rodneys rolle som slaveejer. \[40] Det illustrerer, at pendulet kan svinge begge veje i debatten om, hvordan kolonihistorien skal fremstilles i nutidens offentlige rum.

Demonstranter kaster en statue af slavehandleren Edward Colston i havnen i Bristol under en Black Lives Matter‑demonstration den 7. juli 2020

large_Kolonitiden .... forside-Ben BirchallPA ImagesRitzau Scanpix@20220928-080059-7-5568x3712ma.jpg

medium_Kolonitiden .... forside-Ben BirchallPA ImagesRitzau Scanpix@20220928-080059-7-5568x3712ma.jpg

small_Kolonitiden .... forside-Ben BirchallPA ImagesRitzau Scanpix@20220928-080059-7-5568x3712ma.jpg

thumbnail_Kolonitiden .... forside-Ben BirchallPA ImagesRitzau Scanpix@20220928-080059-7-5568x3712ma.jpg

Kolonitiden .... forside-Ben BirchallPA ImagesRitzau Scanpix@20220928-080059-7-5568x3712ma.jpg

Originalkilder

Hjemmesiden beskriver historien bag Danmarks første — midlertidige — skulptur, der mindes en sort kvinde, med henvisning til kolonihistorien i det tidligere Dansk Vestindien (nu De Amerikanske Jomfruøer). Den benyttes som platform for fundraising til en mere permanent installation af skulpturen i bronze. 


I am Queen Mary


Baggrundskilder

Videoer

Benedito Machava, historiker fra Yale University, diskuterer, hvordan omgangen med koloniale statuer afspejler afkoloniseringsprocessen i afrikanske lande.



Colonial Statues: How African Countries Responded From Liberation to #RhodesMustFall


Baggrund om Edward Colston og årsagen til, at hans statue blev så upopulær, at den endte med at blive revet ned af en protesterende folkemængde.



Who was slave trader Edward Colston and why was his statue pulled down?


Baggrundslitteratur

Debatartikel om den rolle, som kampe om statuer spiller i kulturarv og historieskrivning, skrevet på baggrund af kontroverserne om offentlige monumenter i 2020.


Statuekampe, kulturarvspraksisser og historieskrivning


Artikel om nedrivning af statuer, der tager udgangspunkt i diskussionerne om koloniale monumenter i Storbritannien og perspektiverer til andre eksempler verden over, i forbindelse med såvel politiske regimeskift som postkolonial debat. 


Skal man rive statuer ned?


Indhold

Cases

Anbefalede links

Black Lives Matter


Ødelæggelsens billeder: Ikonoklasme som billedskabende protestsprog


Kulturarvens kraft: en introduktion til kritiske kulturarvsstudier 

Statue


Monument


London Statues and the History of Empire


Demonstranter smed slavehandler-statue i flod i Bristol


New legal protection for England’s heritage


Officiel briefing, som beskriver eksisterende engelsk lovgivning om kontroversielle monumenter



Contested heritage: Controversy surrounding public monuments


Topple the Racists: A crowdsourced map of UK statues and monuments that celebrate slavery and racism

Det Kgl. Danske Kunstakademis grundlægger smidt i havnen


Kunstunderviser smed buste af konge i vandet: På tide at Danmark forholder sig kritisk til vores slavehandel  


Hun smed buste i havnen som en kunstnerisk happening. Nu er hun tiltalt for groft hærværk  


Tidligere institutleder betaler erstatning for buste af Frederik 5., hun selv smed i havnen  


Dansker-statue overmalet og udsat for hærværk i Grønland: Flere vil have den revet ned  


Greenland: Red paint instead of celebrations  


Afstemning om Hans Egede er slut: Flertal sømmer statue fast til fjeldtop  


MYTE: Var Danmark det første land, der ophævede slaveriet?  


Monument for Danmarks mest skamfulde kapitel får plads i København  


Freedom – initiativgruppe støtter opstilling af monument for dansk slavehandel i Ghana  


Frihedsskulptur klar til indvielse  


Officiel hjemmeside for kunstprojekt af La Vaughn Belle og Jeannette Ehlers, udateret  


Hvad leder du efter?

Kampen om monumenter og kolonitidens tilstedeværelse i det offentlige rum