Intelligens

Siden 1300-tallet har vi interesseret os for intelligens, men i dag er det stadigvæk lidt af et mysterium, hvad intelligens præcis er. Den mest udbredte opfattelse af at være intelligent hænger sammen med at have en høj IQ, på dansk kaldet intelligenskvotient. Nogle finder denne definition af intelligens unuanceret og fordomsfuld og bliver provokeret af, at IQ-testen rangerer mennesker på baggrund af tal. Andre er fortalere for en mere nuanceret opfattelse af intelligens, der ikke kun anskuer intelligens som evnen til at tænke logisk og abstrakt, men også anser f.eks. musikalitet og sociale færdigheder som former for intelligens. Ikke desto mindre vinder fællesskaber for mennesker med særligt høj IQ frem, ligesom flere og flere arbejdspladser bruger intelligenstest til at rekruttere nye medarbejdere.

Der eksisterer flere forskellige definitioner af intelligens, og det vides ikke med sikkerhed, hvad intelligens præcis er. Den mest fremherskende opfattelse af at være intelligent er dog at have en høj intelligenskvotient, også kaldet IQ, som måles gennem en IQ-test.

     Overordnet kan man sige, at intelligens er et udtryk for en persons evne til f.eks. at løse problemer og tilegne sig ny viden. Ordet intelligens kommer fra latin og betyder direkte oversat evnen til at opfatte, begribe eller forstå. Det fremgår af opslaget ”Intelligens” i Den Store Danske (se kilder).

     Generelt er der to fløje inden for opfattelsen af intelligens:

• ‘Den klassiske fløj’ mener, at intelligens alene knytter sig til, hvor gode vi er til at løse komplekse kognitive problemer – det vil sige en persons mentale evner, f.eks. logisk sans og matematik. 
• ‘Den alternative fløj’ definerer intelligens bredere og relaterer også intelligens til den enkelte persons interesser og færdigheder, hvilket også indbefatter fysiske evner. En færdighed er ikke noget, man er født med, men noget man har lært – det kan f.eks. være, at man er god til at spille musik eller til at bevæge sig.

     Det fremgår af artiklen ”Hvad er intelligens?” fra videnskab.dk september 2011 (se kilder).

Begrebet intelligens blev første gang brugt i 1300-tallet og blev hurtigt et almindeligt udtryk, når man skulle beskrive mere eller mindre begavede mennesker. Man anså dengang især personer, der var gode til matematik og til at læse, for at være intelligente. Det fremgår af opslaget ”Intelligens” i Den Store Danske (se kilder).

     Under Oplysningstiden i 1700-tallet tog interessen for intelligens fart, da man her indledte de første forsøg med at måle menneskers intelligens.

     Franskmanden og lægen Franz Joseph Gall (1758-1828) mente, at man kunne måle menneskers egenskaber og personlighed ved at måle kraniets størrelse og de små buler, der kunne ses på kraniets overflade. Hans teori var, at der var sammenhæng mellem egenskaber, særligt udviklede områder af hjernen, og hvordan kraniet så ud udefra.

     Det var imidlertid først, da psykologen Alfred Binet og psykiateren Théodore Simon i 1905 satte sig for at måle intelligensen hos franske børn, at en egentlig intelligenstest tog form. Det var det parisiske skolevæsen, der ønskede at teste for at afgøre, hvilke børn der var mindre begavede, og hvilke børn der “bare” var uopdragne. Testene blev hurtigt udbredt i resten af Europa og USA.

     Binet-prøven, som testen også kaldes, ligger blandt andet til grund for den IQ-opdeling, vi kender i dag. Det var dog den tyske psykolog William Stern, der i 1916 fandt på at omregne intelligensprøvens resultat til en intelligenskvotient. Det fremgår af opslaget ”Intelligens” i Den Store Danske (se kilder).

Videnskabelige opfattelser af intelligens hænger tæt sammen med forskellige metoder til at måle graden af den enkeltes intelligensniveau.

     Intelligens måles typisk ved hjælp af en intelligenstest. Den klassiske test måler en persons intelligenskvotient – i daglig tale kaldet IQ efter det engelsk begreb ‘intelligence quotient’.

     En persons IQ angives som et tal, og jo højere IQ-tal, en person får i testen, desto mere intelligent er vedkommende ifølge denne logik. Selvom der i dag er forskellige holdninger til intelligens, er nedenstående opdeling, baseret på IQ, stadig fremherskende:

• IQ 0-20: ‘idiot’ 
• IQ 20-50: imbecil 
• IQ 50-70: debil 
• IQ: 70-90: svagtbegavet 
• IQ 90-110: middelbegavet 
• IQ 110-130: velbegavet 
• IQ 130-150: højtbegavet 
• IQ over 150: geni

     Denne opgørelse fremgår af Den Store Danskes artikel om intelligens (se kilder) samt artiklen ”Hvad er intelligens?” fra videnskab.dk september 2011 (se kilder). IQ-opgørelserne kan dog variere lidt fra hinanden i forhold til de enkelte kategorier.

De fleste intelligenstest består af flere forskellige opgaver. Fælles for IQ-test er, at de tester en persons evne til at tænke abstrakt, se sammenhænge og mønstre samt måler en persons generelle mentale evne. Opfinderne af Binet-prøven mente, at intelligens bedst blev målt gennem mange forskellige slags opgaver. Trods det fokuserer langt hovedparten af Binet-prøven på at måle egenskaber inden for to områder: sprog og matematik/logik, hvilket gør sig gældende for mange af de klassiske intelligenstest. Det fremgår af opslaget ”Intelligens” i Den Store Danske (se kilder).

     I nyere tid er der kommet intelligenstest til, som måler på flere forskellige egenskaber – sociale, musikalske, kropslige, og som tegner en profil af en persons stærke og svage sider frem for at udregne intelligensen som en samlet størrelse og angive den som et tal. Der er dog diskussion om, hvorvidt disse test kan kaldes intelligenstest.

Selvom IQ stadig er den mest udbredte metode til at måle en persons intelligens, har synet på intelligens udviklet sig gennem årene – herunder opfattelsen af hvad intelligens er.

     I 1980erne præsenterede den amerikanske psykolog Howard Gardner en alternativ teori om intelligens, som argumenterede for, at mennesket ikke kun har én intelligens, men hele ni forskellige intelligenser, også kaldet ‘moduler’:

• Den sprogligt-verbale 
• Den personlige 
• Den sociale 
• Den logisk-matematiske 
• Den musikalske 
• Den rumligt-visuelle 
• Den kropslige-kinæstetiske 
• Den intrapersonlige 
• Den eksistentialistiske

     Denne teori præsenterede et mere nuanceret syn på intelligens, idet en person kunne være intelligent på nogle områder og mindre intelligent på andre.

     I dag er det fortsat et mysterium, præcis hvor intelligensen er placeret. Nyere undersøgelser har afdækket, hvilke dele af hjernen, der aktiveres, når forsøgspersoner skal løse bestemte opgaver, men man er stadig langt fra at fastlægge præcis, hvor intelligensen bor. Det fremgår af artiklen ”Hvad er intelligens?” i Illustreret Videnskab oktober 2018 (se kilder).

Inden for videnskaben er det meget omdiskuteret, om forskellene i menneskers intelligens primært skyldes gener eller miljø. Der er blevet forsket i området, blandt andet ved hjælp af tvillingeundersøgelser, men der er stadig ikke noget entydigt svar på genernes påvirkning af intelligensen i forhold til omgivelsernes. Ligesom med næsten alle andre menneskelige egenskaber formes intelligensen formentlig i et samspil mellem arv og miljø. Det fremgår af artiklen ”Hvad er intelligens?” i Illustreret Videnskab oktober 2018 (se kilder).

     Artiklen nævner et eksempel: Hvis et barn, der er genetisk rustet til at blive intelligent, vokser op i et miljø, hvor det ikke stimuleres eller får mulighed for at udvikle sine evner, vil det sandsynligvis score lavt i en intelligenstest. Det er derfor ikke uden betydning for ens intelligenskvotient, hvilket miljø man kommer fra.

     Et andet stridspunkt i diskussionen om intelligens og arvelighed handler om de IQ-forskelle, som nogle forskere mener, der er, mellem forskellige lande og befolkningsgrupper i verden. Disse forskelle i IQ refereres der blandt andet til i kronikken ”Når den gennemsnitlige IQ falder, falder det faglige niveau i folkeskolen også” bragt i Information den 27. februar 2020 (se kilder).

     Men man skal være varsom med at tage disse IQ-forskelle for pålydende, for de afspejler i høj grad også, hvordan intelligenstesterne er udformet. Den samme intelligenstest kan ikke nødvendigvis bruges til at sammenligne intelligens hos mennesker, der er vidt forskellige, hvad angår kultur og uddannelsesniveau.

     I kronikken ”Det er meningsløst at hæfte sig ved IQ-forskelle mellem lande” i Information den 4. marts 2020 (se kilder) skriver Albert Gjedde, professor i translationel neurobiologi ved Syddansk Universitet, f.eks., at “de vestlige IQ-prøver er indrettet, så de mest præcist måler IQ hos børn i de vestlige skolesystemet, de er en del af.” Det har blandt andet betydning for i hvilken udstrækning, at IQ-testen kan bruges til at sammenligne intelligens på tværs af verdens lande og befolkningsgrupper.

     I kronikken skriver Albert Gjedde også, at de menneskelige egenskaber og evner kræver et samarbejde mellem omgivelser og arvemasse, hvilket vil sige, at både arvemasse og omgivelser skal være til stede for at opnå et bestemt resultat. På den baggrund mener han ikke, at det giver mening at udnævne enten arvemasse eller omgivelser til alene at være ansvarlige for det endelige resultat.

Interessen for den menneskelige intelligens er ikke blevet mindre, siden man første gang begyndte at måle den, og i dag måler mange institutioner og virksomheder intelligens i forbindelse med f.eks. optagelse eller ansættelse.

     I Danmark bruger militæret f.eks. intelligenstest i forbindelse med hvervning. Derudover bruger skoler med højtbegavede børn som målgruppe intelligenstest for at vurdere, om et barn er egnet til at gå på skolen. Også Mensa, en forening for højtbegavede personer, bruger intelligenstest som adgangsprøve. For at blive medlem af Mensa skal man have en IQ på mindst 131, hvilket det vurderes, at omkring to procent af den danske befolkning har.

     Inden for de seneste år er flere virksomheder også begyndt at bruge intelligenstest, når de rekrutterer nye medarbejdere. Her kan intelligenstest f.eks. kombineres med en personlighedstest for at få et samlet billede af, hvordan en person passer ind i jobbet og virksomheden. Selvom intelligenstest vinder indpas flere steder i det danske samfund, er det dog stadig langtfra alle, der i løbet af deres liv vil blive udsat for en. Anderledes er det i f.eks. USA, hvor intelligenstest er langt mere udbredte i skolesystemet.

     I Danmark bruges intelligenstest også inden for psykiatrien samt i retspsykiatriske undersøgelser, f.eks. i forbindelse med kriminalitet af særlig brutal karakter, hvor såkaldt forvaring på ubestemt tid kan komme på tale. Her vil en intelligenstest typisk indgå som del af en mentalundersøgelse. Forvaring på ubestemt tid betyder, at der ikke fastsættes en dato for, hvornår frihedsberøvelsen slutter.

Siden Howard Gardner præsenterede sin teori om de ni forskellige intelligenser i slutningen af 1980erne, har eksperter inden for området generelt været delt. Overordnet kan man sige, at der er to grundanskuelser af intelligens:

1. at intelligens kan beskrives som en generel faktor og noget uforanderligt (‘Den klassiske fløj’), og

     2) at intelligens kan beskrives som opdelt i en række faktorer eller intelligenser (‘Den alternative fløj’).

     Det fremgår af opslaget ”Intelligens” i Den Store Danske (se kilder).

     Dem, der er kritiske over for den alternative intelligensteori, vil sige, at der ikke findes forskellige intelligenser, men snarere forskellige færdigheder, og at færdigheder er noget andet end intelligens.

     Forsker i intelligens Peter Hartmann tilhører den klassiske fløj: ”I min verden handler intelligens ikke om, hvorvidt du kan drible en bold, eller om at du kan lave kinesisk mad. Den handler udelukkende om, i hvor høj grad du kan problemløse – at du kan løse komplekse opgaver og er i stand til effektivt at bearbejde informationer og gennemskue sammenhænge,” siger han i artiklen ”Hvad er intelligens.” på videnskab.dk den 5. september 2011 (se kilder).

     Hjerneforsker Kjeld Fredens var en af dem, der arbejdede med Gardners teori, da den kom til Danmark i 1980erne, og han ser anderledes på sagen. I artiklen ”Hvad er intelligens” på videnskab.dk den 5. september 2011 (se kilder) siger han: “[Gardners] teori inspirerede undervisere, fordi man undgik at sige, at en elev var uintelligent og i stedet kunne fokusere på, at en elev kunne være god til forskellige ting. Jeg kunne godt lide tankegangen, fordi man fik et meget mere nuanceret syn på læring.”

     Man kan sige, at teorien tager højde for et barns svage såvel som stærke sider, tror på udviklingsmuligheder og ikke er lige så firkantet i sin tilgang til intelligens, som den klassiske teori om intelligensmåling.

     I modsætning til den klassiske opfattelse af intelligens er den alternative opfattelse dog langt sværere at måle og dokumentere. Af den grund bliver de klassiske intelligenstest, også kaldet IQ-test, ofte brugt, fordi resultatet angives som et tal, der er let at sammenligne og placere på en skala. Derfor er IQ også fortsat den fremherskende metode til at definere, om en person er intelligent.

IQ-testen er blevet kritiseret for at være kulturelt fordomsfuld og for kun at måle et udsnit af et menneskes egenskaber.

     I nyere tid er det, ifølge artiklen ”Hvad er intelligens?” i Illustreret Videnskab den 6. oktober 2018 (se kilder), blevet diskuteret, om IQ-test i det hele taget kan bruges til at sammenligne intelligensen hos mennesker, der er vidt forskellige, hvad angår kultur og uddannelsesniveau.

     Ifølge førnævnte artikel er hele begrebet intelligenskvotient blevet kritiseret for at lægge vægt på bestemte færdigheder, som ikke nødvendigvis er bedre eller mere nyttige end andre: “Derved risikerer man ikke blot, at en persons IQ giver et misvisende billede af hans virkelige intelligens, men også at det ene køn eller en bestemt befolkningsgruppe kan komme til at fremstå som specielt intelligente, fordi testens opgaver er knyttet til særlige færdigheder, som de har bedre forudsætninger for at bestride,” fremgår det af artiklen (se også afsnittet om intelligens og arvelighed).