Historiekanon 6: Absalon

Absalon var en af de mest indflydelsesrige personer i 1100-tallets Danmark. Som rådgiver for Kong Valdemar 1. og via sin høje placering i kirken og et nært forhold til en af landets mest magtfulde slægter satte han store aftryk på samfundet.

     I sin rolle som biskop og ærkebiskop havde Absalon stor indflydelse på dansk udenrigspolitik og indledte korstog mod de slaviske stammer, venderne. Absalon tog også initiativ til den berømte Saxos Danmarkshistorie (Gesta Danorum) og stod bag en række imponerende byggeprojekter, herunder befæstningen af København og opførelsen af Vor Frue Kirke i København.

Ingen ved, præcist hvor og hvornår Absalon blev født. Historikere formoder, at det var omkring 1128 i Fjenneslev på Midtsjælland. Som anden søn af stormanden Asser Rig Hvide blev Absalon født ind i en af landets mægtigste slægter, ’Hviderne’. Absalon voksede op sammen med den Valdemar, der senere skulle blive kendt som Kong Valdemar 1. eller Valdemar den store (1132-1182). De to fosterbrødre (børn, der opdrages i samme familie uden at være blodsbeslægtede) var livet igennem nære venner og samarbejdspartnere. Du kan læse mere om deres venskab og samarbejde i artiklen ”Kilder til Absalon” på Danmarks Borgcenters hjemmeside (se kilder).

     Ifølge Dansk Biografisk Leksikon (se kilder) var det sandsynligvis fra begyndelsen planen, at Absalon som den andenfødte søn skulle uddannes til en karriere inden for kirken, så familiens ejendom ikke skulle splittes op på to sønner. I sin ungdom studerede Absalon da også i Paris, der i datidens Europa var centrum for uddannelse i filosofi, kirkeret og teologi. Absalon gjorde karriere i kirken og blev biskop og ærkebiskop. Han døde den 21. marts 1201 i cistercienserklosteret i Sorø, hvor han også blev begravet.

Danmark havde siden i 1140’erne været præget af voldsom strid mellem landets stormænd om, hvem der skulle være konge i Danmark. I midten af 1150’erne var der tre stormænd, der alle mente, at de havde krav på kongetitlen: Svend (3.) Grathe, Knud (5.) Magnussen og Absalons fosterbroder, Valdemar (1.). I 1156 afbrød Absalon sine studier i udlandet og tog hjem til Danmark for at støtte sin fosterbroder Valdemar i kampen om kongetitlen. Du kan læse mere om den borgerkrig, der brød ud, i kapitel 2 i bogen ”Danmarkshistorie i grundtræk” (se kilder).

     I første omgang førte striden om kongemagten i 1157 til en fredsaftale, hvor det danske rige blev delt i tre: Valdemar blev konge over Jylland, Knud fik Fyn, Sjælland og de omkringliggende øer, og Svend blev konge over Skånelandene. Freden blev dog kortvarig. Den 9. august 1157 mødtes de tre konger til forsoningsgilde i Roskilde, hvor Kong Svend forsøgte at dræbe sine rivaler. Attentatet kostede kong Knud livet, mens Valdemar og Absalon undslap til Jylland. Svends attentat er siden blev kendt som ”Blodgildet i Roskilde”, som du kan læse mere om på danmarkshistorien.dk (se kilder).

     I Jylland samlede Valdemar sin hær og sikrede sig støtte fra den afdøde kong Knuds mænd ved at gifte sig med dennes søster Sofie. Den 23. oktober 1157 mødtes Svend og Valdemar i et stort slag uden for Viborg. Svends hær blev besejret, og han blev selv dræbt. Valdemar var herefter enehersker i Danmark og sørgede året efter for, at Absalon blev udnævnt til biskop af Roskilde.

     Bispeembedet var en magtfuld position i middelalderens samfund. Dels fordi der til bispeembedet hørte store jordbesiddelser (f.eks. rådede Absalon som Roskildebisp over 2.500 bondegårde), dels fordi titlen gav en række magtbeføjelser både i og uden for kirkeverdenen. Du kan læse mere om bispeinstitutionen i artiklen ”Bispeinstitutionen” på danmarkshistorien.dk (se kilder).

     Udnævnelsen var Valdemars tak til Absalon for hans – og hans magtfulde slægt, Hvidernes – støtte i kampen om kongemagten. Samtidig var det en måde at sikre sig, at kongemagten fremover havde en allieret placeret centralt i den magtfulde kirkeinstitution.

Efter at have overtaget magten i Danmark koncentrerede Absalon og Valdemar sig om at sikre riget mod ydre fjender. Borgerkrigen havde efterladt landets kystlinje ubevogtet, og særligt det østlige Danmark var plaget af plyndringstogter fra slaviske stammer (i samtiden kaldet vendere). Som nyudnævnt biskop af Roskilde oprettede Absalon en vagtflåde og indledte et stort befæstningsarbejde af de danske kyster. Mest kendt i eftertiden er Absalons opførelse af bymure og en stor borg i København i 1167.

     Udover at udbygge Danmarks forsvar indledte Absalon en række militære aktioner mod venderne. Ifølge danmarkshistorien.dk’s artikel om Absalon (se kilder) var der i begyndelsen tale om mindre straffeaktioner, som dog hurtigt udviklede sig hurtigt til erobringstogter. Absalons militære politik over for venderne havde også et religiøst formål, da venderne ikke var kristne. Nogle af de militære togter kan derfor beskrives som korstog, der havde til formål at tvangskristne venderne og ødelægge deres kultiske hovedsæder. Erobringstogterne og korstogene skaffede Danmark midlertidigt herredømme over det nuværende Baltikum og dele af Nordtyskland.

     På danmarkshistorien.dk kan du i tre film se de to middelalderhistorikere Kurt Villads Jensen og Anders Bøgh diskutere betydningen af vendertogterne (se kilder). Blandt andet diskuterer de, hvor stor en rolle religion spillede i togterne.

I sin tid som biskop af Roskilde fik Absalo opført adskillige klostre samt Vor Frue Kirke i København, den nuværende domkirke. I 1171 udformede han Sjællandske Kirkelov, der regulerede forholdet mellem biskoppen og indbyggerne i hans stift.

     I 1177 blev han på opfordring af paven i Rom udnævnt til ærkebiskop af Lund, men beholdt samtidig sit bispesæde i Roskilde. Udnævnelsen til ærkebiskop gjorde Absalon til den øverste kirkelige leder i Norden - med direkte forbindelse til paven i Rom.

     I sin tid som ærkebiskop fortsatte Absalon med at støtte og rådgive den danske kongemagt. Som kirkeleder sørgede han for, at gudstjenesten blev ens over hele Norden; før hans tiltrædelse havde den været forskellig fra stift til stift. Absalon kæmpede også for, at den nordiske gejstlighed (præstestand) skulle overholde kravet om at leve i cølibat. Ifølge dansk biografisk leksikon (se kilder) havde han dog ikke succes med dette.

I mange ældre skolebøger står der, at Absalon grundlagde København, efter at Kong Valdemar 1. gav ham det ubetydelige fiskerleje ’Havn’ i gave i 1160’erne. Absalons lederskab og projekter for byen skulle herefter have ført til en eksplosiv vækst i indbyggertal og gjort København til et vigtigt magt- og handelscentrum.

     Arkæologiske udgravninger i forbindelse med det københavnske metrobyggeri viser dog, at København var en middelalderlig storby med stormandsgård og omfattende handelsplads i hvert fald 150 år før, Absalon dukkede op. Absalon grundlagde altså ikke København. Der er dog ingen tvivl om, at Absalon har haft stor betydning for Københavns udvikling og indretning. Du kan læse mere om de arkæologiske fund, der førte til, at Københavns og Absalons historie måtte skrives om, i artiklen ”København var en storby længe før Absalon” på videnskaben.dk (se kilder).

Saxos Danmarkshistorie, også kendt som Gesta Danorum (Dannernes bedrifter), er en omfattende historisk krønike, skrevet omkring 1190 på latin. Dens forfatter var Saxo Grammaticus, og det var Absalon, der gav Saxo Grammaticus opgaven med at nedskrive hele Dannernes historie. Krøniken blev først færdig efter Absalons død i 1201 og er derfor dedikeret til Absalons slægtning og efterfølger som ærkebiskop, Anders Sunesen.

     Historikerne ved ikke meget om Saxo som person, udover at han har været højtuddannet inden for kirken og tilhørt en slægt, der var loyale over ’Hviderne’ og Kong Valdemar 1. Absalon havde ifølge artiklen ”Saxo Grammaticus og Gesta Danorum” på danmarkshistorien.dk (se kilder) en klar politisk dagsorden med at få nedskrevet Danmarks historie. Værket skulle indadtil i Danmark retfærdiggøre magtfordelingen i riget med Valdemar 1. og hans slægt på tronen og Absalon og hans slægt ’Hviderne’ på centrale positioner i kirke og embedsværk. Desuden skulle krøniken over for udlandet understrege, at Danmark var et gammelt og veletableret rige med en lang kulturhistorie, der var uafhængig af det tysk-romerske kejserrige. Saxos Gesta Danorum kan altså sige sat være en form for politisk propaganda.

     Saxos Danmarkskrønike regnes for en af de vigtigste historiske kilder til tidlig dansk historie. Samtidig har den litteraturhistorisk været en inspirationskilde for bl.a. digteren og teologen N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Du kan læse mere om Saxos Danmarkskrønike i artiklen ”Saxo Grammaticus og Gesta Danorum” på danmarkshistorien.dk (se kilder).