Søg
Menu
Menu

Hvad leder du efter?

Augustoprøret, d. 29. august 1943, hvor regeringens brød med besættelsesmagtens krav og ophørte med at fungere, mindes i Ryvangen, 1946.

Augustoprøret, d. 29. august 1943, hvor regeringens brød med besættelsesmagtens krav og ophørte med at fungere, mindes i Ryvangen, 1946.

Foto: Erik Petersen/Ritzau Scanpix

Augustoprøret, d. 29. august 1943, hvor regeringens brød med besættelsesmagtens krav og ophørte med at fungere, mindes i Ryvangen, 1946. Foto: Erik Petersen/Ritzau Scanpix

Historiekanon 24: Holocaust, jødeaktionen og augustoprøret i 1943

Hovedforfatter

  • Nina Trige Andersen, historiker og journalist, cand.mag., juni 2026

Læsetid: 9 min

Indhold

Indledning

Holocaust betegner det folkemord, nazisterne under Anden Verdenskrig udførte på millioner af mennesker, hvoraf mindst seks millioner var jøder. Blandt de øvrige befolkningsgrupper, som blev slået systematisk ihjel i perioden, var andre etniske mindretal såsom sigøjnere, samt homoseksuelle og personer med handikap. Danmark var besat af det nazistiske Tyskland fra 1940-1945, men de første år fungerede den danske regering fortsat, fordi den havde valgt at samarbejde med besættelsesmagten. I 1943 udbrød det såkaldte augustoprør, som omfattede strejker, uroligheder og sabotageaktioner i særligt jyske og fynske byer. Tyskerne ville have den danske regering til at indføre national undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage, men regeringen nægtede. Den 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken med Tyskland derfor formelt sammen. Herefter iværksatte besættelsesmagten en aktion mod de godt 7000 jøder, der endnu ikke var flygtet fra Danmark. Dem, der ikke nåede at flygte eller gå under jorden, blev sendt i koncentrationslejre.

Relaterede emner

Auschwitz historie på dansk

Forfatter og tidligere gymnasielærer Peter Langwithz Smith fortæller om Auschwitz, en af Nazitysklands største koncentrationslejre i det besatte Polen. Udgivet af Aldrig Mere, Børne- og Undervisningsministeriet, 1.10.2019.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Introduktion til Holocaust, jødeaktionen og augustoprøret i 1943

Hvad var Holocaust?

Nazisterne under ledelse af Adolf Hitler kaldte udryddelsen af jøderne for Endlösung, hvilket refererede til en politisk linje om "den endelige løsning på det jødiske spørgsmål" [1]. Allerede mens jødeudryddelserne fandt sted, blev ordet Holocaust anvendt blandt ofrene, men begrebet blev først efter krigen anvendt i bredere kredse [2]. Selvom det nazistiske folkedrab var specifikt rettet mod jøder, blev mange andre befolkningsgrupper også systematisk slået ihjel, heriblandt sigøjnere, personer med handikap, homoseksuelle og medlemmer af Jehovas Vidner. Kernen i den nazistiske ideologi var en forestilling om racerenhed og optimering af det tyske folkelegemes sundhed. I begyndelsen var det planen at massedeportere de mennesker, der skulle udrenses fra det tyske folkelegeme, men det blev hurtigt opgivet til fordel for oprettelse af udryddelseslejre. Holocaust er langt fra det eneste, folkemord, der er foregået gennem historien. Men mange forskere mener, at Holocaust adskiller sig fra andre folkemord i omfang og systematik: Seks millioner mennesker blev slået ihjel i løbet af blot fire år i en industrialiseret drabsproces, styret af et moderne bureaukrati og under anvendelse af moderne teknologi. Halvdelen af ofrene blev udryddet i dertil indrettede dødsfabrikker, hvor især gaskamre blev anvendt til på daglig basis at henrette tusindvis af mennesker [2].

Hvad var augustoprøret?

Hen over sommeren 1943 havde Tyskland lidt en række nederlag ved Østfronten og Middelhavet. Den 24. juli 1943 blev Hitlers allierede, den italienske diktator Mussolini, afsat, efter at også Mussolinis krigsindsats havde lidt tilbageslag. Den udvikling gav anledning til at tro, at krigen snart ville være ovre, og befolkningen i Danmark begyndte at yde mere åbenlys modstand mod besættelsesmagten. Det, der blev kendt som augustoprøret, begyndte i Odense, hvor arbejdere på Odense Stålskibsværft den 30. juli strejkede, fordi besættelsesmagten havde indsat bevæbnede sabotagevagter. Optøjer og sabotage spredte sig til resten af landet, særligt i jyske og fynske større byer [3]. Hitler beordrede, at der skulle indføres undtagelsestilstand i Danmark, som ville indebære forbud mod forsamlinger og strejker, udgangsforbud om natten og dødsstraf for sabotage. Under folkeligt pres nægtede regeringen, og det medførte et sammenbrud i den samarbejdspolitik, som den danske regering havde anlagt overfor besættelsesmagten. Regeringen, Rigsdagen og kongen trak sig tilbage den 29. august 1943. Tyskerne afvæbnede – under kampe – det danske militær og overtog den politiske, militære og politimæssige ledelse i landet under kommando af den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best.

Hvad var jødeaktionen?

Som et led i samarbejdspolitikken havde jøder i Danmark været undtaget fra de deportationer til koncentrationslejre, som jøder i andre lande blev udsat for fra krigens første år. Men da regeringen trådte tilbage efter augustoprøret, gik den tyske besættelsesmagt i gang med at forberede en aktion, hvor danske jøder skulle tages til fange og sendes til koncentrationslejren Theresienstadt i Tyskland. Aktionen blev iværksat natten mellem den 1. og 2. oktober 1943. Mange jøder var imidlertid blevet advaret på forhånd, og i en delvist koordineret indsats lykkedes det civile danskere at evakuere omkring 7.000 personer, svarende til cirka 95 % af de danske jøder. De blev fragtet over Øresund i både og fiskekuttere til Sverige, der var neutral under Anden Verdenskrig [4]. Den politiske indsats for at redde de danske jøder skal også ses i lyset af et behov for at rette op på det tvivlsomme billede af Danmark, som de allierede (Storbritannien, USA og Sovjetunionen, der kæmpede mod aksemagterne Tyskland, Italien og Japan) havde fået på grund af samarbejdspolitikken. På samme måde skal den civile indsats ses i lyset af, at jøderne i mange tilfælde betalte store summer for at blive fragtet over Øresund. Den del af historien blev først draget frem i lyset af forskere mange år efter [5].

Uddybning af Holocaust, jødeaktionen og augustoprøret i 1943

Hvad skete der med de jøder, der nåede at flygte?

I slutningen af september 1943 bredte der sig et rygte i det jødiske samfund i Danmark om, at der snart ville foregå massearrestationer. Advarslen kom fra G. F. Duckwitz – rådgiver for den rigsbefuldmægtigede Werner Best – og en række andre tyskere, som fortalte danske politikere om planerne. De fleste jøder gik under jorden og fik ophold hos venner, naboer og fremmede, mens de planlagde flugt ud af landet, som primært gik over Øresund til Sverige. At flugt var en mulighed, skyldtes kombinationen af, at de blev advaret i tide, at der var folk, som ville hjælpe til, og at der var en relativt nem grænse at krydse til et neutralt naboland, der var villigt til at tage imod dem. Den 29. september overbragte den svenske ambassadør i Danmark et tilbud om asyl til formanden for Det Mosaiske Troessamfund, og budskabet blev officielt udbredt i svensk radio den 2. oktober. I alt 7.056 jøder flygtede fra Danmark til Sverige i løbet af oktober 1943. Alternativet var at blive under jorden i Danmark og være afhængig af andres hjælp og beskyttelse. Det valgte en mindre gruppe på omkring 100 personer. Hertil kommer mindst 150 jødiske børn, som blev gemt hos ikke-jødiske plejefamilier eller på børnehjem frem til befrielsen. Det var ikke gratis at flygte til Sverige. I oktober 1943 var gennemsnitsprisen for transporten over Øresund 1000 kr. pr. person. Det svarer til over 26.000 kr. i dag. Der var fiskere, der udnyttede situationen og tog overpris, mens andre sejlede til aftalte priser, der blev holdt nede af modstandsbevægelsen. Der var også enkelte fiskere, der sejlede gratis [6].

Hvad skete der med flygtningene efter hjemkomsten?

De danske myndigheder forsøgte at registrere de flygtede jøders hjem og ejendele for at sikre, at de havde noget at vende tilbage til, når krigen var forbi. Alligevel oplevede mange hjemvendte jøder, at deres bolig og værdier var blevet stjålet, og at de ikke havde et hjem, fordi andre havde overtaget det. Dertil kom en stor gruppe statsløse jøder, der havde søgt tilflugt i Danmark, før de var flygtet videre til Sverige. De fik for flertallets vedkommende ingen økonomisk hjælp, og mange blev udvist af landet efter befrielsen [7].

Hvad skete der med de jøder, der ikke nåede at flygte?

500 danske jøder endte i Theresienstadt efter jødeaktionen i oktober 1943. Under Anden Verdenskrig døde i alt omkring 35.000 jøder i Theresienstadt, primært på grund af sult og sygdom. I modsætning til f.eks. koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau foregik der imidlertid ikke industrialiseret drab i Theresienstadt. Til gengæld blev omtrent 88.000 af fangerne i Theresienstadt sendt videre til deciderede masseudryddelsessteder, hvilket også påvirkede hverdagen i Theresienstadt. Flertallet af de danske jøder overlevede krigen, men med voldsomme ar på sjælen [8]. Også mange af de jøder, som havde nået at flygte til Sverige, var dybt traumatiserede efterfølgende. Både af egne oplevelser under flugt og i eksil, og af, hvad der var overgået andre jøder under Holocaust.

Hvilke andre befolkningsgrupper i Danmark blev sendt i tyske koncentrationslejre?

Da Tyskland angreb Sovjetunionen i juni 1941, beordrede den tyske besættelsesmagt i Danmark, at ledende kommunister skulle interneres. I de følgende måneder blev 339 anholdt og indsat i danske fængsler uden grundlovsforhør. En del blev efterfølgende løsladt. Anholdelserne var uden hjemmel i dansk lov, eftersom kommunisterne ikke var tiltalt for nogen forbrydelse. Men den 22. august 1941 vedtog Rigsdagen den såkaldte kommunistlov, der med tilbagevirkende kraft forbød al kommunistisk virksomhed. Herefter blev dem, der stadig sad fængslet, overført til Horserødlejren, hvor der siden også blev indsat flere anholdte [9]. Horserødlejren lå i Nordsjælland og var oprindeligt blevet oprettet til krigsfanger under Første Verdenskrig. Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud blev de internerede i Horserødlejren – hvoraf nogle nåede at flygte inden – deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof, der lå nær Gdansk i Polen. I alt 22 kommunister døde i Stuffhof [9]. Foreningen til minde om de politiske fanger – der også arbejder med historieformidling og imod fascisme – hedder derfor Horserød-Stuffhof Foreningen. Kommunistloven udgjorde et brud på den danske grundlov og historikeren Claus Bryld har kaldt vedtagelsen af den et ”udtryk for politisk følgagtighed i en tid, hvor de første politikere og mange almindelige mennesker troede, at Tyskland ville vinde krigen”. Dertil kommer, at justitsministeriet og politiet gik langt ud over det antal, tyskerne havde forlangt anholdt, da de på vegne af besættelsesmagten arresterede danske kommunister og sendte dem til Horserød [10].

Perspektivering af Holocaust, jødeaktionen og augustoprøret i 1943

Hvordan og hvor længe samarbejdede den danske regering med besættelsesmagten?

Tyskland invaderede og besatte Danmark den 9. april 1940, og dagen efter blev der under ledelse af daværende statsminister Thorvald Stauning (S) sammensat en samlingsregering bestående af ministre fra Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative og Venstre [11]. Den blev i juli justeret og kom fremover til at bestå af repræsentanter for de samme partier samt tre ministre, der stod uden for partierne. Den mest berømte af de tre partiløse var udenrigsminister under samlingsregeringen Erik Scavenius, der også tidligere (fra 1909) havde fungeret som udenrigsminister og desuden arbejdet som diplomat. Stauning døde i maj 1942 og blev afløst af Vilhelm Buhl (S), som blev afløst af Erik Scavenius i november 1942. Samlingsregeringen førte frem til den 29. august 1943 en samarbejdspolitik og forhandlede med besættelsesmagten [12]. I samlingsregeringens tiltrædelseserklæring stod bl.a.:

”For det omdannede Ministerium foreligger baade de nye Tiders Krav og Kravet om at foretage de fornødne Indgreb med den Humani­tet, som er en almindelig anerkendt Regel i det danske Samfund, men dernæst er Opgaven for Ministeriet at føre Danmark igennem disse Ufredstider i loyalt Samarbejde med vor Nabonation og med de Myndigheder, som i Øjeblikket er placeret med fremmede Tropper her i Landet.”

I et cirkulære fra august 1940 opfordrede regeringen lokale embedsmænd til at skabe personlige kontakter med besættelsesmagten, og i 1942 holdt Vilhelm Buhl en berømt og berygtet anti-sabotagetale – i folkemunde kaldet stikkertalen – der opfordrede befolkningen til at angive folk fra modstandsbevægelsen, der udførte sabotage mod besættelsesmagten [11].

Da besættelsesmagten den 28. august 1943 krævede indførelse af undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage, var det første gang, samlingsregeringen afviste et tysk krav [13]. Herefter brød samarbejdspolitikken sammen, og regeringen trådte tilbage. Danmark blev frem til befrielsen den 4. maj 1945 styret af departementschefer i et såkaldt embedsmandsstyre. 

Samarbejdspolitikken var kontroversiel fra begyndelsen, og særligt interneringen af de danske kommunister og den efterfølgende kommunistlov samt anti-sabotagetalen gjorde, at der opstod et skarpt modsætningsforhold mellem regeringen og dele af befolkningen. I begyndelsen af det 21. århundrede blev kritikken af samarbejdspolitikken brugt i en helt ny kontekst, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmusen (V) kritiserede samarbejdspolitikken som led i en argumentation for at have bragt Danmark ind i den USA-ledede Irakkrig [14]. Det fik historikere til at anklage ham for misbrug af historien [15].

Hvordan er fortællinger om jødeaktionen i Danmark blevet brugt og bruges i historien?

Redningen af de danske jøder i forbindelse med jødeaktionen kom – sammen med augustoprøret og modstandsbevægelsens arbejde – til at få afgørende betydning for, at de allierede (Storbritannien, USA og Sovjetunionen, der kæmpede mod aksemagterne Tyskland, Italien og Japan) efter krigen opfattede Danmark som stående på den rigtige side [16]. I efterkrigstiden blev redningen af de danske jøder fremstillet som en del af modstandsbevægelsens historie. Men mange af dem, der bidrog til at hjælpe jøder på flugt, havde ingen tilknytning til den etablerede modstandsbevægelse. Ifølge historiker Sofie Lene Bak blev det i den kollektive erindring fortrængt, at forfølgelsen af de danske jøder og flugten til Sverige havde store omkostninger: Det blev usynliggjort, hvor meget eftervirkningerne af krig, eksil og deportation kom til at påvirke jøderne økonomisk, socialt og følelsesmæssigt langt ind i nutiden. Det blev også først flere årtier senere kendt (og anerkendt) i en bredere offentlighed, at en del af dem, der medvirkede til at redde jøderne, tjente penge på det [5].

Citerede kilder

  1. Endlösung

    Leksikonopslag
    Therkel Stræde
    lex.dk, 23-01-2025

    Gå til afsnittet, hvor kilden er nævnt:

    1. Introduktion