Historiekanon 2: Tutankhamon

Tutankhamon var en egyptisk farao, som regerede, fra han var ni år til sin død som 19-årig omkring 1.300 år før vor tidsregning. Hans far Akhenaton var blevet upopulær bl.a. ved at bryde med traditionen for flerguderi. Efter farens død genindførte Tutankhamon flerguderiet, men fik ingen større politisk eller religiøs betydning, da han døde ung. Dødsårsagen var længe et mysterium, der nu er opklaret ved hjælp af nye videnskabelige undersøgelser. På trods af den begrænsede betydning i sin samtid blev Tutankhamon tre årtusinder senere en af de mest kendte faraoner. Det skyldes, at hans grav er den eneste, der er blevet fundet i nyere tid næsten uberørt af gravrøvere.

Af flere grunde har det været svært for egyptologer at få særligt meget at vide om Tutankhamon, der var farao i Egypten i oldtiden. Det egyptiske samfund i denne periode – ifølge leksikonet Den Store Danske (se kilder) var det perioden fra 3.000 år før vor tidsregning (f.v.t.) til år 332 efter vor tidsregning (e.v.t.) – er en af de ældste kendte civilisationer. Kun få tekster og genstande fra perioden er bevaret. Mange statuer, billeder, tekster og andre genstande, der ville kunne give os viden om Tutankhamon og hans familie, er desuden blevet systematisk ødelagt af hans efterfølgere. Egyptologer diskuterer derfor fortsat mange grundlæggende spørgsmål om hans liv.

     I dag mener de fleste egyptologer, at det barn, der blev kendt som Tutankhamon, blev født omkring år 1343 f.v.t. Ifølge artiklen ”Tutankhamon” (se kilder) har der indtil for nylig været tvivl om, hvem barnets forældre var. Men man har formodet, at de tilhørte faraonernes familie.

I 2010 gav en gruppe egyptologer (eksperter i det gamle Egyptens kultur og historie) et nyt bud på, hvem hans forældre kunne være, ud fra resultater af dna-analyser lavet på alle balsamerede mumier fundet i faraonernes gravkamre. Ifølge dem var Tutankhamon søn af den forrige farao, Akhenaton, og en af dennes søstre eller kusiner.

     Det var almindelig skik i oldtidens Egypten, at faraoner giftede sig med nærtstående kvindelige familiemedlemmer, fremgår det af bogen ”Det gamle Ægypten” (se kilder). Da en farao blev betragtet som halvt guddommelig, mente hans familie og præsteskabet, at den kvinde, der skulle føde hans arving, også burde være det. Akhenatons førstehustru og kusine, Nefertiti, fødte ikke nogen sønner. Ifølge artiklen ”Tutankhamon” (se kilder) er det derfor sandsynligt, at Akhenaton prøvede at få en mandlig arving ved at gifte sig med flere af sine søstre og kusiner. Det var med én af dem – som vi ikke kender navnet på – at han fik det drengebarn, der senere blev farao Tutankhamon. Ved fødslen fik barnet navnet Tutankhaton, der betyder ”solguden Atons levende billede”. Hvor han blev født, ved vi ikke med sikkerhed, men formodentlig var det i hovedstaden Akhetaton, også kendt som Tell Amarna, der ligger i Øvre Egypten.

Tutankhatons far, Akhenaton, udfordrede Egyptens magtfulde præsteskab på flere måder. Ifølge ”Det gamle Ægypten” (se kilder) havde egypterne fulgt de samme skikke og traditioner igennem århundreder, i nogle tilfælde årtusinder, og nogle af de skikke og traditioner brød Akhenaton radikalt med. I over 2.500 år havde egypterne tilbedt et stort antal guder, hvoraf solguden Amon blev betragtet som den øverste. Amon-kultens centrum var i hovedstaden Theben, nutiden Luxor. Da Akhenaton blev farao i 1390 f.v.t., hed han Amenhotep IV, men han skiftede snart navn til Akhetaton, der betyder ”den, som er god for solguden Aton”. Han afskaffede flerguderiet og bestemte, at kun Aton måtte tilbedes. Han besluttede også at grundlægge Akhenaton som ny hovedstad og kultcentrum. Alt dette gjorde ham upopulær, blandt blandt præsteskabet og i befolkningen.

     Tutankhaton arvede formentlig farens upopularitet og den religiøse konflikt, da han et par måneder efter Akhetatons død blev farao i år 1333 f.v.t. På det tidspunkt var Tutankhaton ni eller 10 år, og på grund af hans unge alder var det i praksis en gruppe embedsmænd, der regerede riget. Særligt rådgiverne Eje og Horemheb var centrale for den praktiske regeringsførelse, fremgår det af ”Det gamle Ægypten” og ”Tutankhamon” (se kilder). Efter sin kroning giftede Tutankhaton sig med sin halvsøster Ankhesenpaaton. Tre år efter genindførte han flerguderiet efter råd fra embedsmændene. Hovedstaden blev desuden flyttet tilbage til Theben, og Akhenatons navn, bedrifter og monumenter blev systematisk slettet. Den nye farao og hans hustru skiftede desuden navne til Tutankhamon og Ankhesenamon, der var navne, der henviste til Amon i stedet for Aton. Sammen fik de to børn, der dog begge var dødfødte. Tutankhamon døde selv i en alder af ca. 19 år, og hans enke Ankhesenamon blev gift med rådgiveren Eje, der blev ny farao.

Da Tutankhamon ikke var nogen indflydelsesrig eller stærk hersker, kunne han let være gledet ind i rækken af glemte faraoner med en kort og historisk set ubetydelig regeringstid. Alligevel er han blevet en af de mest kendte. Det skyldes, at hans grav i Kongernes Dal over for Theben som den eneste gik næsten fri for gravrøveri. I begyndelsen af det 19. århundrede blev den fundet intakt og med næsten alt sit indhold.

     I sammenligning med andre faraoners grave var Tutankhamons forholdsvis lille, og man regner også med, at den i sammenligning var beskedent udstyret. Mange af de andre faraoner blev begravet i kæmpestore pyramider, der blev plyndret allerede i oldtiden. Men fordi Tutankhamon blev begravet i et gravkammer under faraonen Ramses IV’s grav, blev hans grav overset af gravrøvere gennem tiden. I 1922 blev indgangen til den fundet af den engelske arkæolog Howard Carter. I ”Det gamle Ægypten” (se kilder) kan du læse om, hvordan Carter oplevede at træde ind i graven for første gang og se billeder af mærkelige dyr, statuer og enorme mængder af guld fra oldtiden.

Der blev fundet næsten 5.400 genstande i Tutankhamons grav. I ”Det gamle Ægypten” (se kilder) kan du se billeder af nogle af dem. Ligesom i andre faraoners grave var væggene i Tutankhamons grav udsmykket med farverige billeder og inskriptioner. Den døde farao havde et helt rum fyldt med mad, spil og våben. Ifølge tekster fra den egyptiske oldtid om begravelsesskikke har dette været tænkt som forråd til et efterliv. I et andet rum stod en guldtrone med et billede af Tutankhamon og hans hustru Ankhesenamon, tre forgyldte brikse og fire hestevogne, der var skilt ad.

     I et tredje rum lå faraonen selv inden i hele otte kister. Yderst var fire forgyldte trækasser inden i hinanden, hvoraf den største var fem meter lang. I den mindste var en stensarkofag, som igen indeholdt to forgyldte trækister og til sidst en tredje inderste kiste af rent guld. De tre inderste kister havde form som et menneske, der ligger ned, med faraos kongelige dragt og hovedbeklædning. I den inderste kiste lå Tutankhamons mumie med en maske af massivt guld over ansigtet. Du kan læse mere om, hvordan Tutankhamons grav så ud, og hvad man har fundet i den, i artiklen ”Tutankhamon” (se kilder). Nogle af tingene fra graven kunne man se på en udstilling, der blev sendt verden rundt, bl.a. i Malmø i 2012.

Egyptologer har ivrigt diskuteret, hvordan Tutankhamon døde. Man har endnu ikke fundet nogen tekster, der beretter om hans død. Forskernes har i stedet givet forskellige bud på dødsårsagen på baggrund af undersøgelserne af faraoens balsamerede lig, dvs. mumien af Tutankhamon fra den inderste sarkofag.

     Tutankhamons krop er meget velbevaret, selvom den er over 3.200 år gammel. Det skyldes egypternes skik med at balsamere afdøde samt de mange kister og et lag af harpiks og olie, der var blevet hældt over Tutankhamons krop. Når der er kommet nye teknologier eller teorier, har egyptologer af flere omgange undersøgt Tutankhamons mumie for at finde ud af, hvordan faraoen har set ud, hvilke sygdomme han har haft, og hvad han kan have været død af. Ud fra undersøgelsernes resultater har de givet forskellige bud på disse spørgsmål.

Egyptologer har blandt andet diskuteret en række skader på liget. Der er blevet fundet et hul i baghovedet af kraniet, det venstre lår var brækket, og i den venstre fod var knoglen smuldret. Ud fra hovedskaden og benbruddet har nogle forskere argumenteret for, at Tutankhamon enten må være blevet myrdet eller måske er faldet af en stridsvogn i kamp og døde af kvæstelser.

     Forskerholdet, der undersøgte mumien i 2010 med de nyeste teknologier, kunne dog på en CT-scanning se, at hullet i hovedet nok var opstået under balsameringen af liget. Da de derudover ikke fandt andre skader end benbruddet, afviste de teorien om, at Tutankhamon skulle være faldet i kamp. I stedet fremsatte de en ny teori, da de ved dna-prøven fandt spor af en dødelig malariavirus. De mener, at Tutankhamon led af en arvelig sygdom, der får knoglerne til langsomt at smuldre, og at den beskadigede fod kan have gjort, at han faldt og brækkede benet. Benbruddet og malariasygdommen kan så sammen med et svækket immunforsvar have ført til, at han døde i løbet af få dage.

     Du kan læse mere om resultaterne af de nye undersøgelser og teorierne om Tutankhamons død i artiklen ”Tutankhamon” (se kilder).