Historiekanon 1: Ertebøllekulturen

Menneskers levevis i slutningen af stenalderen i Sydskandinavien 5.400-4.000 før vor tidsregning kaldes Ertebøllekulturen. Perioden og livsformen er opkaldt efter byen Ertebølle, der ligger ved Limfjorden. Her fandt man i 1890’erne en stor køkkenmødding, som har givet meget viden om, hvor og hvordan mennesker levede i Ertebølletiden. De boede primært ved kyster, åer og vandløb og levede af jagt og fiskeri samt af nødder, bær og urter, som de samlede i skoven. Ertebøllekulturens mennesker har også efterladt sig smykker, figurer og andre genstande, som er med til at give billede af, hvordan Ertebøllekulturens mennesker tænkte om verden.

Ertebøllekulturen er en betegnelse for den måde, mennesker levede på i den sydlige del af Skandinavien i perioden 5.400 til 4.000 før vor tidsregning, kaldet Ertebølletid. Både kulturen og perioden er blevet opkaldt efter byen Ertebølle, der ligger ved Limfjorden i Vesthimmerland. I 1890’erne fandt og udgravede arkæologer her en kæmpestor køkkenmødding, som indeholdt et stort og rigt arkæologisk materiale. Sammen med flere end 200 andre lignende fund i Danmark har Ertebølles køkkenmødding givet os omfattende viden om periodens livsvilkår og kultur.

     Ertebøllekulturen er den tredje og sidste af de livsformer, man kender til fra jægerstenalderen inden for det område, vi i dag kalder Danmark. Nationalmuseet regner jægerstenalderen for at være perioden mellem 12.500-4.000 før vor tidsregning (f.v.t.). De to første kendte kulturer inden Ertebøllekulturen var Maglemosekulturen mellem 9.700-6.400 f.v.t, hvor folk levede som skovjægere, og Kongemosekulturen mellem 6.400-5.400, hvor folk levede som både skov- og kystjægere. I Ertebøllekulturen levede folk primært som kystjægere og i mindre grad af skovjagt og indsamling af skovafgrøder. Omkring 4.000 f.v.t. begyndte folk langsomt at gå over til overvejende at leve af agerbrug, og dermed startede den periode, der kaldes Bondestenalderen, som det beskrives på Nationalmuseets hjemmeside (se kilder).

     Ertebølletiden er således perioden lige op til et stort skift i menneskers livsform: fra jæger- og samlerkultur, der havde varet i næsten 10.000 år, til bondekultur i det område, vi kender som Danmark. Det er den første historiske periode, hvor arkæologer har gjort så mange og så godt bevarede fund, at de har kunnet rekonstruere et ret detaljeret billede af, hvordan mennesker har levet.

I Ertebølletiden så det landområde, der i dag kaldes Danmark, helt anderledes ud end nu. Klimaet var atlantisk (meget lig det, der i dag er i lande med kyst ud til Atlanterhavet), dvs. gennemsnitligt 2-3 grader varmere end nu og ret fugtigt. Vandstanden i verdenshavet var højere, og derfor lå meget af det område, vi i dag kender som Danmark, under havets overflade. Landet over havets overflade bestod af mange små øer. De var ifølge artiklen ”Fra natur- til kulturlandskab” (se kilder) dækket af en urskov, som i Ertebølletid hovedsagelig bestod af lind, elm, eg, hassel, el og ask.

     Dette landskab og klima var afgørende for, hvordan mennesker kunne leve i Ertebøllekulturen. Urskovens tæthed og ufremkommelighed, havstigningen og det lune klima fik mennesker til at flytte ud til øernes kyster til steder, hvor åer løb ud i havet. Her var der gode muligheder for at fiske, samle skaldyr og jage større havdyr og fugle. Samtidig fortsatte de med i nogen grad at jage større dyr og indsamle spiselige planter i skoven. Man kan læse mere om periodens klima og urskoven i artiklen ”Fra natur- til kulturlandskab” (se kilder).

I bogen ”Danmarks Oldtid, Bind 1” af arkæologen Jørgen Jensen kan du læse om køkkenmøddingerne, og hvilken viden, man har fået om Ertebølletiden ud fra dem (se kilder). Køkkenmøddinger fra perioden er ofte kæmpestore. F.eks. målte affaldsdyngen ved Ertebølle omkring 140 x 20 m, og den var 1,90 meter tyk. Ved at gennemgå møddingernes indhold er det lykkedes arkæologer at danne sig et meget præcist billede af menneskers kost i Ertebølletiden.

     Millioner af skaller i affaldsdyngerne viser, at østers var en meget vigtig og rigelig fødekilde. Både østers, hjerte- og blåmuslinger kunne samles direkte op fra havbunden tæt ved stranden, og strandsnegle kunne samles på strandbredden. Mennesker i Ertebølletiden fangede også ferskvandsfisk som gedder, aborrer, ål og skaller med garn og krog i åer. Ved kysten og på havet sejlede de ud i både lavet af udhulede træstammer og fangede bl.a. torsk, rødspætter og skrubber ved hjælp af lyster. En lyste er et fangstredskab, der består af et langt træskaft med to buede trætænder med en spids flintekniv imellem for enden, som man kan bruge til at spidde fladfisk med fra en båd. Kraftige harpuner af træ og kronhjortetak blev brugt til at jage havpattedyr, især sæler og marsvin, og med bue og pil kunne man skyde f.eks. ænder, svaner og havørne. Derudover har folk i nogen grad samlet nødder, bær og urter og jaget i skoven. Her nedlagde de bl.a. store dyr som kronhjorte, vildsvin og rådyr samt mindre dyr som skovmår, ræve, oddere og vildkatte med bue og pil. Knoglerne fra alle disse dyr er blevet fundet i køkkenmøddingerne, som det beskrives i ”Danmarks Oldtid, Bind 1” (se kilder).

Fra gravfund ved vi en del om, hvordan mennesker i Ertebøllekulturen kunne se ud. En af de mest kendte gravpladser fra Ertebølletiden ligger ved Vedbæk på Nordsjælland. Her har arkæologer udgravet 17 grave med skeletter af voksne og børn. Der er også blevet fundet mange genstande, som de afdøde fik med sig i gravene. Det er dog kun ting af materialer, der ikke kan rådne eller på anden måde forsvinde over tid, som er bevaret. Det gælder f.eks. knive og økser lavet af flintesten, smykker af rav og dyretænder eller kar af brændt ler. Du kan se både skeletter og genstande fra gravene på Vedbækfundene, museet for oldtid i Holte (se originalkilder).

     Ved at studere skeletter fra bl.a. Vedbækgravene har arkæologer kunnet finde ud af en hel del om, hvordan mennesker i Ertebølletiden så ud rent fysisk. Ifølge Nationalmuseet (se kilder) så de ud på stort set samme måde, som vi gør i dag. Folk var dog som regel lavere og mere muskuløse, end flertallet af mennesker er i dagens Danmark. Kvinders gennemsnitshøjde var 154 cm (167,2 cm i dag) og mænds 166 cm (181,4 i dag). Det daglige arbejde med at fiske, jage og indsamle skaldyr og planter gjorde, at alle mennesker fra en tidlig alder fik kraftige muskler. Da mange børn døde tidligt, og folk blev mere fysisk nedslidte, og fordi der ikke fandtes medicin mod forskellige livstruende sygdomme, som vi kan kurere i dag, var gennemsnitslevealderen kun 35 år. De ældste mennesker, hvis skeletter man har fundet, var omkring 50 år, da de døde. I dag bliver kvinder i Danmark i gennemsnit 82,9 år, og mænd bliver 79 år.

     Folks tøj er desværre rådnet op ved at ligge i jorden i så mange tusind år, så vi kan ikke vide, hvordan det har set ud. Ifølge Nationalmuseets hjemmeside (se kilder) regner arkæologer dog med, at folk har gået med tøj lavet af dyreskind og pels, da de har fundet mange flåknive og synåle. Det tyder på, at folk har renset skindet fra nedlagte dyr og derefter syet skindstykker sammen til tøj.

Arkæologiske fund kan sige en del om, hvad folk levede af og brugte deres tid på. Der er dog også mange ting, det kan være meget svært at få noget at vide om ud fra genstande.

     Hvordan tænkte og følte mennesker i Ertebøllekulturen? Hvilke normer og måske love og regler var der i en gruppe? Hvordan var forholdet mellem personer af forskelligt køn og med forskellig seksuel orientering? Hvordan oplevede folk verden, og hvordan troede de, den hang sammen? Alle disse spørgsmål er centrale for at forstå en kultur, men svære at besvare, når det gælder Ertebøllekulturen, fordi der ikke findes nogen tekster skrevet af datidens mennesker. Mange arkæologer mener dog, at vi kan tænke os til meget ved omhyggeligt at studere fund og de sammenhænge, de indgår i.

     Ertebøllekulturens mennesker ridsede mønstre og simple figurer, der minder om mennesker eller dyr, ind i klumper af rav og hjortegevirer. De skar figurer, der ligner dyr, ud af ravklumper. De dryssede rød okker over de døde, når de begravede dem, og gav dem redskaber og smykker med i graven, fremgår det af ”Danmarks Oldtid, Bind 1” (se kilder). Præcis hvilke tanker og forestillinger, der har været knyttet til disse handlinger, ved vi ikke, og hver ny generation af arkæologer har givet deres bud. Det kan du læse mere om i Jørgen Jensens og Bent Faurbys bøger (se kilder).