Frankrig (Faktalink light)
Læsetid: 7 min
Indhold
Indledning
Frankrig er EU’s største land og et af de vigtigste lande i europæisk politik. Det er et rigt land, der producerer mange landbrugsvarer og maskiner, og er kendt for kunst, design og arkitektur. Frankrig er også det land i verden som har flest udenlandske turister. De kommer for at stå på ski, drikke vin og spise berømt, fransk mad. Mange besøger også hovedstaden Paris, som er en af de største byer i Europa, og kendt for seværdigheder som Eiffeltårnet, kunstmuseet Louvre og domkirken Notre Dame som brændte i april 2019. Selv om Frankrig er et rigt land, er der også ret mange arbejdsløse, og forskellen på rig og fattig og land og by er større end i Danmark. Der er kommet mange indvandrere til Frankrig, især fra tidligere franske kolonier i Nordafrika. En del af indvandrerne bor i fattige forstæder til de store byer, og der er mange sociale problemer i disse områder.
Den Franske Nationalsang (FR/DA sangtekster) - Anthem of France (Danish)
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Hvad er Frankrig?
Frankrig er et land i Vesteuropa. Det hedder officielt Den Franske Republik, République francaise på fransk. Frankrig har omkring 67 millioner indbyggere, og af dem bor lidt over 2 millioner i de såkaldte oversøiske departementer og territorier som er tidligere franske kolonier. I EU er det kun Tyskland der har flere indbyggere end Frankrig.
Frankrigs areal er 675.000 km2 inklusive de oversøiske departementer og territorier; den europæiske del udgør 544.000 km2.
Hvor ligger Frankrig?
Frankrig ligger i Vesteuropa og har kyst mod Atlanterhavet, den Engelske Kanal, Nordsøen og Middelhavet. I syd grænser Frankrig op mod Spanien og Andorra, i øst mod Italien, Monaco og Schweiz, i nordøst mod Tyskland, Luxembourg og Belgien. Uden for Europa har Frankrig besiddelser i Nordamerika, Caribien, Sydamerika, det Indiske Ocean, Stillehavet, og Antarktis.
Hvad hedder Frankrigs hovedstad?
Frankrigs hovedstad hedder Paris. Det er en af Europas største byer. I selve Paris bor der over 2 millioner mennesker, og i Paris med forstæder og omkringliggende byer bor der 12 millioner. Paris og området omkring byen er centrum for trafik, kultur, økonomi og kultur i Frankrig, og sådan har det været siden middelalderen. Hvert år besøger mange millioner turister Paris. De kommer bl.a. for at se Eiffeltårnet og kunstmuseet Louvre. Mange kommer også for at se kirkerne, f.eks. Notre Dame, Paris’ største katolske kirke, som blev opført fra 1100-1300-tallet. I april 2019 blev kirken hærget af en stor brand, så den nu skal genopbygges. Den franske præsident Emmanuel Macron har sagt at kirken skal være genopbygget i sommeren 2024, når Paris skal være vært for De Olympiske Lege.
I 2015 var Paris vært for klimatopmødet COP21.
Hvad har præget Frankrigs historie?
Det område, der i dag udgør Frankrig, var oprindeligt beboere af gallere. Gallien blev erobret af Romerriget i det første århundrede f.Kr., og de fleste gallere tog romernes sprog (latinsk) og kultur til sig. Da Romerriget brød sammen, blev Gallien flere gange invaderet af germanske folkestammer som etablerede små kongeriger. I den nordlige del satte kongeslægten frankerne sig på magten, og efterhånden fik de magten i det meste af det område vi i dag kender som Frankrig. Frankerne stoppede arabiske hæres fremmarch i Europa i 731, og frankerne fik efterhånden magten i store dele af Nederlandene og Tyskland. I 843 blev det frankiske kejserrige delt i en østlig, en vestlig og en central del. Den østlige del var begyndelsen på Tyskland; den vestlige del blev til Frankrig.
Efter delingen blev Frankrig præget af uro. Blandt andet hærgede vikingerne over en længere periode..
Fra 1337 til 1453 var England og Frankrig i krig flere gange, og mange døde af pest. Til sidst vandt Frankrig over sine fjender, og landet blev samlet under en konge som fik stor magt.
De franske konger var katolikker og mente at de var ’udvalgt af Gud’. I 1500- og 1600-tallet undertrykte de ikke-katolikker. Frankrig deltog i flere blodige religionskrige.
I 1789 fandt Den Franske Revolution sted. Titusinder af mennesker blev dræbt da dele af befolkningen gjorde oprør mod kongemagten. Folket afsatte kongeparret som blev afsat og halshugget. Så kom Napoleon til magten og blev kejser af Frankrig. Han førte flere krige mod andre europæiske magter. Under en ny revolution i 1870 blev monarkiet endeligt afskaffet. Frankrig koloniserede store dele af Afrika og spredte kristendommen og det franske sprog i kolonierne. Frankrig var blandt sejrherrerne i både 1. og 2. Verdenskrig.
Efter 2. Verdenskrig var Frankrig med til at etablere begyndelsen på EU.
Den Franske Revolution
Videoklip, der fortæller om Den Franske Revolution og baggrunden herfor.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Miniforedrag - Den Franske Revolution og Danmark
Miniforedrag om Den Franske Revolution og dens indflydelse på Danmark, v. Bertel Nygaard, historiker på Aarhus Universitet, lavet af Danmarkshistorien.dk
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Hvordan regeres Frankrig?
Frankrig er en demokratisk republik der ledes af en folkevalgt præsident, en ministerpræsident og en lovgivende forsamling, Nationalforsamlingen. Nationalforsamlingen består af 577 medlemmer som vælges for fem år ad gangen. Desuden er der et senat, som har 348 medlemmer, der vælges for seks år ad gangen, men sådan at halvdelene skiftes ud hvert tredje år. Senatet er med til at diskutere forslag til nye love og kan komme med ændringsforslag til dem eller nedstemme dem. Men hvis Nationalforsamlingen og Senatet ikke kan blive enige, kan regeringen bestemme at det er Nationalforsamlingen der får sin vilje.
Frankrig er en stat hvor man adskiller religion og politik meget skarpt. Det betyder at man ikke må bære religiøse symboler, f.eks. kors eller tørklæde, i skolerne.
Frankrigs demografi
Hvad er særligt for Frankrigs geografi og landskab?
Frankrig strækker sig fra Middelhavet til Nordsøen og fra Rhinen til Atlanterhavet. Frankrig har mange forskellige typer af landskab. I nord og i vest er der kystsletter og helt mod syd på grænsen til Spanien og Andorra ligger den store bjergkæde Pyrenæerne. Mod øst ligger Alperne med landets højeste punkt, det 4.810 høje bjerg Mont Blanc, som er Europas højeste bjerg. Længere inde i landet findes andre bjergkæder som Centralmassivet, Jurabjergene og Vogeserne.
Fire store floder gennemskærer Frankrig. Den længste er Loire som er over 1.000 km. Floderne har tidligere været vigtige transportveje. I dag er motorveje og jernbaner vigtigere transportveje end floder, og Frankrig er kendt for sine højhastighedstog.
I den nordlige del af Frankrig falder der meget regn og sne, og temperaturforskellen er ikke så stor mellem sommer og vinter. Længere mod syd er der typisk middelhavsklima med mindre regn og sne og meget varme somre.
Hvilke sprog, religioner og etniske grupper er der i Frankrig?
Fransk er Frankrigs officielle sprog, og flere end ni ud af 10 franskmænd har fransk som modersmål. En del franskmænd taler et såkaldt regionalt sprog som f.eks. occitansk, korsikansk, bretonsk, catalansk, baskisk, nederlandsk og alsacisk. Disse sprog kan man få som valgfag i skolen. Desuden er der mange som taler enten portugisisk, arabisk eller berberisk. Siden 1945 er der nemlig kommet flere millioner indvandrere fra især Portugal Algeriet, Marokko og Tunesien.
Over halvdelen af alle franskmænd tilhører den katolske kirke, og omkring 10% tilhører andre kristne kirkesamfund. Omkring 5% er muslimer. Desuden er der mindre grupper af jøder, buddhister og andre. Mellem en tredjedel og en fjerdedel af alle franskmænd siger at de ikke tror på Gud eller tilhører nogen religion.
Hvad kendetegner Frankrigs økonomi og samfundsforhold?
Frankrig er et af Europas rigeste lande, og Frankrig spiller en central rolle i EU. Landet har en høj levestandard, og det franske sundhedsvæsen er et af verdens bedste. Men de seneste år er flere mennesker i Frankrig blevet arbejdsløse, og der er større forskel på rige og fattige end i Danmark.
I modsætning til i Danmark er det ikke først og fremmest kommuner og staten, der tager sig af handicappede, børn og ældre. Det er i stedet frivillige organisationer.
Frankrigs økonomi regnes som verdens femtestørste efter USA, Japan, Tyskland og Storbritannien. Frankrig tjener mange penge på turisme og på at sælge landbrugsprodukter som ost, kød, hvedemel og vin til udlandet. Mange franske virksomheder arbejder med computerteknologi og design.
Frankrig er, efter USA, verdens næststørste producent af elektricitet fra atomkraftværker.
Hvilke vigtige nationale symboler har Frankrig?
Frankrig er kendt som et land der gennem historien har skabt stor kunst af mange slags, f.eks. ballet, malerkunst og litteratur. Malere som Claude Monét og Henri Matisse er kendt over hele verden. Franske forfattere har fået Nobelprisen i litteratur 12 gange. Frankrig er også kendt som det land hvor filmen blev opfundet. To brødre, Auguste og Louise Lumière, viste første gang en film for et publikum, som skulle betale, i december 1895. Hvert år er der en stor filmfestival i Cannes hvor prisen De Gyldne Palmer bliver uddelt.
Frankrig er også kendt for design af biler som Citroën og Peugeot og Mirage fly.
Det franske køkken har en position som ét af verdens bedste, og i Frankrig er de dygtigste køkkenchefer superstjerner ligesom film- og sportsstjerner. Fransk mad er præget af mange forskellige saucer og for specielle ingredienser som frølår, snegle, søpindsvin, grisetæer og kalvehoveder. Man har dyrket vin i Frankrig i mere end 2000 år, og Frankrig er det land i verden som er mest berømt for sin produktion af vin.
Frankrig er også verdens mest populære turistmål. Der kommer 83 millioner udenlandske turister til Frankrig hvert år. Frankrig er samtidig det land som flest rejser til for at stå på ski.
Kilder og klip
Hjemmesider og opslagsværker
Globalis.dk – opslag om Frankrig
Globalis.dk er et interaktivt verdenskort og digitalt opslagsværk med fakta om en række lande.
Frankrig i Danmark – den franske ambassade i København
Med fakta og baggrundsinfo om Frankrig. På fransk, engelsk og dansk.
Det danske udenrigsministeriums hjemmeside om Frankrig. Landefakta.
Det skandinaviske magasin om Frankrig
Film
Af instruktøren Laurent Cantet, 2009.
Filmstriben
Benoit er begyndt på en ny skole og kan slet ikke finde sin rolle i klassens hakkeorden endsige få venner. Han kommer dog i snak med Johanna, men hun dyrker også klassens elite, der chikanerer Benoit.
To veninder, en går på frisørskole, den anden arbejder på restaurant. De drømmer fremtidsdrømme. De mødes med de lokale fyre om aftenen og joker og flirter. Men for den ene bliver det til mere end flirt.