Esport (Faktalink light)
Læsetid: 3 min
Indhold
Indledning
I hele verden er interessen for computerspil vokset enormt. Millioner af fans følger med når de bedste spillere dyster i store turneringer. Også i Danmark har esport fået mere og mere omtale de sidste par år, særligt efter at det danske hold Astralis i 2017 blev verdensmestre i CS:GO. Flere af de store kampe bliver vist i fjernsynet, og nogle steder kan man nu også vælge esport som valgfag i skolen.
Esport: Derfor er Danmark blandt de bedste
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Hvad er esport?
Esport står for elektronisk sport og er konkurrencer i computerspil. Der er mange forskellige slags spil inden for esport, men typisk spiller man i hold mod hinanden. De mest populære spil er ”Dota 2” og ”Counter Strike”. Ofte holdes konkurrencerne i store haller hvor der kommer lige så mange for at se på som til en fodboldkamp i Parken. De bedste spillere træner foran deres computer i mange timer om dagen. De rejser rundt til turneringer i hele verden, og hvis de vinder, kan de tjene rigtig mange penge.
Hvilke spil findes indenfor esport?
Esport er en fælles betegnelse for mange forskellige slags computerspil. De tre mest populære typer spil er:
- MOBA, som er holdspil, hvor man styrer en helt, der bliver stærkere, jo flere modstandere han eller hun slår ihjel. Det kan f.eks. være ”Dota 2” og ”League of Legends”
- RTS, som er strategispil. Her skal man først bygge en hær, som man skal bruge til at vinde over modstanderens hær. Der kan f.eks. være ”Starcraft II”
- FPS, hvor man ser spillet gennem spillerens øjne. Man har forskellige våben og løber rundt i en verden, hvor man skal skyde og løse opgaver. ”Counter Strike” er et sådan spil
Der findes også en lang række andre computerspil, f.eks. kortspil, kampspil, fodboldspil og racerspil.
Hvem spiller esport?
Spillerne kaldes også for gamere, og de fleste er teenagedrenge eller unge mænd. I esport gælder det om at være hurtig og bevare roen når der sker rigtig mange ting på samme tid. En dygtig spiller kan udføre mere end 300 handlinger i minuttet, så man siger også at man spiller esport med hjernen. De professionelle spillere træner mange timer hver dag. De spiller både alene og på hold, og de øver teknik og strategi. En del af træningen går også ud på at holde deres kroppe i god form.
Spillerne har ofte kælenavne som de bruger når de spiller. F.eks. er Emil Reif en af verdens bedste til ”Counter Strike”. I spillet kalder han sig for ”Magisk”.
Hvilke hold er der i dansk esport?
Der er over 100 forskellige esportshold i verden. I Danmark er de største hold Astralis, North, Tricked og Heroic. Der er også flere danske gamere som spiller for udenlandske hold. En af dem er Søren ”Bjergsen” Bjerg. Han bor i USA hvor han spiller ”League of Legends” for det amerikanske hold TeamSoloMid.
Er esport en sport?
Nogle mener ikke at esport er en rigtig sport fordi spillerne sidder foran en computer. De bruger ikke deres krop på samme måde som hvis de spillede fodbold eller badminton. Det er derfor blevet diskuteret om esport overhoved er en sport. For at man kan kalde noget en sport, skal der være en konkurrence man skal spille for at vinde, og der skal være en dommer. Det er der til de store esportsstævner, og derfor mener flere eksperter at esport er lige så meget en sport som dart, billard og golf.
Kilder og klip
Hjemmesider
I artiklen kan du læse om, at esport nu kan vælges som valgfag på nogle skoler.
På hjemmesiden kan du læse de seneste nyheder om esportskampe og gamere.
Film
I dette indslag fra Aftenshowet kan du høre mere om esport.
DR har lavet en dokumentarserie om det danske hold Astralis.
Gamerne – Danmarks nye sportsstjerner
DR 3 har lavet en tv-serie om nogle af Danmarks bedste gamere.