Børnehjem i Danmark

Da de første børnehjem i Danmark åbnede omkring 1850, var de ganske anderledes end børnehjem i dag. Her blev forældreløse, vanskelige og fattige børn sendt hen. Op gennem 1900-tallet skete der en ændring i samfundets syn på børn, og det medførte en politisk udvikling, som langsomt forbedrede forholdene på børnehjemmene. Langt op i tiden var der dog på en række børnehjem meget barske forhold, og mange børnehjemsbørn fik en brutal opvækst. Mange blev udsat for afstraffelse, andre voldsomme former for mishandling og seksuelle overgreb. I dag bor de fleste anbragte børn i Danmark ikke på børnehjem, men i familiepleje. Der findes dog stadig børnehjem – eller døgninstitutioner, som de kaldes i dag. Her bor der især børn, som har brug for en mere specialiseret støtte, end det typisk er muligt at give i en plejefamilie.

Der var dengang flere grunde til, at børn blev anbragt på børnehjem. Barnet havde måske mistet sine forældre, eller barnets mor var død, mens barnets far ikke magtede at tage sig af det. Det kunne også være et barn, der var “vanskeligt” eller havde begået noget kriminelt og blev anbragt for at blive opdraget.

     I 1905 kom den første Børnelov, som blev anset som et fremskridt, fordi den gav børn en række rettigheder. Sammen med værgerådssystemet, der også opstod omkring 1900-tallet, betød det, at børn nu kunne anbringes i pleje eller på opdragelseshjem, hvis de var udsat for “sædelig fordærvelse eller vanrøgt”, eller hvis de blev mishandlet. Børn kunne dengang også blive fjernet hjemmefra, hvis forældrene var fattige. Det fremgår af Arbejdermuseets artikel om Børneforsorg (se kilder).

For at forstå, hvordan børnehjem udviklede sig, er det relevant at se på, hvordan samfundets syn på børnene udviklede sig i samme periode. Fra 1945-1980 skete der en markant udvikling i forholdene på børnehjemmene og i tilgangen til børn og deres rettigheder.

     Indtil slutningen af 1950’erne var holdningen fortsat, at man skulle beskytte samfundet mod eksempelvis “uvorne” eller kriminelle børn. Dengang kunne børn blive anbragt på grund af tyveri, hærværk, vagabondering, generelle opdragelsesvanskeligheder og – for især pigernes vedkommende – ”seksuelle foreteelser”. Lokale børneværn kunne tvangsanbringe børn uden forældrenes samtykke eller retslig kendelse. Det fremgår af studiet “Forsorgsliv – socialhistorisk udvikling 1945-1980” (se kilder).

     Denne opfattelse begyndte langsomt at ændre sig til i stedet at fokusere på at hjælpe børn med vanskeligheder med at finde en plads i samfundet. Medierne blev mere kritiske over for den omfattende brug af tvang på forsorgsinstitutionerne, og individuelle rettigheder og menneskerettigheder kom på den politiske dagsorden. Ud over børnehjem dækkede den sociale forsorg blandt andet over psykiatrien og fysisk handicappede.

     Der herskede dog meget forskellige forhold for børnene på de forskellige børnehjem, afhængig af den enkelte forstanders syn på børn og børneopdragelse. Birthe Pedersen var anbragt på Bredballe Børnehjem i1960’erne. Om sin opvækst dér fortæller hun: “De voksne havde ikke megen tid til at tale med os. Der var kun en plejemor og en assistent på den afdeling, hvor jeg var. Men vi hadede hinanden. Alle var der jo på grund af svigtende omsorg i hjemmet. Men i sidste ende, havde man kun sig selv.” Det fremgår af Anbragt i historien.dk (se kilder).

     I 1958 blev Børneloven igen ændret, og det betød, at der efterhånden fandt et opgør sted med de store, lukkede anstalter. Antallet af anbragte børn toppede i 1950’erne. På det tidspunkt var der over 350 børnehjem med plads til næsten 10.000 børn, hvilket fortsatte op gennem 1960’erne. Det fremgår af “Forsorgsliv – socialhistorisk udvikling 1945-1980”.

     På ”Anbragt” i historien.dk (se kilder) kan man læse beretninger fra tidligere børnehjemsbørn om, hvordan det var at vokse op på børnehjem i perioden 1950-1980.

De psykiske såvel som fysiske rammer på landets børnehjem er blevet meget bedre, og kommunerne fører jævnligt anmeldte og uanmeldte tilsyn med døgninstitutionerne for sikre, at børnene har det godt og bliver behandlet ordentligt. Hvor de fleste børn i 1950’erne og 60’erne blev stuvet sammen på ganske lidt plads og næsten intet privatliv havde, har de fleste børn på døgninstitutionerne i dag eget værelse, og der arbejdes med pædagogiske, støttende tiltag.

     I en artikel i Aarhus Stiftstidende fra 29. marts 2014 (se kilder) beskrives forholdene på Chr. IX’s Børnehjem: “De lider ingen nød materielt. Børnene har måske endda mere at gøre med, end det almindelige familien-Aarhus barn. De kan låne iPads, der er masser af virksomheder, som sørger for legesager og bamser, og der udbetales ugentligt tøj- og lommepenge. Der er også jævnligt arrangementer og ture ud af huset, og i fællesarealerne er der både playstation og bordfodbold.”

     I modsætning til tidligere har mange børn, der er anbragt uden for hjemmet i dag, en eller anden form for kontakt med deres forældre. Når de alligevel ikke bor hos forældrene, kan det skyldes mange ting. Oftest er børnene blevet forsømt i en grad, der gør, at det ikke er hensigtsmæssigt for barnet at bo sammen med forældrene. Et af børnene i artiklen får ugentligt besøg af sin mor: “Jeg synes, det er for lidt, men hun siger, hun har for travlt til at komme mere,” siger hun.

     Børn kan i Danmark blive anbragt både med og uden forældrenes samtykke. Nogle børn er anbragt uden for hjemmet fra fødslen, mens andre kun er det i en kort periode, indtil de måske flytter tilbage til forældrene.

     Ifølge en artikel fra Aarhus Stiftstidende den 22. december 2018 (se kilder) boede 4.000 børn på børnehjem i 2018, mens lidt under 14.000 børn i alt var anbragt uden for hjemmet. Det totale antal anbringelser har været støt faldende siden 2011, viser tal fra Børne- og Socialministeriet (se kilder).

     På Børnehjem.nu (se kilder) kan man få et indblik i, hvordan det er at være børnehjemsbarn i dag. Man kan f.eks. se billeder af børnenes værelser og læse om deres hverdag.

Der findes forskellige typer af døgninstitutioner i Danmark; almindelige døgninstitutioner, delvis lukkede døgninstitutioner og døgninstitutioner med lukkede afdelinger. Fælles for dem er, at de skal sikre de anbragte børn og unge omsorg, personlig støtte og socialpædagogisk rådgivning og behandling. Det fremgår af Socialstyrelsens hjemmeside om døgninstitutioner (se kilder).

     De børn og unge, som bor på almindelige døgninstitutioner, har sociale adfærdsmæssige problemstillinger og forældre, der af forskellige grunde ikke kan tage vare på deres børn.

     På de delvis lukkede døgninstitutioner og lukkede afdelinger bor børn og unge, som har en “negativ og udadreagerende adfærd, misbrugsproblemer eller kriminel adfærd”. På denne type døgninstitutioner bor også de børn og unge, som har et fysisk eller psykisk handicap.

For at forstå, hvordan børnehjem udviklede sig, er det relevant at se på, hvordan samfundets syn på børnene udviklede sig i samme periode. Fra 1945-1980 skete der en markant udvikling i forholdene på børnehjemmene og i tilgangen til børn og deres rettigheder.

     Indtil slutningen af 1950’erne var holdningen fortsat, at man skulle beskytte samfundet mod eksempelvis “uvorne” eller kriminelle børn. Dengang kunne børn blive anbragt på grund af tyveri, hærværk, vagabondering, generelle opdragelsesvanskeligheder og – for især pigernes vedkommende – ”seksuelle foreteelser”. Lokale børneværn kunne tvangsanbringe børn uden forældrenes samtykke eller retslig kendelse. Det fremgår af studiet “Forsorgsliv – socialhistorisk udvikling 1945-1980” (se kilder).

     Denne opfattelse begyndte langsomt at ændre sig til i stedet at fokusere på at hjælpe børn med vanskeligheder med at finde en plads i samfundet. Medierne blev mere kritiske over for den omfattende brug af tvang på forsorgsinstitutionerne, og individuelle rettigheder og menneskerettigheder kom på den politiske dagsorden. Ud over børnehjem dækkede den sociale forsorg blandt andet over psykiatrien og fysisk handicappede.

     Der herskede dog meget forskellige forhold for børnene på de forskellige børnehjem, afhængig af den enkelte forstanders syn på børn og børneopdragelse. Birthe Pedersen var anbragt på Bredballe Børnehjem i1960’erne. Om sin opvækst dér fortæller hun: “De voksne havde ikke megen tid til at tale med os. Der var kun en plejemor og en assistent på den afdeling, hvor jeg var. Men vi hadede hinanden. Alle var der jo på grund af svigtende omsorg i hjemmet. Men i sidste ende, havde man kun sig selv.” Det fremgår af Anbragt i historien.dk (se kilder).

     I 1958 blev Børneloven igen ændret, og det betød, at der efterhånden fandt et opgør sted med de store, lukkede anstalter. Antallet af anbragte børn toppede i 1950’erne. På det tidspunkt var der over 350 børnehjem med plads til næsten 10.000 børn, hvilket fortsatte op gennem 1960’erne. Det fremgår af “Forsorgsliv – socialhistorisk udvikling 1945-1980”.

     På ”Anbragt” i historien.dk (se kilder) kan man læse beretninger fra tidligere børnehjemsbørn om, hvordan det var at vokse op på børnehjem i perioden 1950-1980.

I 1964 ændredes betegnelsen ‘opdragelseshjem’ formelt til ‘Børne- og Ungdomshjem’, men selvom navnet ændredes, ændrede det ikke grundlæggende ved de vilkår, som nogle børnehjemsbørn voksede op under. I 1960’erne var der heftig kritik af hjemmene, og medierne bragte historier om overgreb og mishandling, for eksempel mod drenge fra børnehjemmet Godhavn. De i dag voksne mænd fik i 2019 en officiel undskyldning fra staten, fordi den havde svigtet sit ansvar. Godhavn er dog ifølge historiker Jacob Knage Rasmussen langt fra det eneste børnehjem, hvor vold og seksuelle overgreb fandt sted. Det fortæller han om i en artikel på DR.dk 21. april 2016 (se kilder).

     I 1960’erne var målsætningen, at de fleste anbragte børn skulle i privat plejefamilie for at give børnene en opvækst, der mindede om opvæksten i en familie, men alligevel blev de fleste børn stadig anbragt på børnehjem.   I 1976 skiftede de forskellige typer børnehjem igen navn; de fik nu fællesbetegnelsen døgninstitutioner, en betegnelse, der stadig bruges i dag. En del børnehjem blev i samme ombæring nedlagt, hvilket også var sket for opdragelseshjemmene nogle år tidligere. Synet på børn havde igen udviklet sig, og nu fokuserede man i højere grad på samfundets ansvar i forhold til børnene. Konkret betød det, at man – i hvert fald officielt – på institutionerne bevægede sig væk fra disciplin og orden over mod at arbejde mere pædagogisk. Det fremgår af ”Forsorgsliv – socialhistorisk udvikling 1945-1980” (se kilder).

     I 1970-77 begyndte myndighederne at udføre uanmeldte tilsyn med børnehjemmene, hvor børnene også blev spurgt om, hvordan de havde det. Det fremgik af en artikel i Børn & Unge fra 2004 (se kilder). Tilsynet betød, at der en del steder blev rettet op på børnenes forhold, men der var fortsat kritik af forholdene og tilfælde af overgreb.

De psykiske såvel som fysiske rammer på landets børnehjem er blevet meget bedre, og kommunerne fører jævnligt anmeldte og uanmeldte tilsyn med døgninstitutionerne for sikre, at børnene har det godt og bliver behandlet ordentligt. Hvor de fleste børn i 1950’erne og 60’erne blev stuvet sammen på ganske lidt plads og næsten intet privatliv havde, har de fleste børn på døgninstitutionerne i dag eget værelse, og der arbejdes med pædagogiske, støttende tiltag.

     I en artikel i Aarhus Stiftstidende fra 29. marts 2014 (se kilder) beskrives forholdene på Chr. IX’s Børnehjem: “De lider ingen nød materielt. Børnene har måske endda mere at gøre med, end det almindelige familien-Aarhus barn. De kan låne iPads, der er masser af virksomheder, som sørger for legesager og bamser, og der udbetales ugentligt tøj- og lommepenge. Der er også jævnligt arrangementer og ture ud af huset, og i fællesarealerne er der både playstation og bordfodbold.”

     I modsætning til tidligere har mange børn, der er anbragt uden for hjemmet i dag, en eller anden form for kontakt med deres forældre. Når de alligevel ikke bor hos forældrene, kan det skyldes mange ting. Oftest er børnene blevet forsømt i en grad, der gør, at det ikke er hensigtsmæssigt for barnet at bo sammen med forældrene. Et af børnene i artiklen får ugentligt besøg af sin mor: “Jeg synes, det er for lidt, men hun siger, hun har for travlt til at komme mere,” siger hun.

     Børn kan i Danmark blive anbragt både med og uden forældrenes samtykke. Nogle børn er anbragt uden for hjemmet fra fødslen, mens andre kun er det i en kort periode, indtil de måske flytter tilbage til forældrene.

     Ifølge en artikel fra Aarhus Stiftstidende den 22. december 2018 (se kilder) boede 4.000 børn på børnehjem i 2018, mens lidt under 14.000 børn i alt var anbragt uden for hjemmet. Det totale antal anbringelser har været støt faldende siden 2011, viser tal fra Børne- og Socialministeriet (se kilder).

     På Børnehjem.nu (se kilder) kan man få et indblik i, hvordan det er at være børnehjemsbarn i dag. Man kan f.eks. se billeder af børnenes værelser og læse om deres hverdag.

Der findes forskellige typer af døgninstitutioner i Danmark; almindelige døgninstitutioner, delvis lukkede døgninstitutioner og døgninstitutioner med lukkede afdelinger. Fælles for dem er, at de skal sikre de anbragte børn og unge omsorg, personlig støtte og socialpædagogisk rådgivning og behandling. Det fremgår af Socialstyrelsens hjemmeside om døgninstitutioner (se kilder).

     De børn og unge, som bor på almindelige døgninstitutioner, har sociale adfærdsmæssige problemstillinger og forældre, der af forskellige grunde ikke kan tage vare på deres børn.

     På de delvis lukkede døgninstitutioner og lukkede afdelinger bor børn og unge, som har en “negativ og udadreagerende adfærd, misbrugsproblemer eller kriminel adfærd”. På denne type døgninstitutioner bor også de børn og unge, som har et fysisk eller psykisk handicap.

En opgørelse fra Adoptionsnævnet fra 2015 (se kilder) viser, at der i 2014 fandt 14 adoptioner sted af danske børn. I perioden 2011-2014 blev i alt 65 børn bortadopteret. 97% af disse børn opholdt sig i en plejefamilie, inden de blev adopteret, mens kun 3 % befandt sig på en institution eller et børnehjem forud for adoptionen. Langt størstedelen af de bortadopterede børn kommer altså fra en plejefamilie. I 2019 var i alt 22 børn anvist til at kunne blive bortadopteret, mens i alt 35 stod på venteliste til at adoptere et barn.

Et studie fra 2009 har sammenlignet antallet af anbringelser på børnehjem i Norden. Undersøgelsen viser, at anbringelser på døgninstitutioner er mest udbredt i Danmark og Finland, hvor 60% af de anbragte børn kom på børnehjem. Det var kun tilfældet for henholdsvis 31% og 26% af de anbragte børn i Norge og Sverige. For Grønlands vedkommende var det 43%, mens det i Island var 21%. Studiet er fra 2009, hvor størstedelen af de anbragte danske børn og unge boede på en døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted. I forhold til en døgninstitution kan et opholdssted variere meget i størrelse. Én vigtig opgave hér er at lære barnet eller den unge at opbygge sociale relationer.

     Siden 2011 har størstedelen af de danske børn dog været anbragt i en plejefamilie. Det viser tal fra Børn- og Socialministeriet. Selvom studiet er ti år gammelt, viser det en markant forskel på tværs af de nordiske lande. Samtidig viser udviklingen, at der er sket en politisk holdningsændring, som har haft som konsekvens, at børn nu fortrinsvis anbringes i plejefamilier.

Antallet af døgninstitutioner er faldet gennem en årrække, og en overvægt af de anbragte børn er i dag i familiepleje. I mange tilfælde vil en anbringelse i en plejefamilie være at foretrække, da det kan give børn og unge en opvækst i stabile, familiære rammer. Det dog ikke nødvendigvis den rigtige løsning for alle børn; nogle har måske brug for meget støtte, hvilke kan være svært at opnå i en plejefamilie.

     Flere organisationer kritiserer, at mange døgninstitutioner er lukket siden 2011. Det fremgår blandt andet af en artikel i Information 4. januar 2012 (se kilder). I stedet for at børnene kommer på en institution, hvor forældre kan lære at tage ansvar for deres barn, vil nogle børn i stedet komme ud i en plejefamilie med det samme. Inge Bryderup, forsker i Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, mener ikke, at det er i barnets eller familiens interesse.

     Der er da også jævnligt kritik af, at de fleste børn anbringes i plejefamilier, når de ofte ikke har den faglige uddannelse til at tage vare på udsatte børn. Det fremgår blandt andet af en artikel fra Altinget 8. september 2016 (se kilder).

     Derudover efterlyses bedre tilsyn med plejefamilierne. Både for at vejlede plejeforældrene, men også for at holde øje med dem. Der har nemlig været sager om overgreb i plejefamilier. Blandt andet blev en plejefar i 2008 dømt for vold og seksuelle overgreb mod sine plejedøtre.

Den politiske side af debatten går ofte på, at der enten bliver anbragt for få eller for mange børn uden for hjemmet. I Socialdemokratiets politiske socialudspil fra 2019 (se kilder) står der blandt andet, at flere børn skal anbringes tidligere. I oplægget står der også, at anbringelser som udgangspunkt skal være permanente.

     Anette Faye Jacobsen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, henviser til disse målsætninger i en kronik på altinget.dk 19. august 2019. Ifølge hende bør debatten nuanceres: “Man skal være meget forsigtig med brede udtalelser om, at vi anbringer for få eller for mange børn. Det sidste har været synspunktet i en lang række kommuner i de senere år, hvor man har arbejdet på at få antallet af anbringelser uden for hjemmet bragt ned (…) Det eneste, der står fast, er, at en anbringelse altid skal begrundes individuelt i det enkelte barns tarv – og derfor duer det ikke at generalisere om, hvor mange børn der bør anbringes. Jeg må også mane til eftertanke over for forslaget om, at et barn som udgangspunkt skal være permanent anbragt. Det vil være en meget dramatisk ændring af vores hidtidige praksis.”

     Jørgen Breindahl er socialrådgiver med mange års erfaring med anbragte børn. Han mener heller ikke, at det er gavnligt at tale om flere eller færre anbringelser. I en artikel i Kristeligt Dagblad 26. november 2019 siger han: “Er det godt eller skidt at anbringe børn og unge uden for forældrehjemmet? Der er på den ene side et betydeligt behov for stabilitet, tryghed og sikkerhed for anbragte børn. Og på den anden side må vi aldrig blive færdige med fagligt og menneskeligt at fokusere og blive klogere på, hvad der er godt og mindre godt og dårligt. Tænk blandt andet på Godhavnsdrengenes lidelser og ydmygelser. (…) Den negative grænse går der, hvor det er børnene, der skal støtte forældrene (…) Den udviklingsmæssige konsekvens af at være ”den lille voksne” er ikke, at barnet så bliver tidligt voksen. Det er snarere, at barnet aldrig bliver voksen.”