Berlinmuren (Faktalink light)
Læsetid: 4 min
Indhold
Indledning
Berlinmuren var en kæmpe stor betonmur, der fra 1961 til 1989 delte den tyske by Berlin i to dele. Den ene del hed Østberlin og hørte til landet Østtyskland. Den anden del hed Vestberlin og hørte til Vesttyskland. Hvis man forsøgte at kravle over muren, blev man skudt. Livet i Vesttyskland var for mange mennesker lettere end i Østtyskland. Vesttyskerne havde flere penge, og de var mere frie. I Østtyskland blev folk overvåget, og mange var bange for at komme i fængsel. Da Berlinmuren blev revet ned, kunne familier, som havde boet på hver sin side af muren, endelig mødes igen. Og dem, der havde boet i Østberlin, kunne tage til Vestberlin, som mange af dem havde drømt om.
Murens fald
Det var en historisk begivenhed, da Berlinmuren blev væltet 9. november 1989, men det var faktisk en fejl på et pressemøde, som satte det hele i gang. P3 Essensen.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Tysklands deling
Hvad skete der med Tyskland efter 2. Verdenskrig?
Da Nazityskland havde tabt 2. Verdenskrig, blev Tyskland opdelt i fire områder eller zoner, som det blev kaldt. Hver zone skulle kontrolleres af enten USA, Storbritannien, Frankrig eller Sovjetunionen, som var de lande, der havde vundet krigen. Sovjetunionen skulle kontrollere Østtyskland. USA, Storbritannien og Frankrig skulle kontrollere hver deres område i Vesttyskland. Den tyske by Berlin blev også delt. Sovjetunionen fik kontrol med Østberlin. De andre styrede Vestberlin.
Hvad var Berlinmuren?
Berlinmuren var en 45 km lang betonmur. Muren blev bygget af østtyske arbejdere. De gik i gang med at bygge den i 1961. Muren gik gennem midten af Berlin og blev bevogtet af omkring 8.000 østtyske soldater. Soldaterne var bevæbnet med geværer. De skød alle, der prøvede at flygte fra Østberlin til Vestberlin. Man mener, at 244 mennesker blev dræbt, fordi de prøvede at flygte. Østtyskerne byggede også en 112 km lang mur rundt om hele Vestberlin. Berlin lå nemlig som en lille ø inde i Østtyskland.
Hvad er kommunisme?
Kommunisme er en måde at styre et land på. Sovjetunionen var kommunistisk. Sovjetunionen var også den stærkeste magt i Østeuropa. Derfor kunne den tvinge de andre lande i Østeuropa til også at indføre kommunisme. Og derfor blev Østtyskland også kommunistisk. Østtyskland fik både penge af Sovjetunionen og hjælp, hvis de skulle komme i krig. Ideen med kommunismen var blandt andet, at alle skulle have et arbejde, og at alle skulle have mad nok. Og ingen skulle tjene meget mere end andre. Alle skulle være lige. Men sådan var det ikke i virkeligheden. Mange mennesker sultede. De blev også overvåget. Hvis de ikke gjorde præcis, som Det Kommunistiske Parti sagde, risikerede de at komme i fængsel i lang tid. Mange blev også dræbt eller sendt i fangelejre.
Hvorfor blev Berlinmuren bygget?
Østtyskerne fik at vide, at muren blev bygget for at beskytte dem. Politikerne i Østtyskland sagde, at muren skulle beskytte folk i Østberlin mod dem, der havde holdt med Hitler og nazisterne under 2. Verdenskrig. De fik også at vide, at den skulle beskytte dem mod tanker og ideer fra Vesttyskland, som kunne ødelægge ”det gode liv” i Østtyskland. Men det var ikke rigtigt. Muren blev bygget for at sørge for, at folk ikke rejste væk fra Østtyskland. Inden muren blev bygget, var flere millioner flygtet til Vestberlin. Mange af dem var unge mennesker og folk med gode uddannelser, som ønskede et bedre liv. Derfor manglede der arbejdskraft og folk til at tjene penge i Østtyskland. Så muren blev bygget for at spærre befolkningen inde.
Hvordan var det at bo i Østberlin?
Livet i Østberlin var hårdt. Folk prøvede at leve en normal hverdag. De gik på arbejde, passede børn og tog på udflugter i naturen. Men de var ikke frie. Grænserne var lukkede, og det hemmelige politi holdt øje med alle. Nogle blev endda aflyttet i deres egne lejligheder med små mikrofoner. Alle kunne risikere at komme i fængsel. Det gjorde folk meget utrygge. De fleste mennesker havde et arbejde, men lønnen var lav. I butikkerne kunne man købe de mest almindelige varer. Men tit var nogle af varerne udsolgt. Derfor drømte mange østberlinere om at komme til Vestberlin, hvor der var masser af varer på hylderne, smart tøj og rockmusik i radioen.
Hvordan var det at bo i Vestberlin?
Vestberlin lå som en lille ø i Østtyskland. Byen blev kontrolleret af USA, Storbritannien og Frankrig. Rundt om var der mur og pigtråd. Man kunne kun komme ind i byen ad særlige motorveje, som gik direkte fra Vesttyskland til Vestberlin. Der var også flytrafik. Men både flytrafik og motorvej blev engang imellem blokeret, så det blev svært at få mad og varer til byen. Sammenlignet med livet i Østberlin, så var livet i Vestberlin godt. Lønnen var højere, og folk var mere frie. De kunne tale frit, lytte til den nyeste musik og læse de bøger, de ville. De behøvede heller ikke være bange for at komme i fængsel for at mene noget andet end dem, der bestemte.
Murens fald
Hvordan faldt Berlinmuren?
I 1989 begyndte mange østtyskere at demonstrere for frihed og et bedre liv. Derfor gav den østtyske ledelse folk lov til at besøge Vestberlin. Om aftenen den 9. november 1989 strømmede folk fra Østberlin til grænseovergangene og fortalte vagterne, at de havde ret til at krydse grænsen. Vagterne var forvirrede. Men det endte med, at de lod østtyskerne krydse grænsen. Østtyskerne blev modtaget med jubel i Vestberlin. Folk begyndte også at kravle over muren, men selve den 45 km lange betonmur blev først revet ned et par år efter. I 1990 blev de to lande Øst- og Vesttyskland slået sammen til det Tyskland, vi kender i dag.
Berlinmurens fald -12. november 1989
Fest i Berlins gader i november 1989. TV Avisen rapporterer både fra det gamle Øst- og Vestberlin. P3 Essensen
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold, derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Kilder og klip
Hjemmesider
Filmklip fra livet i Østtyskland. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.
Artikler
8 ting du (måske) ikke vidste om muren, der delte øst og vest
DR.dk, 2020-11-09.
Berlinmuren delte Berlin i 28 år
DR.dk, 2020-11-07.
Film
Film om en østtysk kvinde, der ligger i koma, mens Østtyskland bryder sammen. Da hun vågner, prøver hendes søn at skjule for hende, at Østtyskland ikke eksisterer længere. Du skal bruge et Unilogin for at få adgang til filmen.