Bauhaus

Den tyske Bauhaus-skole fik kun lov til at leve i 14 år, inden den blev lukket ned af nazisterne. Men skolens fremsynede ideer om kunst, masseproduktion og funktionalitet, nåede at trække vestens syn på arkitektur og design i en helt ny retning. 100 år efter åbningen af den første Bauhaus-skole i Weimar, ses skolen i dag som en af de mest skelsættende kulturbevægelser i det 20. århundrede. Bauhaus-skolen introducerede for alvor funktionalismen, som fik afgørende betydning for arkitekturen langt op i 1900-tallet og til stadighed i dag. I Danmark slog Bauhaus-tankegangen ikke for alvor igennem i 1930erne, men har alligevel inspireret nogle af vores største designere.

Designskolen Bauhaus – hvis fulde navn på tysk var Staatliches Bauhaus – åbnede i byen Weimar i det centrale Tyskland i 1919. Det skete ved en sammenlægning af byens kunsthåndværkerskole og kunstakademi. Skolen flyttede i 1925 til den verdensberømte bygning i Dessau, der i dag huser Stiftung Bauhaus Dessau, som direktøren og grundlæggeren Walter Gropius havde designet. I 1932 flyttede skolen til Berlin, men allerede året efter måtte den lukke på grund af pres fra nazisterne.

Bauhaus-skolen nåede at have tre forskellige direktører og tre forskellige beliggenheder. Undervejs ændrede skolen også retning og stil flere gange, så det er svært at tale om én Bauhaus-stil.

     Men ser man nærmere på selve grundtanken bag Bauhaus-skolen henvises der ofte til stifteren Walter Gropius’ manifest for Bauhaus (se kilder). Heri skriver stifteren, at kunst og håndværk skal smelte sammen. Artisten skal også være en håndværker, skriver han: ”Arkitekter, billedhuggere, malere, vi må alle tilbage til håndværket.”

     Walter Gropius ønskede, at design og arkitektur skal være til for folket og gøre almindelige menneskers liv bedre. Journalisterne Mathias Irminger Sonne og Kathrine Irminger Sonne har stået bag flere artikler i danske medier om Bauhaus, og skriver i artiklen “Djævlens værksted fylder 90” (se kilder), at Bauhaus-skolen ønskede at gøre op med et ideal om, at design og arkitektur skulle være overpyntede facader og pragt for overklassen. “Med andre ord: Moderne former med inspiration fra storbyen, flyindustrien, den amerikanske fordisme, bilen og maskinen,” som det fremgår af artiklen i Berlingske.

     Bauhaus-stifterne ønskede at skabe design, hvor funktionen var i fokus og funktionen skulle vise sig i formen. Uanset om der var tale om små genstande til hjemmet eller større bygninger. Bauhaus bliver i dag set som en af de vigtigste repræsentanter for funktionalismen – den stilart inden for design og bygningskunst, som fokuserede på at skabe produkter og bygninger, hvor æstetikken tydeligt afspejler funktionen. I denne stilart vægtes funktionen dermed højere end et dekorativt udtryk.

     I sit manifest for Bauhaus-skolen skriver Walter Gropius: “Det ultimative mål med alt visuel kunst er den komplette bygning. At dekorere bygninger var engang kunstens mest noble funktion; det var uundværlige komponenter i stor arkitektur.” Den tankegang vil Gropius bevæge sig væk fra. Altså væk med den romantiserende overflade, skriver Mathias Sonne artiklen “De moderne formers fødsel” (se kilder).

     Bygninger og design fra Bauhaus er ofte kendetegnet ved at have rene linjer, simple former og enkle farver – et rent udtryk. Men Bauhaus er mere end idé om, hvordan kunstnere, arkitekter og designere skal arbejde, end det er én bestemt stil.

Bauhaus-skolen tog sin begyndelse ved Første Verdenskrigs afslutning. Tyskland befandt sig på det tidspunkt i en national samfundskrise. Designerne og arkitekterne bag Bauhaus mente, at de kunne være med til at skabe et mere velfungerende samfund. Kunsten og den æstetiske skønhed skulle bringes ind i almindelige menneskers liv. Ved at vende sig væk fra traditionerne og skabe bygninger og design, der kunne bruges af alle, håbede Bauhaus-folkene at være med til at bryde de traditionelle klasseskel og give nye muligheder til folket. Det skriver Mathias Sonne i artiklen “Engang kunne Bauhaus forme fremtidens menneske og samfund til det bedre” (se kilder). Hvis man kunne skabe de rigtige fysiske rammer, kunne samfundet lettere udvikle sig til det bedre, lød deres analyse.

     Derfor kom tanken om masseproduktion også til at fylde meget i Bauhaus’ tankegang. Design og arkitektur blev set som industriprodukter, der skulle standardiseres. Det var den billigste og mest effektive måde at udbrede produkterne – alt fra legetøj og service til bygninger og store boligområder.

     Den moderne industri havde skabt nye muligheder for masseproduktion, og billige, lettilgængelige materialer som jern, glas og beton.

I begyndelsen af 1930’erne fik Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (nazisterne) gradvis mere magt i tysk politik, og de brød sig ikke om det der foregik på Bauhaus-skolen. I 1933, da Adolf Hitler og hans parti NSDAP var kommet til magten, lukkede nazisternes hemmelige politi, Gestapo, derfor skolen, der på det tidspunkt var flyttet til Berlin. Bauhaus-skolen blev anklaget for at have forbindelser til Kommunistpartiet.

     Nazisterne anså Bauhaus-folkene og deres tankegang for at være for frisindet og venstreorienteret, skriver Michael Kuttneri artiklen “Bauhaus uden boremaskiner” (se kilder). Nazisterne kaldte Bauhuas “u-germansk,” og kritiserede ofte de karakteristiske flade tage og den modernistiske stil.

Den Tysk-amerikanske arkitekt Walter Gropius er formentlig den person, der har haft størst indflydelse på Bauhaus-ideologien. Han var skolens første og længst siddende direktør. Allerede i 1910, før skolens grundlæggelse, skrev han om behovet for, at massefremstillede varer og fabrikker skulle bearbejdes kunstnerisk. Det skriver opslagsværket Den Store Danske om Walter Gropius (se kilder). Han fremholdt de simple nordamerikanske siloer som forbilleder for moderne arkitektur.

     I 1915 blev han direktør for kunsthåndværkerskolen i Weimar. Den skole blev i 1919 slået sammen med byens kunstakademi og blev til Bauhaus. Gropius var direktør for Bauhaus indtil 1928. Han tegnede blandt andet Bauhaus-skolens verdensberømte bygninger i Dessau. Skolen flyttede til de nye bygninger i 1926. Byggeriet er i jernbeton, og bygningernes skarpe linjer minder om de kornsiloer og skarptskårne fabrikker, Gropius tidligere havde fremhævet.

     Efter nazisternes overtagelse af magten i Tyskland i 1933 flygtede Walter Gropius ud af landet. Han frygtede, at han som intellektuel kunstner ikke kunne få lov til at arbejde frit i Tyskland, og som nævnt tidligere var hele Bauhaus-bevægelsen i nazisternes søgelys. Efter flugten fra Tyskland boede Gropuis i London, hvor han samarbejdede med det britiske arkitektkollektiv Isokon, der designede modernistiske bygninger og lejlighedskomplekser. Isokon var inspireret af Bauhaus. I 1937 flyttede Walter Gropuis til USA, hvor han blev professor i arkitektur på Harvard University. Han tegnede flere bygninger i samarbejde med en gruppe yngre arkitekter under navnet The Architects' Collaborative, skriver Den Store Danske.

Bauhaus har afgørende betydning for den periode, der senere blev kaldt modernismen. Op gennem 1900-tallet og frem til i dag, har Bauhaus præget og formet den forenkling og den strømlinethed, der slog igennem i kunst, arkitektur, grafisk design, indretning, industrielt design, skrifttyper og meget andet. Men Bauhaus har i lige så høj grad formet den måde, hvorpå designere, arkitekter og kunstnere tænker på deres rolle i samfundet.

     I Nikolaj Heltofts artikel “Hør arkitekterne: Hvad har Bauhaus’ betydning været?” (se kilder) giver fire danske arkitekter deres bud på, hvordan ideerne fra Bauhaus’ korte levetid har levet videre i generationer. Arkitekten Dorte Mandrup siger: “Vi står alle på skuldrene af Bauhaus’ interesse for det samfundsmæssige og ideen om, at arkitektens rolle ikke bare er at skabe det skønne. At vi i dag overhovedet tænker, at formen følger funktionen, når vi designer og tænker arkitektur, sker jo på baggrund af de dogmer, de skoler organiserede sig omkring.”

Hvis man kan tale om en Bauhaus-stil, er der ingen steder i verden, den er mere synlig end i den israelske storby Tel-Aviv. Da nazisterne lukkede Bauhaus flyttede en række både lærere og elever – flere af dem jøder – til Tel-aviv, hvor de var med til at gennemføre planen om at bygge en jødisk storby. Der blev fra 1931 til 1937 bygget 2.700 nye huse i Tel Aviv, og stilen var lige linjer, rette vinkler, ingen unødvendig pynt, skriver journalisten Marie Varmning i artiklen “Besøg byen der er et levende Bauhausmuseum” (se kilder). Denne del af Tel Aviv bliver kaldt White City og blev i 2013 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Tro mod Bauhaus-konceptet blev bygningerne og husene skabt, så de både var æstetisk smukke, men også funktionelle for de mennesker, der skulle bo der og anvende dem. De blev tilpasset ørkenklimaet: Vinduerne er små, så de lukkede luft ind, men ikke sol og varme. Der er luftige altaner overalt, alle overdækkede, så de beskytter mod den bagende sol. Da pladsen var trang, blev der bygget terrasser og haver oppe på tagene.

Det er naturligvis svært at måle, hvor stor indflydelse en kulturel bevægelse har haft forskellige steder i verden. Men i dag er de fleste danske eksperter og arkitekter enige om, at Bauhaus-skolens filosofier ikke slog igennem i Danmark i samme grad, som de gjorde andre steder i Vesten i 1930erne. I artiklen “Meget mere end en stil” (se kilder) skriver Heidi Laura om “den fascinerende mangel på interesse for Bauhaus i Danmark.”

     I danske designkredse var der dengang udbredt modstand mod de nye, minimalistiske tanker, skriver Torben Weirup og Katrine Irminger Sonne i artiklen “Danske designere havde ikke fidus til Bauhausskolen (se kilder). Det skyldes formentlig to faktorer:

1. De førende danske designere ønskede i stedet at trække de traditionelle håndværk med ind i det moderne, snarere end at gøre brug af nye materialer som glas, beton og stål. Dansk design var stadig rodfæstet i bl.a. snedkerkunsten, skriver Politiken i artiklen “Hør arkitekterne: Hvad har Bauhaus’ betydning været?” (se kilder). 
2. Industrien er væsentlig i Bauhaus-skolens valg af materialer og dens fokus på masseproduktion, og dansk industri var i 1930erne ikke lige så udviklet som den tyske. “Vi var en håndværksnation, og det var først efter Anden Verdenskrig, at vi blev industrialiseret,” siger Christian Holmsted Olesen, der er udstillingschef ved Designmuseum Danmark, i førnævnte Berlingske-artikel.

     Der er dog også eksempler på, at Bauhaus-skolen har sat sine spor i Danmark. Arne Jacobsen var inspireret af Bauhaus og blandt andet Bellevue Teatret og boligkomplekset BellaVista i Klampenborg er inspireret af Bauhaus. Det samme er Erik Magnussens velkendte Steltonkande, Poul Kjærholms klassiske stol PK22, og meget andet danske brugskunst. Arven fra Bauhaus slår i Danmark først igennem i 1950erne og 60erne – noget senere end andre steder i Vesten.