Esport står for elektronisk sport og er konkurrencer i computerspil. Der er mange forskellige slags spil inden for esport, men typisk spiller man i hold mod hinanden. De mest populære spil er ”Dota 2” og ”Counter Strike”. Ofte holdes konkurrencerne i store haller hvor der kommer lige så mange for at se på som til en fodboldkamp i Parken. De bedste spillere træner foran deres computer i mange timer om dagen. De rejser rundt til turneringer i hele verden, og hvis de vinder, kan de tjene rigtig mange penge.
Hvilke spil findes indenfor esport?
Esport er en fælles betegnelse for mange forskellige slags computerspil. De tre mest populære typer spil er:
- MOBA, som er holdspil, hvor man styrer en helt, der bliver stærkere, jo flere modstandere han eller hun slår ihjel. Det kan f.eks. være ”Dota 2” og ”League of Legends”
- RTS, som er strategispil. Her skal man først bygge en hær, som man skal bruge til at vinde over modstanderens hær. Der kan f.eks. være ”Starcraft II”
- FPS, hvor man ser spillet gennem spillerens øjne. Man har forskellige våben og løber rundt i en verden, hvor man skal skyde og løse opgaver. ”Counter Strike” er et sådan spil
Der findes også en lang række andre computerspil, f.eks. kortspil, kampspil, fodboldspil og racerspil.