Politiet leder efter DNA-spor med vatpinde
DNA-spor er et vigtigt redskab for politiet.
Foto: Peter Leth-Larsen/Ritzau Scanpix

DNA i straffesager

B. Lise Møller Schilder, august 2024.
Top image group
Politiet leder efter DNA-spor med vatpinde
DNA-spor er et vigtigt redskab for politiet.
Foto: Peter Leth-Larsen/Ritzau Scanpix

DNA har været brugt som bevismateriale i danske retssager siden 1993. I 2024 spillede DNA-beviser en vigtig rolle i bevisførelsen mod Philip Westh, der blev dømt for drabet på Emilie Meng, drabsforsøg og voldtægt af en 13-årige pige, samt et overfald på en 15-årig efterskoleelev.

I 2024 blev mordet på Hanne With opklaret via DNA-beviser mere end 30 år efter forbrydelsen skete. Her brugte politiet en ny metode for at finde den nu 54-årige drabsmand. Da politiet tog en DNA-prøve fra drabsmandens søn i forbindelse med en anden sag, viste det sig, at der næsten var et match mellem sønnens DNA og DNA fra gerningsstedet, hvor Hanne With blev fundet dræbt i 1990. Politiet vidste derfor, at DNA’et fra gerningsstedet tilhørte et familiemedlem til sønnen.

Den metode, som det danske politi anvendte i sagen, kaldtes slægtskabssøgning. Metoden adskiller sig fra genetisk slægtsforskning, der har været brugt i USA i flere år, og har gjort det muligt at opklare årtier gamle mord. I USA benytter politiet sig ikke kun af egne DNA-databaser til slægtskabssøgning. De anvender også private databaser, hvor almindelige mennesker har indsendt en prøve med deres DNA for at undersøge deres egen etnicitet eller stamtræ. Den metode kaldes genetisk slægtsforskning.

I Danmark var Hanne With-sagen første gang, at politiet benyttede sig af slægtskabssøgning. Politiet må dog kun bruge sin egen DNA-database. Genetisk slægtsforskning er ikke lovlig i Danmark. Metoden har mødt kritik i USA, fordi mennesker, der ikke er mistænkt for en forbrydelse, risikerer, at deres personlige oplysninger bruges til at efterforske et familiemedlem.
 

Video

I 2022 begyndte det danske politi at anvende slægtskabssøgning i deres DNA-database. Det førte i 2024 til domsfældelse for en forbrydelse, der blev begået i 1990, nemlig i den hidtil uopklarede sag om mordet på Hanne With. I denne video fra TV Øst bliver det forklaret, hvordan slægtskabssøgning i DNA-databaser er forskellig fra den type søgning i politiets DNA-database, som man før 2022 har benyttet sig af.

Artikel type
faktalink

Definition

Print-venlig version af dette kapitel - Definition

Hvad er DNA?

DNA (Deoxyribonucleic Acid) beskriver vores arvemasse. Det vil sige de gener, vi har fået fra vores biologiske forældre. DNA er et kædeformet makromolekyle, som viser sig i form af en dobbelt-spiralformet struktur. DNA findes i vores celler og kaldes også for nukleinsyre. DNA består af såkaldte nukleotider, der løber som perler på en snor, som igen skaber et unikt mønster (se kilde 1). Når vi efterlader celler i form af f.eks. hud, hår, spyt, blod eller sæd, efterlader vi DNA. Vi efterlader på den måde et personligt og unikt mønster.

I dag findes der præcise metoder til at spore DNA i selv meget små prøver. Der kan dog være en risiko for, at DNA’et i prøverne er beskadiget af varme, fugt eller bakterier. Det kan også være sværere at bestemme en DNA-profil, hvis to eller flere menneskers DNA er blandet, f.eks. hvis vaginalceller og sædceller er blandet sammen.

Hvordan bliver DNA til bevis i straffesager?

Når politiet er på et gerningssted eller finder materialer, som kan have forbindelse til en forbrydelse, kan de indsamle prøver af fx spyt, blod, hud eller hår og sende det til analyse hos Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet (se kilde 2).               

Mennesker har stort set ens DNA, men der er nogle bestemte områder af DNA’et, som er forskellige fra person til person. I dag undersøger analytikerne derfor 23 forskellige områder af DNA’et, også kaldet DNA-systemer, som definerer forskellige aspekter af et menneske. Tidligere har man kun undersøgt 10 DNA-systemer, hvilket har øget risikoen for at finde flere personer, hvis DNA matchede et DNA-bevis.

Selvom vi alle har unikt DNA, kan en DNA-prøve godt vise sig at være usikker. Der kan være prøver, hvor det ikke har været muligt at udtrække nok DNA til, at forskerne med 100 procents sikkerhed kan sige, at DNA’en kun kan stamme fra én person.

Retsgenetisk Afdeling laver derfor altid en vurdering af, hvor sandsynligt det er, at DNA’et i sporet tilhører DNA’et til en mistænkt. Den vurdering kaldes en likelihood-kvotient. Jo lavere kvotienten er, desto flere andre omstændigheder skal tale for, at der er tale om et match mellem den mistænkte og det spor, der er fundet. F.eks. at personen kendte ofret eller har været i nærheden af gerningsstedet.

I Danmark er der et grundlæggende princip i straffesager om, at ét bevis ikke kan stå alene. Et DNA-bevis skal derfor altid indgå sammen med en konkret vurdering af sagens omstændigheder (se kilde 3). DNA kan fremkomme på et gerningssted, fordi en person tidligere har været til stede og har forladt det igen. Derfor kan et DNA-match ikke i sig selv være bevis nok til at få en person dømt.

Hvordan bruges slægtsforskning i efterforskningsarbejde?

De seneste år har private firmaer tilbudt, at almindelige mennesker kan få analyseret deres DNA ved at sende en prøve med spyt til dem. Analysen kan kortlægge det genetiske ophav fra den person, som har indsendt prøven, herunder hvor i verden personens forfædre kommer fra. Man kan også få oplyst, om man har familiemedlemmer, som har registreret sig i databaserne. Databaserne er internationale. Det kan fx være Myheritage, 23andMe eller Ancestry.

Politi i USA, Canada og Sverige har anvendt disse databaser i deres efterforskningsarbejde. Det gør de ved at oprette en profil baseret på DNA, som de har fundet på gerningsstedet. I databasen vil det fremgå, om der er et helt eller delvist DNA-match via en anden profil. Det kan være en grandfætter eller et familiemedlem længere ude ad stamtræet. Efterforskerne vil derpå – ud fra andre oplysninger i sagen – analysere, om der er nogen med relation til personen med et (delvist) match, det kan være relevant at mistænke og derfor bede om en DNA-test fra. Det kan godt være over 1000 forskellige personer, der har delvist match. Det kræver derfor et stort arbejde for politiet at indkredse eventuelle mistænkte ved hjælp af slægtskabsmetoden (se kilde 4).

I Danmark er det ikke lovligt for politiet at bruge de private DNA-databaser til genetisk slægtsforskning. Foreløbigt må politiet kun anvende slægtsskabssøgning, som vil sige, at de må søge på DNA-match fra eventuelle familiemedlemmer, som er registreret i politiets egen DNA-database, også kaldet Det Centrale DNA-profil-register. Det vil de blandt andet være, hvis de på et tidspunkt har været mistænkt for at begå en forbrydelse med en strafferamme på 1,5 år eller mere. Men DNA-profiler slettes også løbende fra databasen. Reglerne om, hvornår DNA slettes, findes i Lov om Det Centrale Dna-profilregister og Det Centrale Fingeraftryksregister. Hvornår sletningen foretages, afhænger af forbrydelsens karakter og hvorvidt den registrerede blot har været sigtet eller er blevet dømt (se kilde 5).

Fakta

Print-venlig version af dette kapitel - Fakta

Hvornår begyndte man at bruge DNA som bevismateriale?

Første gang DNA blev brugt til at opklare en forbrydelse var i 1986. I 1983 og 1986 blev to unge piger voldtaget og myrdet i England. En 17-årig dreng, der var indlagt på en psykiatrisk afdeling, tilstod, at han havde begået det ene mord. Men DNA-prøver fra begge mord viste spor fra den samme person. Og da man tog en DNA-prøve fra den 17-årige, var der ikke et match. Politiet tog herefter prøver fra 1400 personer i lokalområdet. En af de personer var Colin Pitchfork, som havde forsøgt at aflevere en anden persons prøve. Da politiet endelig fik taget en prøve fra ham, matchede den med DNA’en, der var fundet på de to gerningssteder. Han blev dømt for begge mord (se kilde 6).

I Danmark blev DNA første gang anvendt som bevis i en retssag i 1993 (se kilde 7). Der var tale om mordet på Inga Nørgaard Jensen, som var enlig mor til to børn. Hun blev voldtaget, før hun blev myrdet. Morderen havde efterladt sædpletter på hendes frakke, og DNA-prøverne fra de spor viste, at den person, som vidner havde peget på, ikke havde matchende DNA. Herefter tog politiet blodprøver fra 25 andre mænd, og det endte med, at DNA-beviserne matchede den 21-årige Carsten Jeppesen. Han fik 16 års fængsel.

Hvilke fordele giver DNA-beviser politiet?

Før DNA-beviser var politiet afhængig af andre tekniske beviser for at opklare sager. Det kunne være i form af fingeraftryk, tandsæt, fodaftryk eller blodtype. Man skrabede også fibre og hudceller fra mistænktes negle for at undersøge, om fibrene passede med fibre fra tøj eller gulvtæpper fra gerningssteder. Da DNA-metoden blev introduceret i slutningen af 1980’erne blev det dog tydeligt, at den både var effektiv og et godt supplement til de andre typer tekniske beviser. Med de analysemetoder, der er udviklet i dag, er det næsten umuligt at begå en forbrydelse uden at efterlade sporbart DNA.

DNA-metoden betyder også, at politiet kan opklare forbrydelser mange år efter, de er begået. Det skyldes, at politiet gemmer DNA-prøver og andet bevismateriale og tager det frem engang i mellem for at undersøge, om der er kommet nye DNA-spor i politiets database.

Hvilke berømte sager er blevet løst med DNA-beviser?

2024, Danmark: 54-årig dømmes for mordet på Hanne With – Den første person i Danmark, som dømmes, efter politiet har anvendt slægtssøgning i deres egen DNA-database i efterforskningen (se kilde 8).

2024, Danmark: Philip Westh dømmes for mordet på Emilie Meng – DNA fra Emilie Mengs bukser blev fremlagt i retten. Professor i geogenetik Eske Willerslev mente at kunne påvise, at det var Philip Wesths DNA, som politiet havde fundet på hendes bukser. Han brugte en anden DNA-metode end Retsgenetisk Afdeling. Retten lagde dog især vægt på, at politiet havde fundet en rulle gaffatape på Philip Wesths bopæl, hvor man via den traditionelle DNA-metode fandt DNA fra Emilie Meng (se kilde 9).

2020, Sverige: Daniel Nyqvist dømmes for mordet på Mohamad Ammouri og Anna-Lena Svenson – Det var den første sag i Sverige, hvor politiet opklarede mordet ved blandt andet at søge efter DNA i amerikanske DNA-databaser, som mindede om DNA’et fundet på gerningsstedet (se kilde 10).

2020, USA: Joseph James DeAngelo, der siden fik tilnavnet The Golden State Killer, dømmes for 13 drab og 45 voldtægter – Sagen var blandt de første i USA, hvor politiet opklarede forbrydelser ved hjælp af søgning i private DNA-databaser, som almindelige amerikanere har indsendt DNA-prøver til for at finde slægtninge eller opklare egen etnicitet (se kilde 11).

2019, USA: William Earl Talbott II dømmes for mordene på Tanya van Cuylenborg og Jay Cook – Sammen med The Golden State Killer var det en af de første sager i USA, hvor slægtsforskning i DNA-databaser blev brugt til at opklare mord. Det tog kun slægtsforskeren Cece Moore to timer at opklare mordet, efter hun havde oprettet en profil med gerningsmandens DNA på den private database GEDmatch (se kilde 12).

2011, Danmark: Marcel Lychau Hansen, siden kendt som Amager-manden, dømmes for mordene på Edith Louise Andrup og Lene Buchardt Rasmussen – Ved hjælp af DNA-spor kunne politiet knytte ham til flere uopklarede drab og voldtægtssager, der fandt sted fra 1980’erne og frem til 2010. Det var en henvendelse fra en borger og en gennemgang af mobiltelefoner i nærheden af en voldtægt, som fik politiet til at anmode ham om at afgive en DNA-test (se kilde 13).

1993, Danmark: Carsten Jeppesen dømmes for mordet på Inga Nørgaard Jensen – Første gang, at DNA-beviser anvendes i en dansk straffesag.

1986, England: Colin Pitchfork dømmes for mordene på Lynda Mann og Dawn Ashworth – Første gang, at DNA-beviser anvendes i en straffesag på verdensplan.

BOKS: Tal og grafer

Ifølge TV2 er der siden slutningen af 1970’erne begået mindst 33 kvindemord i Danmark, som ikke er blevet opklaret (se kilde 14). Siden oversigten blev lavet er to af mordene blevet opklaret. Det drejer sig om mordet på Emilie Meng og Louise Borglit.

Læs mere om de uopklarede mord hos TV2:  Flere end 30 kvindedrab er fortsat uopklarede.