Danmarkskanon

I december 2016 blev Danmarkskanonen offentliggjort. Danmarkskanonen er ment som et dannelsesprojekt, der skal gøre danskerne bevidste om de værdier, traditioner og begivenheder – historiske så vel som kulturelle – der har været med til at forme Danmark. Arbejdet med Danmarkskanonen blev sat i gang i 2015 af daværende kulturminister Bertel Haarder (V). Kanonen er blevet til i samarbejde med den danske befolkning, som blev inviteret til at indsende deres bud på, hvad der skulle være med i kanonen, samt en gruppe eksperter. Danmarkskanonen har vakt en del debat. Mens nogle roser den for at sætte en dialog om danskhed i gang, mener andre, at den er udansk og er et stykke politisk bestillingsarbejde, som mest af alt afspejler den tidligere kulturministers værdipolitiske kæpheste.

Den Danmarkskanon, der blev præsenteret i december 2016, er den sidste af en lang række kanoner, som forskellige Venstre-ledede regeringer har præsenteret siden 2004: Danmark har blandt andet en litterær kanon, en kulturkanon og en historiekanon. Alle kanonenerne er blevet til på Bertel Haarders initiativ, omend 00’ernes kanon blev præsenteret af daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K). De nævnte kanoner inden for litteratur, kultur og historie bestod af 108 kunstværker fordelt på ni kunstformer.

     I 2015 annoncerede Bertel Haarder (V), der igen var blevet kulturminister, at der skulle udarbejdes en Danmarkskanon. Samtidig gjorde Bertel Haarder det klart, at han ikke mente, at den kulturkanon, som Brian Mikkelsen præsenterede i 00’erne, havde levet op til sit formål. Bertel Haarder sagde i et interview med Politiken i oktober 2015 (se kilder), at den eksisterende kulturkanon var en ‘kunstkanon’ snarere end en ‘kulturkanon’, og at det var baggrunden for, at han nu igen ville sætte fokus på den danske kultur. Han uddybede, at han med den nye kanon ville sætte fokus på værdier og mentalitet frem for på kunstformer.

I modsætning til 00ernes kanoner har Danmarkskanonen ikke fokus på kunst, kultur eller historie, men på de værdier, der har været med til at forme det danske samfund og fortsat præger Danmark. Da kulturminister Bertel Haarder i 2015 annoncerede, at han ville sætte arbejdet med en Danmarkskanon i gang, sagde han, at formålet med den nye kanon var at gøre danskerne mere bevidste om disse værdier og skabe en dialog om dem. Samtidig sagde han, at danskerne skal blive bedre til at møde det fremmede, og at Danmarkskanonen skulle være et våben i kampen mod kulturel splittelse, terror og radikalisering: ”Der er nogle, der foragter os og vore værdier, men det skal vi på ingen måde lade os kyse af. Især det forhold, at der kommer så mange nye borgere til fra fremmede kulturer, er et argument for, at vi er mere kulturelt tydelige,” sagde den daværende kulturminister i et interview med Jyllands-Posten i november 2015 (se kilder).  Ved præsentationen af Danmarkskanonen uddybede han de tanker: “Det er vigtigt, at vi er mere tydelige med hensyn til værdier. Midt i globaliseringen og internationaliseringen er det vigtigt, at vi hviler trygt i vores egne værdier, så vi kan række ud mod andre. Det er det, det drejer sig om,” sagde den daværende kulturminister i december 2016 ifølge TV2 (se kilder). Endelig skriver Kulturministeriet på hjemmesiden for Danmarkskanonen (se kilder), at formålet er at oplyse og engagere danskerne gennem udvælgelsesprocessen frem mod den endelige kanon og dermed skabe større bevidsthed om den kulturarv, vi er fælles om. Ifølge Kulturministeriet var processen med at udvælge det endelige indhold i kanonen således lige så vigtigt som den endelige kanon.

I slutningen af 2015 annoncerede Bertel Haarder, at der skulle udarbejdes en ny Danmarkskanon, og at den i høj grad skulle blive til i samarbejde med danskerne. I sommeren 2016 blev der åbnet en hjemmeside og en Facebook-side, hvor borgere kunne indsende deres bud på, hvilke værdier, traditioner og begivenheder, der i særlig grad har været med til at forme det danske samfund. Desuden blev der afholdt tæt på 50 arrangementer rundt om i landet på biblioteker og i kultur- og forsamlingshuse, hvor Danmarkskanonen og dens mulige indhold blev debatteret. I denne periode blev der indsendt 2.274 forslag til værdier, traditioner og begivenheder, der efter indsendernes mening skulle med i kanonen. I løbet af efteråret 2016 kiggede en række eksperter, der var blevet udvalgt til at kuratere de mange forslag, på alle de indsendte forslag fra danskerne, og ud af dem valgte de 20 punkter, som blev nomineret til at blive en del af den endelige Danmarkskanon. De bud blev sendt til elektronisk folkeafstemning blandt danskerne, der kunne afgive deres stemme via hjemmesiden danmarkskanon.dk. I alt 326.298 borgere afgav deres stemme, og det var deres stemmeafgivelse, der var afgørende for, hvilke ti af de 20 nominerede begivenheder, værdier og traditioner, der kom til at udgøre den endelige Danmarkskanon. Processen med udarbejdelsen af kanonen beskrives af DR den 6. juni 2016 (se kilder) og Berlingske den 23. november 2016 (se kilder).

Kulturministeriet bad seks eksperter om hjælp til at sortere i, sammenlægge og udskille forslag, efter at de flere tusinde forslag var blevet indsendt af danske borgere. Kuratorholdet bestod af:

• Marianne Holm Pedersen, seniorforsker 
• Mehmet Ümit Necef, lektor 
• Jørn Lund, professor og formand for Dansk Sprognævn 
• Eva Steensig, sociolog 
• Mads Mordhordt, lektor 
• Michael Böss, forfatter og universitetslektor

     Kuratorerne fik til opgave at finde frem til 20 forslag blandt de mere end 2000 bud, som danskerne havde indsendt, ved blandt andet at se på, hvilke bud der var i samme boldgade, hvilke der skulle udskilles og endelig hvilke, der i højest grad har været med til at forme Danmark. ”Der er brug for videnspersoner, som kan hjælpe med at sortere og bearbejde de mange relevante bud til Danmarkskanonen. På den måde sikrer vi, at afstemningen bliver meningsfuld og til at gå til for os alle sammen. En afstemning om mere end tusind forslag giver jo ikke mening,” sagde daværende kulturminister Bertel Haarder om begrundelsen for at indkalde eksperterne, ifølge hjemmesiden danmarkskanon.dk (se kilder).

Borgere, som ønskede at indsende forslag til Danmarkskanonen, blev bedt om at udvælge deres forslag, så de levede op til tre kriterier, som svarede til de kriterier, eksperterne fik til opgave at sortere forslagene ud fra. De tre kriterier, som forslagene blev bedømt og prioriteret ud fra, var:

• Forslaget skal kunne betegnes som immateriel kultur; f.eks. en historisk begivenhed, en tradition, en bevægelse eller en værdi. 
• Forslaget skal kunne begrundes historisk og have betydning for mange mennesker i Danmark. 
• Forslaget skal have nutidig og fremtidig relevans for befolkningen i Danmark.

Da Danmarkskanon blev præsenteret i december 2016, blev prisen for arbejdet med at nå frem til de 10 værdier, kanonen består af, også offentliggjort. Daværende kulturminister Bertel Haarder oplyste, at det i alt havde kostet omkring 2,2 millioner kroner at udarbejde kanonen, og den pris var ifølge ministeren ganske rimelig: ”Jeg synes, det er en meget lav pris for den kæmpe øvelse, vi har været igennem, hvor tusindevis af mennesker har budt ind på, hvad der er vigtigst at have med ind i fremtiden, og det har givet en enorm debat,” sagde han til TV2 (se kilder).

Den endelige kanon består af ti værdier, fænomener og traditioner, som ifølge eksperterne og de over 300.000 danskere, der afgav deres stemme i processen, er karakteristisk for Danmark og med til at definere det danske samfund:

”Den evangelisk-lutherske udgave af kristendommen, som kom til Danmark med Reformationen i 1536, har haft afgørende betydning for udviklingen af det danske samfund og dets værdigrundlag,” skriver Kulturministeriet på hjemmesiden for Danmarkskanonen (se kilder). Det fremgår desuden som begrundelse, at flertallet af den danske befolkning bruger kirken som ramme om livets store begivenheder som dåb, konfirmation, bryllupper og begravelser, såvel som jul og påske, og at kirken således spiller en stor rolle for opfattelsen af det folkelige fællesskab. Det på trods af, at det er et mindretal af befolkningen, der regelmæssigt går i kirke og betragter sig selv som troende.

”Sprog kan forbinde mennesker i et fællesskab, og sprog kan adskille mennesker. Det danske sprog kan som kulturbærer bidrage til at bevare og aktualisere den danske historie og kulturarv, og det er samtidig en væsentlig indgang til at optage og omforme nye idéer og strømninger og tilpasse sig samtiden. Fastholdelsen af det danske sprog som samlingspunkt er samtidig afgørende for, at den demokratiske samtale videreføres og -udvikles i fremtiden,” står der på hjemmesiden som begrundelse for at udvælge det danske sprog som et af kanonens ti punkter (se kilder). Argumentet er yderligere, at det danske sprog afspejler den korte magtdistance og den uformelle omgangstone, der præger det danske samfund, hvor folk er dus og ikke Des.

”Frivillighed og foreningsliv betragtes ofte som centrale – og positive – elementer i det danske samfund, fordi de bidrager til at lære om fællesskab, deltagelse, samarbejde, selvstændighed, lighed og oplysning. Foreninger spiller en stor rolle for udviklingen af et aktivt civilsamfund og for at fremme mødet mellem mennesker fra forskellige dele af samfundet,” står der på Danmarkskanonens hjemmeside (se kilder) som begrundelse for, at foreningsliv og frivillighed er med i den endelige kanon. Samtidig lyder argumentet for at tage de to begreber med i sammenhæng, at foreningsliv ikke kan adskilles fra frivillighed, da det i altovervejende grad er frivillige, der får foreningerne i Danmark til at fungere. Det nævnes også, at foreningslivet i Danmark er i tæt samspil med det offentlige og ofte får offentlig støtte, og at dette er særligt for Danmark.

”Den enkeltes frihed er en fundamental værdi i et liberalt demokrati som det danske. Derfor har staten en forpligtelse til at beskytte de såkaldte frihedsrettigheder, bl.a. ytringsfrihed og religionsfrihed (jf. retsstaten). For at sikre, at friheden udfolder sig til samfundets gavn og ikke skader andre, har staten dog ret til at begrænse den. Landets borgerere nyder friheden under ansvar, men har en forpligtelse til at sige fra, hvis de skønner, at begrænsninger på friheden er urimelige og skader samfundet. Derfor vil det også i fremtiden være centralt for det danske samfund at holde frihedsidealet i hævd og håndtere balancen mellem frihed og ansvar for egne handlinger,” står der på Danmarkskanonens hjemmeside som begrundelse for, at frihed er kommet med i den endelige kanon. Der lægges især vægt på ytringsfriheden, både i begrundelsen på hjemmesiden og blandt de mange borgere, der har foreslået frihed som en værdi, der skulle med i Danmarkskanonen.

”At borgerne udviser frisind over for hinanden er nødvendigt i et samfund, som er præget af forskellige livsvilkår og livssyn. Befolkningssammensætningen i Danmark vil også i fremtiden være præget af forskelligartede kulturelle baggrunde og traditioner og af stærke indtryk og påvirkning fra verden omkring os. Det bliver derfor også fremover en særlig værdi at give plads til forskellige måder at tænke, tro og leve på uden at opgive sine egne normer, overbevisninger og værdier,” står der på hjemmesiden. I begrundelsen lægges desuden vægt på, at Danmark som følge af frisindet har plads til fri pornografi, anderledes kollektive livsformer som Christiania samt en tolerant tilgang til seksualmoral og varierende familieformer.

“Hygge er en social aktivitet, der kan være med til at skabe fællesskaber i dagligdagen. Hygge indgår som en del af mange af de forslag, der er indkommet til Danmarkskanonen: socialt samvær, madtraditioner, højtidstraditioner, dansk design, sangkultur, boglæsning, at se EM 92 sammen og selv det at tage til festival. Hygge betyder med andre ord meget for mange danskeres egen opfattelse af, hvad der er typisk ved Danmark og væsentligt ved dansk kultur,” står der på hjemmesiden for kanonen som begrundelse for, at hygge kom med blandt de ti punkter (se kilder). Samtidig understreges det, at hygge ikke kun er et dansk fænomen, og at borgere i andre lande også hygger sig, men at de ikke nødvendigvis lægger lige så meget vægt på hygge som værdi i deres daglige liv. I begrundelsen nævnes det også, at hygge kan være ekskluderende, fordi det kan være svært at få adgang til de hjem, hvor hyggen udfolder sig.

“Ligestilling mellem kønnene er i dag et grundlæggende princip i det danske samfund, men selvom ligestillingsprincipperne er udbredte, er de ikke nødvendigvis praktiseret til fulde. Det debatteres livligt, hvordan ligestilling egentlig skal udmønte sig i hverdagen, og hvilke strukturelle forhold der muligvis hindrer det. Der er heller ikke nødvendigvis enighed om, hvilke metoder der skal tages i brug for at øge ligestillingen, eller om ligestilling kan og skal gennemføres i alle aspekter af familie- og samfundslivet,” står der på hjemmesiden for kanonen (se kilder) som begrundelse for at have kønsligestilling med i kanonen. Der lægges vægt på, at ligestilling er officiel danske politik, men at den praktiske udformning varierer og ikke altid lever op til de officielle målsætninger, og at debatten om ligestilling derfor langt fra er afsluttet.

“Lighed for loven er en værdi, der også i fremtiden skal værnes om. Den er en af samfundets grundlæggende spilleregler. For den enkelte giver den en stor tryghed i dagligdagen, og for samfundet medfører den en lang række fordele, som f.eks. tillid og lav grad af korruption. Retsstatsprincipperne vil samtidig være vigtige at bevare i et samfund præget af global handel og konkurrence. De gør det eksempelvis lettere at tiltrække investeringer, eftersom sikkerhed, stabilitet og lav grad af korruption er afgørende for investorer og handelspartnere.” Sådan begrundes vigtigheden af lighed for loven på Danmarkskanonens hjemmeside. Her står desuden, at retsstaten er en afgørende del af det danske samfunds skelet, men at en præmis for retsstaten er, at borgerne har tillid til den og til, at der i praksis er lighed for loven.

“Et højt tillidsniveau har en kolossal værdi for et samfund – socialt, politisk og økonomisk. Det skaber en offentlig kultur præget af gensidighed og samarbejde samt forpligtelse over for fælles love og aftaler. En høj grad af tillid vil være en grundpille i et effektivt og relativt ubureaukratisk samfund. Tillid er med til at skabe trivsel, tryghed og troværdige relationer mellem mennesker og får samfundslivet til at fungere lettere,” står der på hjemmesiden for kanonen (se kilder) som argument for, at tillid er med på den endelige liste. Her står også, at det danske samfund i udpræget grad er præget af, at folk har tillid til hinanden, og at tilliden blandt andet kommer til udtryk ved, at der opstilles vareboder langs vejene, hvor der ikke holdes opsyn med, om folk betaler det, de skal, samt på bibliotekerne, hvor folk selv registrerer deres lån uden, at der er opsyn fra en bibliotekar. Ifølge Kulturministeriet er der mange forskellige forklaringer på, hvordan tillid opstår, men at et miljø, hvor folk i udgangspunktet generelt stoler på hinanden, er en afgørende forudsætning for at bevare tilliden. Dermed kan tillid også være svær at genopbygge, hvis først den forsvinder.

“Velfærdsamfundet bygger på værdier som solidaritet, lighed, tillid og fællesskab. For mange borgere er velfærdsamfundet derfor en forudsætning for sammenhængskraften i Danmark. Dette sker gennem en sikring af borgernes lige adgang til eksempelvis gratis uddannelse, sundhedsvæsen og sociale ydelser. Velfærdssamfundet understøtter dermed også en grundlæggende tryghed, der er væsentlig for at bevare Danmark som et konkurrencedygtigt og dynamisk samfund, som formår at tilpasse sig nye tider.” Sådan står der på Danmarkskanonens hjemmeside som begrundelsen for at velfærdssamfundet er med i kanonen. Her står også, at Danmark sammen med de andre nordiske lande repræsenterer en særlig nordisk velfærdsmodel, hvis fortsatte eksistens er afhængig af, at langt de fleste borgere deltager aktivt på arbejdsmarkedet.

Ved præsentationen af Danmarkskanonen erklærede daværende kulturminister Bertel Haarder, at han var meget tilfreds med såvel processen som den endelig kanon:

     ”Danmarkskanonen er blevet til i en tid med voksende bekymring for fremtiden, hvor mange er usikre på vores fælles værdimæssige grundlag. De 10 værdier, som befolkningen nu har valgt, er et udtryk for nutidens og fremtidens vigtigste samfundsværdier – vores fælles kulturelle dna. Og et skridt mod den tydeliggørelse af vores kultur, som jeg mener, er afgørende for det danske samfunds sammenhængskraft,” sagde han ifølge Kulturministeriets præsentationsside om Danmarkskanonen (se kilder). Til danske medier sagde ministeren endvidere, at han håber, at mange ærgrer sig over, at deres forslag ikke kom med, sådan at debatten om, hvad danske værdier og danskhed er, vil fortsætte fremover: “Jo flere, der ærgrer sig, jo bedre, fordi det viser en fortsat interesse, og at værdidebatten er lykkedes. Formålet er jo netop at vise, at noget er vigtigere end andet. Det er det, hele kanontanken består i, og det er også kernen i al dannelse. Danmarkskanonen er både et dannelsesprojekt, et uddannelsesprojekt, et integrationsprojekt og et værdiprojekt. Hvis folk fortsætter med at diskutere og have en mening om, hvad der hellere skulle have været med, så er mit projekt lykkedes,” sagde han ifølge Berlingske (se kilder).  Han nævnte desuden, at han personligt ærgrede sig over, at hygge kom med som værdi i stedet for håndværk, fremgår det af DR’s hjemmeside (se kilder). DR skriver også, at Haarder fortsat insisterer på, at Danmarkskanonen skal være en del af indfødsretsprøven, og at den skal anvendes, når borgere med anden baggrund skal integreres i Danmark: “Vi kan bruge værdierne til at blive mere bevidste om, hvad der er det vigtigste at stå fast på i dansk kultur i en tid med internationale brydninger og indvandring,” sagde den daværende kulturminister.

Både undervejs i arbejdet med Danmarkskanonen og efter præsentationen af den endelige kanon har der været kritik af den. Mens kanonen blev udarbejdet, udtalte to eksperter, der begge havde arbejdet med Demokratikanonen, der udkom i 00erne og også var iværksat på Bertel Haarders initiativ, at kanonen var overflødig: “De områder, han nævner, er allerede med i den gamle kanon. Det ligner umiddelbart en gentagelse,” sagde Ove Korsgaard, professor emeritus i historie ved Aarhus Universitet, ifølge Kristeligt Dagblad i marts 2016 (se kilder). I samme artikel udtalte professor, dr.phil. Ole Thyssen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, at projektet var en slags ‘national genoprustning’: ”Hele projektet ligner en slags national genoprustning, man har set før, og virker lidt overflødigt,” sagde han.

     En del af kritikken er også kommet indefra; en af de seks eksperter, der arbejdede med at udvælge forslag, sagde ved præsentationen af kanonen, at det nok er en kanon, men at den ikke er dansk: ”Der er ikke ret mange af de værdier på listen, jeg synes er danske. Jeg tror heller ikke, at Bertel Haarder synes, det her er en særlig danskhedskanon. Kombinationen af værdierne er dansk, men hver for sig synes jeg ikke, at værdierne er særlige for os. Den danske kultur er ikke kun dansk. Der findes slet ikke nogen kultur, der kun begår sig på sine egne værdier,” udtalte Jørn Lund, professor og formand for Dansk Sprognævn, ifølge en artikel i B.T. (se kilder).

     Andre har kaldt Danmarkskanonen for udansk af andre årsager. Ifølge en leder i Politiken er det positivt, at processen med Danmarkskanonens tilblivelse har skabt debat og engagement blandt andet på landets biblioteker, men Danmarkskanonen burde ifølge lederskribenten alligevel afsikres, fordi “ministeren har spændt sine værdipolitiske kæpheste foran en kanon, der trækkes igennem et ujævnt terræn af temmelig usammenlignelige begreber og bevægelser.” Lederen fortsatte med at konkludere, at Danmarkskanonen er udansk, fordi kanonens konklusion bliver til dens mål: “Bertel Haarder pløjer den danske muld og pudser nationalromantikken af på et tidspunkt, hvor internationalt udsyn burde være bærende værdi for et lille land i en stor verden, og hvor lande omkring os er i gang med at gøre globaliseringen til nationalstatens – og den jævne borgers – hovedmodstander. Hvor ender det? Vi kender desværre svaret alt for godt: snæversyn og nationalisme. Alt andet end det, danske værdier skal kendes på,” lød det i lederen i Politiken (se kilder). Også forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der blogger på Berlingske Tidende, har givet udtryk for, at kanonen set med hendes øjne er mere provinsiel, end den er dansk: “Lad os for Guds skyld lade være med at forfalde til den pinlige provinsialisme, der fremhæver universelle værdier som ligestilling, demokrati og menneskerettigheder som særligt danske. Det er de ikke … Bestræbelsen på at gøre det universelle til særlig dansk, klinger hult i en tid, hvor vores integrationsminister er stolt af at vedtage love, der går ‘til kanten af konventionerne’ og Danmark har et stort antal sager ved menneskerettighedsdomstolen,” skrev hun i et blogindlæg på Berlingske Tidendes hjemmeside i november 2016 (se kilder).