børn spiller computer
I Arena Randers er der GGfestival, en gamerfestival hvor 1000 børn og unge kan spille sammen med og mod hinanden i forskelige computerspil og møde de største, danske YouTubere.
Foto: Axel Schütt / Scanpix

Computerspil (Faktalink light)

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. December 2017.
Emneord
Top image group
børn spiller computer
I Arena Randers er der GGfestival, en gamerfestival hvor 1000 børn og unge kan spille sammen med og mod hinanden i forskelige computerspil og møde de største, danske YouTubere.
Foto: Axel Schütt / Scanpix

Indledning

På verdensplan er der næsten to milliarder mennesker som bruger en del af deres fritid på at spille computer. Tidligere var det mest børn der sad foran skærmen og skød monstre eller spiste små, gule oste. Men i dag er der også mange voksne som spiller alt fra ”Pokemon Go” til ”League of Legends”. Og spil som ”Minecraft” bliver også brugt på skoler til f.eks. at lære eleverne om demokrati.

 

Artikel type
faktalinklight

Hvad er computerspil?

Print-venlig version af dette kapitel - Hvad er computerspil?

Man spiller computerspil på en computer eller på en konsol. En konsol er en spillemaskine der kan sættes til et tv eller en skærm. De mest kendte konsoller er Nintendo og PlayStation. Spillene styrer man ved at trykke på et tastatur, en mus eller et joypad. Man kan spille singleplayer, hvilket vil sige at man spiller alene, eller man kan spille i hold sammen eller mod hinanden. Hvis man er mere end to der spiller, kaldes det multiplayer.

Hvornår kom de første computerspil?

Det første computerspil var en form for kryds og bolle hvor man spillede mod computeren ved at dreje et nummer på en telefon. Det blev udviklet af en amerikansk forsker i 1952, men på den tid var der næsten ingen der havde adgang til en computer. Ti år senere kom ”Spacewars”. Det var det første spil hvor man kunne spille to personer mod hinanden. Man skulle styre et rumskib og prøve at skyde modstanderen ned med missiler.

Hvor spiller man computerspil?

Arkadespil var de første computerspil som almindelige folk fik adgang til. Det var spil som blev spillet på store maskiner i arkader og spillehaller i 1970’erne. Det var først da de første konsoller og hjemmecomputere kom i butikkerne at man kunne spille computer hjemme i sin egen stue. I 1980’erne fik Nintendo stor succes med ”Super Mario Bros.” Her styrer man den hoppende vvs-mand Mario eller hans bror Luigi gennem forskellige baner. Spillet kunne også spilles på en Gameboy, som er en lille konsol, man kan holde i hånden. Internettet gjorde at flere begyndte at spille online efter år 2000. Og da der kom spil til mobiltelefoner, blev det muligt at spille de fleste spil alle steder.

 

Hvad handler computerspil om?

Print-venlig version af dette kapitel - Hvad handler computerspil om?

Computerspil kan handle om næsten alt, og der findes mange forskellige typer. En af de mest populære slags spil er FPS. Det står for first person shooters og er skydespil hvor man ser ud gennem øjnene på den person, man styrer i spillet. Der er også eventyrspil, sportsspil og spil hvor man skal bygge en verden eller styre en hær. Endelig er der også en del computerspil som er digitale kopier af klassiske spil som krydsord, skak og kortspil.

Hvad er Minecraft?

Minecraft er et onlinespil fra 2009 som har fået kæmpe succes. Det er lavet af svenskeren Marcus ’Notch’ Persson. Han fik ideen fra de legoklodser han legede med som barn. Spillet er meget enkelt. Man spiller en figur som graver miner og samler blokke ind til at bygge huse, skulpturer og andre ting. Om natten kommer der monstre som man skal passe på. Det særlige ved Minecraft er at den verden, som spillet foregår i, er enorm stor og forskellig fra gang til gang.

Hvem laver computerspil?

Computerspil er en kæmpe industri. De firmaer, der laver computerspil, bruger meget store beløb på at udvikle og designe dem. F.eks. stod der flere hundrede folk bag arbejdet med at udvikle ”World of Warcraft”. Men det er også muligt selv at skabe sit eget spil. Den canadiske Nelson Sexton var 9 år da han lavede sit første computerspil, og som 16-årig udviklede han i sin fritid spillet ”Unturned”. Det går ud på at man skal finde mad og våben for at kunne overleve i en verden fuld af zombier. Spillet er blevet downloadet 24 millioner gange.