Virus

Hvad er et virus?

Virus består af genetisk materiale (DNA eller RNA) omgivet af en beskyttende proteinkappe, der er i stand til at hægte sig fast på celler og derefter trænge ind i dem. Et virus er en helt særlig livsform. Den kan ikke formere sig selvstændigt ved deling, men er nødt til at udnytte værtcellens system til at kopiere sig selv. Virus er den ultimative parasit, som invaderer kroppens celler for at overleve. Det er det, der gør det vanskeligt at ramme og behandle en virus med medicin, for den medicin vil også ramme kroppens egne celler. Derfor er man i mange tilfælde nødt til at lade kroppen bekæmpe en virus selv, som man kan læse i artiklen ”Midler mod virus” på Netdoktor.dk (se kilder).

Kort film om hvor nye vira kommer fra. Udarbejdet af Stated Clearly, der laver animationer om genetik og evolution.

Hvordan smitter virus?

De er forskelligt, hvordan vira smitter. Nogle smitter ved såkaldt dråbespredning (som det er tilfældet med f.eks. Coronavirus/COVID-19), f.eks. ved host og nys. Dråber kan bevæge sig i en afstand på 1-2 meter, hvorefter de falder til jorden, og altså ikke bliver hængende i luften. Andre vira er luftbårne og kan hænge i luften i timer eller dage. Der findes også vira, som smitter via fødevarer – f.eks. norovirus, også kendt som roskildesyge.

Nogle smitsomme mikroorganismer (bakterier, virus og svampe) kan overleve uden for kroppen i dagevis – for eksempel på dankortautomater, dørhåndtag, tastaturer, legetøj og håndklæder.

Norovirus, som giver roskildesyge og omgangssyge, er ekstremt smitsom og har en overlevelsestid mellem 8 timer og 7 dage.

Influenzasmitte via dråber fra nys, host og snot kan være aktivt i 1-2 dage. RS-virus, som er en forkølelse, der giver kraftige symptomer hos småbørn, kan overleve uden for kroppen i 6 timer. Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom. Hvis en smittet person har opholdt sig i et rum, kan personer, som ikke har haft mæslinger og ikke er vaccineret, blive smittet, hvis blot de kommer ind i rummet, fremgår det af Region Midtjyllands nyhedsbrev ”Din guide til sundhed – Andre menneskes snot og snask kan gøre dig syg” (se kilder).

Hvad er de positive funktioner af virus?

Langt fra alle vira er farlige. Vi kommer i kontakt med masser af vira hver eneste dag, for vira findes overalt, og mange af dem har vigtige funktioner. Nogle bidrager til at skabe balance i naturen. F.eks. er der flere millioner virusser i blot en enkelt teske havvand. I havet dræber vira bakterier, så næring bliver tilgængelig for andre organismer. Når de fleste vira er uskadelige for mennesker, skyldes det, at de har specialiseret sig i at ramme en bestemt type celler. Der findes vira for omtrent alt levende på jorden. Nogle vira angriber kun grise, nogle rammer planter, mens andre rammer bakterier, kan man læse i artiklen ”Børnevenlig forklaring: Virus er både ven og fjende” på Videnskab.dk (se kilder).

Hvornår påviste man for første gang et virus?

Det var den russiske botaniker Dmitri Iwanowski, der i 1892 påviste den første virus. Her fandt han ud af, at vand fra en syg tobaksplante inficerede en rask tobaksplante. Han påviste, at det smittestof, der fremkalder såkaldt mosaiksyge på tobaksplantens blade, kunne passere gennem så fintmaskede filtre, at bakterier ikke kunne trænge igennem. Det kan man læse i artiklen ”Virus” i Gyldendals opslagsværk Den Store Danske (se kilder). Rækken af sygdomme, som virus fremkalder hos mennesker, er meget forskelligartede. Nogle er relativt godartede og ufarlige, f.eks. forkølelse, mave-tarm-infektioner, influenza og mæslinger, mens andre er meget alvorlige f.eks. aids, hundegalskab og gul feber. Aids smitter ikke gennem hverken spyt, tårer, sved, urin eller afføring, men via blod, sæd, præsæd, skedesekret og modermælk og fra mor til barn i forbindelse med fødsel og amning. Mens hundegalskab smitter fra dyr til mennesker ved bid, hvor smitten trænger ind gennem huden. Og gul feber overføres via myggestik, først og fremmest myggen Aedes aegypti, men ikke smitter mellem mennesker.

Listen over virusfremkaldte sygdomme er lang. I artiklen ”Virus” i opslagsværket Den Store Danske finder du en liste over udvalgte virus, der kan forårsage sygdomme hos mennesker (se kilder).

Hvilke store virusudbrud har udløst pandemier?

Pandemier er defineret som infektionssygdomme, der nemt og hurtigt spreder sig blandt mennesker over store geografiske områder. Mens en epidemi kan ramme blot et enkelt eller få lande, rammer en pandemi, i det mindste i sin yderste konsekvens, mennesker over hele kloden. For at noget defineres som epidemi eller pandemi gælder det, at antallet af smittede skal vokse meget hurtigt og ud over det forventede i en periode, mens der ikke er krav om et vist antal smittede.

Artiklen ”Så galt kan de gå – Syv pandemier, der skabte skræk og dræbte millioner” på Tv2.dk (se kilder) oplister de største virusskabte pandemier gennem tiden:

· Den Spanske Syge: Under 1. Verdenskrig i 1918 opstod en influenzavirus af typen AH1N1, som sandsynligvis blev overført fra fugle. Sygdommen spredte sig i løbet af på måneder til stort set hele verden og omring en tredjedel af verdens befolkning – 500 millioner mennesker blev syge. Cirka 50 millioner mennesker døde af sygdommen, heraf cirka 15.000 danskere. Den fik navnet Den Spanske Syge ikke fordi den opstod i Spanien, men fordi de spanske medier var nogle af de eneste, som ikke var omfattet af censur under krigen, og derfor skrev mest om sygdommen.

· Den Asiatiske Influenza: Den luftbårne influanzavirus AH2N2 spredte sig i 1957 og 1958 i Østasien – og siden til blandt andet USA og Europa. Den kostede omkring en million menneskeliv.

· Hong Kong Influenzaen: Influenzatypen AH3N2 blev første gang registreret i Hong Kong i 1968 og nåede senere til blandt andet Indien, Filippinerne, Australien, USA og Europa. Omkring en million mennesker omkom.

· HIV: Ifølge The Aids Institute blev det første tilfælde af HIV registreret i en blodprøve af en mand i Kinshasa i Congo i 1959. Det er uvist, hvordan han blev smittet. I 1981 kom amerikanske læger på sporet af en bølge af ejendommelige sygdomstilfælde blandt bøsser i San Francisco og New York. Patienternes immunforsvar var svækket, og de var lette ofre for eksempelvis den sjældne lungebetændelse PCP. Året efter erkendte man, at der var tale om en helt ny sygdom, som man kaldte Aquired Immuno Deficiency Syndrome (Erhvervet Immun Mangel Syndrom), forkortet AIDS, og i de følgende år stod det klart, at sygdommen skyldtes virusset HIV. HIV menes at stamme fra vilde aber i Afrika. Cirka 32 millioner mennesker er siden døde af HIV (se kilder).

· SARS-virusset blev første gang registreret i Asien i 2003 og hører til samme type af virus – corona – som COVID-19. SARS bredte sig fra Asien til Nord- og Sydamerika og Europa. Omkring 800 mennesker døde af SARS.

· Svineinfluenzaen AH1N1 blev opdaget i foråret 2009 og spredte sig hurtigt til store dele af verden. Der er stor usikkerhed omkring, hvor mange liv sygdommen kostede. Forskernes bedste bud er, at AH1N1 kostede knap 300.000 mennesker livet, kan man læse i artiklen ”Mange flere svineinfluenza-døde end antaget” på Videnskab.dk (se kilder).

· Ebola blev første gang identificeret i 1976 og er siden brudt ud flere gange. Virusset smitter gennem blod og kropsvæsker, der kommer i berøring med skadet hud eller slimhinder. Den seneste ebola epidemi var i 2014. I alt har ebola kostet omkring 11.000 menneskeliv.

Kan man behandle virus med medicin?

Behandlingen af virus er kompliceret, og der er derfor kun udviklet medicin mod ganske få typer virus. I de fleste tilfælde vil det derfor være ens eget immunforsvar, der bekæmper virussen. Men i nogle tilfælde er der udviklet midler, der kan bekæmpe infektioner, forårsaget af virus, f.eks. midler der bruges mod herpes, HIV og influenza, fremgår det af artiklen ”Midler mod virus” på Netdoktor.dk (se kilder). Man kan i mange tilfælde afhjælpe symptomerne af en virus. F.eks. kan man lægge COVID-19 patienter i respirator, hvis virus angriber deres lungefunktion så hårdt, at de ikke kan overleve på egen hånd, indtil de – forhåbentlig – bliver raske. Derfor afhænger det i høj grad af sundhedsvæsenets kapacitet, hvor mange der kan blive hjulpet og overleve at blive ramt af en virusinfektion. Der er stor forskel på bakterier og virus. Bakterier kan behandles med antibiotika. Det kan virus ikke. Det skyldes, at de fungerer forskelligt. Inden i bakteriecellen findes alt dét, som bakterien behøver for at leve. Bakterien kan spise, kopiere sig selv og smide overflødige ting ud, som den ikke behøver. Bakterien kan, modsat virus, formere sig selvstændigt ved celledeling og er derfor ikke er afhængig af at invadere kroppens celler for at virke sammen med dem. Derfor kan man slå en bakterie ned med antibiotika, uden at ødelægge kroppens celler, men det kan ikke lade sig gøre med virus, fordi den hægter sig fast på kroppens celler og trænger ind i dem. Det fremgår af artiklen ”Børnevenlig forklaring: Virus er både ven og fjende” (se kilder).

Nogle mennesker er mere sårbare overfor f.eks. virussygdomme end andre, fordi genfejl i deres kroppe gør, at deres immunforsvar er svækket og dermed dårligt i stand til at bekæmpe virus og bakterier. Forskere arbejder derfor på at videreudvikle genterapi, som kan hjælpe patienter med genfejl. Forskningen er så langt fremme, at denne form for genterapi allerede er i brug i Europa, kan man læse i artiklen ”10 teknologiske tendenser du bør kende #Genterapi rykker for alvor” på Ingeniøren.dk (se kilder).

For at være bedst muligt forberedt på potentielt nye virusser, der dukker op, arbejder forskere – blandt andet i den europæiske sammenslutning for diagnosticering af vira – på at udvikle metoder til diagnosticering af alle mulige virusser båret af dyr såvel som mennesker via en test. Det er målet, at man med DNA-prøver fra et dødt eller levende dyr eller menneske via et lille apparat på størrelse med et USB-stik samt en computer og en mobiltelefon på få minutter kan konstatere, om det testede materiale bærer en ukendt virussygdom. Det fremgår af artiklen ”En virus rammer, når vi mindst venter det” på Videnskab.dk (se kilder).

Hvad sker der, når et virus springer fra dyr til mennesker?

Som hovedregel kan det enkelte virus kun inficere en bestemt art eller ganske få arter. Men det sker, at virusser, bakterier og parasitter overføres fra dyr til mennesker, og i de tilfælde opstår kopifejl og mutation. Med Coronavirus/COVID-19 er der efter alt at dømme tale om en zoonose; det vil sige en virussmitte overført fra dyr til menneske. Der er flere forskellige teorier om, hvordan smitten konkret er startet. Ifølge artiklen ”Wuhan coronavirus may have been transmitted to people from snakes” i New Scientist har foreløbige undersøgelser relateret smitten til et madmarked i den kinesiske millionby Wuhan, hvor COVID-19 skulle være blevet overført til de første smittede mennesker via en slange, som er blevet smittet af en flagermus (se kilder). Men det er endnu ikke fastslået.

I artiklen ”What is coronavirus and what happens now it is a pandemic” i WIRED kan man læse, at et hold virologer på Wuhan Institute for Virology har offentliggjort en rapport, der viser, at coronavirusset CORVID-19 kun er 96 % identisk med coronavirusset, som man har fundet i flagermus. Mens et endnu ikke offentliggjort studie, foretaget af researchere i Guangzhou i Kina, peger på, at det kan være det truede dyr pangolinen – også kaldet skælddyret - der har båret smitten. Pangolinens gener er nemlig 99 % ens med coronavirusset. Pangolinen er et af de mest illegalt handlede dyr i verden. Der er også konstateret tidlige tilfælde af COVID-19, som ikke kan relateres til madmarkedet i Wuhan, fremgår det af artiklen (se kilder). Zoonotiske infektioner kan ikke bekæmpes alene ved at bekæmpe sygdommen blandt mennesker, fordi mennesker fortsat vil kunne blive smittet af de dyr, der bærer virusset. Et godt eksempel på det er borrelia-infektion, som man søger at bekæmpe ved at begrænse hjortebestanden, fordi hjorte er værter for de flåter (en mide), som bærer sygdommen og overfører den via blod, når de bider sig fast i værten. En zoonotisk infektionssygdom er derfor sværere at bekæmpe end en infektion, der udelukkende er menneskebåret, kan man læse i artiklen ”Zoonoser” på Sundhed.dk (se kilder).

Hvilke vira er det lykkedes at udvikle vacciner mod?

Allerede tilbage i 1774 blev den første vaccine mod en virus udviklet. Ideen opstod, efter at skarpsindige observationer fra landmænd, der bemærkede, at malkepiger, der havde været i kontakt med køer med sygdommen ko-kopper, blev mindre syge af kopper end resten af befolkningen. Observationerne fik læge Edvard Jenner til at lave videnskabelige forsøg, der dokumenterede, at man kunne gøre mennesker immune overfor sygdommen, hvis man blev udsat for en lille smule af sygdommen. Det sker, fordi vacciner får kroppen til at danne antistoffer mod sygdommen, så man bliver immun over for den virus eller bakterie, der forårsager sygdommen. Således danner en person, der er vaccineret, antistoffer, der beskytter mod sygdommen på samme måde, som hvis personen allerede havde haft sygdommen. Det kalder man at blive immun, som betyder, at kroppen selv kan producere antistoffer, der forebygger sygdom/smitte. Således kan vaccination både forebygge sygdom hos den enkelte og generelt i samfundet, som det er sket med en række sygdomme gennem tiden. I artiklen ”Se, hvilken massiv gavn vacciner har gjort indtil videre” på Videnskab.dk (se kilder), kan man læse om en række sygdomme, det er lykkedes at udvikle vacciner mod og effekten af disse vacciner. Det gælder f.eks. kopper, mæslinger, meningitis, polio og mæslinger.

Hvordan kan man hjælpe sit immunforsvar til at bekæmpe en virus?

Kroppens eget immunforsvar bekæmper selv 99 % af de infektioner, vi udsættes for. Det kan man læse i artiklen ”Kan vi booste vores immunforsvar?” på Netdoktor.dk (se kilder). Artiklen forklarer, hvordan immunforsvaret er en kompleks størrelse, som man ikke bare kan booste ved at spise kosttilskud og dyrke motion, selvom det er en god forudsætning for et sundere liv. Til gengæld har studier vist, at søvnmangel svækker immunsystemet markant, og at folk, der sover godt om natten generelt er mindre syge. Selv det stærkeste immunforsvar kan have svært ved at bekæmpe almindelige influenza- og forkølelsesvira, da der findes mange forskellige varianter, og kroppen kan derfor ikke nå at gøre sig immun overfor dem alle. Til gengæld kan man forebygge smitte ved at vaske hænder ofte og ved at undgå at røre sig selv i ansigtet og på den måde undgå, at eventuel smitte kommer i kontakt med slimhinder i mund, næse og øjne.