vikingeskib
Vikingeskibet Havhingsten af Glendalough, verdens største rekonstruktion af et vikinge-krigsskib.
Foto: Bjarke Ørsted / Scanpix

Vikinger (Faktalink light)

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information. April 2017.
Top image group
vikingeskib
Vikingeskibet Havhingsten af Glendalough, verdens største rekonstruktion af et vikinge-krigsskib.
Foto: Bjarke Ørsted / Scanpix

Indledning

Vikingerne er kendt som vilde krigere, selvom de fleste var fredelige bønder. De var også handelsfolk, byggede skibe og fremstillede smykker. De kom fra det område der i dag er Skandinavien. Herfra sejlede de ud på togter. Nogle plyndrede og slog ihjel hvor de kom frem. Andre slog sig ned og blev boende.

I dag er vikingerne populære i både bøger og tv-serier. Men ikke alt, der fortælles om vikingerne, er sandt. F.eks. har man aldrig fundet vikingehjelme med horn på.

 

Artikel type
faktalinklight

Hvem var vikingerne?

Print-venlig version af dette kapitel - Hvem var vikingerne?

Vikingerne kom fra det område der i dag er Danmark, Norge og Sverige. De fleste boede i små landsbyer med 6-7 gårde. De passede deres dyr og dyrkede jorden. Nogle arbejdede som håndværkere med at bygge skibe og fremstille våben, smykker og redskaber. De handlede også, og det foregik på foregik på markedspladser. De største af markedspladserne blev med tiden til de første byer. Roskilde, Odense og Aarhus er nogle af de byer der blev grundlagt af vikingerne.

Hvor rejste de hen?

Vikingernes rejser kaldes for togter. Et togt er en rejse man tager ud på for at røve eller erobre land. Man mener at vikingerne sejlede ud for at blive rige og berømte. De første togter var små med få skibe. De lykkedes fordi vikingerne angreb hurtigt og overraskede deres modstandere. Senere blev togterne større og mere organiserede.

Vikingerne var dygtige sømænd og havde de bedste skibe. Det førte dem til England, Frankrig, Island, Rusland og enkelte kom helt til Amerika. I slutningen af år 870 havde de danske vikinger erobret store dele af England. Derfor har flere engelske byer i dag navne der lyder danske, f.eks. Grimsby eller Derby.

Hvordan rejste de?

Vikingerne var dygtige håndværkere. De var særligt gode til at bygge skibe. Deres krigsskibe kaldes for langskibe. Det var skibe med både sejl og årer. Sejlet kunne lægges ned. På den måde kunne vikingerne sejle meget tæt på fremmede kyster uden at blive set. Samtidig var langskibene flade i bunden. Det gjorde det muligt at sejle op ad lavvandede floder. På de største af vikingernes skibe var der plads til 80 mænd.

I 1962 fandt man fem vikingeskibe der var sunket i Roskilde fjord. Resterne af skibene kan i dag ses på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Hvordan var vikingerne?

Print-venlig version af dette kapitel - Hvordan var vikingerne?

Den arabiske rejsende Ibn Al Fadlan har beskrevet vikingerne. Han mødte dem ved den russiske flod Volga og syntes de var et mærkeligt folk. De var ulækre og frække. Han skriver at de gik med knive og økser. De havde tatoveringer af træer og figurer fra hals til fingerspidserne. Og så var de beskidte. Når de vaskede sig, lod de et fad gå rundt mellem hinanden. Den første redte sit hår ned i vandet, spyttede og pudsede næse i det. Derefter gik vandet på runde indtil alle havde vasket sig i det.

Hvad troede vikingerne på?

Vikingerne troede på asatroen. Det er en tro med flere guder, hvoraf den enøjede Odin og krigsguden Thor er de mest kendte. Fire af vores ugedage er opkaldt efter de nordiske guder. Tirsdag har fået sit navn efter guden Tyr, onsdag er Odins dag og torsdag er Thors dag. Fredag er enten opkaldt efter Odins kone Frigg eller kærlighedsgudinden Freja.

 

 

Hvornår var vikingetiden?

Vikingetiden varede cirka fra 800 til 1050. I 793 angreb en gruppe nordiske krigere den engelske ø Lindisfarne. De var vilde og voldelige. De råbte, slog ihjel og plyndrede øens kloster. Man siger at dette angreb markerer starten på vikingetiden.

Et andet slag står som afslutningen. Det er slaget ved Stamford Bridge i 1066. Her tabte norske vikinger i et stort slag til den engelske konge. Man siger at vikingetiden ophørte herefter. Der er flere forklaringer på hvorfor. De fleste mener at de nordiske folk blev mere og mere kristne.

Men fordi der ikke er skrevet så meget om vikingerne, er der mange ting vi ikke ved. Der bliver dog stadig fundet skatte, borge og andre ting fra vikingetiden som kan gøre os klogere.