Fakta om vedvarende energi

Hvor meget af den energi, vi bruger i Danmark, er vedvarende?

I 2021 leverede vedvarende energikilder 35 procent af al den energi, der årligt forbruges i Danmark, og andelen af vedvarende energi er i kraftig stigning. I 2000 dækkede vedvarende energi blot 7,1 procent af det samlede danske energiforbrug, afslører tal fra Our World in Data i artiklen “Renewable Energy” (se kilde 7). To-tredjedele af den samlede vedvarende energi kommer fra biomasse, oplyser KEFM i indlægget “Vedvarende energi” (1), mens vind udgjorde 22,5 procent i 2021, og blot 1,8 procent kom fra solenergi. På elektricitetsområdet dækkede vind til gengæld 84 procent af energibehovet i 2022. Andelen af vedvarende energi kommer til at stige i de kommende år; i 2030 skal havvind alene kunne levere mere elektricitet, end der er behov for i Danmark, oplyser KEFM i sit målsætningspapir “Faktaark – endnu mere havvind frem mod 2030” (se kilde 8).

Hvor meget af den energi, der produceres i Europa og verden, er vedvarende?

Geografiske forhold og politik har stor betydning for, hvilken type af vedvarende energi der benyttes mest, og hvor stor en andel den udgør i verdens lande. I 2019 udgjorde vedvarende energi blot 11 procent af verdens energiproduktion, mens det gjaldt 25 procent af elektricitetsproduktionen, fremgår det af tal fra Our World in Data i artiklen “Renewable Energy” (se kilde 8). Vandkraft leverer mest vedvarende energi, og dækker f.eks. næsten 100 procent af Norges elektricitet og 66 procent af den samlede energiproduktion. Allerede i 2030 skal 40 procent af EU’s energi komme fra vedvarende energikilder. I 2021 gjaldt det 21,8 procent af den samlede energiproduktion, med vind- og solenergi i stærk vækst oplyses det i artiklen fra Euronews “Sweden, Finland, Latvia: Which EU countries use the most renewable energy?” (se kilde 9). 

Hvilken type vedvarende energi er mest udbredt i verden?

På verdensplan udgør vandkraft fortsat 60 procent af produktionen af energi fra vedvarende energikilder, viser rapporten “Renewable energy” fra Our world in Data (se kilde 7). I alt svarer det til ni procent af den samlede energiproduktion i verden. Med to procent af verdens samlede energiproduktion tager vind andenpladsen, og vindenergi er i kraftig vækst. Bl.a. forventer Nordsølandene (Belgien, Holland, Luxembourg, Irland, Storbritannien, Frankrig, Norge, Sverige, Tyskland og Danmark) at tyvedoble kapaciteten i 2050, forklares det i artiklen fra Jyllands-Posten “Nyt ambitiøst mål for vindenergi i Nordsøen” (se kilde 10). Tilsvarende har USA på bare ti år firedoblet mængden af vindenergi, så den nu udgør 8,4 procent af USA’s samlede energiforsyning. I samme tidsrum har Kina formået at tidoble sin vindmøllekapacitet, så den i 2021 udgjorde 3,9 procent af landets energiproduktion.

Hvordan lagrer man vedvarende energi?

Der satses stort på vind- og solenergi i disse år. Men sol- og vindenergi er ikke fuldstændigt stabile energikilder, fordi solen ikke skinner hele tiden, og det indimellem er vindstille. De to energikilder skal efter planen spille en langt større rolle, end de gør i dag, bl.a. fordi en langt større del af energisektoren skal kunne bruge energi fra strøm i fremtiden. Det gør det nødvendigt at kunne oplagre energien til de vind- og solfattige dage samt at omforme elektriciteten til andre energiformer, forklares det i KEFM’s “Regeringens strategi for POWER-TO-X (se kilde 11). Derfor arbejdes der på at gøre omdannelse af elektricitet til brint mere energieffektivt. Omdannelsesprocessen kaldes for” power-to-x eller PtX. Brint kan bruges direkte som brændstof til transport, eller det kan laves om til andre materialer som f.eks. plastik, brændstoffer og kemikalier.

 

Videoklip

Hvad er Power- to-X? Produceret af  DTU.dk, 24-08-2021

 

BOKS: Tal og grafer

Graf, der viser udviklingen i energiproduktionen, for de forskellige vedvarende energikilder i Danmark fra 1965-2022: https://ourworldindata.org/grapher/modern-renewable-prod?country=~DNK. “Modern renewable energy generation by source Denmark.” Our World in Data, tilgået 31-05-2023

 

Graf der viser hvor stor en procentdel vedvarende energi udgør i Danmark, af den samlede energiproduktion: https://ourworldindata.org/grapher/renewable-share-energy?tab=chart&country=~DNK. "Share of primary energy from renewable sources.” Our World in Data, tilgået 31-05-2023.

 

Figur der både viser de forskellige energikilders CO2 udledning og hvor meget de forurener i forhold til hinanden: https://ourworldindata.org/cheap-renewables-growth. “What are the safest and cleanest sources of energy?” Our World in Data, tilgået 31-05-2023.