Vedvarende energis betydning

Hvad har fossile brændstoffer med klimaforandringer at gøre?

Fossile brændstoffer er oprindeligt dannet af døde dyr og planter, dvs. dødt organisk materiale, der under tryk i løbet af millioner af år er blevet omdannet til kul, olie og naturgas. Energien herfra udnyttes ved, at man brænder dem af, og derved frigives organisk materiale i form af CO2 til atmosfæren. CO2 er en drivhusgas, der ligesom glasset i et drivhus holder på varmen fra solen. Der afbrændes enorme mængder fossile brændstoffer på kloden, og siden 2000 er mængden vokset. Derfor går det stærkt med at opvarme jorden, og det påvirker i stigende grad vores klima, der bliver voldsommere med tørke, storme og oversvømmelser. Dermed skubber klimaforandringerne til Jordens økosystemer, som kommer ud af balance, forklarer Danmarks Naturfredningsforening i artiklen “Klima” (se kilde 12).

 

Videoklip

Se Energimuseets video ”Fossile brændstoffer”. Energimuseet, 30. november 2022.

 

Hvorfor er det nødvendigt at omstille til vedvarende energi?

Ikke nok med at afbrænding af kul, olie og gas forårsager klimaforandringer; afbrænding af fossile brændstoffer bidrager også til massiv partikelforurening, som slår millioner af mennesker ihjel verden over, oplyser Ingeniørens artikel ”Fossile brændstoffer slår flere mennesker ihjel end rygning og malaria tilsammen” (se kilde 13). Det kræver også energi og giver CO2-udslip, når vindmøller, solceller, vandkraftværker, geotermiske anlæg og de kraftværker, der skal køre dem, bygges. Men når først de er etableret, kan de danne energi uden udslip af CO2, fremgår det af artiklen fra Videnskab.dk “Hvor grønne er vindmøller egentlig?” (se kilde 14). Desuden forårsager vedvarende energiformer ingen partikelforurening. Omstilles der til vedvarende energi i tide, kan klimaforandringerne derfor bremses og luften blive renere.

Hvorfor forventes produktionen af vedvarende energi at stige i fremtiden?

Vores nuværende energisystem er fuldstændigt tilrettelagt efter de fossile energikilder. Omlægning til vedvarende energi er en langstrakt, dyr og besværlig proces, men på grund af den truende klimakatastrofe skal vedvarende energi spille en meget større rolle fremover i Danmark og EU. Gunstig lovgivning, støtteordninger og forbud mod brug af fossile brændstoffer er med til at fremme udviklingen af vedvarende energi, fremgår det af “Klimaftale om grøn strøm og varme 2022” fra KEFM (se kilde 15). Tilsvarende har USA støttet solcelleindustrien, oplyses det i artiklen “A Brief History of Solar Panels” fra Smithsonian Magazine (se kilde 6). Derfor er vind- og solenergi nu billigere end kul, gas og atomkraft, oplyses det i artiklen ”Why did renewables become cheap so fast” (se kilde 16)

Hvorfor kan vi ikke med det samme omlægge fuldstændigt til vedvarende energi?

Selvom klimaforandringer og luftforurening er en realitet, og mængden af vedvarende energi hele tiden vokser, udgør fossile brændstoffer stadigvæk 80 procent af verdens energiforbrug (se kilde 17), oplyser KEFM på deres hjemmeside “Klima og energi”. Det skyldes i høj grad, at vores energiforbrug fortsat er stigende, forårsaget af øget global velstand og befolkningstilvækst. Dermed forbruges der hele tiden mere af både de fossile brændstoffer og af de vedvarende energikilder, forklares det i artikel fra Our World in Data “Global Primary Energy how has the world's energy changed over the last 2 centuries?” (se kilde 18). Fordi der bruges så meget energi, tager det tid at vende udviklingen, så verden får skiftet til vedvarende energi, og det kræver at man på globalt plan beslutter at holde op med at bruge de fossile brændstoffer og de systemer, der er udviklet kun til dem, forklares det i artiklen “Forsker-opråb før COP26: Verden har brug for en bindende plan der holder fossile brændstoffer i jorden”(se kilde 19) fra videnskab.dk.