Hvad er vaccination?
Ved vaccination giver man kroppen mulighed for selv at bekæmpe smitsomme sygdomme. Når man vaccinerer, reagerer kroppens immunforsvar på vaccinen og danner beskyttelse mod de sygdomme, den bliver udsat for i vaccinen. Kroppen reagerer ved at danne antistoffer mod sygdommene på samme måde, som hvis man selv havde haft sygdommene.
Hvordan blev vacciner og vaccination opfundet?
Ordet vaccine kommer af det latinske vacca, der betyder ko. Kokoppevirus, vaccinia, har givet navnet vaccination til koppevaccination og siden også til tilsvarende forebyggende behandling mod andre sygdomme. For årtusinder siden brugte man i Kina og Indien en form for koppevaccination, der i dag kaldes variolation. Metoden bestod i at indføre indholdet af koppepatienters kopper i næsen eller under huden på mennesker, der ikke havde haft sygdommen.
Den moderne vaccinationsteknik skyldes en engelsk læge, Edward Jenner, der foretog verdens første vaccination i 1796. Han havde bemærket, at malkepiger, der blev smittet med kokopper, ikke blev angrebet af menneskekopper. Han overførte lidt lymfe fra kalve med kopper til mennesker og påførte dem på den måde kokopper, hvilket viste sig at gøre dem immune over for menneskekopper.
Hvordan har vaccinationer betydning for folkesundheden?
”Vacciner er et af de største lægevidenskabelige gennembrud i den medicinske historie. Det, at en vaccine kan stimulere immunsystemet, så den vaccinerede opnår immunitet mod den pågældende sygdom, så spredningen af sygdom mindskes og den måske helt udryddes, sådan som vi har set med flere sygdomme, er helt fantastisk og har medført en historisk forbedring af folkesundheden uden sidestykke,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm i artiklen ”Danske forældre bør vide noget om fordele og ulemper” i Politiken (se kilder).
Han beskriver dermed den udvikling, som vaccinationsprogrammer i stor stil har haft i Danmark og mange andre lande i verden, ikke mindst i Vesten. Før indførelsen af store vaccinationsprogrammer i Danmark slog børnesygdomme hvert år tusindvis af børn ihjel, gav dem varige handikap eller medførte andre alvorlige lidelser. Mellem 1945 og 1960 fik 20.000-80.000 danskere årligt kighoste, som dræbte tusindvis, herunder mange spædbørn, og fra 1950-80 smittede mæslingeepidemier årligt 10.000-80.000 personer. Den sidste store polio-epidemi i Danmark i 1951-1953 kostede cirka 350 mennesker livet, og tusinder blev ramt af alvorlige lammelser.
I dag er børnesygdommene stort set væk, primært på grund af det danske børnevaccinationsprogram.
Hvorfor kan det være afgørende, at flest muligt vaccineres?
Hvis en vaccine skal have størst mulig effekt og forhindre epidemier, kræver det, at en befolkning opnår såkaldt flokimmunitet, hvilket vil sige, at smitsomme sygdomme ikke kan brede sig og udvikle sig til en epidemi. Ingen vaccine er 100 procent effektiv, så der vil altid være en lille andel, der ikke opnår immunitet. Desuden er der mennesker, der ikke tåler vaccinen, og der er børn, som endnu er for små til at blive vaccineret. De kan rammes, hvis smitten begynder at brede sig. Men hvis mange lader sig vaccinere, vil en smitte stort set ikke kunne sprede sig, og så vil dem, der ikke tåler vaccinen, også være bedre beskyttet.
Hvilke dilemmaer er der omkring vaccination?
Det er en stor fordel for den enkelte, at langt de fleste vaccineres mod for eksempel børnesygdomme. Men hvis den enkelte fravælger vaccination, for eksempel af frygt for bivirkninger, kan det skade flertallet. Jo flere, der vælger vaccinationen fra, jo større er risikoen for, at smitten igen spredes. Desuden er smitten ikke nødvendigvis mest farlig for dem, der fravælger vaccination; den kan være farligere for dem, som ikke tåler vaccinationen, og som derfor er afhængige af, at de fleste andre vaccineres.
Omvendt er der altid en risiko for bivirkninger ved vaccinationer, og den enkelte kan altså risikere at blive syg for at være med til at forhindre smitte for de manges skyld. En del forældre vælger netop vacciner fra, fordi de ikke vil påføre deres barn risiko for bivirkninger. Problemet er, at de forældre, der fravælger vaccination, træffer et valg, der rækker langt ud over dem selv.
Myndighederne kan stå i et dilemma om, hvor meget de skal informere om bivirkninger og om den usikkerhed, der kan være – især med nyere vacciner – om, hvorvidt de kan medføre alvorlige bivirkninger. Hvis myndighederne oplyser om usikkerheden, kan det medføre, at færre vil lade sig vaccinere, og det kan siden vise sig, at bekymringen var ubegrundet. Nogle gange kan det medføre, at interessen for at undersøge bivirkninger mindskes, vurderer læge Louise Brinth i artiklen ”Vi kan aldrig være skråsikre på vacciner” i Information (se kilder): ”Der er rigtig god grund til at gøre alt, hvad man kan for at bevare tilliden til vaccinerne, så så mange som muligt tør lade sig selv og deres børn vaccinere. Men nogle gange har det den sideeffekt, at vi bliver bange for at gå aktivt ind i forhold til de mennesker, der mistænker vaccinebivirkninger.”