Modbevægelser og erindringen om ungdomsoprøret

Hvilke modbevægelser var der i samtiden?

Ikke alle var lige begejstrede for de nye politiske og kulturelle ideer, som kom fra studenterbevægelsen, ungdomsoprøret og fredsbevægelsen. 1968 blev også året, hvor danskerne for første gang siden 1953 valgte en borgerlig regering. Det blev således en VKR-regering, der kom til at stå for både frigivelsen af billedpornoen og lempelsen af den danske abortlovgivning.

I årene omkring 1968 opstod der derfor en række foreninger og bevægelser, hvis hovedformål var at modvirke de opbrud, som fulgte i kølvandet på bevægelserne og begivenhederne omkring 1968. To af de mest kendte er rindalismen og Kristeligt Folkeparti.

Hvad var rindalismen?

Rindalismen opstod i midten af 1960’erne som et opgør med den nyligt oprettede Statens Kunstfond. Bevægelsen, der tog navn efter Peter Rindal, som var en ledende skikkelse i bevægelsen, var båret af en modvilje mod at bruge statens penge på legater til kunstnere. Kritikken fra bevægelsen gik især på, at den støttede kunst ikke var forståelig for den almindelige dansker, og at hvis en kunstner ikke kunne leve af sin kunst, måtte vedkommende finde sig et andet arbejde.
Rindalismen var grundlæggende en populistisk bevægelse, der opstillede en modstand imellem folket (dem selv) og eliten (i dette tilfælde kulturlivet) og kæmpede for at begrænse statens udgifter til f.eks. kultur for til gengæld at kunne give den brede befolkning flere penge imellem hænderne igennem lavere skat. Fremskridtspartiet, der blev oprettet i 1972, kom i høj grad ud af den samme tendens som rindalismen.

Hvad var Kristeligt Folkeparti?

Kristelig Folkeparti var et politisk parti, der blev dannet som en protest mod frigivelsen af billedpornografien i 1969 og de tiltagende politiske skridt for en liberalisering af den danske abortlovgivning. Der havde i flere år været optræk til danne et parti med grundlag i de kristelige miljøer omkring især Indre Mission for at trække samfundet i en mere moral-kristen retning. Partiet mødte fra begyndelsen modstand fra både det etablerede politiske system og andre kristne foreninger, især Tidehverv, der mente, at partiet forsøgte at slå politisk plat på det kristne budskab. Kristeligt Folkeparti formåede alligevel at blive valgt i Folketinget ved ”Jordskredsvalget” i 1973 på en politisk platform om familieværdier og abortmodstand. Partiet eksisterer stadig – de hedder i dag Kristendemokraterne – men har ikke været repræsenteret i folketinget siden 2011.

Hvor engageret var den almene dansker i ungdomsoprøret?

Når man læser om 1960’erne og 1970’erne, kan man let komme til at tro, at danskerne over en bred kam var langt mere politisk aktive dengang, end de er i dag. I praksis var mange af de politiske bevægelser dog koncentreret om de store byer og var for mange danskere først og fremmest noget, man læste om i avisen.
Det seksuelle frisind var ligeledes heller ikke noget, der kom fra den ene dag til den anden, men har været en relativ langsom udvikling i danskernes holdning, og hvor der har været regionale og aldersmæssige forskelle i, hvad der blev regnet for acceptabelt.

Der er dog ingen tvivl om, at den kulturelle påvirkning fra 1968 påvirkede datidens unge meget, og også provinsens unge lyttede til protestsangere og -bands som Bob Dylan og The Rolling Stones, lod håret gro og købte spraglet tøj og trompetbukser. Det i sig selv lyder jo ikke så vildt, men var alligevel med til langsomt at brede de nye ideer om seksuel frigørelse og mistro over for autoriteter ud i hele landet.

Hvordan lyder venstrefløjens fortælling om 1968?

Erindringen om 1968 har hovedsageligt været domineret af to modstridende fortællinger – en venstreorienteret og en højreorienteret.

Den venstreorienterede fortælling, som indtil 1990’erne stod næsten uimodsagt, beskriver tiden omkring 1968 som et oprør båret af stor idealisme, kreativitet og nytænkning. Dette oprør medførte en demokratisering af samfundet og førte til det særligt danske frisind, der er kendetegnet af en liberal seksualkultur med f.eks. fri porno og stor accept af seksuelle minoriteter. Historieskrivningen om 1968 var indtil Den Kolde Krigs afslutning imellem 1989-92 præget af et nostalgisk syn på 1960erne ofte forfattet af folk, der selv havde deltaget i ungdomsoprøret og dermed havde et meget nært og følelsesladet syn på det. I denne fortælling er 1968 udelukkende et positivt fænomen forbundet med frigørelse, og et årti, hvor alt var i bevægelse og alle muligheder stod åbne. Historikerne Steven L.B. Jensen og Thomas Ekman Jørgensen har skrevet om den venstreorienterede forståelse af 1968 i forordet til antologien ”Opbrud i 1960erne” (se kilder).

Hvordan lyder højrefløjens fortælling om 1968?

I den højreorienterede fortælling, som voksede frem efter Den Kolde Krigs afslutning, opfattes 1968-oprøret primært som en forfaldshistorie. Denne forfaldshistorie er særligt knyttet op på Den Kolde Krig, hvor 1968 ses som et oprør domineret af revolutionsromantikere, der var parat til at sælge ud af Vestens friheds- og demokratiidealer til fordel for en kommunistisk feberdrøm. I højrefløjens fortælling bliver 1968-generationen også et symbol på den store offentlige sektor, der voksede frem i løbet af 1960erne og 1970erne, og en negativ fortælling om 1968 muliggør dermed også et opgør med de politiske sejre som ungdomsgenerationen vandt i perioden. Tidligere statsminister fra Venstre, Anders Fogh Rasmussen, indledte i 2003, hvad han selv kaldte en kulturkamp, imod mange af de idealer som identificeres med 1968 og den generation der var med i ungdomsoprøret. Dermed er 1968 som begreb blevet en kampplads for nutidige politiske slagsmål og i diskussionen af vores fælles erindring. Man kan læse mere om højrefløjens fortælling om 1968 i Informations artikel ”Myten om ’68” (se kilder).